„Den største gave“

FORÆLDRE der forsøger at opdrage deres børn til at blive ordentlige, lovlydige og gudfrygtige mennesker, glæder sig når børnene viser taknemmelighed. Dette gælder især her i „de sidste dage“ hvor ’ulydighed mod forældre’ er et af tidens tegn. — 2 Timoteus 3:1, 2.

Nancy, der er 15 år og går i gymnasiet, er opdraget af forældre som er Jehovas vidner. En dag bad hendes engelsklærer klassen skrive en stil om den største gave de nogen sinde havde fået. Nancys stil, der bar overskriften „Den største gave“, lød som følger:

„Der er mange slags gaver og mange slags givere. Kærlighed, venner og medfødte evner er gaver. Men der findes også uønskede gaver, deriblandt had og fattigdom. Der er forskellige typer givere — de der giver af selviskhed og de der giver af et godt motiv. Den bedste gave jeg har modtaget har jeg fået af min far. Det er kundskaben om Gud.

Denne gave vil beholde sin værdi hele livet og ikke ligesom andre gaver blive kasseret efter en vis tid. Det jeg har lært vil hele livet inspirere mig og få indflydelse på alt hvad jeg gør. Ved at læse om Gud i Bibelen har jeg lært ham personligt at kende som en ven jeg kan se op til og respektere.

Indtil min fars død i år så jeg hen til ham efter vejledning. Det var der også andre der gjorde. Ofte så jeg ikke min far når han fik fri fra arbejde fordi han skulle besøge og støtte dem der lå på sygehuset. Nu kan jeg se hvor gavmildt han ofrede af sin tid. Han er der ikke længere til at støtte og råde mig, men jeg stoler på at min himmelske Fader vil lede mig gennem tilværelsen.

Jeg skatter denne gave meget højt og takker Gud for at han gav mig en stærk og trofast far. Hans eksempel vil altid påvirke mig. Forhåbentlig vil jeg når jeg bliver ældre kunne vise min værdsættelse ved at gå i hans fodspor.

Kundskaben om Gud er og bliver den dyrebareste gave jeg har fået, og jeg takker begge mine forældre for den. Jeg vil aldrig glemme deres trofaste eksempel.“

Nancys lærer blev så rørt over hendes stil at hun læste den op for klassen. Nancy fik to topkarakterer, den ene for indholdet, den anden for grammatikken og tegnsætningen.

Nancys mor blev også rørt over stilen. Hun siger: „Hvor blev jeg glad. Man ved ikke altid nøjagtig hvad ens børn tænker, men stilen viste at Nancy gør fremskridt og accepterer tingenes tilstand så godt hun kan.“