Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g93 22/9 s. 28-29
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1993
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Hvordan opstod kompleksiteten?
  • Motion og aldring
  • Tigerknogler
  • Kønnet som handicap
  • Den vigtige Måne
  • Sydafrika bekæmper børnemisbrug
  • Uhyggelige fødselsdefekter i Ungarn
  • Computeroversættelse
  • Buddhistisk bar
  • Lidt vin for hjertet
  • En tiger! En tiger!
    Vågn op! – 1996
  • Tigeren — nattens ensomme jæger
    Vågn op! – 1977
  • Den sibiriske tiger — vil den overleve?
    Vågn op! – 2008
  • En værdifuld hjælp til oversættelse
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2005
Se mere
Vågn op! – 1993
g93 22/9 s. 28-29

Vi betragter verden

Hvordan opstod kompleksiteten?

Mange evolutionister går ud fra at livsformerne i begyndelsen var simple men at de på grund af naturlig udvælgelse blev mere og mere komplekse som tiden gik. I nyere forskning har man imidlertid ikke kunnet påvise en sådan stigende kompleksitet. Dr. Dan McShea, der er palæobiolog, har undersøgt forsteninger af rygraden hos forskellige pattedyr. I en anden undersøgelse har han studeret fossiler fra bløddyr. I ingen af undersøgelserne fandt han vidnesbyrd om en udvikling mod større kompleksitet. Undersøgelserne viste heller ikke at større kompleksitet øgede overlevelseschancerne. Ifølge The New York Times har eksperter udtalt at dette „kommer som en overraskelse for mange biologer der er vant til at tænke i sådanne baner“. Avisen tilføjer: „Ifølge dr. McShea er forestillingen om en udvikling i retning af større kompleksitet et udtryk for forskernes ønske om at se en slags fremadskriden i udviklingen snarere end en afspejling af en biologisk kendsgerning.“

Motion og aldring

Er det nogen sinde for sent at begynde at motionere? Ikke ifølge en undersøgelse som for nylig er foretaget i det østlige USA og som omfattede mere end 10.000 mænd. Den viste at uanset i hvilken alder disse mænd begyndte at dyrke „moderat anstrengende“ motion, øgede de deres livslængde. Den gavnlige virkning var størst i aldersgruppen 45 til 54 år, hvis liv blev forlænget med ti måneder. De 65- til 74-årige levede seks måneder længere, og de 75- til 84-årige to måneder længere. Dr. Ralph S. Paffenbarger, som har ledet undersøgelsen, understreger at der er tale om gennemsnitstal. Nogle har altså haft større gavn af motionen end andre. Motion synes først og fremmest at forebygge hjerteanfald. Men risikoen for at dø af andre årsager er tilsyneladende også mindre for motionister.

Tigerknogler

Efterspørgselen efter tigerknogler til fremstilling af traditionel østerlandsk medicin udgør en trussel mod verdens svindende tigerbestand, oplyser det britiske lægetidsskrift The Lancet. Trods internationale bestræbelser på at bremse handelen med tigerprodukter bruges tigerknogler stadig i vin og medicin, deriblandt sødede præparater fremstillet af medicin i pulverform blandet med honning eller sirup. I 1991 eksporterede ét asiatisk land efter sigende 15.079 æsker piller, 5250 kilo sødede præparater og 31.500 flasker vin indeholdende tigerknogler. Det anslås at der kun er omkring 6000 tigre tilbage i verden.

Kønnet som handicap

„Alt for ofte er kvindernes liv i den tredje verden ikke værd at leve.“ Sådan indledte en artikelserie i marts i The Washington Post. Efter at have interviewet en række kvinder i fattige egne af Afrika, Asien og Sydamerika, fandt to journalister at „kultur, religion og lovgivning ofte berøver kvinder deres grundlæggende menneskerettigheder, og somme tider bliver de nærmest behandlet som undermennesker.“ I én landsby i Himalaya udførte kvinderne for eksempel 59 procent af arbejdet, idet de udførte pligter op til 14 timer om dagen og ofte bar byrder på halvanden gang deres egen vægt. En undersøgelse har vist at „efter to eller tre . . . graviditeter nedbrydes deres modstandskraft, de svækkes, og i slutningen af trediverne er de udslidte, gamle og trætte, og dør.“ Piger får dårligere ernæring, bliver taget ud af skolen og sat til at arbejde tidligere end drengene, foruden at de modtager mindre lægebehandling end drengene. Mange kvinder slår deres pigebørn ihjel, idet de betragter dem som en klods om benet. Journalisterne oplyste at det i det sydlige Indien er almindeligt at slå børn ihjel ved at hælde skoldhed hønsekødsuppe i halsen på dem. Da en talsmand for politiet blev spurgt om sådanne forbrydelser straffes, svarede han: „Der er mere presserende problemer at tage sig af. Meget få tilfælde anmeldes. De fleste er ligeglade.“

Den vigtige Måne

Der er utrolig mange faktorer som er med til at skabe de enestående livsbetingelser på Jorden. En af dem er Månen, Jordens drabant. Ifølge computerstudier foretaget af franske astronomer sørger den ikke blot for tidevand og nattebelysning, men regulerer også hældningen i Jordens rotationsakse. Mars, som ikke har så stor en drabant, har tilsyneladende haft udsving i sin hældning på mellem 10 og 50 grader i årenes løb. Denne ustabilitet har sikkert forårsaget katastrofale klimaforandringer, idet ismasserne ved polerne skiftevis er smeltet og frosset igen. Computerberegninger viser at uden Månens stabiliserende indflydelse kunne der være sket udsving på 85 grader i hældningen i Jordens rotationsakse. Franske astronomer konkluderer derfor: „Man kan betragte Månen som en potentiel klimaregulator for Jorden.“

Sydafrika bekæmper børnemisbrug

På blot fem år er antallet af børn som voldtages i Sydafrika mere end fordoblet, oplyser avisen The Star, som udkommer i Johannesburg. Avisen oplyser at der i 1988 fandt 1707 voldtægter af børn sted. I 1992 var tallet steget til 3639. Justitsminister Kobie Coetsee opgav disse tal da han indviede landets første domstol udelukkende for voldtægtssager. Retten har sæde i Wynberg i Cape Town. Justitsministeren udtrykte håb om at domstolen ville behandle sådanne sager hurtigere og med større forståelse end normalt. Statsadvokat Natalie Fleischack siger at det nye initiativ vil fjerne noget af den flovhed og ydmygelse som voldtægtsofre normalt oplever under rettergangen. Det vil også betyde at de hurtigere ’kommer psykisk på fode igen’.

Uhyggelige fødselsdefekter i Ungarn

I en lille by i det sydvestlige Ungarn blev mange børn i 1989 og 1990 født med alvorlige fødselsdefekter. Faktisk led 11 ud af 15 nyfødte af for eksempel Down’s syndrom eller havde abnormiteter i lunger, hjerte og fordøjelseskanal — 223 gange flere end i resten af landet. En forsker, Andrew Czeizel, har sammen med et hold ungarske og tyske forskere påvist en mulig årsag: Pesticiden triklorfon. Det lader til at landsbyens dambrug i 1988 begyndte at anvende triklorfon: Fiskene blev skyllet i det ufortyndede kemikalie og sat ud i vandet. Fiskene indeholdt tusind gange så meget triklorfon som maksimalt anbefalet. „Der er tale om en gift,“ siger Czeizel. Ifølge tidsskriftet New Scientist ændres triklorfon langsomt til et andet kemikalie som er hundrede gang mere dødbringende og som kan trænge fra moderkagen ind i fosteret.

Computeroversættelse

Den første computeroversatte telefonsamtale fandt for nylig sted mellem forskere i Japan, Tyskland og De Forenede Stater. Forskerne i Kyoto, München og Pittsburgh begrænsede deres ordforråd til 550 hverdagsord og 150 fagudtryk inden for kongres- og hotelreservation. Det er de eneste ord computerprogrammet kan forstå og oversætte. Avisen Süddeutsche Zeitung, som udkommer i München, oplyser at forskerne „arbejder sammen om at skabe en oversættelsescomputer som kan behandle bookinger fra kongresdeltagere i forskellige lande samt besvare simple spørgsmål“.

Buddhistisk bar

I et forsøg på at genvinde deres vildfarne hjord for buddhismen har buddhistiske præster åbnet en bar i Osaka i Japan. „I gamle dage samledes alle mulige mennesker i templerne og snakkede sammen mens de spiste og drak. Men som århundrederne er gået er folk blevet fremmedgjorte over for buddhismen,“ citerer Asahi Evening News en præst for at have sagt. Femten præster, hvoraf mange er unge, skiftes til at stå i baren og drikke med gæsterne. „Vores bar er et tempel i ordets egentligste forstand, idet man åbent kan snakke med en præst her,“ siger bestyreren. På væggen brændes der røgelse og der hænger religiøse symboler. I baggrunden spilles der rockmusik.

Lidt vin for hjertet

Mådeholden indtagelse af rødvin kan måske mindske risikoen for at man rammes af hjerteanfald. Forskerne har i et stykke tid funderet over det der er blevet kaldt „det franske paradoks“. Selv om franskmændenes kost ikke er fattig på mættede fedtsyrer som forårsager hjerte-kar-sygdomme, har Frankrig forholdsmæssigt et af de laveste antal dødsfald i den vestlige verden som følge af sygdom i kranspulsåren. Pariseravisen Le Figaro refererer det britiske tidsskrift The Lancet og skriver at forskerne tror at dette kan skyldes at franskmændene almindeligvis drikker rødvin til deres måltider. Syrlige bestanddele i rødvin, kaldet fenoler, har vist sig at forebygge at den skadelige kolesterolform (LDL) tilstopper arterier med fedtaflejringer, som er årsag til hjerteanfald. Le Figaro tilføjer at disse fenoler er ikkealkoholiske bestanddele i vinen og at en alkoholmængde på mere end en kvart liter om dagen gør mere skade end gavn.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del