Hvornår skal man begynde og hvor meget skal man fortælle?

MANGE samvittighedsfulde forældre mener tilsyneladende at seksualundervisningen kan klares i løbet af ti minutter, mens man går en tur i skoven med sin 13-årige og får en lidt pinlig snak om ’bierne og blomsterne’. Men alt for ofte er dette ikke blot alt for lidt men også alt for sent. Det er ikke usædvanligt at forældre siger: „Det lod til at de vidste næsten alt det jeg prøvede at fortælle dem.“

Er der en bedre måde at undervise på i dette vigtige spørgsmål? Hvornår bør forældre i givet fald begynde, og hvad kan de gøre og sige?

Det vil være klogt at man begynder at lægge grundlaget for undervisningen allerede mens barnet er lille. Så kan du gradvist, stille og roligt, fortælle barnet hvad det vil have brug for at vide.

Når forældre bader deres små, kan de lære dem om deres legemsdele: „Det er dit bryst . . . det er din mave . . . det er dit knæ.“ Men hvorfor springe fra maven til knæet? Er det der befinder sig derimellem for flovt at nævne? Eller er det blot mere intimt? Vi vil selvfølgelig ikke omtale kønsdelene på en respektløs eller vulgær måde. Men hvorfor ikke blot sige „penis“ eller „skamlæber“? De er også en del af det skaberværk som Gud kaldte „virkelig godt“. — 1 Mosebog 1:31; 1 Korinther 12:21-24.

Senere, måske når barnet ser at der bliver skiftet ble på en lillesøster eller lillebroder, kan man respektfuldt og venligt fortælle at disse legemsdele er intime, og at man kun taler om dem i familien, ikke med andre børn eller med nogen uden for familien.

På den måde kan man, ved at begynde tidligt og gå gradvist frem, forklare mange ting efterhånden som barnet bliver i stand til at forstå det og før det måske bliver pinligt.

Hvordan man forklarer fødselen

Når barnet er mellem tre og fem år gammelta kan det være at det begynder at spekulere over fødselen og måske spørger: „Hvor kommer de små børn fra?“ Hertil kan man blot svare: „De vokser på et lunt og trygt sted inden i deres mor.“ Denne forklaring vil sandsynligvis være tilstrækkelig i øjeblikket. Senere spørger barnet måske: „Hvordan kommer de små børn ud?“ Hertil kan man sige: „Gud sørgede for at lave en åbning hvor barnet kan komme ud.“ Små børns koncentrationsevne rækker ikke særlig langt, så det er bedst at svare enkelt og præcist. Giv de nødvendige oplysninger lidt efter lidt.

Opmærksomme forældre kan finde mange lejligheder til at undervise deres børn. Hvis en nær slægtning venter et barn, kunne en moder sige: „Tante Susan skal snart have en lille — jeg havde næsten lige så stor en mave som hende lige før du blev født.“ Hvis der ventes familieforøgelse er der lejlighed til flere måneders spændende og glædebringende undervisning.

Senere spørger barnet måske: „Hvordan bliver et barn til?“ Man kan give et enkelt svar og sige: „En sædcelle fra faderen smelter sammen med en ægcelle fra moderen, og så begynder barnet at vokse, ligesom et frø i jorden vokser og bliver til en blomst eller et træ.“ En anden gang spørger barnet måske: „Hvordan kommer faderens sæd ind i moderen?“ Her kan man på en respektfuld måde forklare: „Du ved hvordan en dreng er skabt. Han har en penis. Moderen har en åbning som penis passer ind i. På den måde kan sædcellen komme ind i moderen. Gud har skabt os på denne måde for at de små børn kan vokse på et dejligt, lunt sted indtil de er store nok til at leve udenfor. Så bliver der født et lille barn.“ Man kan udmærket fortælle det på en måde der afspejler respekt for den enestående måde Gud har indrettet os på.b

Afvis aldrig et spørgsmål med et forlegent: „Det vil jeg fortælle dig om når du er gammel nok.“ Dette vil måske blot gøre børnene mere nysgerrige og få dem til at søge deres oplysninger andre og upassende steder. Et barn der er gammelt nok til at stille spørgsmålet er også gammelt nok til at få et enkelt og respektfuldt svar. Hvis man undlader at svare vil børnene måske ikke henvende sig til dig en anden gang for at få oplysninger.

Hvornår skal man begynde?

Mange forældre mener at deres børn i det mindste bør have en grundlæggende forståelse af disse spørgsmål før de begynder i skolen, hvor de kan få mindre nøjagtige oplysninger fra andre børn.

En bedstefader har fortalt: „Jeg havde ikke selv spurgt, men da jeg var seks år gammel besluttede min fader at det var på tide at fortælle mig hvor de små børn kommer fra. Han fortalte at mandens og kvindens kønslige forening er noget lige så naturligt som det at spise, men Gud har sagt at det kun må finde sted inden for ægteskabet. Så vil der både være en moder og en fader til at elske barnet og tage sig af det.“ Han siger videre: „Den forklaring kom lige i rette tid. Jeg havde allerede oplevet hvordan nogle seksårige havde moret sig over nogle umoralske tegninger de havde lavet og som jeg ikke forstod.“

Man bør naturligvis ikke fremstille det som noget man bør skamme sig over, men som noget privat. Du kan understrege at det er noget man kun taler om i familien. Hvis barnet glemmer det, kan du venligt sige: „Ssshh! Husk, det taler vi kun med hinanden om.“

Ikke chokerende

Hvis nogle af vore læsere finder det chokerende at det er nødvendigt at behandle dette emne, så tænk blot på hvor mange samvittighedsfulde unge forældrepar der gerne vil kunne forklare disse ting for deres børn på en respektfuld måde. Er en regulær forklaring i et kærligt hjem ikke langt at foretrække frem for den måde hvorpå mange forældre selv har lært om disse ting — fra smudsige kilder uden for familien?

Hvis du lytter til og besvarer dine børns spørgsmål på en respektfuld måde, vil du gøre det langt lettere for dem at komme til dig med andre spørgsmål efterhånden som årene går og de får behov for flere oplysninger.

[Fodnoter]

[Illustration på side 6]

En kommende familieforøgelse er en god lejlighed til at give værdifuld undervisning