Akvakultur — fisk som „husdyr“

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I NORGE

FOR tusinder af år siden anlagde kineserne og ægypterne ferskvandsdamme hvor de holdt fisk, muligvis med henblik på opdræt. I dag er det blevet en industri at opdrætte fisk. Det kaldes akvakultur. Den Store Danske Encyklopædi definerer akvakultur som: „Opdræt af vandlevende organismer.“ Det indbefatter at man skaber egnede vækstbetingelser, samt udsætter og opdrætter vanddyr og -planter i salt- eller ferskvand.

Indtil videre består akvakultur hovedsagelig af intensivt opdræt og udsætning af fisk. Opdræt af ferskvandsfisk i store kar eller damme er udbredt i mange lande, men især de steder hvor ferskvandstemperaturen er forholdsvis høj. Andre lande, for eksempel Norge, har i højere grad søgt at udnytte havområderne. Med en af de længste kyststrækninger i verden, en passende havtemperatur og forholdsvis rent vand har Norge nogle naturlige fordele når det drejer sig om at opdrætte fisk i saltvand. Norge har især været banebrydende med hensyn til opdræt af atlanterhavslaks og ørreder i havet.

Fra rogn til fisk der bliver solgt på markedet

Produktionen begynder i en udklækningsanstalt om efteråret. Efter at man forsigtigt har klemt rognen ud af hunnerne (kaldet „strygningen“), bliver den befrugtet med sæden fra udvalgte hanner. I udklækningsanstalten bliver den befrugtede rogn omhyggeligt overvåget vinteren igennem; udklækningen varer seks måneder. I de første få uger får fiskeyngelen næring fra en blommesæk som sidder på maven; derefter begynder den forsigtigt selv at æde. Vildtlevende lakseyngel tilbringer to til fem år i den flod hvori den blev udklækket, inden den vandrer ud til det mere næringsrige hav. I en udklækningsanstalt er fiskeyngelen omkring halvandet år om at udvikle sig til „smolt“, som laksen kaldes i stadiet inden den søger til havs.

Fisken flyttes nu fra ferskvandet og kommer over i saltvand. Normalt bliver den sat ud i havet i nogle flydende netbåse eller -bure. Efter at have tilbragt et eller to år i havbruget har laksen nået den rigtige størrelse og bliver taget op og slagtet. Det lyder alt sammen så let og ligetil. Der er imidlertid store udfordringer forbundet med at holde fisk som „husdyr“.a

Biologiske gåder og variabler

De første fiskeopdrættere havde ingen forkundskaber eller erfaring de kunne trække på, og måtte derfor tilegne sig en grundig viden om de forskellige arters formering, deres forplantningsevne, deres foretrukne føde, og deres instinkter. Der syntes at være uendelig mange uløste biologiske gåder og mange ting som kunne gå galt. Ville det nogen sinde blive muligt at dække yngelens og de voksne fisks stadigt skiftende behov med hensyn til vandkvalitet, temperatur, føde og lys?

Mange af disse problemer er for længst blevet løst. I dag fokuserer en del forskningsprogrammer på hvordan de forskellige arters vækst og adfærd kan styres af faktorer som motion, manipulation af lys, samt mængde og kvalitet af foder.

Forurening og invasion af alger

Fiskeopdræt forudsætter et rent miljø. Nedbrudte økosystemer og en øget forurening skaber problemer for akvakulturens virksomheder. Når vildtlevende fisk mærker at der er giftstoffer i vandet, forsøger de at undslippe faren; men det er ikke muligt for fisk som er spærret inde i netbure i et havbrug. Derfor kan olieudslip eller udslip af giftige kemikalier få katastrofale følger for havbrugsfisk.

I 1988 blev mange chokerede da en vældig vækst af giftige alger langs Sveriges sydvestkyst og Norges sydlige kyster satte ind. Algerne dræbte fisk og andet liv i havet i store områder. Flere havbrug blev tømt, dels på grund af alger, og dels ved slagtninger som blev foretaget i hast. De fleste anlæg blev dog reddet fra algedøden ved at fiskeopdrætterne bugserede deres netbure ind i sikkerhed i fjordene. Nogle har kaldt denne katastrofe „det maritime Tjernobyl“, og eksperterne hælder til den anskuelse at det var den stigende forurening som bidrog til den øgede mængde alger.

Netburene er udsat for al slags vejr og skal kunne modstå is, hård sø og storme. Det er et stort tab for opdrætteren når et anlæg forliser og fiskene slipper ud. Desuden kan de undslupne fisk sprede sygdomme til de vildtlevende fisk, hvilket har været et alvorligt problem. Undslupne fisk kappes også med de vildtlevende fisk om føde og ynglepladser; og man frygter at det påvirker de lokale fiskebestande i negativ retning.

Alle er derfor enige om at anlæggene må sikres bedre hvis man vil forhindre rømninger. På dette område er der også sket fremskridt. Akvakultur i Norge oplyser at i de senere år „har virksomhederne og myndighederne gjort en stor indsats for at anlæggene kan klare store belastninger selv under de mest ekstreme vejrforhold“.

Sygdomsbehandling

Alt hvad der strider mod fiskenes natur eller afviger fra deres vante omgivelser, forårsager stress, og det skader deres immunsystem. En kombination af faktorer som opdrættede fisk er udsat for — stor koncentration af fisk, intensiv fodring, ophobning af organisk affald og et stigende antal forskellige smitstoffer — har affødt langt alvorligere sygdomsproblemer end man har oplevet blandt vildtlevende fisk. Dette har forårsaget store tab for virksomhederne.

Ganske vist kan mange af disse sygdomme behandles med for eksempel antibiotika, men længere tids brug af antibiotika er en trussel mod miljøet, hovedsagelig fordi det frembringer resistente bakterier — hvilket betyder at man må udvikle ny medicin. Medicinen kan også svække fiskene så de bliver mere modtagelige for andre sygdomme. Fiskeopdrætterne ønsker selvfølgelig at bryde denne onde cirkel.b

Det gamle ordsprog „Det er bedre at forebygge end at helbrede“ kan derfor godt overføres på fiskeopdræt. Man har gjort sig store anstrengelser for at opnå viden om hvordan man kan styrke fiskens naturlige immunforsvar. Denne forskning er nu rettet mod områder som optimering af foder, miljø i anlæggene, arbejdsrutiner, avl på fisk som er særlig modstandsdygtige over for sygdomme, og udvikling af effektive vacciner og vaccinationsmetoder. Denne forskning har givet gode resultater, og det ser ud til at fiskeopdrætsindustrien har fået overtaget i kampen mod sygdom.

Et erhverv i vækst

Akvakultur er en typisk egnsbestemt virksomhed som en lang række småbygder langs kysten er afhængige af. Der er sket en forbløffende vækst inden for akvakulturens industri siden den slog an. Den samlede værdi af akvakulturens produkter beløb sig i 1990 til mere end 138 milliarder kroner på verdensplan. Norge er leverandør af over halvdelen af det samlede antal opdrættede atlanterhavslaks i verden, og der eksporteres til mere end 90 lande over hele kloden.

Atlanterhavslaks har indtil nu været det vigtigste produkt, men der findes allerede en begrænset mængde opdrættede torsk og helleflyndere på markedet. Akvakulturindustrien ønsker at blive fast leverandør af friske kvalitetsfisk året rundt.

Sørgeligt nok lader mennesker sig ofte drive af grådighed, og det er også sket inden for akvakulturindustrien. I nogle tilfælde er miljømæssige hensyn blevet tilsidesat på grund af ønsket om at tjene penge i en fart. Men opdrættere med en sådan indstilling bør tænke på hvor hurtigt naturen kan hævne sig. De må indse at det i sidste ende gavner dem selv at tage hensyn til miljøet. Før eller siden vil man få belønningen for at have forvaltet jordens ressourcer i overensstemmelse med Skaberens oprindelige hensigt — i harmoni med naturen og dens komplekse økosystemer.

[Fodnoter]

[Illustrationer på side 15]

Fiskene sættes ud i havet i flydende netbure

Hunnerne bliver forsigtigt „strøget“ for rogn

Når fiskene har nået den rigtige størrelse bliver de taget op og slagtet

[Kildeangivelse]

Fotos: Vidar Vassvik/Eksportutvalget for fisk