Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g94 8/4 s. 14-17
  • Et liv jeg ikke fortryder

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Et liv jeg ikke fortryder
  • Vågn op! – 1994
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Jeg begynder i heltidstjenesten
  • Lykkelige år i en ny menighed
  • Interessen blandt fransktalende blomstrer op
  • Den første franske menighed
  • Trofaste kontubernaler
  • Min glæde over den verdensomspændende familie
  • Et indholdsrigt liv
  • Mit liv i den organisation Jehova leder med sin ånd
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1988
  • Tillæg — Beteltjenesten — en glædesfyldt og velsignelsesrig gerning
    Rigets Tjeneste – 1995
  • Hvorledes jeg forfulgte mit livsmål
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1962
  • Oplært af Jehova fra min ungdom
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2003
Se mere
Vågn op! – 1994
g94 8/4 s. 14-17

Et liv jeg ikke fortryder

MANGE mennesker fortryder den måde de har levet deres liv på. De siger måske: ’Hvis bare jeg kunne begynde forfra ville jeg gøre mange ting anderledes!’ Men når jeg tænker tilbage på mit liv, ville jeg ikke gøre det om skønt det ikke har været problemfrit.

Mine forældre opdragede mig som et af Jehovas vidner, og fra min spæde barndom indpodede de Guds love i mit hjerte. (2 Timoteus 3:15) Jeg kan ikke mindes nogen periode hvor jeg ikke er kommet til Jehovas Vidners møder og stævner. Og som lille pige fulgtes jeg med voksne Jehovas vidner på besøg hos folk for at fortælle dem om det Bibelen giver os håb om — evigt liv på en paradisisk jord under Guds rige. (Mattæus 24:14) Jeg kan stadig huske at jeg som 5-årig tilbød folk brochuren Riget, Verdens Haab.

I 1917 hørte mine forældre for første gang sandheden om Guds rige. De var kirkegængere, men fornemmede at de havde fundet sandheden da de hørte et foredrag der blev holdt af en af Vagttårnsselskabets rejsende repræsentanter. Min morfader lyttede til det samme foredrag og blev også overbevist om at det han hørte var sandheden. Ved et af Jehovas Vidners stævner i Detroit i Michigan blev jeg som fjortenårig døbt som symbol på at jeg havde indviet mit liv til Jehova.

I disse år blev vort ugentlige bibelstudiemøde afholdt hjemme i vores dagligstue. Med tiden blev der købt en butik som blev ombygget til rigssal. Dengang var der få af dem; men i dag er der rundt om i verden titusinder af sådanne mødesale hvor Jehovas Vidners over 70.000 menigheder samles.

Jeg begynder i heltidstjenesten

Min moder begyndte som heltidsforkynder i 1939 og fortsatte i denne tjeneste til sin død i en alder af 85 år. Min broder Dick og jeg begyndte i heltidstjenesten den 1. april 1941, mens den anden verdenskrig rasede i Europa. Mange havde en fjendtlig holdning til Jehovas vidner på grund af vort neutrale standpunkt i forbindelse med politik.

Tre unge brødre i vores menighed blev idømt fem års fængsel på grund af deres neutralitet. Det er meget opmuntrende at to af disse brødre stadig tjener som ældste i menigheden! Min broder kom senere til at tjene på Brooklyn Betel, Jehovas Vidners hovedkontor i New York. Han tjener stadig som ældste i vores hjemby, Millville i New Jersey.

Som andre steder var krigsårene i De Forenede Stater meget svære for Jehovas vidner. Pøbeloverfald var almindelige. Børn blev bortvist fra skolen. (Se Lillian Gobitas Kloses livsberetning i Vågn op! for 22. juli 1993.) Tusinder af vore åndelige brødre kom i fængsel, så vi kvinder måtte tage os af forskellige opgaver i menigheden. Derfor blev jeg i en tidlig alder lagertjener. Med Jehovas hjælp overlevede vi de svære krigsår, og da brødrene blev løsladt fra fængselet begyndte det at gå fremad.

På det tidspunkt besøgte Lyman Swingle fra Betel vores menighed. Han opmuntrede mig til at komme til Brooklyn og tage del i hjælpearbejdet til vore medtroende i Europa efter den anden verdenskrig. I marts 1948 flyttede jeg så til Brooklyn.

Lykkelige år i en ny menighed

Jeg kom til at høre til en menighed der hed Brooklyn Centrum. Inden den første verdenskrig blev den oprettet som den allerførste menighed i New York City og omegn — dog under et andet navn. Dengang lå den i Brooklyn Heights. Men da jeg i 1948 kom til Brooklyn Centrum, lå den hvor Fifth Avenue og Eighth Street krydser hinanden. I næsten 30 år var dette lejede lokale vort mødested indtil en ny sal blev købt et lille stykke derfra.

Jeg vil aldrig glemme min første dag i forkyndelsen i Brooklyn — på Henry Street. Det var helt anderledes end at forkynde i en lille by. Men snart mødte jeg en gift kvinde der tog imod bibelsk litteratur og gerne ville have et hjemmebibelstudium. Med tiden blev hun og to af hendes børn indviede tjenere for Jehova. Hendes søn, Arthur Iannone, tjener for tiden på Brooklyn Betel sammen med sin hustru, Linda, og deres søn og svigerdatter.

Menighedens distrikt var stort, og forkyndelsen var frugtbærende. Med Jehovas hjælp kunne jeg glæde mig over at mange af dem jeg havde studeret Bibelen med, tog imod sandheden og blev døbt. Den dag i dag tjener nogle af dem som heltidsforkyndere her i landet. Andre er missionærer i fjerntliggende lande. Nogle er blevet ældste, og mange har tjent på andre måder som trofaste forkyndere af den gode nyhed om Guds rige.

Væksten var forbløffende. Hvor der fra begyndelsen kun var én menighed for New York City og omegn, er der nu alene i City næsten 400 menigheder. Det er dejlige minder jeg har fået ved at deltage i denne vækst!

Interessen blandt fransktalende blomstrer op

I 1960’erne begyndte vi at finde mange fransktalende tilflyttere fra Haiti i menighedens distrikt. De fleste kunne kun lidt engelsk eller slet intet. Det var noget af en udfordring. Hvordan kunne vi hjælpe dem til at lære mere om Bibelen? Jeg talte ikke fransk, men med et engelsk eksemplar af en grundlæggende bibelstudiehåndbog i den ene hånd og et fransk eksemplar af samme bog i den anden, var jeg i stand til at lede bibelstudier.

Der blev imidlertid ikke afholdt fransksprogede møder som kunne hjælpe disse mennesker til at vokse åndeligt. Det var grunden til at fransktalende missionærer der besøgte Brooklyn, øjeblikkelig blev bedt om at hjælpe. En af de første der kom os til hjælp var Nicolas Brisart, der er koordinator for afdelingskontorets udvalg i Guadeloupe. Han holdt vort første offentlige foredrag på fransk i søster Bertha Luisdons hjem — hun tjener stadig trofast Jehova. Syvogtyve overværede foredraget.

Dengang var der, bortset fra en spansk menighed, ingen fremmedsprogede menigheder i New York City. Det var derfor svært at forestille sig en fransktalende menighed. En rejsende tilsynsmand fik endda situationen til at se endnu mere sort ud da han fortalte os at man plejede at opmuntre herboende fremmedsprogede til at lære engelsk.

Broder Fred W. Franz, der senere blev Vagttårnsselskabets præsident, var en kilde til opmuntring. Han sagde: „Hvis det er Jehovas vilje, Mary, kommer der en fransk menighed.“ Broder Harry Peloyan, den præsiderende tilsynsmand i Brooklyn Centrum-menigheden, var også til stor opmuntring. Han sagde at de aftener hvor rigssalen ikke blev benyttet kunne vi holde et uofficielt menighedsbogstudium, og vi kunne arrangere offentlige foredrag hver gang der kom en fransktalende broder på besøg.

På det tidspunkt var adskillige døbte, fransktalende brødre fra Haiti flyttet hertil, men der var stadig ingen med tilstrækkelig erfaring til at gå foran med det organisationsmæssige. Men så hørte broder Timothy Galfas, der var uddannet i Paris og nu var medlem af betelfamilien i Brooklyn, om vores situation. Hver lørdag efter sit arbejde på Betel mødtes han med os, og sammen tog vi ud og opsøgte haitianske brødre og søstre og fortalte dem hvor de kunne samles.

Snart kom der 40. Vi anmodede kredstilsynsmanden om at skrive til Selskabet og bede kontoret give os tilladelse til at holde et officielt menighedsbogstudium på fransk. Hvor blev vi glade da det blev godkendt! Senere fik vi også tilladelse til regelmæssigt at holde offentlige foredrag og et ugentligt vagttårnsstudium.

Den første franske menighed

Den 1. december 1967 fik vi tilladelse til at oprette en fransktalende menighed — den første i De Forenede Stater. Den skulle dele rigssal med Brooklyn Centrum- og Prospect-menigheden. Vi var jublende glade! Vi vidste at alle ville gøre større åndelige fremskridt når der blev talt på et sprog de forstod. Vi satte stor pris på den støtte vi i disse år med „vokseværk“ modtog fra sådanne brødre som Harry Peloyan, George Haddad og Carlos Quiles, der udgjorde tjenesteudvalget i Brooklyn Centrum.

Menigheden voksede hurtigt. Der blev snart dannet nye franske menigheder på Manhattan, i Queens og Nyack i New York. Jeff Keltz og Tom Cecil fra Brooklyn Betel hjalp med denne ekspansion. Broder Keltz tjente som kredstilsynsmand, og broder Cecil har tjent i vort områdestævneudvalg. Missionærer der havde været i fransktalende lande men som af helbredsgrunde var vendt tilbage til De Forenede Stater, hjalp også til. Deres assistance skulle vise sig at være meget værdifuld! En af dem er Stanley Boggus, der nu tjener som præsiderende tilsynsmand og vikar for kredstilsynsmanden.

Det har været pragtfuldt at se den lille franske gruppe på hjørnet af Fifth Avenue og Eighth Street vokse til mange menigheder og to kredse! Vi havde vort første kredsstævne på fransk i april 1970. Broder Nathan H. Knorr, Vagttårnsselskabets daværende præsident, holdt et foredrag fredag aften og ønskede os alt muligt godt. Den sommer havde vi også vort første områdestævne under en tribune på Roosevelt Stadium i Jersey City i New Jersey. Det var varmt og støvet, men de mere end 200 tilstedeværende var meget lykkelige for at få hele programmet, deriblandt skuespillet, på fransk.

Det var også bevægende da vi i 1986 fik lov til at benytte Jehovas Vidners stævnehal i Jersey City til vort områdestævne. Ved et fransk stævne i 1993 var der 4506 til stede, og 101 blev døbt. Samtidig blev der holdt et andet fransk stævne i Florida.

Trofaste kontubernaler

En anden glæde i mit liv har været at dele en lejlighed i Brooklyn med andre søstre der var i heltidstjenesten. De to første kontubernaler (Rose Lewis Peloyan og Madelyn Murdock Wildman) kom på Betel. Senere blev yderligere to (Lila Rogers Molohan og Margaret Stelmah) også medlemmer af betelfamilien. To andre (Barbara Repasky Forbes og Virginia Burris Beltramelli) gennemgik Vagttårnets Bibelskole Gilead og tjener stadig i henholdsvis Guatemala og Uruguay.

Vi søstre tog os altid tid til at begynde dagen med en drøftelse af et skriftsted, hvorefter vi gik på vort verdslige arbejde og ud i forkyndelsen. Om aftenen, når vi kom hjem, var vi trætte og sultne men lykkelige! Vi havde mange opbyggende oplevelser at dele med hinanden! Jeg studerede for eksempel engang med en ung kvinde, Elisa Beumont Farina, der insisterede på at studiet skulle holdes klokken 22.00. Hun gjorde hurtige fremskridt. Den første gang hun var med ude i forkyndelsen, sagde hun: „Tro ikke at jeg vil forkynde hele tiden!“ Men hun blev heltidsforkynder, gennemgik senere Gileadskolen og tjente mange år i Ecuador. Hun er stadig pioner, nu i Trenton i New Jersey.

Nogle af mine kontubernaler har fået børn, der også påskønner og tjener Jehova. Sidste år blev datteren (Jodi Robertson Sakima) af en af mine tidligere værelsespartnere, Virginia Hendee Robertson, gift og tjener for tiden med sin mand på Brooklyn Betel.

Jeg har boet sammen med mere end 20 søstre, og jeg er lykkelig for at kunne sige at de alle er forblevet trofaste mod Jehova og at en stor del af dem er fortsat i heltidstjenesten.

Min glæde over den verdensomspændende familie

Jeg har også været glad for at lære mange brødre og søstre fra andre lande at kende. Eftersom vi boede i nærheden af Selskabets hovedkontor, havde vi den forret at være sammen med elever fra missionærskolen Gilead, der dengang havde til huse på Brooklyn Betel.

To elever, Günter Buschbeck, der er koordinator på afdelingskontoret i Østrig, og Willi Konstanty, der tjener på afdelingskontoret i Tyskland, kom i Brooklyn Centrum-menigheden mens de var på Gilead. De var meget opmuntrende at være sammen med! De havde en så positiv indflydelse på mine værelsespartnere at de fik ønsket om at blive missionærer.

Adskillige gange har jeg haft den forret at udvide mine venskaber inden for den verdensomspændende familie ved at rejse udenlands. Jeg har været til internationale stævner og truffet mange af de gileadmissionærer jeg kendte fra før, ude i deres distrikter.

Et indholdsrigt liv

Når jeg tænker tilbage på mit liv kan jeg sige at det har været skønt — et lykkeligt liv rigt på velsignelser. Selv om jeg har haft mange af de sædvanlige problemer der følger med denne tingenes ordning, er der intet der nogen sinde har fået mig til at fortryde mit liv eller at opgive heltidstjenestens værdifulde privilegium.

I en tidlig alder lærte min moder mig ordene i Salme 126:5, 6: „De der sår med tårer skal høste med glædesråb. Den der ufortrødent går, men under gråd, bærende sækken med såsæd, skal lige så sikkert komme hjem med glædesråb, bærende sine neg.“ Dette skriftsted tjener stadig som en rettesnor for mig. Uanset hvilke problemer der er opstået, har Jehova hjulpet mig til at finde en udvej og til at bevare min glæde.

Jeg har levet et liv jeg afgjort ikke kunne tænke mig anderledes. Jeg har ikke fortrudt at jeg har givet Jehova omkring 53 år i heltidstjenesten. Nu ser jeg frem til fortsat at tjene ham i al evighed i hans nye verden. — Fortalt af Mary Kendall.

[Illustration på side 16]

Mary Kendall

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del