Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g96 22/4 s. 12-18
  • Ledet af min tro på Gud under kommunistisk styre

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Ledet af min tro på Gud under kommunistisk styre
  • Vågn op! – 1996
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Jeg får tro på Gud
  • Min søgen belønnes
  • Afgørelser jeg måtte træffe
  • En forsker ændrer sine synspunkter
  • Forkyndelse under forbud
  • Jeg tager imod tugt
  • Enestående velsignelser
  • Over 40 år under kommunistisk forbud
    Vågn op! – 1995
  • Hvordan min drøm gik i opfyldelse
    Vågn op! – 2002
  • ’De stammendes tunge vil tale’
    Vågn op! – 1996
  • Glæde i Østeuropa
    Vågn op! – 1991
Se mere
Vågn op! – 1996
g96 22/4 s. 12-18

Ledet af min tro på Gud under kommunistisk styre

FORTALT AF ONDREJ KADLEC

I SOMMEREN 1966 ledede jeg en sightseeingtur i min hjemby, Prag i Tjekkoslovakiet. Fyldt med begejstring over min nyfundne tro talte jeg om Gud mens jeg viste gruppen byens imponerende kirker og helligdomme.

„Er du et af Jehovas vidner?“ spurgte en amerikansk professor i økonomi.

„Nej,“ svarede jeg. „Jeg har aldrig hørt om Jehovas Vidner. Jeg er katolik.“

Jeg får tro på Gud

Jeg er født i 1944 og opdraget af forældre som spillede en fremtrædende rolle inden for uddannelse, politik og lægevidenskab. I 1946, året efter Anden Verdenskrigs afslutning, blev min far kommunist. Han var faktisk med til at stifte den kommunistiske reformbevægelse, og i 1966 blev han kansler på Prags universitet for økonomiske anliggender. Få år senere blev han udnævnt til undervisningsminister. På det tidspunkt var Tjekkoslovakiet et kommunistisk og ateistisk land.

Min mor var en yderst retskaffen og begavet kvinde. Hun var øjenkirurg, og blev anset for at være landets dygtigste. Ikke desto mindre tilbød hun gratis lægebehandling til de mindrebemidlede. Hun sagde gerne: „Uanset hvilke evner man har, skal de bruges til gavn for samfundet og nationen.“ For ikke at forsømme arbejdet på sin klinik undlod hun endog at tage barselsorlov da jeg blev født.

Det forventedes at jeg blev dygtig i skolen. Far kunne finde på at spørge: „Er der nogen der klarer sig bedre end dig?“ Jeg fik ofte udmærkelser i skolen, og kunne derfor efterhånden godt lide konkurrencejaget. Jeg lærte russisk, engelsk og tysk og rejste vidt omkring i og uden for de kommunistiske lande. Jeg nød at tilbagevise alle religiøse forestillinger som værende ren og skær overtro. Selv om jeg fuldt ud gik ind for ateisme, afskyede jeg den måde den blev brugt på i politisk øjemed.

En rejse til England i 1965, da jeg kun var 21 år gammel, gjorde et dybt indtryk på mig. Dér mødte jeg folk som kunne forsvare deres tro på et Højere Væsen med overbevisende og logiske argumenter. Da jeg vendte tilbage til Prag gav en af mine bekendte som var katolik, mig dette forslag: „Du skal ikke læse om kristendommen. Du skal læse Bibelen.“ Og det gjorde jeg så. Det tog mig tre måneder at læse hele Bibelen.

Det der gjorde indtryk på mig var den måde bibelskribenterne fremlagde deres budskab på. De var ærlige og selvkritiske. Jeg fik efterhånden tro på at den vidunderlige fremtid de skrev om, var noget kun en personlig Gud kunne udtænke og have magt til at gennemføre.

Efter at have læst og grundet over Bibelen i flere måneder, følte jeg mig rustet til at tage kampen op med min far og mine venner. Jeg vidste at de ville rejse indvendinger mod min nyfundne tro. Fra da af blev jeg en ivrig forkynder. Hvem jeg end kom i kontakt med, som for eksempel den amerikanske professor jeg nævnte i indledningen, måtte høre på min missioneren. Jeg hængte endda et krucifiks på væggen over min seng for at gøre alle opmærksomme på min tro.

Min mor sagde imidlertid at hun havde svært ved at forestille sig mig som kristen, da jeg i udpræget grad lignede min far, der var ivrig kommunist. Men jeg var vedholdende. Jeg læste Bibelen både anden og tredje gang, og fandt ud af at hvis jeg skulle gøre yderligere fremskridt var jeg nødt til at have hjælp.

Min søgen belønnes

Jeg opsøgte den katolske kirke, hvor jeg blev undervist af en ung præst der så det som sin fornemste opgave at sætte mig ind i kirkens læresætninger, som jeg så godtog. I 1966 blev jeg døbt — til min fars store sorg. Efter at have stænket mig med vand anbefalede præsten mig at læse Bibelen, men tilføjede: „Paven har allerede accepteret udviklingsteorien, så du skal ikke være bekymret; vi skal nok skille hveden fra ukrudtet.“ Det chokerede mig at den bog der var kimen til min tro, blev draget i tvivl.

I efteråret 1966 mødte jeg en ven hvis familie var katolsk, og jeg fortalte ham om min tro. Han var også kendt med Bibelen, og han beskrev hvad der lå i udtrykket Harmagedon. (Åbenbaringen 16:16) Han sagde at han var kommet i forbindelse med Jehovas Vidner, som jeg først havde hørt om et par måneder tidligere da jeg var guide på den føromtalte sightseeingtur. Jeg betragtede dog denne religiøse gruppe han mødtes med, som værende uden betydning sammenlignet med den magtfulde, velhavende og folkerige katolske kirke jeg nu tilhørte.

Ved vore drøftelser undersøgte vi tre brændende spørgsmål. For det første: Er den katolske kirke arvtageren af det første århundredes kristendom? For det andet: Hvad skal betragtes som den højeste autoritet — min kirke eller Bibelen? For det tredje: Hvad skal man tro på — Bibelens skabelsesberetning eller udviklingsteorien?

Eftersom vi begge troede på Bibelen, var det ikke svært for min ven at overbevise mig om at den katolske kirkes lære adskiller sig meget fra de første kristnes. For eksempel erfarede jeg at selv katolske kilder indrømmer at kirkens mest fremtrædende lærepunkt, treenighedslæren, ikke er grundlagt på Jesu Kristi og hans apostles lære.

Det ledte os naturligt til spørgsmålet om hvad vi skulle betragte som den højeste autoritet. Jeg henviste til et citat af Sankt Augustin: „Roma locuta est; causa finita est“, som betyder „Rom [den romersk-katolske kirke] har talt; sagen er afsluttet“. Min ven mente imidlertid at vi burde anerkende Guds ord, Bibelen, som den øverste autoritet. Jeg måtte tilslutte mig apostelen Paulus’ ord: „Lad Gud blive fundet sandfærdig, selv om hvert menneske bliver fundet at være en løgner.“ — Romerne 3:4.

Til sidst tilbød min ven mig et laset, maskinskrevet manuskript med titlen Evolution kontra Den nye Verden. Eftersom Jehovas Vidner var blevet forbudt i Tjekkoslovakiet i slutningen af 40’erne, fremstillede de kopier af deres publikationer og var forsigtige med at uddele dem. Efter at have læst brochuren var jeg overbevist om at den indeholdt sandheden. Min ven begyndte at læse Bibelen sammen med mig. Han lånte mig hver gang nogle sider af bibelstudiebogen „Gud Maa Være Sanddru“, og vi drøftede dem med hinanden.

Ved juletid i 1966, kort efter at jeg var begyndt at studere Bibelen, kom nogle af mine venner fra Vesttyskland til Prag for at besøge mig. Under en af vore drøftelser anklagede de de kristne for at være hykleriske krigsmagere. „Som soldater fra forskellige NATO-lande kunne vi i realiteten komme til at kæmpe mod dig, en kristen der bor i et kommunistisk Warszawapagtland,“ sagde de. Deres konklusion: „Det er bedre at være kynisk end at være hyklerisk.“ Måske har de ret, tænkte jeg. Næste gang min ven og jeg læste Bibelen sammen, spurgte jeg ham hvordan sande kristne betragter krig og militærtræning.

Afgørelser jeg måtte træffe

Jeg var dybt forundret over min vens tydelige forklaringer. Men at skulle efterleve Bibelens bud om at ’smede sværd til plovjern’ ville ændre mit liv og planlagte karriere radikalt. (Esajas 2:4) Om fem måneder ville jeg være færdig med lægeuddannelsen, hvorefter det krævedes at jeg i en periode skulle udføre militærtjeneste. Hvad skulle jeg gøre? Jeg var fortvivlet og bad derfor til Gud.

Efter flere dage med dybe overvejelser kunne jeg ikke finde nogen undskyldning for ikke at adlyde kravet til sande kristne om at være fredsstiftende. Jeg tog den afsluttende eksamen fra universitetet og besluttede at tage imod en stilling på et hospital indtil jeg blev dømt som militærnægter. Så lærte jeg hvad Bibelen siger om at afholde sig fra blod. Da jeg indså at jeg i mit arbejde kunne blive udsat for at skulle give andre blodtransfusion, besluttede jeg at sige mit arbejde op. (Apostelgerninger 15:19, 20, 28, 29) Som følge af min beslutning blev jeg genstand for en hel del offentlig kritik.

Efter at min far havde sikret sig at jeg ikke bare var en ballademager der bevidst forsøgte at ødelægge hans politiske karriere, trådte han hjælpende til og sørgede for at min indkaldelse til militærtjeneste blev udsat et år. Sommeren 67 var en vanskelig tid. Forestil jer min situation: Jeg var ny i sandheden, og min lærer, det eneste Jehovas vidne jeg kendte, var bortrejst hele sommeren. Af studiemateriale havde han kun efterladt nogle få kapitler af bogen „Gud Maa Være Sanddru“, som, sammen med min bibel, var mine eneste kilder til åndelig vejledning.

Senere lærte jeg andre forkyndere at kende, og den 8. marts 1968 symboliserede jeg min indvielse til Jehova Gud gennem vanddåben. Året efter blev jeg tilbudt videregående studier af to års varighed på Oxford-universitetet i England. Nogle mente at jeg burde tage imod tilbudet og rejse til England, hvor Jehovas Vidners virksomhed ikke var forbudt, så jeg kunne gøre åndelige fremskridt. Samtidig kunne jeg forberede mig på en professionel karriere. En kristen ældste gjorde mig imidlertid opmærksom på at der var større behov for mig i Tjekkoslovakiet end i England. Jeg besluttede mig derfor til ikke at læse videre, men at blive i Tjekkoslovakiet for at hjælpe til i forkyndelsen, som foregik under jorden.

I 1969 blev jeg indbudt til Rigets Tjenesteskole, som tilvejebringer særlig undervisning for ældste. Samme år vandt jeg et stipendium som landets dygtigste unge farmakolog. Det medførte at jeg overværede et seminar i Schweiz, afholdt af Det Internationale Farmakologiforbund.

En forsker ændrer sine synspunkter

I 1970 overværede jeg en forelæsning hvor en forsker ved navn Frantis̆ek Vyskočil behandlede de komplicerede forhold vedrørende overførselen af nerveimpulser. Han sagde at når der i en organisme opstår et behov, bliver det altid dækket på en enestående måde. „Naturen, Troldkvinden, ved hvordan det skal gøres,“ sluttede han.

Efter forelæsningen gik jeg hen til ham. „Mener du ikke at æren for den enestående konstruktion der kendetegner alt levende bør gå til Gud?“ spurgte jeg. Mit spørgsmål kom bag på ham, eftersom han var ateist. Han reagerede ved at stille forskellige spørgsmål. Han spurgte: „Hvor kommer ondskaben fra?“ og „Hvis skyld er det at der findes så mange forældreløse børn?“

Da jeg gav ham nogle fornuftige, bibelsk begrundede svar, blev hans interesse vakt. Men så spurgte han hvorfor Bibelen ikke indeholder specifikke videnskabelige oplysninger, som for eksempel en beskrivelse af cellestrukturen, så det var tydeligt for alle at Skaberen var Bibelens forfatter. „Hvad er sværest,“ svarede jeg, „at beskrive eller at skabe?“ Jeg lånte ham et eksemplar af bogen Blev mennesket til ved en udvikling eller en skabelse?

Efter en flygtig gennemlæsning stemplede Frantis̆ek den som overforenklet og unøjagtig. Han kritiserede desuden hvad Bibelen siger om polygami, Davids ægteskabsbrud og hans mord på en sagesløs mand. (1 Mosebog 29:23-29; 2 Samuel 11:1-25) Jeg imødegik hans indvendinger, idet jeg pegede på at Bibelen ærligt beskriver de fejltrin og tydelige overtrædelser som selv Guds tjenere har begået.

Under en af vore drøftelser sagde jeg til Frantis̆ek, at hvis man mangler det rette motiv og ikke har kærlighed til sandheden, vil intet argument eller svar kunne overbevise én om Guds eksistens. Da jeg skulle til at gå, standsede han mig og bad om at få et bibelstudium. Han sagde at han ville læse bogen Blev mennesket til ved en udvikling eller en skabelse? én gang til, denne gang med et åbent sind. Fra da af ændrede han fuldstændig indstilling, hvilket fremgår af følgende citat i et af hans breve: „Menneskets hovmod skal bøjes, og mændenes stolthed skal ydmyges; og Jehova alene skal sættes højt på den dag.“ — Esajas 2:17.

I sommeren 1973 blev Frantis̆ek og hans kone døbt som Jehovas vidner. Nu virker han som ældste i en af menighederne i Prag.

Forkyndelse under forbud

Under forbudet fik vi besked på at udføre forkyndelsesarbejdet med stor forsigtighed. Engang blev en ung forkynder ved med at spørge mig om jeg ville følges med ham i forkyndelsen. Han tvivlede nemlig på at de der førte an i Jehovas organisation, selv deltog i forkyndelsesarbejdet. Vi fik mange dejlige samtaler med folk gennem uformel forkyndelse. Men til sidst mødte vi en mand som, uden at jeg på det tidspunkt var klar over det, kunne genkende mit ansigt fra et fotografi i et af det hemmelige politis album. Selv om jeg ikke blev arresteret på det tidspunkt, var jeg fra da af under myndighedernes skarpe observation, hvilket hindrede mig i at udføre forkyndelsesarbejdet på en effektiv måde.

I sommeren 1983 arrangerede jeg en forkyndertur, sådan som jeg havde gjort de foregående år. Sammen med en gruppe unge forkyndere ville jeg tilbringe nogle dage i en afsidesliggende del af landet for at forkynde uformelt. Jeg undlod at lytte til råd og tog bilen, da det var mere bekvemt end at bruge offentlige transportmidler. Da vi holdt pause for at købe nogle småting, parkerede jeg min vogn foran forretningen. Mens jeg betalte pegede jeg på nogle unge ekspedienter og sagde til en ansat der var oppe i årene: „I fremtiden kan vi alle være unge.“ Kvinden smilede. „Men det overstiger menneskers formåen,“ fortsatte jeg. „Vi må have hjælp ovenfra.“

Da det ikke vakte genklang, gik jeg. Kvinden jeg havde talt med i forretningen, havde imidlertid fået mistanke om at jeg forsøgte at fremme religiøse synspunkter og holdt derfor øje med mig gennem vinduet da jeg steg ind i bilen. Derefter informerede hun politiet. Da min makker og jeg flere timer senere vendte tilbage til bilen efter at have udført uformel forkyndelse i andre dele af byen, kom der pludselig to politimænd og anholdt os.

På politistationen blev vi forhørt i mange timer før vi fik lov at gå. Min første tanke drejede sig om hvad jeg skulle gøre med de adresser på interesserede vi havde fået i løbet af dagen. Jeg gik ud på toilettet for at skylle dem ud, men en stærk politimand greb ind. Han tog papirerne op fra wc-kummen og tørrede dem af. Det bekymrede mig meget, for nu var de mennesker der havde givet mig deres adresser i fare.

Derefter blev vi bragt hen til vores hotel, hvor politiet allerede havde foretaget en ransagning på vores værelse. De havde dog ikke fundet andre adresser på interesserede, til trods for at de ikke var gemt særlig omhyggeligt af vejen. Dér hvor jeg arbejdede som neurofarmakolog fik jeg senere en offentlig reprimande for min deltagelse i illegale aktiviteter. Jeg blev også revset af tilsynsmanden for forkyndelsesarbejdet i Tjekkoslovakiet, som tidligere havde rådet mig til ikke at benytte min bil i tjenesten.

Jeg tager imod tugt

I 1976 var jeg blevet udnævnt til at tjene i det udvalg som fører tilsyn med Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde i Tjekkoslovakiet. Men eftersom jeg nu var under det hemmelige politis skarpe overvågning, hvilket var et resultat af at jeg havde udvist dårlig dømmekraft i sager som den førnævnte, blev jeg frataget denne opgave og forskellige andre privilegier. Et af disse privilegier havde jeg sat særlig pris på, nemlig opgaven som lærer på Pionerskolen, en skole for rejsende tilsynsmænd og pionerer, som heltidstjenere bliver kaldt.

Jeg tog tugten til mig, men perioden sidst i 1980’erne var en vanskelig tid med megen selvransagelse. Ville jeg lære at være mere forsigtig i udførelsen af vort arbejde og undgå flere fejltrin? Salme 30, vers 5, siger: „Om aftenen kommer gråd for at blive om natten, men om morgenen lyder der glædesråb.“ For mit vedkommende kom denne morgen med det kommunistiske regimes fald i Tjekkoslovakiet i november 1989.

Enestående velsignelser

Sikken en forandring det var nu at kunne deltage frit i forkyndelsen og åbent kommunikere med Jehovas Vidners hovedkontor i New York! Snart blev jeg udnævnt til rejsende tilsynsmand, et arbejde jeg påbegyndte i 1990.

Året efter fik jeg den forret at overvære Skolen for Udnævnte Tjenere i Manchester i England. Det var en sand velsignelse at blive undervist af modne kristne mænd og at være sammen med dem i to måneder. Som en behagelig afveksling i vores koncentrerede undervisningsprogram skulle vi desuden hver dag udføre praktiske gøremål. Jeg fik til opgave at pudse vinduer.

Straks efter min hjemkomst fra England var jeg med i organiseringen af det mindeværdige stævne Jehovas Vidner afholdt fra 9. til 11. august 1991 på det store Strahov Stadion i Prag. Ved den lejlighed samledes 74.587 fra mange lande frit for at tilbede vor Gud, Jehova.

Det følgende år holdt jeg op med at arbejde som neurofarmakolog. I hen ved fire år har jeg nu arbejdet på Jehovas Vidners kontor i Prag, hvor jeg igen tjener i det udvalg som fører tilsyn med arbejdet i Tjekkiet. For nylig blev en ny tietages bygning, som er blevet skænket til Jehovas Vidner, ombygget og taget i brug som afdelingskontor. Den 28. maj 1994 blev dette smukke kompleks indviet til brug i Jehovas tjeneste.

En af de største velsignelser jeg har nydt, er det privilegium at dele de bibelske sandheder med andre, også med mine slægtninge. Min far og mor er ikke blevet Jehovas vidner, men de er positive over for det jeg beskæftiger mig med. I de senere år har de overværet nogle af vore møder. Mit inderlige håb er at de, sammen med millioner andre retsindige, ydmygt vil underkaste sig Guds riges herredømme og få del i de evige velsignelser han har i beredskab til dem der vælger at tjene ham.

(De publikationer der henvises til i denne artikel er udgivet af Vagttårnets Selskab.)

[Illustration på side 12]

Som student på universitetet

[Illustrationer på side 13]

Min far, der blev undervisningsminister i Tjekkoslovakiet, og min mor, som var en dygtig øjenkirurg

[Illustration på side 15]

Forskeren og ateisten Frantis̆ek Vyskočil, som blev et Jehovas vidne

[Illustration på side 16, 17]

Efter kommunismens fald har Jehovas Vidner afholdt mange store stævner i Østeuropa. Over 74.000 overværede dette stævne i Prag i 1991

[Illustration på side 18]

I færd med min praktiske opgave ved Skolen for Udnævnte Tjenere

[Illustration på side 18]

Vores afdelingskontor i Prag, indviet den 28. maj 1994

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del