Fra vore læsere
Lupus Min første reaktion efter at have læst artiklen „Hvordan jeg lever med lupus“ (8. maj 1990) var at opsende en tak til Jehova. Jeg lider ikke af lupus, men har i to år kæmpet med kronisk træthedssyndrom, som giver lignende symptomer. Denne artikel er et svar på bønner som mange har bedt — ikke kun de der lider af lupus men også andre med kroniske sygdomme.
Efter 20 år i heltidstjenesten — heraf de sidste 4 i kredstjenesten sammen med min mand — har det været svært for mig at geare ned til et tempo som jeg kan klare. Jeg har ligesom Robin været bange og frustreret, men hun fortæller i sin artikel hvordan man kan klare udfordringerne. Jeg kan ikke takke jer nok for at have trykt den. Jeg har den liggende ved siden af min seng og læser den igen og igen.
T. E., De Forenede Stater
Svindel i videnskab Jeg må rose jer for jeres modige standpunkt imod udviklingslærens religion. (22. januar 1990) Jeg er træt af videnskabsmændenes nedladende holdning og af at de fordømmer folk som inkompetente og uvidende hvis de ikke anerkender ’troen’.
S. L., De Forenede Stater
Naturkatastrofer Jeg blev godt gal over artiklen om orkan- og jordskælvskatastroferne. (22. februar 1990) I omtalte ét tilfælde af tyveri og sagde at dette viste forskellen mellem „verden“ og Jehovas vidner. Jeg synes det var topmålet af usmagelighed kun at skildre Jehovas vidner i et godt lys.
J. K., De Forenede Stater
Artiklens formål var at bevidne at kristne i vore dage viser hinanden sand kærlighed under prøvende omstændigheder ligesom de kristne i det første århundrede. (2 Korinther 8:1-4) Selv om der blev omtalt nogle kedelige episoder, blev der også sagt at „i det store og hele blev sådanne hjerteløse handlinger overskygget af de mange eksempler på næstekærlighed og medfølelse“ der blev sat af folk, også af nogle som ikke var Jehovas vidner. — RED.
Puberteten Jeg var vel nok glad for Vågn op! for 8. februar med artiklen om forandringerne i puberteten. Jeg er enlig moder, og det har været meget svært for mig at forklare min søn om de forandringer der er sket med ham i de senere måneder. Jeg er så blufærdig at jeg ikke engang tør sige bestemte ord i hans nærværelse! Derfor følte jeg at jeg måtte skrive og sige jer tak for disse oplysninger.
C. B., De Forenede Stater
Gæld Forleden aften satte vi os ned og lagde en slagplan for hvordan vi skulle få afviklet vores gæld. Vi regnede med at kunne gøre det på et års tid. I dag modtog vi så Vågn op! for 8. februar 1990 med posten. En af artiklerne handlede om hvordan man kommer ud af sin gæld. Dette opmuntrede os til at holde fast ved vores plan. Artiklen indeholdt også nogle gode råd der viste hvordan vi kan disponere fremover.
S. S. og K. S., De Forenede Stater
Dinosaurer Jeg hedder Ronald og er ti år. Jeg interesserer mig meget for dinosaurer og har længe set frem til at der skulle komme en artikel om dem. Endelig var den der så (8. februar 1990), og det vil jeg gerne sige jer mange tak for.
R. M., Østrig
Jeg studerer på universitetet. To dage før jeg fik dette blad, havde jeg tænkt mig at skrive til jer for at få at vide hvad I mener om jordens alder. Nu er mine spørgsmål blevet besvaret, og jeg vil vise dette glimrende materiale til min lærer.
M. H., De Forenede Stater