Jorden — Guds gave til os

„I BEGYNDELSEN skabte Gud himmelen og jorden“, hvorefter han konkluderede at det var „virkelig godt“. (1 Mosebog 1:1, 31) Ingen affaldsdynger skæmmede Jorden, og ingen affaldsdumpninger forurenede den. Menneskeheden fik en smuk gave: „Himmelen — himmelen tilhører Jehova, men jorden har han givet til menneskesønnerne.“ — Salme 115:16.

I Esajas 45:18 fortæller han om sin hensigt med Jorden: „Således har Jehova, der har skabt himmelen, sagt, Han, den sande Gud, der har dannet jorden og frembragt den, Han som grundfæstede den, som ikke skabte den forgæves, men dannede den til at bebos: ’Jeg er Jehova, og der er ingen anden.’“

Han har udtrykkelig sagt hvilket ansvar menneskene har i forbindelse med Jorden, nemlig at de skal „dyrke den og tage sig af den“. — 1 Mosebog 2:15.

Jehova har selv sat eksemplet ved at tage sig af Jorden. Blandt andet ved at sørge for de kredsløb som alt levende på Jorden er afhængigt af. En særudgave af Scientific American indeholdt artikler om nogle af disse kredsløb, deriblandt: Jordens og biosfærens energikredsløb, samt vandets, iltens, kulstoffets, kvælstoffets og mineralernes kredsløb.

Jorden er både storslået og smuk

Den kendte biolog Lewis Thomas har i det videnskabelige tidsskrift Discover fremsat følgende ubetingede hyldest til Jorden:

„Det er Jorden der overvælder os mest, den mærkeligste struktur vi indtil nu har kendskab til i universet, . . . den største af alle kosmologiske gåder, en gåde som trodser alle vore anstrengelser for at forstå den. Vi er først lige ved at begynde at forstå hvor mærkelig og fantastisk den er, hvor åndeløst betagende den er, denne smukke planet der kredser om Solen, omgivet af sin egen blå atmosfæreboble, hvori den frigør og optager sin egen ilt, binder sit eget kvælstof i muldjorden og frembringer sit eget vejr oven over sine regnskove, samt danner sit eget skjold af levende organismer: kridtklinter, koralrev, fossiler af tidligere livsformer der nu dækkes af flere lag nyt liv som indgår i et indbyrdes samspil over hele kloden.“

Dette er blot noget af det Jehova har gjort for at Jorden kan blive ved med at være en smuk gave til menneskene, en planet der er skabt til for evigt at være hjem for mennesker og millioner af andre levende skabninger. I Salme 104:5 siges der: „Han har grundlagt jorden på dens fundamenter; den skal aldrig i evighed rokkes.“ En anden inspireret skribent har også omtalt Jordens bestandighed: „En generation går bort, og en generation kommer; men jorden består evindelig.“ — Prædikeren 1:4.

Astronauter der har kredset om Jorden har udførligt beskrevet denne smukke, skrøbelige kugle der svæver i kredsløb om Solen, og de har givet udtryk for at mennesket må værdsætte dens skønhed og tage sig af den. Da astronauten Edgar Mitchell første gang så Jorden fra rummet, sagde han over radioen til Houston: „Den ligner en funklende blåhvid juvel . . . Besat med langsomt roterende hvide slør . . . En lille perle i mysteriets uendelige, sorte hav.“ Astronauten Frank Bormans reaktion var: „Vi er fælles om en meget smuk planet. . . . det mest forunderlige er hvorfor i alverden vi ikke kan værdsætte det vi har.“ En af astronauterne der var med Apollo 8 på rejsen til Månen har skrevet: „I hele universet, uanset hvorhen vi så, var det kun tilbage på Jorden der var farver at se. Der kunne vi se de kongeblå have, landjordens brunlige farver, og de hvide skyer. . . . Det var det smukkeste der var at se i hele himmelrummet. Folk hernede forstår ikke virkelig hvad det er de har.“

Hvor sandt! Folk forstår ikke hvilken skat de har fået betroet. I stedet for at værne om denne gave fra Gud, forurener og ødelægger de den. Dette har også astronauterne lagt mærke til. Paul Weitz, lederen af den første flyvning med rumskibet Challenger, har sagt at set fra rummet er den skade mennesket har forvoldt Jordens atmosfære „forfærdende“. „Denne verden er ulykkeligvis ved hurtigt at blive en grå planet.“ Han tilføjede: „Hvad er budskabet? Vi tilsmudser vor egen rede.“ Og denne ødelæggelse har især grebet om sig her i „de sidste dage“. Jehova har udtalt sin dom over dem der ødelægger Jorden, nemlig at han vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“. — Åbenbaringen 11:18.

Et utaknemmeligt samfund der er uværdigt til Guds gave

Et materialistisk samfund har trådt åndelige værdier under fode for at give kødet frit råderum. De praktiske retningslinjer Jehova gav menneskene for at de kunne opnå tilfredshed og lykke, er blevet skubbet til side af den selviske jeg-dyrkelse som karakteriserer vor tid.

Andet Timoteusbrev 3:1-5 giver en perfekt beskrivelse af de farlige tider vi oplever: „Dette skal du vide, at i de sidste dage vil kritiske tider som er vanskelige at klare, være her. For menneskene vil være egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, gudsbespottere, ulydige mod forældre, utaknemmelige, illoyale, uden naturlig hengivenhed, uforsonlige, bagvaskere, uden selvbeherskelse, vilde, uden kærlighed til det gode, forrædere, egenrådige, opblæste, venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud, idet de har en ydre form for gudhengivenhed, men er en benægtelse af dens kraft; og fra disse skal du vende dig bort.“

Kommercialisme fører til „forbrugerisme“, og reklamebranchen er dens håndlanger. En stor del af reklamerne er passende; en stor del af dem er upassende. Det sidste illustreres af Eric Clarks kommentar i The Want Makers (Ønskemagerne): „Reklamerne er ikke blot en hjælp til at sælge de forkerte ting til folk der ikke har råd til dem, men ofte også til alt for høje priser.“ Alan Durning siger i World Watch: „Reklamefolk sælger ikke produkter, men livsstile, holdninger og fantasier, idet de skaber en forbindelse mellem deres produkt og sjælens inderste ønsker.“ Reklamen har som mål at gøre os utilfredse med det vi har, og få os til at ønske noget vi ikke behøver. Den skaber et umætteligt begær; den fører til et nedbrydende overforbrug, og den er en medvirkende årsag til at lossepladser der forurener Jorden hastigt breder sig. Dens underfundige argumenter baner sig vej til de udpinte, som lever i håbløs fattigdom. Mange reklamefolk markedsfører aggressivt produkter som de ved er dødbringende eller sygdomsfremkaldende.

Det der betyder noget er imidlertid vort forhold til Gud, hvilket fremgår af Prædikeren 12:13: „Enden på sagen, når alt hermed er hørt, er: Frygt den sande Gud og hold hans bud. For det er alt hvad mennesket har at gøre.“ De der gør dette, vil kvalificere sig til at opnå liv i Jehovas rene paradis. Jesus gav dette løfte: „I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud, de som har gjort det der er godt, til en livets opstandelse, de som har øvet det der er slet, til en dommens opstandelse.“ — Johannes 5:28, 29.

En tid hvor Guds gave bliver værdsat

Til den tid vil Jorden blive utrolig smuk. Jehova har givet os følgende betagende beskrivelse: „Jeg [Johannes] så en ny himmel og en ny jord; den tidligere himmel og den tidligere jord var nemlig forsvundet, og havet er ikke mere. . . . [Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ — Åbenbaringen 21:1, 4.

Lossepladser, giftaffald og de der skaffer sig af med deres affald ved at belemre andre med det, vil være noget af det der forsvinder. Til den tid vil der kun leve mennesker på Jorden som elsker deres næste som sig selv, som priser Jehova for den gave Jorden er, og som ønsker at værne om den og bevare den som et paradis. — Mattæus 22:37, 38; 2 Peter 3:13.

[Ramme på side 11]

Tomheden i materialismen

Følgende ord af Jesus indeholder en uomtvistelig sandhed: „Hold jeres øjne åbne og vogt jer for enhver form for havesyge, for selv om et menneske har overflod, hidrører hans liv ikke fra det han ejer.“ (Lukas 12:15) Det er ikke hvad vi har, men hvad vi er, der betyder noget. Vi kan så let blive opslugt af den hektiske aktivitet omkring os — jaget efter penge, materielle ting og alle de fornøjelser som kødet måtte ønske — og samtidig tro at vi lever livet fuldt ud og ikke går glip af noget, mens vi i virkeligheden går glip af det bedste livet kan tilbyde.

Først når livet er ved at ebbe ud indser man hvad man er gået glip af. Vi indser sandheden i Bibelens ord: Livet er meget kort — en tåge der forsvinder, lidt røg, et pust, en skygge der glider forbi, det grønne græs der visner, en blomst der går ud. Hvor blev livet af? Hvad har vi udrettet? Hvorfor har vi levet? Er det alt hvad livet kan give — endeløs tomhed og jag efter vind? — Job 14:2; Salme 102:3, 11; 103:15, 16; 144:4; Esajas 40:7; Jakob 4:14.

En døende hospitalspatient ligger og betragter en solbeskinnet bakke med græs og ukrudt, han ser nogle få blomster der kæmper for at overleve og en spurv der pirker efter korn i jorden. Det er egentlig ikke noget særligt. Men for den døende mand er det smukt. Han overvældes af en sørgmodig længsel når han tænker på de små glæder han er gået glip af, de små ting der betyder så meget. Det er alt for hurtigt forbi.

I De Græske Skrifter siger Bibelen ganske enkelt: „Vi har ikke bragt noget med ind i verden, og vi kan heller ikke bringe noget med ud. Når vi har føde og klæder skal vi være tilfredse med det.“ (1 Timoteus 6:7, 8) De Hebraiske Skrifter siger det måske endnu mere direkte: „Ganske som man kom frem af sin moders liv — nøgen vil man igen gå bort, som da man kom; og slet intet kan man bære med sig for sin møje, gå bort med i sin hånd.“ — Prædikeren 5:15.

[Kildeangivelse på side 8]

Foto: NASA