Religionens fremtid i lyset af dens fortid

7. del: Fra cirka 1500 f.v.t. — Hinduisme — dit navn er tolerance

„Hver enkelt bør følge sin egen religion.“ — Ramakrishna, hinduisk reformator fra forrige århundrede

TOLERANCE opfattes normalt som noget positivt, og netop tolerance kendetegner den store verdensreligion hinduismen. I 1985 bekendte omkring 650 millioner mennesker — 13,5 procent af jordens befolkning — sig til denne religion.

Hinduismen er blevet kaldt „en sammensat national religion med mange forskellige retninger“ eller simpelt hen „en fællesbetegnelse for alle Indiens religioner“. Leksikonet The New Encyclopædia Britannica indrømmer at „ethvert forsøg på at give en fyldestgørende definition af hinduismen har vist sig utilfredsstillende i en eller flere henseender, idet selv de største autoriteter i hinduisme, også de der selv er hinduer, hver især betoner forskellige facetter af helheden.“

Hinduismen er en gammel religion. Den opstod i Indusdalen i det nuværende Pakistan. Omkring 1500 f.v.t. trængte et indoeuropæisk folkeslag, arierne, ind i dette område. Eftersom de betragtede bestemte skrifter som hellig kundskab (veda), blev deres religion kendt som vedaismen. Flere træk i den var hentet fra uriranernes religion. Muligvis har der også været tale om babylonisk påvirkning, for som Encyclopædia of Religion and Ethics forklarer, er der „adskillige lighedspunkter mellem babylonisk og tidlig hinduisk kultur“. Ariernes religion hentede således sine ideer og ritualer fra mange kilder, og i årenes løb blev stadig nye optaget mens andre kasseredes, hvilket til sidst skabte hinduismen.

Troslære og ritualer

Arierne grundlagde kastevæsenet. De fire oprindelige kaster blev senere delt op i flere tusind underkaster. Man hævdede at de fire hovedkaster udgik fra forskellige dele af kroppen på urmennesket, purusha, der på sanskrit betyder „person“ eller „menneske“.

Braminerne, der udgik fra hans mund, var de religiøse ledere; kshatryaerne, der kom fra hans arme, de militære og politiske ledere; vaishyaerne, der stammede fra hans lår, bønder, håndværkere og handelsfolk; og shudraerne, hans fødders afkom, trælle. „De urørlige“, eller kasteløse, ernærede sig ved arbejde der blev regnet for religiøst urent. Selv om Indien og Pakistan for næsten 40 år siden ved lov forbød diskriminering på grund af kaste, lever kastevæsenet stadig.

I en periode spillede dyreofringer en stor rolle i tilbedelsen, hvilket krævede et præsteskab til at udføre de nødvendige ceremonier. Braminerne fik så stor magt at denne offerreligion blev kaldt for brahmanisme. „Præsterne blev frygtet og æret mere end guderne,“ siger T. W. Organ, „for de kunne dræbe deres fjender blot ved at lave om på ritualet.“ Efterhånden som offerritualerne blev mere og mere indviklede, opstod der en religiøs bevægelse som lagde vægt på askese og spægelse af legemet.

Vigtig for denne bevægelse var læren om samsara, som blev formuleret i Upanishaderne, en samling hinduiske skrifter formentlig fra første halvdel af det første årtusind f.v.t. Deres lære går ud på at individerne efter døden og et mellemliggende ophold i himmelen eller helvede bliver genfødt som mennesker eller dyr på et plan der er enten højere eller lavere end det de tidligere befandt sig på, i overensstemmelse med loven om karma. Målet for livet er at opnå moksha, frigørelse fra den uophørlige cyklus af fødsel og genfødsel, og at blive opslugt af al ordens absolutte ophav, Brahma.

I vedaismen fandtes der mange guder. Men ifølge bogen Concepts of Indian Philosophy fandt dens tilhængere dette utilfredsstillende, hvorfor „de langsomt nærmede sig en monoteistisk opfattelse af Gud. . . . Én udvikling gik i retning af at smelte alle de tidligere guder sammen . . . [for] at frembringe ét gudsbegreb.“ Brahma blev derfor en gud uden personlighed og egenskaber, men som manifesterede sig i mange forskellige guddomme.

Ønsket om at opnå moksha udspringer af det historikeren Will Durant kalder en „afsky for livet . . . der løber igennem hindu-tankegangen som en dunkel understrøm“. Dette dystre og pessimistiske livssyn kommer klart til udtryk i Maitrayana-Upanishad, som stiller spørgsmålet: „Hvorledes kan der være tale om at nyde glæder i dette legeme, som er ramt af begær, vrede, attrå, frygt, modløshed, misundelse, adskillelse fra hvad man har kært og forening med, hvad der er én ukært, af sult og tørst og alderdom, død, sygdom og sorg og så videre?“

En måde at undgå denne ulykkelige situation på anvises i puranaerne, en samling tekster sandsynligvis fra de første århundreder efter vor tidsregning. Navnet betyder „gamle beretninger“, og disse har fået stor udbredelse og er blevet kendt som det jævne folks skrifter. Garuda Purana kommer med denne påstand: „Sand lykke erhverves ved udslukkelse af alle følelser. . . . Hvor der er kærlighed, er der også kval. . . . Afsværg kærligheden, og du vil være lykkelig.“ Denne løsning virker dog næsten lige så trøstesløs som den ulykkelige situation den skulle afhjælpe.

Før den tid havde Bhagavadgita, der betyder „Herrens sang“ og som undertiden kaldes „den vigtigste bog der nogen sinde er skrevet i Indien“, anvist tre veje til frigørelse. „Pligternes vej“ lagde vægt på overholdelse af ritualer og sociale forpligtelser, „kundskabens vej“ indbefattede meditation og yoga, og „hengivelsens vej“ var forbundet med tilbedelsen af en personlig gud. Nogle har sidestillet Bhagavadgita med kristendommens „Nye Testamente“. De fleste indere kan nogle af dens vers udenad, og mange synger dagligt uddrag af den.

Bhagavadgita er dog kun en lille del af det vældige hinduiske epos Mahabharata, som er verdens længste digt, idet det indeholder over hundrede tusind vers. Da Bhagavadgita blev indlemmet i Mahabharata (formentlig i det tredje århundrede f.v.t.) havde hinduismen definitivt skilt sig ud fra vedaismen og brahmanismen som en selvstændig religion.

Konstante forandringer

Lige fra begyndelsen er hinduismen konstant undergået forandringer. Nogle af de mest fremtrædende reformatorer i det sjette århundrede f.v.t. var Siddharta Gautama og Vardhamana Mahavira, grundlæggerne af henholdsvis buddhismen og jainismen.

Mahavira betragtede sig selv som den 24. i rækken af jinaer (sejrherrer), som er jainismens etiske forbilleder. Denne religion afviger fra hinduismen ved at den benægter eksistensen af en skaber og hævder at verden altid har været til. Religionen lægger særlig vægt på læren om ahimsa, ikkevold. Her i det 20. århundrede gav den indiske leder Mohandas Gandhi denne religiøse lære en politisk anvendelse i kampen for Indiens uafhængighed.

Ifølge jainismen fører rettroenhed, ret kundskab og ret adfærd, sammen med yogadyrkelse, til frigørelse. Den påstår også at alting afhænger af øjnene der ser, og afviser således absolutte normer for hvad der er rigtigt og forkert. Her møder man igen den tolerante holdning fra hinduismen, hvorfra jainismen udspringer.

I det 15. århundrede, cirka 2000 år senere, fremstod en anden reformator ved navn Nanak. Han forsøgte at skabe en religion som både kunne accepteres af hinduer og muslimer. Resultatet blev sikhismen. „Sikh“ er afledt af et ord på sanskrit som betyder „discipel“. Nanak var den første af ti guruer hvoraf den sidste i 1699 dannede et broderskab kaldet khalsa (de rene). For at fjerne kasteskellet mellem sikherne og understrege at de var troens soldater, fik de alle efternavnet Singh (løve). De skulle altid bære de fem k’er: Uklippet hår og skæg (kes); en kam (kangh) til at holde håret fast under turbanen; shorts (kacch), eventuelt under lange bukser; sabel (kirpan); og stålring (kara). Den tiende guru var den sidste i rækken. Derefter skulle sikhernes hellige bog, Adi Granth træde i deres sted. Den blev samlet i 1604 og revideret hundrede år senere.a

I sidste halvdel af det 19. århundrede forsøgte præsten Ramakrishna fra Calcutta at blande hinduisme med de bedste af vestens religiøse tanker. Han hævdede at ligesom vand hedder noget forskelligt på forskellige sprog, sådan „påkalder nogle Sat-chit-ananda, den evige transcendentale lykke, som Gud, nogle som Allah, og andre som Jehova, Hari eller Brahman“. Ligesom „man kan komme op på taget af et hus ved hjælp af en stige, et bambusrør, en trappe eller et reb, sådan er de veje eller måder der fører til Gud også forskellige. . . . De forskellige trosretninger er blot forskellige stier der leder til den Almægtige.“

Denne tolerante holdning giver hinduerne stort spillerum i deres tilbedelse. Nogle sekter tilbeder især Brahma (brahmanisme), andre Vishnu (vishnuisme) og andre igen Shiva (shivaisme). Den giver rum for at folkehinduisme, shaktisme og tantrisme hver især kan fortolke hinduismen på deres måde. I tantrismen, for eksempel, indgår lokale skikke, og der lægges vægt på tilbedelsen af gudinder, hvilket tidligt vandt indpas i hinduismen. Inderne omtaler deres land som „Moder Indien“, og hun personificeres i skikkelse af gudinden Bharat Ma.

Tolerance — godt eller dårligt?

„Hinduismen har vedblivende vist sig at være i stand til at optage nye religiøse ideer,“ skriver Geoffrey Parrinder, en engelsk teolog og lektor i sammenlignende religionsvidenskab. „Denne synkretisme, eller blanding, af religioner,“ tilføjer han, „er måske det mest fremtrædende træk ved vore dages hinduisme.“ Mange bifalder tilsyneladende denne tolerante hinduiske filosofi og mener at ’man skal tjene Gud på den måde som er rigtig for en selv’.

Men som Geoffrey Parrinder påpeger er der „en fare for at grænsen mellem godt og dårligt udviskes“ når „alle religionsforskelle fjernes“. Og bliver det ikke stadig tydeligere at der findes både god og dårlig religion? Hvorfor begynde at indlemme skadelige religiøse læresætninger i ens egen religion?

Mange mennesker i dag er skuffede over den religion de bekender sig til. Det samme var en hindu fra den herskende Kshatrya-kaste, der levede for næsten to og et halvt årtusind siden. Hinduismen kunne ikke besvare hans spørgsmål. Han stræbte efter at blive oplyst. Denne artikelseries næste del vil komme nærmere ind på dette.

[Fodnote]

[Ramme på side 25]

Måske spørger du . . .

Hvordan forklarer hinduerne samsara? Bhagavadgita siger: „Ligesom et menneske tager nye klæder på og kasserer de gamle, accepterer sjælen på samme måde nye materielle kroppe og opgiver de gamle og ubrugelige.“ Garuda Purana forklarer at „det er jeg’ets gerninger i den foregående tilværelse som afgør dets legemes natur i den kommende . . . Et menneske får den lod i livet som skæbnen tilskikker ham, og selv Gud kan ikke ændre på dette.“ Markandaya Purana lader for eksempel en person sige: „Jeg blev født som brahmin, derpå som kshatrya, vaishya og shudra, bagefter som et dyr, først som en orm, siden som en hjort og som en fugl.“

Hvorfor anser hinduer køer for hellige? Både Rigveda og Avesta omtaler køer som „væsener der ikke må dræbes“. Dette må snarere tilskrives læren om ahimsa end troen på reinkarnation. Markandaya Purana gør imidlertid opmærksom på hvor alvorligt det er at overtræde denne lov, idet den siger at „de som dræber en ko vil tilbringe de tre næste liv i helvede“.

Hvordan betragter hinduerne floden Ganges? „Hellige mennesker, som renses ved at bade i denne flods vand, og som i sindet er viet til Kesava [Vishnu], opnår endelig frigørelse. Når den hellige flod bliver omtalt, ønsket, besunget, set, berørt eller badet i, renser den dag for dag alle levende væsener. Selv når de der lever hundrede yoyanaer [1400 kilometer] væk, udbryder: ’Ganga og Ganga’, bliver de befriet for de tre foregående livs synder.“ — Vishnu-Purana.

Hvad er Hare Krishna? Tilhængerne er medlemmer af Det Internationale Selskab for krishna-bevidsthed, som er en missionerende hinduisk organisation. Dens stifter, den nu afdøde A. C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada, bragte i 1965 sit budskab til De Forenede Stater. Det er præget af hinduisk askese og fokuserer på tilbedelsen af guden Krishna. Afsyngelse af Hare Krishna-mantraer lægges der stor vægt på. Bhaktivedanta mente at man kunne opnå frelse alene ved at fremsige Guds navn.