Vi betragter verden
Fremgang trods forfølgelse
Til trods for at Vagttårnet for 15. august 1989 bragte en artikel der afslørede den forfølgelse Jehovas vidner er udsat for i Burundi, fortsætter angrebene og undertrykkelsen med uformindsket styrke. Ikke desto mindre viser de seneste rapporter fra Burundi en vækst på 8,9 procent i antallet af aktive forkyndere i en enkelt kreds af menigheder. Fra en anden kreds, hvor forfølgelsen har været særdeles voldsom, rapporteres om en vækst på 4,2 procent. Forkynderne bruger hver måned i gennemsnit mellem 17 og 18 timer i den offentlige forkyndelse. Trosfæller i hele verden fortsætter med at skrive til regeringen i Burundi for at protestere mod de meningsløse overgreb.
Stormskader
Da orkanen Hugo hærgede den nordamerikanske kyst den 21. og 22. september i år, med en vindhastighed på 220 kilometer i timen, knuste den bygninger og kastede rundt med skibe som var det legetøj. Jehovas vidner fra de nærliggende områder tog omgående skridt til at hjælpe deres brødre i Charleston, South Carolina, hvor stormen ramte hårdt. Allerede om morgenen den 23. var 125 frivillige i færd med at fjerne murbrokker og væltede træer fra deres trosfællers hjem og rigssale. Forsyninger af drikkevand, benzin og generatorer blev bragt frem. Dagen efter ankom 14 lastvogne til de fem rigssale i Charleston, der blev fyldt med forsyninger af fødevarer, tøris, vand og andre fornødenheder til de lokale forkyndere. I løbet af nogle få dage havde en gruppe forkyndere bidraget med 10.000 dollars til dækning af det øjeblikkelige behov.
Kejseren måtte ikke vide det
Den japanske kejser døde „uden selv at vide hvad han fejlede, og uden at spørge om det,“ fortæller Tokyo-avisen The Daily Yomiuri. Kejseren døde af kræft ligesom sin yngre bror, der døde 11 måneder tidligere, også uden at vide hvad han fejlede. Selv om stadig flere japanere siger at de gerne vil have det oplyst hvis de har kræft, siger to tredjedele at hvis en slægtning skulle blive angrebet ville de ikke fortælle vedkommende det. Denne tankegang afspejlede sig tydeligt i de japanske massemedier der, skønt de længe havde vidst hvad kejseren fejlede, som et hele undgik at berøre emnet. Et større dagblad der omtalte kejserens sygdom direkte, blev tvunget af offentlighedens stærke reaktion til at afholde sig fra yderligere kommentarer så længe kejseren endnu var i live.
Beskyttelse mod AIDS?
Forskere der længe har undret sig over hvorfor AIDS spredes så let blandt heteroseksuelle i Afrika, synes nu at have fundet en del af svaret. Bladet Science oplyser at flere nyere undersøgelser viser at risikoen for at blive inficeret af den dødbringende virus ved seksuel kontakt er mellem fem og otte gange større for mænd der ikke er omskåret end for mænd der er omskåret. Science anfører en mulig forklaring: „Forhuden danner et varmt, fugtigt miljø der forøger virusets levetid og dets mulighed for at trænge ind i kroppen. I tørre omgivelser kan viruset kun overleve i ganske kort tid.“ Epidemiologen Thomas Quinn konkluderer: „Resultaterne antyder at omskærelse burde anbefales.“ Men de prostituerede spiller også en væsentlig rolle i spredningen af AIDS. I visse områder i Afrika er mellem 50 og 80 procent af de prostituerede inficeret med AIDS-fremkaldende virus.
Selvmord blandt ældre
Selvmordsraten blandt ældre i De Forenede Stater er steget med cirka 25 procent mellem 1981 og 1986. Landsgennemsnittet for alle aldersgrupper er 12,8 selvmord pr. 100.000 indbyggere, mens procenten for dem over 65 år er 21,6 pr. 100.000. Eksperter mener at denne uforudsete stigning skyldes ændrede holdninger, især en øget accept af selvmord som et alternativ til langvarig, smertefuld og bekostelig sygdom. Som The New York Times skriver, „spekulerer nogle eksperter på om de tekniske fremskridt der forlænger de ældres liv, til tider giver dem en tilværelse de ikke kan acceptere“. En selvmordsekspert skyder en del af skylden på børn som ikke protesterer når syge forældre siger at de føler sig som en byrde for familien.