Er den olympiske ånd blevet en hensynsløs konkurrenceånd?
KOREANERNE var fast besluttede på ikke at gå glip af denne chance for at vinde sympati hos de besøgende sportsfolk og turister, og hos millioner af tv-seere over hele jorden. Projektet krævede imidlertid syv års hårdt arbejde og investeringer på omkring 22 milliarder kroner.
Koreanerne skyede ingen anstrengelser for at gøre De Olympiske Lege i Seoul i 1988 til en succes. Over 26.000 frivillige strømmede til for at hjælpe, og 240.000 var med til at gøre rent i gaderne. Hele 2200 af byens offentlige badeanstalter blev lukket for at røgen fra skorstenene ikke skulle genere marathonløberne. Ja, koreanerne tilpassede villigt deres hverdag for at kunne være værter for den største olympiade i historien, med deltagelse af over 9500 sportsfolk fra et rekordstort antal af 160 lande. Som et resultat af disse anstrengelser vandt Korea den anseelse der ligger i at en ung industrination var i stand til at være vært for legene.
Også tv-selskaber kappedes
Legene var helt sikkert mest indbringende for de koreanske forretningsfolk som havde inviteret kunder fra hele verden. Deres jagt på ’platinpapiret’, adgangsbilletterne til åbningsceremonien, betød lettjente penge for billethajerne, der kunne sælge en førsteklasses adgangsbillet for mere end tyve gange den oprindelige pris. Legene åbnede også koreanerne mulighed for at indgå forretningsaftaler med de østeuropæiske lande. Noget man heller ikke bør overse, er al den omtale begivenheden gav Korea som en førende nation blandt de nyere industrilande. „Et hundrede og firs timers tv-transmission hos NBC!“ udbrød en koreansk forretningsmand ifølge Los Angeles Times. „Man kan kun gætte på prisen for en tilsvarende reklame for Korea.“ Efter sigende betalte det amerikanske tv-selskab NBC 300 millioner dollars (cirka 2,2 milliarder kroner) for tv-rettighederne.
For det beløb fik det amerikanske tv-selskab dog også et ord at skulle have sagt ved tilrettelæggelsen af legene. En direktør ved det koreanske tv-selskab har udtalt til Vågn op!: „I de større sportsgrene som er populære i De Forenede Stater, blev der ændret på planerne for finalerne og for konkurrencer hvor amerikanske sportsfolk deltog. Ved at forskyde disse konkurrencer til tidsrummet mellem klokken 9.00 og 14.00 lokal tid i Seoul, blev det muligt at få det til at falde sammen med den bedste sendetid i New York.“ Alt dette kostede deltagerne ekstra ulejlighed. For at kunne være klar til disse tidlige konkurrencer var mange nødt til at stå op klokken 5 om morgenen. „Det er forståeligt nok,“ forklarede direktøren, „eftersom De Olympiske Lege nu hovedsageligt finansieres af betalinger for tv-rettighederne, og 75 procent af disse kommer fra den amerikanske tv-station.“ Det gennemsnitlige seertal var imidlertid mindre end forventet, hvilket betød et avancetab for NBC på grund af dets garantier til annoncørerne.
Vindere og tabere!
„Ingen tvivl!“ Sådan lød overskriften i det japanske dagblad Mainichi Daily News dagen efter at canadieren Ben Johnson havde vundet mændenes 100-meter-løb. Få dage senere tog samme avis sine ord i sig med en ny overskrift: „Verdens hurtigste styrtdyk fra berømmelse til vanære.“ En dopingtest viste at Johnson havde brugt anaboliske steroider, og han blev derfor frataget den guldmedalje han havde trænet så hårdt for at vinde.
Verdens hurtigste mand var bukket under for fristelsen til at lade sig dope. Dette var „et hårdt slag for De Olympiske Lege og for den olympiske bevægelse,“ kommenterede præsidenten for IOC (Den Internationale Olympiske Komité). For dem der blev taget i dopingkontrollen kom deres bestræbelser for at vinde for enhver pris endog til at koste dem deres medaljer. Ikke færre end ti dopingskandaler rystede De Olympiske Lege i 1988.
Det er „kun de uvidende der bliver opdaget,“ har den amerikanske kuglestøder Augie Wolf udtalt til bladet Newsweek. „Jeg er ked af det på Ben Johnsons vegne,“ sagde en sovjetisk træner ifølge Newsweek, „for muligvis bruger 90 procent [af deltagerne] . . . doping. Ben Johnsons fejl var bare at han blev opdaget.“ På den anden side gætter Edwin Moses, en amerikansk hækkeløber, på „at mindst 50 procent af sportsfolkene inden for styrkeidrætten“ ville være blevet diskvalificeret hvis det ikke var fordi de vidste hvordan man unddrog sig opdagelse i dopingtesterne. Men hvis så mange sportsfolk mener at doping gavner dem, hvorfor så ikke tillade medikamenterne?
Først og fremmest fordi man ønsker at give alle deltagerne lige vilkår. Dernæst er det også et spørgsmål om at beskytte sportsfolkene. Det vakte stor bestyrtelse da en dansk cykelrytter ved legene i Rom i 1960 døde efter doping. I nyere tid, nemlig i 1987, døde Birgit Dressel, Vesttysklands medaljehåb i syvkamp, fordi hun havde brugt hundrede forskellige medikamenter i sin kamp for at vinde guldmedalje. Anaboliske steroider, de muskelopbyggende „vidundermidler“, kan også medføre alvorlige helbredsproblemer, såsom leverkræft, sterilitet, nyreskader og hjertelidelser, for blot at nævne nogle få.
Hvorfor bruger sportsfolk så den farlige sportsmedicin? „Doping er blevet et stort problem i olympisk sammenhæng på grund af de stærke medaljeambitioner,“ siger Lord Killanin, tidligere præsident for IOC. Ja, det er konkurrencementaliteten der får sportsfolk til at bruge doping. Og drivkraften bag det hele er pengebegær.
Penge for enhver pris
„I virkeligheden skyldtes Johnson-skandalen at kappestriden om penge og berømmelse er gået over gevind inden for sportsverdenen,“ hed det i en lederartikel i den japanske avis Mainichi Shimbun. Hvis man vinder olympisk guld øger det ens handelsværdi og dermed også de penge man kan forlange for at stille op til fremtidige sportsarrangementer, hvor man er publikumsmagnet. Ved De Olympiske Lege fik nogle også tilkendt statspension og bonuser fordi de havde vundet guldmedalje. Et land udlovede en bonus til guldmedaljevinderne som svarede til 60 gange en arbejders gennemsnitlige månedsløn.
De Olympiske Lege er en indbringende forretning. De koreanske arrangører har foreløbig indtjent omkring 2,5 milliarder kroner. Hvem er skyld i denne kommercialisering af legene? „Den Internationale Olympiske Komité (IOC), selvfølgelig,“ skrev Tokyo-avisen Asahi Evening News anklagende. „De selv samme folk som burde værne om den olympiske ånd, har tilladt at legene er blevet til et forretningsforetagende.“
I forsøget på at fastholde det høje præstationsniveau har IOC set gennem fingre med at professionelle sportsfolk deltager. I den genindførte olympiske disciplin tennis har den accepteret „midlertidige amatører“. Når blot de professionelle tennismillionærer suspenderer deres erhvervskontrakter i to uger, bor i den olympiske by i stedet for på luksushoteller og spiller gratis, betragtes de som amatører.
Men ikke alle hilser denne ændrede holdning til de olympiske principper velkommen. „Det er uretfærdigt,“ sagde Kuwaits IOC-delegerede til The Korea Times. „Dette vil i virkeligheden gøre alle sportsbegivenheder til en handelsvare.“
Er tiden løbet fra De Olympiske Lege?
Selvfølgelig var det ikke alle sportsfolk som stræbte efter at vinde for enhver pris eller som deltog for pengenes skyld. En sejlsportsmand så at en anden var ved at drukne og udgik af sejladsen for at redde vedkommende — med det resultat at han kom ind som nummer 21. Mange var tilfredse med blot at være med i legene. Imidlertid var det ikke „ærligt spil“ og „olympisk ånd“ der kendetegnede legene, men ønsket om at vinde for enhver pris, om så det skulle være ved hjælp af doping. Herom sagde den amerikanske sportsmand Edwin Moses: „Sporten, og muligvis også den olympiske bevægelse, har nået lavmålet.“
I den forbindelse er det interessant at lægge mærke til hvorfor oldtidens olympiske lege blev bragt til ophør. Seouls Olympiske Komité oplyser: „I det fjerde århundrede blev legene korrumperet af politikeres og gerrige velhaveres indblanding og derfor afskaffet af [kejser] Theodosius I.“ Netop disse to faktorer, politik og penge, spiller atter en fremtrædende rolle i nutidens olympiader. I virkeligheden er den konkurrenceånd som præger dem og som næres af disse to faktorer, et spejlbillede af det moderne samfund. Man kan derfor med rette spørge om den sande „olympiske ånd“ vil blive genvakt når legene holdes næste gang, i 1992, i Barcelona i Spanien, eller om deltagerne stadig vil kæmpe for at vinde for enhver pris.
[Illustration på side 16, 17]
Det koreanske hold ved legenes åbningsceremoni
[Illustration på side 17]
Nogle sportsfolks brug af steroider rystede De Olympiske Lege