Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g95 8/9 s. 28-29
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1995
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Kirker i Tyskland tager deres del af skylden for Holocaust
  • En helligdom for opløsning af parforhold
  • Øjet har flere funktioner
  • En „skytshelgen“ for film
  • Liv efter døden eller hallucination?
  • Halvdelen af Jorden stadig uberørt
  • Hasardspillere for Gud?
  • Ulemper ved langvarigt sengeleje
  • Verdens rigeste nationer
  • Walsingham — Englands omstridte helligsted
    Vågn op! – 1994
  • Bibelen forandrer folks liv
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2011
  • Bøn — tomt ritual eller meningsfyldt kommunikation?
    Vågn op! – 1981
  • Er kristenhedens kirker ved at miste grebet?
    Vågn op! – 1980
Se mere
Vågn op! – 1995
g95 8/9 s. 28-29

Vi betragter verden

Kirker i Tyskland tager deres del af skylden for Holocaust

Januar 1995 markerede 50-året for befrielsen af koncentrationslejren Auschwitz i Polen, hvor nazisterne systematisk forfulgte jøder, slavere, sigøjnere, Jehovas vidner og andre. Nogle kirker i Tyskland har påtaget sig en del af skylden. Ifølge avisen Süddeutsche Zeitung indrømmer Den Tyske Bispekonference i sin beskrivelse af „vort lands og vor kirkes skyldbetyngede historie“, at „der hviler stor skyld på katolikker. Ikke så få gav den nationalsocialistiske ideologi deres fulde støtte og så gennem fingre med de forbrydelser der blev begået.“ Formanden for Det Protestantiske Kirkeråd i Tyskland siger: „I denne bitre sandhedens time må vi erkende at både kristen teologi og kirken har haft en andel i den længe eksisterende fremmedgørelse af jøderne og fjendskabet mod dem.“

En helligdom for opløsning af parforhold

Folk der ønsker at blive skilt eller som håber på at et andet parforhold skal gå i stykker, strømmer nu til en shintohelligdom i byen Ashikaga, 80 kilometer nord for Tokyo. Helligdommen for Brudte Forbindelser siges at være det eneste shintotempel i Japan hvor det er acceptabelt at bede for skilsmisse, skriver avisen Asahi Evening News. Hver dag ankommer skarer af tilhængere. De skriver deres bønner på en ema, en tynd tavle af træ, hænger den op i området omkring helligdommen og beder guderne om at svare. Avisen skriver, at da alteret blev rejst for cirka hundrede år siden, „opsendte velhavende købmænds koner bønner om at deres mænd ville forlade elskerinden og vende tilbage til familien“. De indtrængende bønner der bedes i dag handler dog ikke længere om forsoning.

Øjet har flere funktioner

Ifølge forskere har det menneskelige øje mere end én funktion. Ud over at give os evnen til at se, er der en anden funktion som blev opdaget for nylig og beskrevet i The New England Journal of Medicine, nemlig at registrere de lysimpulser som regulerer kroppens biologiske ur. Eftersom dette foregår uafhængigt af synsevnen, kan selv de der er helt blinde og som ikke kan opfatte lys, have et velfungerende biologisk ur. Denne opdagelse kan få betydning for behandlingen af blinde. Det er for eksempel almindelig praksis at fjerne øjnene på blinde og erstatte dem med kunstige øjne, som kosmetisk set er mere tiltalende. Blinde bliver som regel heller ikke undersøgt for lidelser som glaukom, der hindrer nethinden i at registrere lys. Ifølge lederen af forskningsholdet, dr. Charles A. Czeisler, medfører dette at mange ikke længere kan indstille deres „indre ur“ efter en 24-timers cyklus, og derfor konstant lider af en søvnforstyrrelse der ligner jetlag.

En „skytshelgen“ for film

Inden længe vil filmindustrien få sin egen „skytshelgen“, skriver Madridavisen El País. I forbindelse med fejringen af 100-året for filmindustrien er Vatikanet ved at bedømme mulige kandidater. Favoritten er Frans af Assisi, opfinderen af krybbetableauet, der af nogle filmproducenter betragtes som forstadiet til en „Hollywoodkulisse“. Et andet forslag er Johannes Bosco, en salesiansk præst der brugte underholdning i sin undervisning af børn. En filminstruktør foreslår „Sankt Domingo de Guzmán, som var ophavsmand til inkvisitionen — en af de første helt store forestillinger“. Et fænomen af nyere dato, nemlig fjernsynet, har allerede „Santa Clara“ som sin „skytshelgen“. Valget faldt på hende fordi hun måtte overvære messen ved at kigge igennem et vindue i den fængselscelle hvor hun var indespærret. Der er dog ingen vidnesbyrd om at helgener har indflydelse på programmerne.

Liv efter døden eller hallucination?

Der skrives ofte i nyhedsmedierne om „nær-død-oplevelser“, hvor patienter som har været tæt på at dø mener at have fået et glimt af livet efter døden. Forsøg foretaget af et hold tyske neurologer synes at vise at sådanne oplevelser skyldes iltmangel, der kan forårsage hallucinationer. Ifølge den hollandske avis De Gooi en Eemlander undersøgte forskerholdet 42 raske unge personer som blev gjort bevidstløse i op til 22 sekunder ved hjælp af hyperventilation. Bagefter beskrev forsøgspersonerne sanseindtryk og drømme der havde en påfaldende lighed med „nær-død-oplevelser“. Nogle fortalte at de kunne se stærke farver og kraftige lys, og at de opfattede sig selv i fugleperspektiv og så deres familie og venner i dejlige omgivelser, og så videre. De fleste syntes at disse oplevelser var så behagelige og fredfyldte at de foretrak den bevidstløse tilstand.

Halvdelen af Jorden stadig uberørt

„Trods menneskehedens ihærdige bestræbelser er lidt over halvdelen af jordens landoverflade stadig vildmark,“ oplyser tidsskriftet New Scientist. En ny undersøgelse „viser at 90 millioner kvadratkilometer land, cirka 52 procent af jordens samlede landområde, stadig er uberørt“. Hvorfor er dette tal så meget højere end det man kom frem til i en undersøgelse fra 1989, hvoraf det fremgik at en tredjedel af jorden var vildmark? Det er fordi den seneste undersøgelse, foretaget af Lee Hannah fra et naturfredningsinstitut, indbefatter områder på ned til 1000 kvadratkilometer i forhold til 4000 tidligere. „En mere dybtgående undersøgelse ville højst sandsynligt vise at en endnu større procentdel af jorden stadig er uberørt af mennesker,“ står der i artiklen. Men Lee Hannah tilføjer at en stor del af disse uberørte landområder består af „klipper, is og hvirvlende sand“, ugæstfri forhold for både mennesker og dyr. „Menneskene har forrykket balancen i naturen i næsten tre fjerdedele af jordens beboelige områder,“ siger han. Undersøgelsens tre kategorier var: uberørt (52 procent), delvis uberørt (24 procent), og opdyrket eller beboet (24 procent).

Hasardspillere for Gud?

Hvert år strømmer cirka 29 millioner mennesker fra hele verden til Las Vegas i Nevada i USA. De fleste kommer for at spille, og mange af disse vil i kirke. Derfor har det katolske stift i området for nylig bygget en kirke til 3,5 millioner dollars, med 2200 siddepladser; den ligger blot én gade fra fire af byens største kasinoer. Da hen ved 80 procent af de besøgende er turister der hovedsagelig er kommet til byen for at spille, opfordrer kirken dem til at bruge jetoner når der optages kollekt. I kirkens gavebod kan de besøgende anvende deres jetoner som betalingsmiddel. På et tidspunkt havde kirken ansat en franciskanermunk til at tage rundt på samtlige kasinoer for at indløse de jetoner der var blevet skænket til kirken.

Ulemper ved langvarigt sengeleje

„Langvarigt sengeleje kan skade patienter mere end det kan gavne dem,“ hævder Londonavisen The Times. Allerede for 50 år siden havde lægen sir Richard Asher sat spørgsmålstegn ved denne almindelige praksis. Han gjorde opmærksom på sundhedsfarer som blodpropper, tab af muskelvæv, kalkmangel i knoglerne, nyresten, forstoppelse og depression. Undersøgelser har siden bekræftet denne advarsel. Obduktioner har desuden vist at risikoen for dannelse af blodpropper, med en dødelig blodprop i lungen til følge, er direkte forbundet med varigheden af sengelejet før patientens død. På den anden side anbefaler læger sengeleje når det drejer sig om akutte iskiassmerter og komplikationer i den sidste del af et svangerskab. I tilfælde af andre akutte og alvorlige sygdomme er der måske intet alternativ til sengeleje. Men nogle læger mener at når den værste krise er overstået, vil dét at stå ud af sengen og bevæge sig hjælpe én til hurtigere at komme til hægterne igen.

Verdens rigeste nationer

Ifølge en rapport fra Verdensbanken er Schweiz verdens rigeste nation. I 1993 udgjorde landets bruttonationalprodukt — værdien af den samlede produktion af varer og tjenesteydelser — 36.410 dollars pr. indbygger. Dette er næsten 12.000 dollars mere end i USA. Næst efter Schweiz kommer Luxembourg, Japan, Danmark, Norge, Sverige, De Forenede Stater, Island, Tyskland og Kuwait. Moçambique er stadig verdens fattigste nation med et BNP på kun 80 dollars pr. indbygger. Det er påfaldende at flere af de olieproducerende lande fra Mellemøsten ikke står opført på denne seneste top-ti-liste, men dette hænger uden tvivl sammen med de dalende oliepriser. Hvis det drejer sig om købekraft ser listen dog anderledes ud. Eftersom priserne er lavere i USA end i de fleste velhavende lande, får amerikanere mere valuta for pengene end folk andre steder, undtagen i Luxembourg. Da ændres rækkefølgen på listen til: Luxembourg, De Forenede Stater, Schweiz, De Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Hongkong, Japan, Tyskland, Singapore og Canada.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del