Kaptajn Cook — Stillehavets frygtløse opdagelsesrejsende

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I AUSTRALIEN

NAVNET James Cook siger måske ikke folk så meget, medmindre de er fra England, Australien, New Zealand, Hawaii eller en af Stillehavsøerne. I disse lande, derimod, er næsten alle skolebørn bekendt med kaptajn Cook — på samme måde som næsten alle amerikanske børn lærer om Christoffer Columbus.

Der er dog ingen tvivl om at den søfarende opdagelsesrejsende er bedst kendt i Australien — det sydlige Stillehavs kontinentalø — og New Zealand. Her forekommer navnet kaptajn Cook alle vegne. Desuden er den oprindelige version af sangen „Advance Australia Fair“, som i 1974 blev landets nationalsang, ligefrem en lovprisning af denne frygtløse kaptajn.

Manden James Cook

James Cook var fra landet, født i Yorkshire, England, i oktober 1728. Vi ved ikke meget om hans første leveår, men han modtog givetvis nogen undervisning i landsbyskolen i Ayton, der eksisterer den dag i dag. Senere kom han i lære hos en købmand i fiskerihavnen i Staithes. Efter i nogen tid at have opholdt sig så nær ved havet stod han til søs i kulskibsfarten og lærte at føre skibe i Nordsøens stormfulde vande.

Det at sejle med kulskibe var ikke den eneste forberedelse Cook fik til sine senere sørejser. Når han ikke var til søs fortsatte han sine matematikstudier, og senere, i 1755, trådte han ind i den engelske flåde. Skønt han i en periode var aktiv i flåden, blev han mest kendt for sin kortlægning og sine tegninger af Newfoundland, Nova Scotia og Labrador.

Verdensskuepladsen i 1769

I 1763 fremstod Storbritannien som verdens førende handels- og kolonimagt. Efter 200 år med sporadiske krige var både Spanien, Holland og Frankrig blevet overvundet. Frankrig, den sidste af disse rivaler, havde lidt kolossale nederlag. Det var en dramatisk tid. Videnskabelige bedrifter gjorde det hurtigt af med overtroiske opfattelser og skabte en udbredt kundskabstørst. Navigationsmetoderne var også blevet langt bedre. Den engelske flåde og videnskabelige kredse søgte ivrigt efter en søfarende videnskabsmand til at lede en ekspedition til Stillehavet. James Cook blev udvalgt til denne krævende opgave.

Cooks sørejser begynder

De instruktioner Cook modtog i forbindelse med sin første rejse, som han foretog fra 1768 til 1771, var at „udforske hidtil ukendte lande og opsamle viden om fjerne egne som, uagtet deres tidligere opdagelse, kun er blevet delvis udforsket“. Desuden lød instrukserne på at „der mod syd formodes at være et kontinent eller et land af stort omfang“ og at han skulle „drage sydpå for at finde dette kontinent“. Hans første opgave bestod dog i at observere Venus’ vandring hen over solskiven, da man på denne måde håbede at fastlægge den nøjagtige afstand mellem Jorden og Solen. Denne observation skulle foretages på Tahiti.

Den første sørejse varede tre år på nær 43 dage. Cook havde fuldført sine opgaver og mere til. Det var på denne første rejse han foretog sin berømte landgang i Botany Bay, kun nogle få kilometer syd for den smukke Sydney Havn, som først blev opdaget senere. Han havde også sejlet omkring begge New Zealands øer, og han var den første europæer der kortlagde Australiens østkyst. Men det lykkedes ham naturligvis ikke at finde det store formodede sydlige kontinent.

Endnu en vellykket sørejse

På sin anden ekspedition, fra 1772 til 1775, fik kaptajn Cook kommandoen over de to skibe Resolution og Adventure på en sørejse der viste sig at blive endnu en vellykket omsejling, denne gang af Antarktis, foruden nogle strejftog i det vidtstrakte sydlige Stillehav. Men efter flere måneder med temperaturer under frysepunktet og bidende kolde vinde var han overbevist om at der ikke fandtes noget kontinent mod syd. Hans udmattede besætning tog gladeligt afsked med disse isfyldte have for at vende tilbage til Tahiti.

Cooks anden sørejse var en ubetinget succes, som blev indskrevet i de historiske annaler. Alan Moorehead fortæller i sin bog Det skæbnesvangre Møde: „I slutningen af juli 1775 kastede man anker i Plymouth. Skibet havde været borte i tre år og atten dage. De havde sejlet over tre gange så langt som jordens omkreds, og Cook havde kun mistet fire mand . . . Denne rejse [beviste] at han var en af alle tiders største søfarere.“

Den tredje rejse medfører ulykke

Formålet med den tredje ekspedition var at kortlægge Canadas Stillehavskyst og søge efter den formodede nordvestpassage der forbinder Stillehavet og Atlanterhavet via Ishavet. Det blev kaptajn Cooks sidste rejse. Han satte ud fra England den 12. juli 1776 i det renoverede skib Resolution, ledsaget af skibet Discovery. Den 18. januar 1778 ankom han til det der nu er kendt som Hawaiiøerne, hvor han og hans mænd blev gæstfrit modtaget. På disse smukke øer provianterede de og tilbragte derefter den nordlige halvkugles sommer med forgæves at finde en passage til Atlanterhavet. Siden vendte de tilbage til Hawaii for at tilbringe vinteren dér.

Historikerne er ikke helt klar over hvorfor, men Cook ændrede tilsyneladende adfærd på dette tidspunkt. Man ved ikke hvordan han behandlede hawaiianerne da han vendte tilbage. Nogle formoder at han nu skånselsløst begyndte at udnytte dem. Andre mener at han måske greb ind i deres gudsdyrkelse. Uanset hvordan det forholder sig, var det her han døde den 14. februar 1779.

Hvordan gik det til? Da de opdagelsesrejsende den 17. januar vendte tilbage til Kealakekua-bugten, blev de hilst velkommen af 10.000 hawaiianere. Øboerne var i færd med at fejre makahiki-festen for Lono, deres gud for lykke, fred og landbrug. Cook blev tilsyneladende feteret som guden Lono, og man viste endnu en gang ham og hans mænd ekstraordinær venlighed og gæstfrihed. Tre uger senere, den 4. februar, lettede de anker og satte sejl. Men blot fire dage senere blev de ramt af en voldsom orkan. Resolution mistede en mast, og Cook vendte tilbage til Hawaii.

Til Cooks overraskelse blev han denne gang fjendtligt modtaget. Nogle mener at hawaiianerne måske nu havde haft tid til at tænke sagen igennem og har ment at de var blevet udnyttet af Cook og hans mandskab. Andre gætter på at Cooks tilbagevenden ikke passede ind i deres opfattelse af ham som en „gud“. Uanset hvad årsagen var, reagerede Cooks desorienterede mænd desværre voldeligt. Det førte til at der blev stjålet en båd fra Discovery. Cook forsøgte at få båden igen ved at tage høvdingen, Kalaniopu, som gidsel. Det resulterede i en konfrontation, og Cook blev stukket ned og derefter slået til døde på stranden.

Et af besætningsmedlemmerne på Resolution, kadetten George Gilbert, giver i sin dagbog en detaljeret beskrivelse af de sidste minutter af Cooks liv. „Kaptajn Cook havde blot nået vandkanten og givet bådene signal til at indstille skydningen, da en af høvdingerne som var mere modig end de øvrige, trådte hen bag ham og stak ham mellem skuldrene med en jerndolk. En anden gav ham i samme øjeblik et slag i hovedet med en kølle, så han faldt om i vandet; de sprang i efter ham og holdt ham nede i nogle få minutter, trak ham derefter op på stenene og slog hans hoved mod dem flere gange; der er således ingen tvivl om at han hurtigt udåndede.“

En ændret personlighed

Cooks adfærdsmønster begyndte tilsyneladende at ændre sig på den tredje sørejse, og han udviste ikke længere den samme sindsligevægt og selvbeherskelse som på sine to tidligere sydhavsrejser. På den tredje rejse lod han 37 procent af sine mænd piske, næsten dobbelt så mange som på den første rejse. Denne gang var han heller ikke så human i sin behandling af de polynesiske øboere. For eksempel havde han beordret at huse skulle nedbrændes og kanoer tilintetgøres på den tahitianske ø Eimeo fordi der var blevet stjålet en drægtig ged. Han havde endda tyet til at hugge ørerne af de øboere som blev grebet i at småstjæle. Var han syg eller træt eller ganske enkelt brutal?

Sørejsernes arv til eftertiden

I sin bog Captain James Cook and His Times lader professor Bernard Smith formode at „Cook ikke var udforsker af nye lande i ordets grundlæggende betydning“. Det er måske rigtigt, eftersom de fleste områder Cook iagttog allerede var beboede. Alligevel siger Grenfell Price: „Blandt hans uvurderlige bidrag til geografisk viden var den endelige kortlægning af Stillehavsområdet ved iagttagelsen af Australiens lange østlige kystlinje, tegningen af New Zealand, undersøgelsen af store dele af Nordamerikas kyststrækning; opdagelsen af helt nye øer, som Hawaii og Ny Caledonien; og genopdagelsen og fastlæggelsen af andre øgruppers nøjagtige placering. Cook fremstår som den søfarer der i virkeligheden opdagede . . . det antarktiske kontinent, og under sit ophold i Arktis bekræftede han Berings opdagelse af det stræde der kom til at bære hans navn.“ Cooks kort og tegninger var anvendelige længe efter at hans mastetop var forsvundet bag Stillehavets horisont.

Men sørgeligt nok fulgte der også andet i kølvandet på Cooks sørejser, såsom spredning af kønssygdomme, voldelig brug af skydevåben, udtynding i Antarktis’ dyreliv og udbytning af Stillehavets øboere. Angående Cooks opdagelser i Antarktis har Alan Moorehead skrevet: „Endnu en gang var det Cooks skæbne, at katastrofe skulle følge i hans kølvand. Ved et tilfælde havde han fundet den sandsynligvis største koncentration af dyreliv i verden, og han var den første, som gav verden meddelelse om dette dyrelivs eksistens. . . . Resultaterne af Cooks indfald i Tahiti og Australien var slemme nok for de indfødte folk, men for de antarktiske dyr blev de næsten signalet til udryddelse.“

Ved at følge Cooks søkort og detaljerede beskrivelse fandt fangerne og hvalfangerflåderne frem til fangstområdet. Moorehead fortæller videre: „Myrderiet fortsatte, til der så at sige intet var tilbage at dræbe, i hvert fald intet, som kunne dræbes med lethed og udsigt til profit.“

[Illustrationer på side 15]

Cooks voldsomme død på Hawaii

Hans opdagelse af Botany Bay, Australien

[Kildeangivelse]

Malerier: Med tilladelse af Australian International Public Affairs

[Kildeangivelse på side 12]

Maleri af John Webber/Dictionary of American Portraits/Dover. Baggrund: The Complete Encyclopedia of Illustration/J. G. Heck