Religionens fremtid i lyset af dens fortid

8. del: Fra cirka 563 f.v.t. — Buddhismen — vejen fra oplysning til frigørelse?

„En tro eller en filosofi kan bedømmes på hvor mange forhold den kan forklare.“ — Ralph Waldo Emerson, amerikansk digter fra 1800-tallet

DER vides praktisk taget intet med sikkerhed om ham. Ifølge overleveringen hed han Siddhartha Gautama, var fyrste og fødtes cirka 600 år før Kristus i Sakyadynastiet, der herskede i det nordlige Indien. Han blev også kaldt Sakyamuni (vismanden af Sakyaslægten) og Tathagata, en titel af uvis betydning. Sandsynligvis kender du ham kun under hans bedst kendte titel, Buddha.

Han voksede op omgivet af kongelig pragt, men fik som 29-årig pludselig øjnene op for elendigheden i verden. Han ville gerne kende dens årsag, ligesom når folk i dag oprigtigt prøver at finde årsagen til ondskab og lidelse. Han forlod sin kone og deres spæde søn og drog ud i ødemarken, hvor han seks år levede som asket. Han hvilede på et leje af torne og levede i en periode af et enkelt riskorn om dagen. Men det førte ikke til nogen oplysning eller erkendelse.

Nu var Gautama cirka 35 år gammel og besluttede sig for at slå ind på en mere moderat livsvej, som han kaldte Middelvejen. Han lovede højtideligt at han ville sidde under et figentræ indtil han var blevet oplyst. Efter en nat at have fået en række syner, følte han omsider at hans søgen var blevet kronet med held. Fra da af blev han kendt som Buddha, der betyder „en oplyst“. Han gjorde imidlertid ikke krav på at have eneret til denne titel, så egentlig bør man derfor præcisere om det er en buddha eller Buddha (Siddhartha) man taler om.

Vejen til frigørelse

Legenderne beretter at hinduguderne Indra og Brahma bønfaldt Buddha om at delagtiggøre andre i sine nyfundne sandheder, og han fulgte opfordringen. Han bibeholdt det tolerante hinduiske synspunkt at alle religioner har noget godt i sig, men tog afstand fra kastesystemet og dyreofringerne. Han forkastede også hinduernes påstand om at Vedaerne var skrifter af guddommelig oprindelse. Og skønt han ikke kategorisk udelukkede at Gud fandtes, afviste han at Gud kunne være Skaberen. Han hævdede at årsagskæden (loven om karma) var uden begyndelse. Og han gik længere end hinduerne, idet han i sin første prædiken skal have lovet: „Dette, munke, er Middelvejen, og kundskaben om den . . . fører til indsigt, som fører til visdom, som fører til ro, til kundskab, til fuldstændig oplysning, til nirvana.“

’Hvad er nirvana?’ spørger du måske. „Det er svært at finde et fejlagtigt svar på dette spørgsmål,“ siger historikeren Will Durant, „for Mesteren lod punktet stå åbent, og hans tilhængere har givet ordet enhver betydning under solen.“ „Der findes ingen fælles buddhistisk opfattelse,“ siger The Encyclopedia of Religion samstemmende, for forestillingerne „afhænger af kulturen, den historiske epoke, sproget, skolen, ja selv den enkelte person“. En skribent beskriver det som „begærets fuldstændige fravær, intethedens tidløse uendelighed . . . dødens evigvarende ro i frihed for genfødsel“. Andre henviser til at rodordet på sanskrit betyder „at udslukke“ og sammenligner det med en flamme der går ud når den ikke længere næres. Man kan under alle omstændigheder forbinde nirvana med et løfte om frigørelse.

Buddha sammenfattede behovet for frigørelse i De Fire Ophøjede Sandheder: Livet er smerte og lidelse; begge dele forårsages af livsbegæret og begæret efter at tilfredsstille sine ønsker; dette begær må undertrykkes, hvilket man gør ved at følge Den Ædle Ottefoldige Vej. Denne vej består i ret anskuelse, ret beslutning, ret tale, ret adfærd, ret beskæftigelse, ret stræben, ret tænkning og ret meditation.

Sejrsgang i det fremmede, nederlag hjemme

Lige fra begyndelsen fandt buddhismen god grobund. Jordbunden var så at sige allerede beredt af sharvakaerne, en skare tilhængere af materialismen. De forkastede hinduernes hellige skrifter, havde kun foragt tilovers for troen på Gud og afviste religion i almindelighed. Deres indflydelse var stærk og medvirkede til at skabe det Durant kalder „et tomrum, som næsten opfordrede til en ny religions fremvækst“. Dette tomrum bidrog sammen med „den gamle religions intellektuelle forfald“ til fremkomsten af datidens to store reformbevægelser, buddhismen og jainismen.

I midten af det tredje århundrede f.v.t. gjorde kong Asoka, hvis storrige dækkede størsteparten af det indiske subkontinent, meget for at vinde tilhængere til buddhismen. Han forstærkede missionsindsatsen ved at sende missionærer til Ceylon (Sri Lanka) og muligvis også til andre lande. I løbet af de første århundreder e.v.t. bredte buddhismen sig gennem Kina, hvorfra den via Korea nåede Japan. I det 6. og 7. århundrede fandtes den overalt i Øst- og Sydøstasien. I dag er der på verdensplan over 300 millioner buddhister.

Allerede før kong Asokas tid havde buddhismen bredt sig. „Ved slutningen af det fjerde århundrede f.v.t. fandtes der buddhistmissionærer i Athen,“ skriver E. M. Layman. Han tilføjer at kristenhedens tidligste missionærer stødte på den buddhistiske lære overalt hvor de kom. Faktisk blev de første katolske missionærer i Japan fejlagtigt opfattet som medlemmer af en ny buddhistisk sekt. Hvad skyldtes dette?

Åbenbart havde de to religioner meget tilfælles. Dette gjaldt ifølge Durant både „relikviedyrkelsen, brugen af helligt vand, vokslys, røgelse, rosenkranse, præsteklæder, et dødt liturgisprog, munke- og nonneordener, monastisk tonsur [kronragning] og cølibat, bekendelserne, fastedagene, helgenernes kanonisering, skærsilden og messerne for de døde, og de synes at være opstået i buddhismen før de gjorde det i kristendommen.“ Faktisk siges buddhismen at være „fem århundreder foran romerkirken i opfindelsen af og anvendelsen af alle de ceremonier og skikke, som begge religionerne har tilfælles“.

Layman antyder at forklaringen på disse ligheder skal søges i en fælles oprindelse: „I den kristne tidsalder . . . var den hedenske indflydelse blevet tydelig i den buddhistiske tilbedelsesform. . . . Hedensk indflydelse var sandsynligvis [også] ansvarlig for nogle af de tilbedelsesskikke der udviklede sig i den kristne kirke.“

Buddhismen havde altså stor gennemslagskraft på verdensplan, men led et alvorligt nederlag i sit hjemland. I dag udgør buddhisterne mindre end 1 procent af Indiens befolkning, mens hinduerne udgør 83 procent. Grunden er uvis; måske var buddhismen så tolerant at den ganske enkelt blev opslugt af den mere traditionelle hinduisme. Eller måske har buddhistmunkene forsømt at være hyrder for lægfolket. Under alle omstændigheder spillede det en stor rolle at islam fandt vej til Indien, og at der blev indført et muslimsk herredømme som fik mange, i særdeleshed i Nordindien, til at omvende sig til islam. Faktisk var cirka en fjerdedel af befolkningen muslimer ved udgangen af det 13. århundrede. Samtidig vendte mange buddhister tilbage til hinduismen, tilsyneladende fordi denne religion var bedre rustet til at dæmme op for den massive trussel fra islam. Hinduismen levede op til sit ry for tolerance og bød dem velkommen tilbage med et broderligt favntag. Den gjorde oven i købet vejen tilbage lettere ved at udråbe Buddha til gud, en inkarnation af Vishnu!

Buddhas mange ansigter

„De første buddhafigurer blev fremstillet af grækerne,“ skriver E. M. Layman. Buddhisterne hævder at de ikke tilbeder disse statuer, men kun benytter dem til at vise deres lærer hengivenhed og respekt. Nogle gange afbildes Buddha stående, men for det meste sidder han med benene over kors med opadvendte fodsåler. Når han holder den ene hånd over den anden, mediterer han; når han holder højre hånd ved hagen, velsigner han; og når højre hånds tommelfinger berører pegefingeren eller begge hænder er samlet foran brystet, underviser han. Liggende statuer skildrer ham i det øjeblik han træder ind i nirvana.

Ligesom han gengives i forskellige stillinger, gengives hans lære i forskellige udgaver. Mindre end 200 år efter hans død fandtes der efter sigende 18 forskellige buddhistiske retninger. I dag, hvor 2500 år skiller os fra Gautamas „oplysning“, findes der en mangfoldighed af buddhistiske udlægninger af læren om hvordan man opnår nirvana.

Erik Zürcher fra universitetet i den hollandske by Leiden fortæller at der findes „tre hovedretninger inden for buddhismen, der hver har sin egen billedstil, egne tilbedelsesskikke, hellige skrifter og læresætninger“. Disse retninger kaldes i buddhistisk sprogbrug fartøjer fordi de ligesom færger kan føre et menneske over livets flod til frigørelsens bred, hvor man trygt kan forlade fartøjet. Buddhisten vil sige at det er uvæsentligt hvilket ’fartøj’ man benytter; det væsentlige er at man når frem.

Et af disse fartøjer er Theravada-buddhismen eller Hinayana, som øjensynligt ligger tæt op ad Buddhas lære og har særlig stærkt fodfæste i Burma, Sri Lanka, Laos, Thailand og Kampuchea. Mahayana-buddhismen har sine højborge i Kina, Korea, Japan, Tibet og Mongoliet og er mere liberal; den har tillempet sin lære for at appellere til flere. Af denne grund kaldes den Det Store Fartøj i modsætning til Hinayana, der kaldes Det Lille Fartøj. Vajrayana, diamantfartøjet, går under betegnelsen tantrisme og er kun for de indviede. Her forenes ritualer med yogadyrkelse og bringer efter sigende udøveren hurtigere til nirvana.

Disse tre retninger er delt i mange skoler der afviger indbyrdes med hensyn til fortolkningen af visse grundlæggende læresætninger, ofte fordi der lægges særlig vægt på bestemte dele af de buddhistiske skrifter. Ifølge Zürcher „blev buddhismen i forskellig grad påvirket af lokale opfattelser og skikke“ hvor den kom frem, og de forskellige skoler blev derfor snart ophav til talrige lokale sekter. I lighed med kristenhedens forvirring af flere tusind sekter og retninger har Buddha i billedlig forstand mange ansigter.

Buddhismen og politik

Buddhismen har ligesom jødedommen og navnkristendommen ikke indskrænket sig til religiøs virksomhed, men har også sat sit præg på politisk ideologi og praksis. „Den første sammensmeltning af buddhisme og politisk virksomhed fandt sted under [kong] Asokas regering,“ oplyser forfatteren Jerrold Schecter. Den dag i dag er buddhismen fortsat politisk aktiv. For eksempel blev 27 tibetanske buddhistmunke sidst i 1987 arresteret i Lhasa for at have deltaget i antikinesiske demonstrationer. Og buddhismens rolle i Vietnamkrigen i 1960’erne har fået Schecter til at konkludere: „Middelvejens fredelige sti er blevet forvansket til gadedemonstrationernes nye vold. . . . Buddhismen i Asien er en tro i flammer.“

Nogle har i skuffelse over de beklagelige politiske, økonomiske, samfundsmæssige og moralske tilstande i den vestlige verden vendt sig til Østens religioner, deriblandt buddhismen, for at finde en forklaring. Men kan „en tro i flammer“ rumme forklaringen? Hvis du skulle bruge Emersons kriterium: „En tro . . . kan bedømmes på hvor mange forhold den kan forklare,“ hvor stor værdi ville du da tillægge Gautamas oplysning? Ville nogle af de andre orientalske religioner klare sig bedre? Læs svaret i denne series næste artikel: „En søgen efter den rette vej.“

[Ramme på side 18]

Nogle af buddhismens personer, steder og fænomener

Adam’s Peak, et bjerg i Sri Lanka der anses for helligt; et mærke i klippen regnes af buddhisterne, muslimerne og hinduerne for at være henholdsvis Buddhas, Adams og Shivas fodaftryk.

Bodh-træet, det figentræ under hvilket Gautama blev til Buddha („bodhi“ betyder „oplysning“); en aflægger af træet vokser efter sigende i Anuradhapura i Sri Lanka, hvor det holdes i ære.

Buddhistmunke, genkendelige på deres karakteristiske klædedragt, er buddhismens mest fremtrædende repræsentanter. De lover at være sandfærdige, medfølende over for mennesker og dyr, leve af tiggeri, sky fornøjelser og leve i kyskhed.

Dalai Lama, tibetansk verdslig og religiøs leder, betragtes af nogle buddhister som en inkarnation af Buddha. Blev i 1959 drevet i landflygtighed. „Dalai“, der er det mongolske ord for „verdenshav“, betyder omfattende kundskab; „lama“ betyder en åndelig lærer (ligesom guru på sanskrit). Ifølge nyhedsmeddelelser gav Dalai Lama under demonstrationerne i Tibet i 1987 „sin velsignelse til lydighedsnægtelse, men fordømte vold“, hvad der fik Indien, hans værtsland, til at minde ham om at politisk farvede udtalelser kunne bringe hans ophold dér i fare.

Tandens tempel, et buddhistisk tempel i Kandy i Sri Lanka, hvor en af Buddhas tænder efter sigende opbevares som et helligt relikvie.

[Ramme på side 19]

Tedrikning og buddhistisk „bøn“

Buddhistisk „bøn“ er nærmest en slags meditation. En buddhistisk retning der lægger særlig vægt på selvdisciplin og dyb meditation, er zenbuddhismen. Den kom til Japan i det 12. århundrede og bygger på en kinesisk retning af buddhismen der kaldes chan, og som igen kan føres tilbage til en indisk munk ved navn Bodhidharma. Han kom til Kina i det sjette århundrede og overtog mange elementer fra den kinesiske taoisme da han skabte chanbuddhismen. Det berettes at han engang i et raserianfald skar begge sine øjenlåg af fordi han var faldet i søvn under meditationen. Øjen- lågene faldt til jorden og slog rod, og frem- bragte den første tebusk. Denne legende tjener som grundlag for zenbuddhist- munkenes tradition med at drikke te for at holde sig vågne mens de mediterer.

[Illustration på side 16, 17]

Buddhistiske templer, såsom Marmortemplet i Bangkok i Thailand, er særdeles imponerende

[Illustration på side 17]

Her er også gengivet en statue af en buddhistdæmon der vogter et tempel; nedenunder ses en buddhastatue. Disse afbildninger er et almindeligt syn i buddhistiske lande