Kastratsangere — lemlæstelse i religionens navn

Kastratsangerne var mandlige sangere der havde en mands kræfter men en drengs stemme. Deres æra var en sørgelig periode. Hvem var de? Svaret fortæller om en chokerende praksis — lemlæstelse i religionens navn.

NOGLE fødes som eunukker, men mange bliver det først senere. Af udseende og statur er de mænd, men de har mistet forplantningsevnen. På et tidspunkt under deres fysiske udvikling eller endda senere i livet, er de, enten frivilligt eller ved tvang, blevet kastreret.

Hvorfor valgte nogle mænd i gammel tid at lemlæste sig selv eller andre mænd på denne måde? Ofte blev det gjort i religionens navn.

Fortidens eunukker

For tusinder af år siden benyttede assyrerne kastration som afstraffelsesmetode. I Ægypten var det straffen for ægteskabsbrud. I fortidens Friesland (i dag en del af Holland) blev tyve der stjal fra et tempel kastreret inden de blev henrettet.

I Rom var kastration forbudt under kejser Domitian og kejser Nerva i det første århundrede e.v.t., men blev genindført under rigets sidste krampetrækninger. I det niende århundrede udstedte kong Alfred den Store af England en lov om at en tjener skulle kastreres hvis han voldtog en tjenerinde.

Eunukker havde også en fremtrædende rolle i religiøse riter. Eunukker såvel som jomfruer tjente gudinden Artemis i byen Efesus. Mænd lod sig kastrere i vilde ceremonier for at ære den syriske Astarte fra Hierapolis, hvorefter de klædte sig som kvinder resten af livet.

„Den der kastrerer sig selv eller andre er ikke en af mine disciple,“ sagde Muhammed. Trods dette forbud var eunukker værdsat som slaver i de muslimske lande, hvor de blev brugt som vogtere af haremmer og helligdomme. Således blev denne gren af slavehandelen videreført. Unge mænd som blev hentet fra Sudan og de nærliggende nordafrikanske lande indbragte slavehandlerne en enorm fortjeneste.

I begyndelsen af det 19. århundrede besøgte Johann L. Burckhardt det sydlige Ægypten, hvor han kunne iagttage kastrerede drenge der skulle sælges som slaver. Indgrebet blev foretaget på drengene når de var mellem 8 og 12 år, og det var to munke fra den koptiske kirke der udførte det. „De var foragtede på grund af deres erhverv,“ fortæller Burckhardt.

Dette rejser spørgsmålet: I hvilken udstrækning har kristenheden været involveret i denne praksis, og af hvilke grunde?

Eunukker i kristenheden

Origenes — bedst kendt for sin Hexapla, en seksspaltet udgave af De Hebraiske Skrifter — blev født omkring år 185 e.v.t. Som 18-årig var han allerede berømt for sine foredrag om kristendommen. Han var imidlertid bekymret for at hans popularitet blandt kvinder ville blive misforstået. Som følge heraf tog han Jesu ord om at „der er eunukker som selv har gjort sig til eunukker på grund af himlenes rige“ helt bogstaveligt og lod sig kastrere. (Mattæus 19:12)a Det var en umoden, impulsiv handling — som han senere bitterligt fortrød.

Det er interessant at det allerførste bud fra kirkemødet i Nikæa i år 325 udtrykkeligt udelukker at kastrerede mænd kan blive præster. Angående denne beslutning siger teologen J. W. C. Wand: „Det er muligt at nogle havde ønsket at følge Origenes’ eksempel i denne henseende ved at gøre sig til eunukker . . . og det var vigtigt at kristne ikke blev opmuntret til at følge en skik der i højere grad var et kendetegn for tilhængerne af visse hedenske religioner.“

Ved at træffe denne vigtige beslutning søgte kristenhedens religiøse ledere at tage afstand fra den afskyelige praksis. Men som vi skal se, gik det ikke som de havde håbet. Lad os i det følgende betragte en velkendt beretning.

I år 1118 blev Peter Abelard, en filosof og teologistuderende, forelsket i Héloïse, en ung pige han gav privatundervisning. Abelard var endnu ikke blevet ordineret og havde derfor ikke aflagt cølibatløfte. Abelard og Héloïse giftede sig i al hemmelighed og fik en søn. Men Héloïses onkel, Fulbert, kannik i den romersk-katolske katedral i Paris, mente at hun var blevet forført, og han fik Abelard tvangskastreret. Dette barbariske overgreb, udtænkt af en højtstående gejstlig, førte til at to af gerningsmændene blev straffet ved selv at blive kastreret.

Under særlige omstændigheder blev kastration altså stadig accepteret som afstraffelsesmetode. Men denne ugudelige praksis skulle snart blive fremmet af den romersk-katolske kirke på grund af kirkesangen.

Kirkekor

Sang har gennem tiden været en vigtig del af den græsk-ortodokse og romersk-katolske liturgi. Kirkekoret består hovedsagelig af drenge med sopranstemmer. Men en drengs stemme går i overgang i begyndelsen af teenageårene, så hvordan skulle kirken klare den konstante udskiftning i koret og det konstante behov for oplæring det medførte? I nogle tilfælde benyttede man meget høje mandsstemmer, falsetstemmer, men de havde en tynd klangfarve og var ikke en tilfredsstillende erstatning for drengesopraner.b

Kvindelige sopraner var et indlysende alternativ, men fra de ældste tider havde paven forbudt kvinder at synge i kirken. Hertil kom at kirkesangerne kunne blive anmodet om at assistere præsten, en opgave der udelukkende var forbeholdt mænd. Kvinder kunne derfor ikke benyttes til at supplere kirkekorene.

I 1588 forbød pave Sixtus V kvinders sang på alle offentlige scener i teatre og operahuse. Dette forbud blev gentaget af pave Innocens XI omkring 100 år senere. Forskeren Angus Heriot siger: „Modviljen mod at kvinder optrådte på teatre, og dét at man satte deres køn i forbindelse med prostitution og tøjlesløshed, var en gammel tradition der gik tilbage til St. Augustins tid og endda tidligere.“ På grund af denne stejle holdning skabte kirken imidlertid et andet og alvorligere problem — kastratsangere.

Hvem var kastratsangerne, og hvilken rolle spillede kristenheden i den forbindelse?

Lemlæstelse i musikkens navn

Både operahuse, offentlige teatre og pavekor havde brug for sopraner. Hvad skulle man gøre? Man havde længe vidst at en drengs stemme ikke går i overgang hvis han bliver kastreret. Stemmebåndet vokser kun en lille smule mens brystkassen og mellemgulvet udvikler sig normalt. Det bevirkede at kastratsangerne sang med en mands styrke men med en drengs stemme — „sådan forestillede man sig at englesang lød,“ siger Maria Luisa Ambrosini i The Secret Archives of the Vatican. Hvis man kastrerede drengene på forskellige alderstrin var det i en vis udstrækning muligt at regulere stemmelejet.

Den græsk-ortodokse kirke havde benyttet kastrater som kordrenge fra og med det 12. århundrede, men hvad kunne den romersk-katolske kirke gøre? Ville den nu også tillade og ansætte kastratsangere?

Padre Soto sang i 1562 i pavekoret, og står opført som falset i Vatikanets optegnelser. Men Soto var kastrat. Mindst 27 år før pave Sixtus V i år 1589 havde udstedt en bulle der betød at koret i Peterskirken kom til at indbefatte fire kastrater, havde Vatikanet altså lige så stille tilsidesat bestemmelsen fra kirkemødet i Nikæa.

Fra og med 1599 fik Vatikanets brug af kastratsangere det blå stempel. Da kirkens højeste myndighed officielt havde godkendt denne skik, blev kastratsangere accepteret. Gluck, Händel, Meyerbeer og Rossini er nogle af dem der komponerede både kirkelig og verdslig kormusik for kastratsangere.

Popularitet, forældre og den offentlige mening

Kastratsangerne blev hurtigt populære. For eksempel var pave Clemens VIII (1592-1605) meget betaget af stemmernes smidighed og smukke klang. Enhver der udførte kastrationen kunne forvente at blive ekskommunikeret, men eftersom kirkens musikalske behov havde forrang, var der en stadig strøm af drenge til rådighed.

Forretninger reklamerede med: „Qui si castrono ragazzi“ (Her kan drenge blive kastreret). På en barbers reklameskilt stod der flot: „Her foretages kastration af sangere til pavens kapelkor.“ Det hævdes at omkring 4000 italienske drenge af den grund er blevet kastreret i det 18. århundrede. Man ved ikke hvor mange der er døde under indgrebet.

Hvorfor tillod forældre at deres sønner blev lemlæstet på denne måde? Kastratsangernes forældre var som regel fattige. Hvis en søn havde musikalske evner kunne han blive solgt til en musikalsk institution. Andre blev rekrutteret fra korene ved Peterskirken i Rom og fra lignende kirkeakademier. Forældrene håbede naturligvis at deres søn ville blive berømt så han kunne sørge godt for dem i deres alderdom.

Det var derfor ofte en stor tragedie når det blev åbenbart at drengens stemme ikke kunne trænes. I slutningen af det 18. århundrede skrev Johann Wilhelm von Archenholz bogen A Picture of Italy, hvori han forklarer at det blev tilladt disse vragede drenge, samt tiloversblevne kastratsangere, „at bestride [kirkelige] embeder“ og læse messe. Dette var et resultat af en usædvanlig præcedens som Peterskirken havde skabt, da den, som en overtrædelse af kirkebudet, egenmægtigt i 1599 havde ordineret to kastrater til romersk-katolske præster og andre siden hen.

Pave Benedikt XIV henviste til beslutningen fra kirkemødet i Nikæa og indrømmede at kastration var forbudt. Men i 1748 afviste han blankt et forslag fra sine egne biskopper om at forbyde kastratsangere fordi han frygtede at kirkerne ville komme til at stå tomme hvis han gjorde det. Det understreger kirkemusikkens tiltrækningskraft og betydning. Kastratsangerne fortsatte derfor med at synge i Italiens kirkekor, både i Peterskirken og i Vatikanets Sixtinske Kapel.

I 1898 pensionerede pave Leo XIII diskret Vatikanets kastratsangere da den offentlige mening havde vendt sig mod kastration. I 1903 forbød hans efterfølger, pave Pius X, formelt kastratsangere i pavens kapel. Men pave Sixtus’ bulle, der havde introduceret dem, blev aldrig formelt trukket tilbage.

Den sidste professionelle kastratsanger, Alessandro Moreschi, døde i 1922. I 1902 og 1903 indspillede han nogle sange der stadig er mulighed for at høre. På omslaget til disse indspilninger bliver han beskrevet som „Soprano della Cappella Sistina (Sopran i Det Sixtinske Kapel)“. Musikanmelderen Desmond Shawe-Taylor har skrevet: „Stemmen, ubestrideligt en sopran, minder hverken om en drengs eller en kvindes.“

Dette var afslutningen på den hensynsløse lemlæstelse af drenge i kunstens navn. En „afskyelig praksis“, skriver The Encyclopædia Britannica — som den romersk-katolske kirke alligevel tolererede i århundreder.

Kastration i 1990’erne?

Kastratsangerne findes altså ikke mere. Men betyder det at kastration i religionens navn også er afskaffet? Desværre ikke. Tidsskriftet The Independent Magazine oplyser at der er en million eunukker i Indien som bor i religiøse samfund. Hvem er de? De kaldes hijraer.

De fleste hijraer er muslimer — selv om der er mange hinduer iblandt dem — og de tilbeder Bharuchra Mata, en hinduisk gudinde fra Gujarat. De fleste hijraer vælger selv at blive kastreret. Nogle hævder imidlertid at op mod tusind indiske mænd hvert år bliver kastreret med magt for at tvinge dem til at blive hijraer, hvorefter de sælges til den højestbydende guru.

Hijraerne bliver ledet af et hierarki af guruer, og forskellige hijra-klaner har delt byerne op i territorier. Hijraerne lever af at tigge og prostituere sig ved templerne. De bliver som regel foragtet men også frygtet, fordi de menes at besidde en ond magisk kraft. Af den grund betaler folk dem for at velsigne spædbørn og nygifte.

Det siges at nogle hijraer er stukket af. Men „hijra-mafiaen, som man mener kontrollerer kastrationerne, arbejder under et slør af tavshed og terror,“ skriver India Today.

Befrielse

Vil verden nogen sinde blive befriet for en sådan ondskab? Ja! De mange synder begået af den falske religions verdensimperium — i Bibelen identificeret som en skøge, „Babylon den Store“ — „har hobet sig op, helt op til himmelen“. Det er trosstyrkende at få at vide at alle disse gudvanærende skikke snart vil blive fjernet. Dette fremgår af Bibelens sidste bog, Åbenbaringen, kapitel 18, og især af vers 2 og 5.

[Fodnoter]

[Ramme på side 13]

Den højeste norm

Under Lovpagten viste Jehovas bud klart at en eunuk ikke kunne tilhøre Israels menighed. (5 Mosebog 23:1) Det var heller ikke tilladt at lade sig kastrere. Opslagsværket Encyclopaedia Judaica skriver: „Jødisk lov tog klart afstand fra sådanne indgreb.“ Som følge heraf blev ingen israelitter eller fastboende udlændinge gjort til eunukker for at kunne gøre tjeneste i de israelitiske kongers palads; som en modsætning til dette blev der brugt eunukker ved andre kongelige hoffer, for eksempel ved den persiske konge Ahasverus’ hof. — Ester 2:14, 15; 4:4, 5.

[Illustration på side 12]

Pave Sixtus V’s beslutning banede vej for kastratsang

[Kildeangivelse]

The Bettmann Archive