Åndelig immunitet over for det moralske sammenbrud
VOR fysiske organisme er belejret af millioner af mikrober der er opsat på at trænge ind og besejre os. Til alt held har vi i millionvis af forsvarere der er parat til at kaste sig over angriberne og overvinde dem. Uden at vi behøver skænke det en tanke reagerer immunforsvaret over for disse indtrængende fjender. Der er imidlertid en anden slags indtrængen som kræver vor fulde opmærksomhed. Den er livstruende, og der står kræfter bag som er sværere at få øje på end smittebærende mikroorganismer!
Disse styrker angriber sindet og hjertet, tankerne og følelserne. Deres mange synlige udtryksformer appellerer til kødet og udsulter de åndelige behov og glæder. På både underfundige og iøjnefaldende måder bliver menneskemasserne presset ud i det omsiggribende moralske sammenbrud der plager denne generation. Men har vi foruden det fysiske immunsystem, der afværger indtrængen af mikrober og virus i legemet, også et åndeligt immunforsvar til at beskytte os mod at blive åndeligt ødelagt? Ja!
Hvordan kan vi producere så mange åndelige antistoffer at vi bliver immune over for det moralske sammenbrud? Det store udbud af moderne psykologibøger og de mange psykiatere kan tydeligvis ikke hjælpe os.
Én spalteredaktør søger hjælp hos en højere kilde: „Uden troen på Gud er det umuligt at have et moralsk samfund eller en moralsk nation, fordi alt meget hurtigt kun drejer sig om selvet, og selvet alene er meningsløst.“ Da den russiske systemkritiker Aleksándr Solsjenítsyn blev bedt om at karakterisere det 20. århundredes problem, sagde han: „Mennesket har glemt Gud. . . . Hele det 20. århundrede er blevet suget ind i en ateistisk og selvdestruktiv hvirvelstrøm.“
En af pionererne inden for nutidens psykiatri, dr. C. G. Jung, gav udtryk for hvordan man bedst undgår det moralske forfald: „Det individ der ikke har sin forankring hos Gud, kan ikke i egen kraft stå imod verdens fysiske og moralske fristelser. Dertil behøver han vidnesbyrd fra en indre, transcendental erkendelse, som alene kan redde ham fra det ellers uundgåelige, at blive opslugt af massernes hav. Blot og bar forstandsmæssig, eller endda moralsk, forståelse . . . er udelukkende rationel, idet den mangler den religiøse overbevisnings drivkraft.“ — The Undiscovered Self, side 34.
Kun hvis man følger Bibelens vejledning i sit liv, forsynes man med tilstrækkeligt virkningsfulde åndelige antistoffer. De beskytter sindet og hjertet mod de allestedsnærværende sygdomsantigener der er udspyet af frølignende kvæk i form af „urene inspirerede udtalelser“, som vil føre os i konflikt med Gud. — Åbenbaringen 16:13, 14; 1 Johannes 4:1.
Åndelige antistoffer yder beskyttelse
■ Guds ord har kraft til at ændre mennesker:
„Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd der bruges til unaturlige formål, eller mænd som ligger hos mænd, eller tyve eller havesyge eller drankere eller spottere eller udsugere skal arve Guds rige. Og dog er det sådan nogle af jer har været. Men I er blevet vasket rene, I er blevet helliget, og I er blevet erklæret retfærdige i vor Herres Jesu Kristi navn og med vor Guds ånd.“ — 1 Korinther 6:9-11.
„Det er nemlig nok at I i den tid der er gået har gjort nationernes vilje, da I vandrede i skamløse gerninger, lyster, overdreven nydelse af vin, sviregilder, drikkelag og utilladelig afgudsdyrkelse. De finder det mærkeligt at I ikke fortsat løber sammen med dem mod den samme udsvævelsernes sump, og bliver ved med at spotte jer.“ — 1 Peter 4:3, 4.
„Affør jer den gamle personlighed sammen med dens forehavender, og ifør jer den nye personlighed, som gennem nøjagtig kundskab fornys efter billedet af ham som skabte den.“ — Kolossenserne 3:9, 10.
■ At følge Bibelen er en beskyttelse mod materialisme:
„Hold jeres øjne åbne og vogt jer for enhver form for havesyge, for selv om et menneske har overflod, hidrører hans liv ikke fra det han ejer.“ — Lukas 12:15.
„De der gerne vil være rige, falder i fristelse og en snare . . . For kærligheden til penge er en rod til alt muligt skadeligt.“ — 1 Timoteus 6:9, 10.
„Ganske som man kom frem af sin moders liv — nøgen vil man igen gå bort, som da man kom; og slet intet kan man bære med sig for sin møje.“ — Prædikeren 5:15.
■ Pas på jorden; foruren den ikke, hverken fysisk eller åndeligt:
„Jehova Gud [tog] mennesket og satte ham i Edens have til at dyrke den og tage sig af den.“ — 1 Mosebog 2:15.
Gud „dannede den til at bebos“. — Esajas 45:18.
„Jorden har han givet til menneskesønnerne.“ — Salme 115:16.
„Selve landet er blevet besudlet under sine indbyggere . . . og de der bor i det bliver holdt skyldige.“ — Esajas 24:5, 6.
Gud vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“. — Åbenbaringen 11:18.
■ Undgå jeg-dyrkelse:
„I skal derfor gøre jeres lemmer som er på jorden, døde med hensyn til utugt, urenhed, seksuel lidenskab, skadeligt begær, og havesygen, som er afgudsdyrkelse.“ — Kolossenserne 3:5.
■ Undgå dårligt selskab:
„Bliv ikke vildledt. Dårligt selskab ødelægger gode vaner.“ — 1 Korinther 15:33.
„Den der vandrer med de vise bliver viis, men den der omgås tåber går det dårligt.“ — Ordsprogene 13:20.
■ Vær på vagt over for Satan og hans verden:
„Denne tingenes ordnings gud har forblindet de ikke-troendes forstand.“ — 2 Korinther 4:4.
„Vi ved at vi er af Gud, men hele verden ligger i den ondes magt.“ — 1 Johannes 5:19.
„Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham; for alt det der er i verden — kødets begær og øjnenes begær og praleriet med de midler man har at leve af — er ikke af Faderen, men er af verden. Og verden forsvinder, og det gør dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ — 1 Johannes 2:15-17.
■ Rust dig imod de usynlige dæmoniske kræfter:
„Ifør jer den fulde rustning fra Gud, så I kan stå fast over for Djævelens listige anslag; for os er kampen nemlig ikke imod blod og kød, men imod . . . ondskabens åndemagter i det himmelske.“ — Efeserne 6:11, 12.
„Stå Djævelen imod, og han vil flygte fra jer. Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer.“ — Jakob 4:7, 8.
■ Følg sikre retningslinjer og det fuldkomne forbillede:
„Dit ord er en lampe for min fod og et lys på min sti.“ — Salme 119:105.
„Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning.“ — 2 Timoteus 3:16, 17.
„Kristus led for jer, hvorved han efterlod jer et forbillede så I kan følge lige i hans fodspor.“ — 1 Peter 2:21.
■ Den tænkemåde der forandrer sindet:
„Lad jer ikke forme efter denne tingenes ordning, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I kan forvisse jer om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.“ — Romerne 12:2.
„Alt hvad der er sandt, alt hvad der er af alvorlig betydning, alt hvad der er retfærdigt, alt hvad der er rent, alt hvad der er værd at holde af, alt hvad der tales godt om, hvad der er dydigt og hvad der er rosværdigt, dette skal I fortsat have i tanke.“ — Filipperne 4:8.
■ En børneopdragelse der forebygger kriminalitet:
„Fra den spæde barndom af har [du] kendt de hellige skrifter, som kan gøre dig viis til frelse ved troen i forbindelse med Kristus Jesus.“ — 2 Timoteus 3:15.
„Oplær drengen med henblik på den vej han skal følge; han vil ikke vige fra den, selv når han bliver gammel.“ — Ordsprogene 22:6.
„Den der sparer sin kæp hader sin søn, men den der elsker ham er efter ham med tugt.“ — Ordsprogene 13:24.
„For hvad er det for en søn som en fader ikke tugter? Sandt nok synes ingen tugt i øjeblikket at være til glæde, men til sorg; men bagefter skænker den dem som er blevet opøvet ved den, en frugt som fører til fred, nemlig retfærdighed.“ — Hebræerne 12:7, 11.
„Disse ord som jeg pålægger dig i dag skal du have i dit hjerte, og du skal indprente din søn dem og tale om dem når du sidder i dit hus og når du vandrer på vejen og når du lægger dig og når du står op.“ — 5 Mosebog 6:6, 7.
„I børn, vær lydige mod jeres forældre i samhørighed med Herren, for dette er ret. Og I fædre, irriter ikke jeres børn, men bliv ved med at opdrage dem i Jehovas tugt og formaning.“ — Efeserne 6:1, 4.
■ Undgå skilsmisse; det fører til opløste familier, kriminalitet, stofmisbrug og kønslig umoralitet:
„’Ingen [må handle] troløst mod sin ungdoms hustru. For han hader skilsmisse,’ siger Jehova, Israels Gud.“ — Malakias 2:15, 16.
„Jeg siger jer at enhver som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud.“ — Mattæus 19:9.
■ Kærligheden der vil fjerne al vold, kriminalitet, racisme, stofmisbrug, alkoholisme, had og mishandling af andre:
„Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.“ Og „du skal elske din næste som dig selv“. — Markus 12:30, 31.
„Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem; det er i virkeligheden dét Loven og Profeterne siger.“ — Mattæus 7:12.
„Dette er hvad kærligheden til Gud vil sige, at vi holder hans bud.“ — 1 Johannes 5:3.
Den gamle verden er ved at forsvinde og den nye er ved at være her
Mange af vor tids psykologer og psykiatere ignorerer denne praktiske bibelske vejledning der sætter grænser for vor adfærd. Nogle accepterer kønslig umoralitet og homoseksualitet som slet og ret en anden måde at leve på. De går ind for nye moralbegreber, og deres holdning til hvad der er rigtigt eller forkert bliver derfor meget udvandet. De er et nutidigt eksempel på dem der omtales i Esajas 5:20: „Ve dem der kalder ondt for godt og godt for ondt, som gør mørke til lys og lys til mørke, som gør bittert til sødt og sødt til bittert!“ Om sådanne siger Bibelen: „I er alle uduelige læger.“ (Job 13:4) De giver grønt lys for åndelige sygdomsantigener, og udskriver ingen recepter på åndelige sygdomsbekæmpende antistoffer.
Tilstandene i denne gamle verden viser tydeligt at den befinder sig i sine „sidste dage“, hvor den vil blive erstattet af en retfærdig ny verden. „De himle og den jord som er nu, [er] gemt til ild og bevaret til de ugudelige menneskers doms og undergangs dag. Men efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord hvori retfærdighed skal bo.“ — 2 Timoteus 3:1-5; 2 Peter 3:7, 13.
I den nye verden kan vi opnå evigt liv på en paradisisk jord, uden sorg, sygdom og død: „Ingen indbygger siger: ’Jeg er syg.’“ (Esajas 33:24) Gud „vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere“. (Åbenbaringen 21:3, 4) I Johannes 17:3 står recepten på hvordan man kommer med i denne nye verden: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“