Banyantræet — træet der bliver til en hel skov
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I INDIEN
EN SKOV består normalt af mange træer. Men der findes en skov som kun består af ét træ. Banyantræet, som er et meget usædvanligt træ, kan brede sig over et areal på mere end to hektarer. Hvad skyldes denne vækst? Hvordan fortsætter det med at brede sig så det bliver til en hel skov?
Banyantræet tilhører planteordenen Urticales og familien Moraceae, eller morbærfamilien, der indbefatter cirka 800 figenarter. Banyantræet, eller det bengalske figentræ, begynder sit lange liv som et frø i efterladenskaberne fra aber, fugle eller flagermus der har spist træets frugter.
Et træ bliver vært for frøet, som spirer på en af dets grene. Spirens rødder trives i sprækker hvor der har samlet sig organisk materiale, og de fugtige forhold får rødderne på det nye træ til at gro hurtigt; de omklamrer værtstræets stamme og vokser ned i jorden. Værtstræet kvæles efterhånden som rødderne bliver større og mere robuste. Derfor kalder man også denne type plante for en kvælerfigen.
Nu er banyantræet klar til at brede sig. Der vokser ikke blot rødder ud fra foden af moderstammen. Også fra træets vandrette grene udgår der luftrødder, som vokser nedad og fæstner sig i jordbunden. En skov er ved at tage form.
Både mennesker og dyr i det tropiske Afrika og Indien bruger banyantræet, der har nogle lange tynde blade, som parasol. Et bestemt træ i Indien har efter sigende bredt sig over så stort et område at mere end 20.000 mennesker kan opholde sig under det! Banyantræets frugter egner sig ikke som føde for mennesker, og veddet er blødt og porøst; men det indeholder et hvidt, klæbrigt stof kaldet fuglelim, som anvendes til fuglefangst.
Hvor gammelt kan et banyantræ blive? Man mener at et træ i staten Andhra Pradesh er over 600 år gammelt; andre betydningsfulde træer der er blevet fredet, er over 250 år gamle. Banyantræet kan åbenbart fortsætte med at vokse næsten uendeligt.
På Sri Lanka vokser det største banyantræ man kender til. Det består af 350 store stammer og over 3000 mindre stammer, der alle er forbundet med et modertræ. I Indien blev et træ med over 1100 støtterødder og et løvtag der dækker mere end to hektarer, udnævnt til at være det største i landet. Dette træ beskyttes til stadighed mod overlast af fire bevæbnede mænd. Af andre berømte banyantræer i Indien kan nævnes et i nærheden af Bangalore. Det dækker et område på 1,2 hektarer og er et yndet udflugtsmål. Vi bør heller ikke glemme det ærefrygtindgydende træ i naturreservatet Ranthambhore som en stormogul har omtalt i sine skrifter for 500 hundrede år siden. Træet giver skygge til fugle, flagermus, slanger, egern og et utal af smådyr og insekter; det er desuden legeplads og jagtmark for tigre og andre rovdyr i reservatet.
I Calcuttas Botaniske Have vokser vistnok det mest kendte af alle banyantræer i Indien. Det 240 år gamle træ er 24,5 meter højt, dækker et areal på 1,2 hektarer og har en trækrone med en omkreds på 420 meter — dét kan man kalde en skov!
Religion og banyantræer
Menneskene har fra de tidligste tider tilbedt træer. Banyantræet er ingen undtagelse; selv i vore dages Indien bliver det betragtet som helligt. Man mener at hellige træer repræsenterer særlige guddomme — banyantræet repræsenterer guden Vishnu, og man tilbeder træets guddom når et træ plantes, vandes og passes.
Banyantræet blev også anset for helligt i gamle polynesiske kultursamfund. De religiøse ceremonier fandt sted på en aflang plads, eller tohua, omgivet af huse. I den ene ende af pladsen var der som regel et tempel med et helligt banyantræ, og på dets grene hængte man de indsvøbte knogler af fremtrædende afdøde stammemedlemmer.
Det var oprindelig europæerne der fandt på navnet til det store træ. De første europæiske rejsende ved Den Persiske Golf og i Indien iagttog hvordan købmænd udstillede deres varer under et træ med et vidtstrakt, parasollignende løvtag der beskyttede dem mod den brændende sol. Købmændene tilhørte en stor kaste ved navn vaishya, som blandt andet indbefattede banyanerne, der var betydningsfulde forhandlere af korn og kolonialvarer. De udenlandske rejsende bemærkede at en banyan solgte sine varer under det skyggefulde træ, og kaldte derfor træet for et banyantræ.
Dengang gik banyanerne som regel med en bomuldsvest der havde skjulte lommer til opbevaring af penge. Denne vest, der var kølig at have på og nem at vaske, blev så populær blandt disse handelsfolk at man kaldte vesten for en banyan, og senere kom dette navn til at betegne enhver vest eller undertrøje til mænd. Navnet bruges stadig i Indien som en betegnelse for undertrøjer, og det er stadig skik blandt banyaner at gå med vest når de arbejder.
Lad os klatre op i et banyantræ
Kunne du tænke dig at klatre op iblandt grenene på et banyantræ? Hvis du en dag besøger Hyderabad i det sydlige Indien, har du mulighed for det. I nærheden af Begumpet-lufthavnen og tæt på bykernen finder du Machan, en trætop-restaurant der er indrettet på et banyantræs og en tilstødende tempelfigens solide grene. Du klatrer op ad en solid rebstige og passerer med jævne mellemrum nogle afsatser. Bygningen er lavet af bambus, kokosblade og reb. Du nærmer dig de højeste afsatser og kommer op til to spisesale som ligger i forskellig højde, den øverste cirka ni meter over jordens overflade. Det pyramideformede bambustag beskytter dig heroppe mod solen og regnen, og de flotte kurvemøbler og den etniske kunst på væggene bidrager til skov-atmosfæren.
Idet du sætter dig, får du overrakt et menukort der kaldes mowgli, et navn de fleste nok kender fra Rudyard Kiplings roman Junglebogen. Slap af, og nyd den enestående oplevelse det er at spise et måltid mad midt i et banyantræ. Her kan du bestille indiske specialiteter som for eksempel stærkt krydret biriyanis, som Hyderabad er berømt for, samt kebab og mange andre retter.
Når du er mæt, kan du forsigtigt klatre ned ad rebstigen og se et miniaturevandfald og en lotusdam, hvorefter du kan bane dig vej ud af denne enestående trætop-restaurant, som er anbragt højt oppe i det vidtstrakte løvtag på banyantræet — som bare fortsætter med at brede sig indtil det er blevet til en hel skov.
[Illustrationer på side 15]
Et banyantræ er blevet til en hel skov
Øverst: Et nærbillede af et banyantræ i Calcuttas Botaniske Have
[Illustrationer på side 16]
Et banyantræ i Calcuttas Botaniske Have
Machan-restauranten i et banyantræ i Hyderabad