Vi fandt en tro der forener folk i fred

DET var i september 1944, og verden var fyldt med had. Den anden verdenskrig rasede, og millioner led frygteligt. Selv var jeg tysk krigsfange i Frankrig.

Jeg blev stillet for en eksekutionspeloton. Men det var bluff — der skete intet, og til sidst gik skytterne deres vej. Jeg var chokeret, men taknemmelig for at være i live. Nogle uger senere gentog optrinnet sig. Jeg overlevede, men mange af mine medfanger blev henrettet eller døde af sygdom eller sult. Hvordan var jeg kommet i denne situation?

Taget til fange

Få måneder forinden, i juni 1944, havde de allierede tropper krydset Den Engelske Kanal og oprettet et brohoved på Normandiets kyst. Deres gennembrud og fremstød i Nordfrankrig tvang den tyske hær på tilbagetog. Jeg var sergent i Luftwaffe, og i august blev jeg og 16 andre fra mit kompagni taget til fange af makien, den franske modstandsbevægelse. Efter nogle måneder i én krigsfangelejr blev vi overflyttet til en anden nær Montluçon i Midtfrankrig.

Fangerne blev sat til tvangsarbejde. Som underofficer var jeg fritaget, men meldte mig alligevel frivilligt til at arbejde og blev køkkenchef. En dag ankom et nyt hold fanger, deriblandt en ung mand, Willy Huppertz, fra min hjemby. Jeg spurgte den officer der havde kommandoen om Willy måtte få køkkentjans, og det blev der givet tilladelse til.

Willy og jeg udviklede med tiden et venskab af den slags der kan forene alle i fred. Men før jeg beretter hvordan jeg fandt denne fredens vej, vil jeg fortælle om et spørgsmål der nagede mig.

Had og splittelse overalt — hvorfor?

Under min opvækst i den gamle tyske by Aachen anfægtede den religiøse splittelse mig. Jeg kendte den tilmed fra mit hjem. Far var lutheraner, hvorimod mor var katolik og opdrog min søster og mig som katolikker. Fra de tidligste drengeår gik jeg flittigt i kirke, men jeg forstod ikke hvorfor far havde en anden tro. I tidens løb spurgte jeg tit mig selv: ’Hvorfor findes der så mange trosretninger hvis der kun findes én Gud?’

Ved Anden Verdenskrigs udbrud i 1939 blev jeg indkaldt til Luftwaffe. Efter grundtræning i Tyskland blev jeg sendt til Wien i Østrig for at blive indrulleret i en rekrutenhed. I december 1941 blev jeg udstationeret i den nordlige del af Holland, hvor jeg traf Jantina, en ung pige fra Den Helder. Skønt vore lande var indbyrdes fjender i krigen, forelskede vi os.

Men allerede i april 1942 blev jeg pludselig forflyttet til La Rochelle ved den franske Atlanterhavskyst. På det tidspunkt havde jeg rang af sergent, og vores bataljon skulle uddanne nye rekrutter og bevogte den lokale flyvebase. Af den grund kom jeg slet ikke i kamp under hele krigen, hvilket jeg værdsætter, da jeg aldrig har brudt mig om at slå ihjel.

I krigsårene blev jeg også foruroliget over at se præster fra snart sagt alle trosretninger — fra den katolske, den lutheranske og den episkopale kirke med flere — velsigne flyene og deres besætninger inden de skulle på togt for at kaste deres dødbringende last. Jeg spurgte ofte mig selv: ’Hvem holder Gud med?’ Men jeg spurgte aldrig feltpræsterne, da jeg gik ud fra at de heller ikke kendte svaret.

På de tyske soldaters bæltespænde stod der Gott mit uns (Gud med os). (Se foregående side, øverst til venstre.) Men jeg grublede over spørgsmålet: ’Hvorfor skulle Gud ikke være med de fjendtlige soldater af samme tro når de beder til den samme Gud?’

Årene gik, og krigen trak i langdrag. Nu og da fik jeg orlov til at besøge Jantina i Holland. Sidste gang vi sås under krigen var i december 1943, da vi forlovede os. I 1944 var krigslykken vendt, og med de allieredes landgang i Frankrig gik det for første gang op for os at Tyskland kunne tabe krigen — en rystende tanke! Og i august blev jeg og 16 andre soldater taget til fange.

Tilværelsen som krigsfange

Omsider fik vi fanger i lejren ved Montluçon lov at udveksle breve med vore pårørende. Således begyndte Jantina og jeg igen at skrive sammen. Jeg og nogle medfanger meldte os senere til at arbejde på et kollektivbrug, skønt vi stadig blev regnet for krigsfanger. Jeg begyndte ligefrem at synes om landlivet — det var en brat omvæltning for en storbydreng.

Krigen i Europa sluttede i maj 1945, men de franske myndigheder holdt os fangne til december 1947. Så fik vi valget mellem at melde os til Fremmedlegionen eller at blive i Frankrig som frivillige arbejdere 1948 ud. Jeg valgte det sidste og blev, sammen med nogle medfanger, landbrugsmedhjælper på et kollektivbrug. Her havde vi større frihed end dengang vi var krigsfanger. Men vi havde ikke ubegrænset bevægelsesfrihed, og vore gladeste stunder var derfor når vi fik post fra familien.

Jantina og jeg bliver genforenet

I et brev jeg i 1947 fik fra Jantina, var hun kommet til at lægge en lille formular hvorpå der stod noget om nogle husnumre og nogle bøger og blade. ’Nå,’ tænkte jeg, ’Jantina tjener lidt penge ved at sælge bøger.’ Jeg anede ikke at hun var blevet besøgt af Jehovas vidner og nu deltog i forkyndelsen fra hus til hus. Hun var altså ikke blevet bogsælger, men uddelte bibelsk læsestof.

Kort efter, i december samme år, fik vi fanger en glædelig overraskelse — vi fik fire ugers orlov af humanitære grunde, så vi kunne rejse hjem på besøg. Det skete naturligvis på betingelse af at vi vendte tilbage til Frankrig og arbejdede tiden ud. Jantina rejste fra Holland til Tyskland for at tilbringe disse uger sammen med min familie og mig. Man kan nok forestille sig vores stormende gensynsglæde efter godt fire års adskillelse. Det var på det tidspunkt jeg fandt ud af hvad den lille formular i Jantinas brev betød. Hun fortalte mig at hun var blevet et af Jehovas vidner, og berettede løs om alt det vidunderlige hun havde lært.

Skønt jeg godt kunne se noget rigtigt i det hun fortalte, sagde jeg at jeg var tilfreds med at være katolik. Jeg forestillede mig ikke at hun kunne vide mere end præsterne, der havde studeret religion i årevis. Det blev kun værre af at min familie var uvenligt stemt over for Jantinas nyfundne tro. Faktisk havde de meget imod den, og deres fordom smittede af på mig.

Et vendepunkt i mit liv

Efter endt orlov gik turen tilbage til Frankrig. Da jeg pakkede mit tøj ud, fandt jeg en bog med titlen Verdensbefrielsen. Jantina havde lagt den i min kuffert da hun pakkede den, og for at glæde hende satte jeg mig samme aften til at læse den. Inden længe opdagede jeg til min overraskelse at bogen besvarede mange af de spørgsmål jeg havde tumlet med i fangeårene. Jeg slugte resten af den!

Min tanke faldt på et af de skriftsteder Jantina havde citeret for mig: „I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ (Johannes 8:32) Jeg følte virkelig at der var noget som begyndte at dæmre for mig. Alle mennesker udgør én slægt, uanset race. (Apostelgerninger 17:26-28) Sande kristne elsker hinanden; de går ikke i krig og slår ikke deres medmennesker ihjel — som jeg havde set så mange der kaldte sig kristne gøre. (Johannes 13:34, 35; 1 Johannes 3:10-12) Nationalisme må derfor være et redskab hvormed Djævelen splitter folkeslag og forhindrer dem i at føle sig som brødre.

Jeg indså lidt efter lidt at sand fred kun kan blive indført ved at alle efterlever Jesu Kristi lære. Eftersom nationerne aldrig vil gøre dette, består det eneste fredshåb i at Gud indfører sit rige, det hvis komme Jesus lærte sine disciple at bede om. (Mattæus 6:9, 10) Denne viden fik mig allerede til at føle mig virkelig fri og tilfreds. Jeg var Jantina dybt taknemmelig fordi hun havde lagt bogen i min kuffert. Men hvad skulle jeg nu gøre?

Jeg gør åndelige fremskridt

Det havde jeg ikke behøvet at spekulere på. Inden længe besøgte en mand ved navn Lucien den gård jeg arbejdede på, og præsenterede sig som et af Jehovas vidner. Han oplyste at Jehovas Vidners afdelingskontor i Paris havde bedt ham opsøge mig på anmodning af min forlovede. Lucien var venlig og oprigtig, og jeg følte mig straks godt tilpas i hans selskab. Heldigvis talte jeg nu flydende fransk, hvilket lettede kommunikationen en hel del.

Jeg sagde ja tak til et bibelstudium med ham, og hver søndag hentede Lucien og Simone, hans hustru, mig på gården og tog mig med hjem til studiet. Bagefter gik vi tur og talte om Jehovas vidunderlige skaberværk. Både Lucien og Simone var dygtige lærere, og de gav mig desuden noget jeg længe havde savnet — et ægte venskab. At jeg skulle blive venner med et ægtepar af en nationalitet som jeg havde trænet mænd til at bombe og dræbe var en underlig tanke!

Jeg gjorde gode fremskridt i mit studium, og Lucien indbød mig til at overvære den årlige højtid til minde om Kristi død, den 25. marts 1948. Det enkle og samtidig alvorlige møde gjorde indtryk på mig, og jeg har ikke siden forsømt en eneste mindehøjtid.

Jantina var selvfølgelig lykkelig over mine åndelige fremskridt og rejste nu ned til mig i Frankrig. Her giftede vi os i november 1948. Lucien og Simone holdt en smuk bryllupsfest for os, og to pionerer (heltidsforkyndere blandt Jehovas vidner) var også med ved denne glædelige anledning. Den uforglemmelige aften bestyrkede mig i min overbevisning om at Jehovas vidner er dem der viser den kærlighed som Jesus sagde skulle kendetegne hans sande disciple. — Johannes 13:35.

Til Tyskland og derpå til et nyt land

I december 1948 flyttede vi til Tyskland, og den kristne tjeneste blev vor livsform. Vi lod ikke familiens modstand mod vort virke standse os, men blev ved med at vise de sagtmodige og ydmyge den eneste vej til virkelig fred og sikkerhed.

I 1955 udvandrede Jantina og jeg til Australien og slog os ned på den smukke ø Tasmanien, der er adskilt fra det vældige kontinents sydspids af Bass-strædet. Med lokale åndelige brødres og søstres tålmodige hjælp lærte vi efterhånden at begå os på engelsk.

Efter 13 år dér flyttede vi i 1969 til den nordlige stat Queensland, hvor vi siden har boet. Her tjener jeg som kristen ældste i den lokale menighed og glæder mig over at have Jantina som livsledsagerske i tjenesten for Jehova. Og hvad med Willy Huppertz? Hver gang vi var i Tyskland opsøgte vi ham og studerede Bibelen med ham, og ad åre indviede han sig til at tjene Jehova. Vi har udviklet et venskab af den slags der kan forene alle i fred.

Når jeg ser tilbage på mit liv efter årene som krigsfange i Frankrig, er jeg virkelig taknemmelig for at jeg har fået lov at lære vor kærlige Skaber, Jehova Gud, at kende. Jeg er glad for at Jantina fandt på at lægge Verdensbefrielsen i min kuffert og derpå skrive til Jehovas Vidner i Frankrig for at få dem til at opsøge mig. Af den grund har mit liv og vort fælles liv som mand og hustru været rigt og fyldt med gode erfaringer. — Fortalt af Hans Lang.

[Illustration på side 15]

Hans og Jantina Lang