„Ve, ve, du store by“

AF ALLE de byer i verden der hævder at være store, er der efter nogles mening ingen der er mere berettiget til denne benævnelse end de byer der af religiøse grunde betragtes som hellige. Men når der udtales et ve over den by der i Åbenbaringen 18:10 kaldes ’stor’, er det, som vi senere skal se, et tydeligt vidnesbyrd om at den mangler Guds godkendelse.

Et overgangssted til udødelighed?

De hellige hindubyer i Indien kaldes for tīrthas, hvilket betyder „overgangssteder“ eller „vadesteder“. Mange af disse byer, som for eksempel Benares (også kaldet Varanasi eller Kasi) ligger ved en flod. De er dog ikke bogstavelige overgangssteder, men derimod en slags åndelige vadesteder hvor mennesker menes at kunne krydse livets vande sikkert til et bedre liv i det hinsidige.

Et leksikon siger: „Vārānasi er en af de længst beboede byer i verden . . ., den første ariske bebyggelse i den mellemste del af Gangesdalen.“ Allerede mere end tusind år før vor tidsregning var byen et religiøst center. Skønt der er tale om en hinduby optræder den også i buddhistiske og islamiske annaler. I det sjette århundrede før vor tidsregning, mens Benares var hovedstad i riget Kasi, holdt Buddha sin første prædiken i nærheden heraf. I 1194 e.v.t. kom islam ind i billedet da muslimer fik kontrol med byen.

Benares ligger i det nordlige Indien ved Gangesfloden og er en af landets syv allerhelligste hindubyer. Byen har en symbolsk plads for hver hindugud og hver af de andre store tīrthas. Værket The Encyclopedia of Religion kalder derfor byen for „et mikrokosmos af Indiens hellige geografi“, og tilføjer: „Den intense kraft der udgår fra denne symbolske samling guder, tīrthas og vismænd der findes på dette sted, har gjort Benares til det foretrukne rejsemål for pilgrimme.“

Hinduer betragter Benares som det bedste sted at dø. Den populære talemåde Kāśyām maranam muktih betyder: „At dø i Kasi frigør.“ Ifølge overleveringen vil alle der dør her, blive undervist af selveste Shiva, hvilket svarer til at blive ført „over samsāras dybe vande til udødelighedens ’fjerne bred’“.a

Ligesom floder andre steder snor Ganges sig gennem driftige byer og opsamler spildevand og kemikalier på sin vej. Desuden anslås det at fromme hinduer hver dag kaster 10.000 lig i floden. Men pilgrimme trodser faren for at pådrage sig sygdomme og stiger ned ad trinnene langs flodbredden for at foretage en religiøs badning. Men er dette virkelig vejen til at opnå udødelighed?

Hvor evig er ’den evige stad’?

En anden flod, der engang blev kaldt Albula, måske på grund af vandets hvidlige udseende, flyder gennem en europæisk by af stor religiøs betydning — ’den evige stad’ på de syv høje. Floden, der for længe siden har mistet sit hvidlige udseende, er i dag kendt som Tiberen. Byen har desuden for længst bredt sig ud over de syv høje. Ikke desto mindre hedder det i The New Encyclopædia Britannica at „den arv fra fortiden som stadig findes i Rom, ikke overgås af nogen anden by i Vesten“.

I snesevis af monumenter og historiske bygninger vidner om denne arv. At de i det hele taget har overlevet er forbløffende i betragtning af de mange gange byen er blevet indtaget og plyndret — af gallerne i begyndelsen af det fjerde århundrede før vor tidsregning, og af vestgoterne i 410 e.v.t., af vandalerne i 455, af normannerne i 1084, af kejserlige lejesoldater i 1527, af Napoleons hær i 1798, og af tyskerne og de allierede under den anden verdenskrig.

Det gamle Rom udgør kun fire procent af byen i dag. Men det er her millioner af turister flokkes, for det er her de fleste monumenter findes. En anden turistattraktion, i det mindste i begyndelsen af 1993, var udstillingen „Sixtus V og Rom“. Som pave fra 1585 til 1590 satte han et sådant præg på Rom at han er blevet kaldt „den moderne byplanlægnings fader“. Som forklaring på hvorfor han ombyggede Rom har avisen The European skrevet: „For det første for at danne et solidt arkitektonisk fundament der underbyggede Vatikanets magt i forhold til den protestantiske trussel. . . . For det andet for at gøre byen Rom, der på mange måder stadig var en provinsiel markedsby, til et værdigt sæde for Det Ny Jerusalem.“

Vatikanet, der udgør en lille enklave i Rom, hævder at være dette „sæde for Det Ny Jerusalem“. I 1929 underskrev Italiens fascistiske regering Lateranforliget, og anerkendte derved Vatikanets suverænitet. Siden da har paven styret Vatikanet idet han sidder inde med både den udøvende, lovgivende og dømmende myndighed. Vatikanet har sit eget post- og telefonvæsen og sin egen hær, der omfatter den uniformerede schweizergarde, som har ansvaret for at beskytte paven. Men det turisterne hovedsagelig ønsker at se er Peterskirken, der i århundreder var kristenhedens største kirke. Siden 1989 er den blevet overgået af basilikaen i Yamoussoukro i Elfenbenskysten.

The New Encyclopædia Britannica siger at „i 1000 år var dét at være indbygger i Rom ensbetydende med at eje nøglerne til verden, at leve relativt sorgløst, ophøjet og trygt“. Men sådan er det ikke mere. Den politiske korruption i Rom og den religiøse stagnation i Vatikanet er et vidnesbyrd om at fortidens såkaldte storhedstid langtfra varer evigt.

Islams helligste sted

Omkring en milliard muslimer i hele verden betragter Mekka som „det sted hvor der siden skabelsen har fundet en særlig guddommelig, englelig, profetisk og løfterig menneskelig aktivitet sted“.b Ifølge islam var dette stedet hvor skabelsen begyndte og Abraham byggede det første tilbedelsessted, og hertil han bragte sin medhustru Hagar og deres søn Ismael.

Mekka i Saudi-Arabien var det sted hvor profeten Muhamed blev født, antagelig omkring år 570 e.v.t. I begyndelsen vandt hans lære kun lidt genklang. Mekka var en oase på karavaneruten mellem Indien og Europa, og dens indflydelsesrige købmænd frygtede at hans religiøse reformer ville medføre en økonomisk nedgangsperiode. Da det ikke lykkedes Muhamed at få fodfæste her, flyttede profeten til Jathrib, en by der ligger over 300 kilometer mod nord og senere blev kendt som al-Madīnah (Medina). Men i 630 e.v.t. vendte han tilbage til Mekka, indtog den og gjorde den til åndeligt center for islam.

I dag er Mekka en velstående og kosmopolitisk by, skønt der kun må bo muslimer i byen. I løbet af Dhu’l-Hijja, den hellige pilgrimsmåned, besøger millioner af mennesker byen for at opfylde deres religiøse pligt, den såkaldte ḥadjdj. Når pilgrimmene kommer til Mekka besøger de Den Hellige Moské, hvor de vandrer syv gange rundt om en lille helligdom der befinder sig omtrent midt i moskeens uoverdækkede forgård.

Denne helligdom er Ka’abaen, en kubusformet bygning der sædvanligvis er dækket af et stort, sort brokadetæppe, og som indeholder den hellige sorte sten. Denne sten, som muslimerne tror at Adam fik som tilgivelse for sine synder da han blev udvist af Eden, var dengang efter sigende hvid. Ifølge den muslimske tradition gik den oprindelige Ka’aba til grunde i Vandfloden på Noas tid, men den sorte sten blev bevaret og givet til Abraham af engelen Gabriel, hvorefter Abraham genopbyggede Ka’abaen og anbragte den sorte sten på sin rette plads. Det er mod Ka’abaen, der ifølge islam er det helligste sted på jorden, at muslimer vender sig når de beder deres bønner fem gange om dagen.

Fireogtyve porte fører ind til Den Hellige Moskés forgård, men den traditionelle indgang for pilgrimme er gennem Fredsporten, der ligger i det nordlige hjørne. Men der er ikke altid fredeligt under ḥadjdj. I 1987 forsøgte islamiske dissidenter at overtage kontrollen med moskeen. Man genoprettede hurtigt ro og orden, men forinden var 400 muslimer blevet dræbt og cirka 650 såret. En sådan åbenbar mangel på fred ved den allerhelligste af islams helligdomme er beklagelig, men muslimer henter trøst i den islamiske lære der siger at enhver der dør mens han foretager ḥadjdj, kommer direkte i himmelen.

Ejer af dobbelt fred?

Jøder og navnkristne betragter Jerusalem som den hellige by, og muslimer betragter den som det tredjehelligste sted på jorden (næst efter Mekka og Medina). Byens navn betyder „ejer af dobbelt fred“. Fra år 1070 f.v.t. var den hovedstad i fortidens Israel, men allerede da havde den eksisteret over 900 år under navnet Salem. (1 Mosebog 14:18) Som nationens administrationscenter havde den en strategisk god beliggenhed eftersom den lå mellem nogle høje omkring 750 meter over havet. Dette gjorde den til en af datidens højest beliggende hovedstæder i verden.

I det fjerde århundrede før vor tidsregning blev Jerusalem underlagt Grækenland. I det andet århundrede før vor tidsregning kom den under stadig større indflydelse af det ekspanderende romerske imperium, og under Herodes den Store havde Jerusalem fremgang. En del af den mur han byggede omkring templets forgård eksisterer tilsyneladende stadig, og er i dag kendt som vestmuren eller „grædemuren“. Som følge af jødernes forsøg på at kaste det romerske åg af sig, angreb de romerske hære Jerusalem i april år 70 e.v.t. Mindre end fem måneder senere lå byen og dens tempel i ruiner.

Ifølge én opgørelse er Jerusalem blevet indtaget 37 gange. I mange tilfælde har dette medført en delvis eller total ødelæggelse af byen. Men der er altid genopstået et nyt Jerusalem på ruinerne af det gamle. Omkring år 130 e.v.t. beordrede kejser Hadrian således en ny by opført og kaldte den Aelia Capitolina. I næsten to århundreder fik ingen jøde lov til at komme ind i byen. Men så indtog muslimerne byen i den første halvdel af det syvende århundrede efter vor tidsregning, og byggede senere Klippemoskeen på eller i nærheden af den tidligere tempelplads.

Staten Israel blev grundlagt i 1948, og i 1949 blev Jerusalem delt mellem Israel og Jordan. Men i 1967, under Seksdageskrigen, indtog israelerne Østjerusalem. Siden da har de moderniseret byen samtidig med at de har forsøgt at bevare dens historiske værdier. I 1993 havde Jerusalem over en halv million indbyggere.

Eftersom tre af verdens betydningsfulde religioner alle betragter Jerusalem som hellig, er der til tider store religiøse spændinger i byen. „Af alle konflikter mellem jøder og arabere er konflikten om Jerusalem den mest komplekse og mest uløselige,“ skriver Time. I øjeblikket er der ikke meget der tyder på dobbelt fred i Jerusalem, sådan som dens navn lover.

„Jeres byer vil blive en øde ruinhob“

Den by der omtales i Åbenbaringen 18:10 symboliserer alle de religioner der mishager Gud. „Ve, ve, du store by, Babylon, du stærke by, for på én time er din dom kommet!“ Det betyder ganske enkelt at de religioner der er i opposition til Jehova Gud, er dømt. Trods deres templer, ceremonier og religiøse tilbehør vil nutidens religiøst betydningsfulde „store“ byer ikke kunne yde varig beskyttelse på Guds domsdag.

[Fodnoter]

[Illustration på side 24]

Den Hellige Moské i Mekka og Ka’abaen

[Kildeangivelse]

Camerapix

[Illustration på side 25]

Jødernes grædemur i Jerusalem og muslimernes Klippemoské (til venstre)

[Kildeangivelse]

Garo Nalbandian