Har mennesker magt til at standse våbenhandelen?

NÅR våbenhandelen berøver de fattige de mest grundlæggende livsfornødenheder, hvorfor standser man den så ikke? Svaret er ganske simpelt: Våbenindustrien råder over penge og magt. De følgende fakta om denne storindustris omfang, interesser og metoder vil hjælpe dig til at forstå hvorfor det ikke står i menneskets magt at standse den.

Våbenhandelen giver mange mennesker brød på bordet. Siden begyndelsen af dette århundrede har den bredt sig ud over alle grænser som ingen anden industri på internationalt plan. På verdensplan beskæftiger den således direkte eller indirekte cirka 50 millioner mennesker. Dertil kommer at en fjerdedel (omtrent 500.000) af verdens videnskabsmænd er beskæftiget med militær forskning.

Umådelige økonomiske interesser er involveret. Siden 1960 har verdens nationer brugt 106,4 billioner (106.400.000.000.000) kroner på våbenkapløbet. Og efterspørgselen efter våben er ikke aftaget. I 1987 nåede forsvarsudgifterne for eksempel et nyt højdepunkt på 1,8 millioner dollars i minuttet! Toogtyve varme krige, med mindst 2,2 millioner ofre, rasede i 1987 — det er flere krige end i noget tidligere år i historien.a Krigen mellem Iran og Irak, der regnes for den blodigste og mest ressourcekrævende lokale krig i verdenshistorien, har i årevis konsumeret våben fra hele verden.

Selv om der tales meget om fred, beløber de globale forsvarsudgifter sig årligt til omtrent syv billioner kroner. Faktisk bruges der næsten tre tusind gange så meget på oprustning som på fredsbestræbelser!

Mange lande deltager i våbenhandelen. De to supermagter er verdens førende våbeneksportører, mens Frankrig, Storbritannien, Vesttyskland og Italien er de førende i Vesteuropa. For nylig er også Grækenland, Spanien og Østrig begyndt at sælge våben.

Selv neutrale lande sælger våben og militærteknologi. I Sverige, der er kendt som landet hvor Nobels fredspris blev indstiftet, ligger to af verdens mest avancerede våbenfabrikker. De fremstiller jagerfly, artilleri og sprængstoffer til eksport. Schweiz, der er kendt for Røde Kors og andre humanitære institutioner, er også indblandet i den internationale våbenhandel. Og konkurrencen skærpes af at flere og flere af den tredje verdens lande er begyndt at producere våben.

Skarp konkurrence

Alle handlende benytter reklamer i et forsøg på at overbevise folk om at netop deres produkter (hvad enten det er biler, barbermaskiner eller koste) er de bedste. Våbenhandlerne er ingen undtagelse. I flotte, farverige kataloger annoncerer de med at deres dødbringende produkter har bevist deres effektivitet i kamp.

Hvordan ville du reagere hvis du læste en reklame som denne i morgenavisen: „Mangler du et dræbermissil? RBS 70 har et højeffektivt sprænghoved.“ Eller denne reklame for et bærbart antitankvåben: „Det rammer plet og virker hver gang! . . . Intet kan standse det!“

Der ville lyde et ramaskrig hvis den slags reklamer blev bragt i aviserne, men våbenhandlernes kataloger er fyldt med dem. Reklamerne melder dog intet om at modstanderen får tilbudt våben der er akkurat lige så dødbringende, præcise og teknisk avancerede. Der nævnes heller intet om hvordan disse forfærdelige våben vil blive brugt, eller hvordan civilbefolkningen — den egentlige „kunde“ — vil blive berørt af dem.

Lyssky transaktioner

Skønt de fleste våbenhandeler foretages mellem regeringer, er „faget“ temmelig lyssky. I en privat rapport siges der: „Et umådelig stort, kommercielt netværk arbejder både fordækt og gennem de anerkendte kanaler. Regeringerne plejer deres egne interesser, ofte i al hemmelighed.“

Flere våbenproducerende stater har strenge forbud mod våbeneksport til krigsførende lande, men dette forhindrer ikke at deres våben finder vej til slagmarkerne. En rapport fra Det Internationale Fredsforskningsinstitut i Stockholm forklarer hvorfor: „Der er ikke vandtætte skodder mellem den lovlige, ’hvide’ våbenhandel, og de ’grå’ og ’sorte’ våbentransaktioner. Ingen stat som sælger våben synes helt og fuldt at kunne kontrollere hvordan, mod hvem eller af hvem disse våben vil blive anvendt.“ En artikel i Newsweek om våbenhandelen forudsiger: „Begrænsningerne på våbensalget vil sandsynligvis blive ophævet efterhånden som flere lande går ind i konkurrencen om våbensalget.“

I skyggen af denne internationale våbenhandel mellem regeringerne opererer en hær af private handlende med kontakter i høje politiske og militære kredse. Blandt dem finder man sælgere ansat af de store våbenindustrier, mellemmænd som aldrig ser de våben de sælger, smuglere der bytter narkotika for våben, og småfuskere.

Nogle våbenfabrikker synes at være fuldstændig hæmningsløse i deres profitbegær. Den følgende liste viser nogle af de intriger de er blevet anklaget for, ifølge Anthony Sampson, der holder et vågent øje med våbenhandelen:

1. De skaber krigsfrygt og overtaler deres hjemland til at opruste og føre krigspolitik.

2. De bestikker regeringsembedsmænd i stor stil.

3. De spreder falske rygter om militære projekter i andre lande for at få deres regering til at øge forsvarsbevillingerne.

4. De påvirker opinionen gennem kontrol over massemedierne.

5. De spiller ét land ud mod et andet.

6. De danner internationale karteller for at hæve våbenpriserne.

Våbenhandelen trives bedre end nogen sinde, og tilsyneladende kan ingen standse den. Historiens to største internationale fredsorganisationer, Folkeforbundet og dets efterfølger, De Forenede Nationer, har ikke kunnet overtale et eneste af deres medlemslande til at ’smede deres sværd til plovjern’. Politisk og økonomisk set griber våbenhandelen så meget ind i verdensbegivenhederne at mange føler at det ikke står i menneskers magt at standse den. Vil det sige at ingen kan standse den?

[Fodnote]

[Ramme på side 8]

Selv neutrale lande sælger våben og militærteknologi

[Illustrationer på side 7]

Våbenhandlerne reklamerer for deres dødbringende produkter i flotte, farverige kataloger