Religionens fremtid i lyset af dens fortid

10. del: Fra 537 f.v.t. og frem — De venter stadig Messias

„Selvbestemmelsesret er blot et tomt slagord hvis fremtiden ikke rummer noget håb.“ — John F. Kennedy, De Forenede Staters 35. præsident

HALVFJERDS års babylonisk fangenskab var til ende! Babylons erobrer, perserkongen Kyros, lod jøderne rejse hjem. Men selv om jøderne kom tilbage til det forjættede land (537 f.v.t.) gik deres drømme om en selvstændig jødisk stat ikke i opfyldelse. De fik ingen konge, og deres statholders politiske myndighed blev snart overskygget af den religiøse myndighed der udøvedes af ypperstepræsten, der efterhånden blev betragtet som nationens egentlige overhoved.

Messias-forventninger

Ifølge The Concise Jewish Encyclopedia var det i denne periode man udviklede forestillingen om Messias, „den ideale fremtidige hersker som ikke alene ville være endnu en ’salvet’ regent men som også ville udslette Israels fjender og indvarsle en æra med ubetinget fred og fuldkommenhed.“

I det fjerde århundrede f.v.t. bragte Alexander den Store gennem sine erobringer jøderne under sit herredømme. Men Alexander var tydeligvis ikke den ventede Messias, selv om hans imperium fik gennemgribende indflydelse, både på jødernes land og på deres kultur og religion.

Efter Alexanders død forblev Palæstina på græske hænder, først underlagt de ægyptiske ptolemæere, senere de syriske seleukider. Disse herskerslægter nedstammede fra to af Alexanders feltherrer og efterfølgere. Efterhånden som den græske påvirkning trængte igennem, begyndte fremtrædende medlemmer af det jødiske aristokrati at betragte jødiske skikke og traditioner som forældede. Toneangivende i så henseende var en familie ved navn tobiaderne. Under seleukiderkongen Antiochos IV Epifanes (175-164 f.v.t.) fik de gjort Manelaus, formentlig en af deres slægtninge, til ypperstepræst, skønt han ikke tilhørte den traditionelle ypperstepræstelige slægt hvis stamfader var Zadok, ypperstepræsten i Salomons tempel. Den græske indflydelse gjorde sig så stærkt gældende at man forbød jødernes religiøse ceremonier og omdannede templet til en græsk helligdom!

I 167 f.v.t. udbrød der en opstand anført af den jødiske præst Mattatias og hans fem sønner, de såkaldte makkabæere eller hasmonæere. Makkabæeropstanden, der oprindelig var religiøst begrundet, udviklede sig snart til en politisk kamp for jødisk selvbestemmelse. I 165 f.v.t. blev templet generobret og genindviet — en begivenhed jøder over hele verden stadig fejrer hvert år, under den otte dage lange lysfest der kaldes Hanukkah. Men Messias var stadig ikke i sigte.

Forsømmelige hyrder og religiøs splittelse

Det jødiske leksikon Pictorial Biblical Encyclopedia oplyser at „det på dette tidspunkt ikke kun var den åndelige og samfundsmæssige ledelse der var lagt i præsternes hænder; [præsterne] var også Jerusalems mest magtfulde befolkningsgruppe, i politisk og økonomisk forstand“. Præsterne førte sig så aristokratisk frem og forsømte i den grad deres hyrdepligter at andre begyndte at overtage deres hverv som dommere og fortolkere af Loven. Disse mænd, der blev kaldt skriftlærde, var eksperter i at finde smuthuller i Loven så folket kunne omgå den.

På den tid opstod der inden for jødedommen en række rivaliserende religiøse partier. Farisæerne hævdede at Gud havde givet Israel en todelt lov bestående af en skriftlig og en mundtlig lov. Det var med henvisning til den mundtlige del at farisæerne anerkendte den ypperstepræstelige linje som lovformelig, selv efter at den oprindelige linje var blevet brudt. Saddukæerne, derimod, benægtede eksistensen af en sådan mundtlig lov og fastholdt at kun en efterkommer i lige linje fra Zadok kunne tjene som ypperstepræst.

Navnet „farisæer“ kommer fra et ord der betyder „afsondret“ eller „udskilt“. Nogle mener at farisæernes modstandere kaldte dem således for at stemple dem som kættere. Andre påstår at navnet hentyder til den „afsondrede“ stilling de indtog, fordi de skilte sig ud fra ’am-ha’·aʹrets (de jævne folk), som de regnede for urene. Farisæerne var overordentlig selvretfærdige og pedantiske med hensyn til at overholde både den skriftlige og den mundtlige del af Loven. Hvad saddukæerne angår, skriver den jødiske forfatter Gaalyahu Cornfeld at deres lige så kompromisløse holdning til den skrevne del af Loven måske „ikke udsprang af egentlig religiøse følelser, men tjente som et politisk våben i deres kamp mod farisæernes lovgivende magt“.

Det var åbenbart også på den tid endnu en religiøs gruppe, essæerne, begyndte at vise sig. De brød med det officielle præsteskab og afholdt sig fra at deltage i gudsdyrkelsen og ofringerne i templet, men var i øvrigt lovtro. Ligesom farisæerne, hvem de lignede i mangt og meget, lå de under for hellenistisk påvirkning og antog læren om sjælens udødelighed.

Næppe mere end 4000 bekendte sig til denne gruppe, som udelukkende bestod af voksne mænd, hvoraf mange levede i cølibat. De boede i isolerede kollektive samfund rundt om i Palæstina. The Encyclopædia Judaica siger at de formentlig var pacifister „ligesom Jehovas Vidner i vor tid“. Det fremgår dog tydeligt at essæerne ikke var lige så konsekvente i deres neutralitet som Jehovas vidner er, for det jødiske leksikon Pictorial Biblical Encyclopedia oplyser at essæerne „kæmpede heroisk under opstanden mod Rom. Endog nogle af oprørslederne kom fra deres rækker.“ Den jødiske historiker Josefus omtaler en af dem — en vis „Johannes Essæeren“ der tjente som hærfører under den jødiske opstand der fandt sted i år 66 e.v.t.

Dødehavsrullerne, der blev fundet i 1947, kaster lys over Qumransekten, som nogle lærde mener er identisk med essæerne. Men om den teori at Johannes Døber og Jesus tilhørte denne gruppe, eller i det mindste var påvirket af den, hedder det i The New Encyclopædia Britannica: „Vægtige argumenter . . . taler imod denne påstand.“ Der er „afgørende forskelle mellem Qumransekten og Johannes Døber . . . [og] diametrale modsætninger mellem sektens anskuelser og Jesu tjeneste, hans frelsesbudskab, forståelse af Guds vilje . . . og især hans vidtgående kærlighedsbud og hans omgang med syndere og samfundets tabere.“

Faktisk modstod alle jødernes religiøse partier Johannes Døber og den som han forkyndte som Messias. I stedet for at fæste lid til Johannes’ budskab vendte mange af præsterne sig ifølge Josefus til zeloterne, en gruppe jødiske revolutionære der var stærkt optaget af tanken om jødisk selvstændighed. I årtier bekæmpede sådanne oprørsgrupper gennem terrorvirksomhed det romerske overherredømme som i år 63 f.v.t. havde erstattet det græske. I år 66 e.v.t. kom det sluttelig til et åbent oprør der førte til templets og præsteskabets undergang. Messiashåbet blegnede.

Jødedom uden tempel og præsteskab

I århundreder, nemlig siden det babyloniske fangenskab, havde man lagt stor vægt på det at have kundskab om Loven. Der blev bygget forsamlingshuse eller synagoger, hvilket betød at man kun valfartede til templet ved særlige lejligheder eller for at bringe ofre. Omkring det første århundrede f.v.t var det blevet sædvane at tilbede i den lokale synagoge. Efter at templet var blevet ødelagt i år 70 e.v.t. betragtede man åbenbart synagogen som dets afløser.

Lærerne, rabbinerne, trådte i præsternes sted. Eftersom saddukæerne havde udspillet deres rolle og essæerne helt var forsvundet, stod farisæerne tilbage som de ubestridte ledere. Ellis Rivkin fra Hebrew Union College siger om den indflydelse de vandt: „Af farisæernes mundtlige lovbud fostredes Misjna, den palæstinensiske og den babyloniske talmud, de geonæiske, middelalderlige og moderne responsa, samt de mange jødiske lovkomplekser.“ The New Encyclopædia Britannica tilføjer: „Endnu den dag i dag hævder alle de forskellige jødiske grupper, uanset om de er ortodokse, konservative eller tilhører reformbevægelsen, at være farisæernes og de rabbinske vismænds åndelige arvtagere.“

Messiashåbet næres blandt de adspredte

Allerede før år 70 e.v.t. boede millioner af jøder uden for Palæstinas grænser, hovedsageligt i Syrien, Lilleasien, Babylonien og Ægypten. Efter katastrofen i år 70 blev de overlevende jøder spredt for alle vinde og bosatte sig i diasporaen, hvilket er græsk og betyder „adspredelsen“. Mange jøder håbede dog fortsat på en selvstændig jødisk stat under en fremtidig Messias. Den jødiske leder Bar-Kokhba, der anførte en mislykket opstand mod Rom i 132 e.v.t., viste sig at være en falsk messias. Ifølge The Jewish Encyclopædia gjorde 28 falske messiaser deres entré i tiden mellem 132 og 1744.

Intet under at billedet af Messias blev noget utydeligt. The Encyclopædia Judaica forklarer: „Middelalderens jødedom arvede ikke fra oldtiden nogen sluttet, entydig forestilling om Messias, . . . den talmudiske litteratur og de forskellige midrasjim indeholdt mange modstridende opfattelser.“ Allerede i det 12. århundrede postulerede den jødiske filosof Moses Maimonides at Messiasriget måske blot var et sindbillede af en højere samfundsorden. Den jødiske reformbevægelse i det 19. århundrede „erstattede troen på en personlig messias med forventningen om en messiansk tidsalder. . . . Messiashåbet blev løsrevet fra dets oprindelige forbindelse med de adspredte jøders hjemvenden til Zion.“

Desuden forvirrede haskalaen, en europæisk oplysningsbevægelse, yderligere begreberne ved at agitere for jødedommens tilpasning til den vestlige verdens livsmønster. Dette delte jøderne i to grupper, dem der frem for alt andet prioriterede en selvstændig jødisk nationalstat under Messias, og dem der fandt assimilation i det omgivende samfund vigtigere.

I slutningen af 1800-tallet banede denne udvikling sammen med den tiltagende antisemitisme vejen for den moderne zionisme, som Theodor Herzl var ophavsmand til. I dag, maj 1989, nøjagtig 41 år efter oprettelsen af staten Israel, ejer jøderne fuld selvbestemmelsesret i en selvstændig jødisk stat sådan som Theodor Herzl kæmpede for. Men er deres messianske forhåbninger blevet indfriet?

Hvis de er, hvorfor ser nogle jøder da „i zionismen en blasfemi som manifesterede sig med Israels tilblivelse,“ som det hedder i Londonavisen The Times. Hvorfor indrømmede den nu afdøde historiker Theodore H. White, der selv var jøde, da åbent: „Der er næsten lige så mange rivaliserende sekter blandt jøder . . . som der er blandt protestanter“? Hvorfor måtte bladet Time skrive følgende i 1987 efter at det havde omtalt de stridende religiøse fraktioner i det israelske parlament, Knesset, der har 120 medlemmer: „Man må finde en holdbar løsning hvis ikke Israel . . . skal ende som et hus der er skæbnesvangert i splid med sig selv“?

Selv om jøderne har opnået selvbestemmelsesret i en jødisk nationalstat, rummer deres fremtid ikke meget håb. Ved at søge den messianske drøm opfyldt ad politisk vej, har jødedommen forsyndet sig mod det der står i dens egne hellige skrifter: „At ty til HERREN er godt fremfor at stole på mennesker; . . . Sæt ikke eders lid til fyrster, til et menneskebarn, der ikke kan hjælpe!“ — Salme 118:8; 146:3, da. aut.

Mens mange af vore dages jøder har vanskeligt ved at se hvordan deres messianske forventninger vil blive indfriet, fik nogle af deres forfædre i det første århundrede e.v.t. deres forhåbninger indfriet. (Jævnfør Johannes 1:41.) De blev disciple af en mand de anerkendte som Messias, og blev nidkære missionærer for en tro som man udmærket kunne kalde for „troens, håbets og kærlighedens vej“. Dette vil blive nærmere uddybet i næste nummer af dette blad.

[Illustration på side 21]

Vestmuren, som i folkemunde kaldes Grædemuren, er det eneste levn jøderne har fra deres hellige tempel, der blev ødelagt i år 70 e.v.t.