Når Guds tjenere forsamles

SOM universets Suveræn har Jehova Gud ret til at befale sine tjenere at forsamles, og til at bestemme hvor og hvornår de skal gøre det. Han gør det til gavn for dem. Når Guds folk i fortiden forsamledes, tjente det forskellige formål, og det fremmede enheden, for alle tilstedeværende havde mulighed for at høre det samme budskab på samme tid. Sådanne sammenkomster resulterede i store åndelige velsignelser og var ofte præget af stor glæde. I det følgende vil vi nævne nogle eksempler.

I overensstemmelse med Guds vilje samlede Moses og Aron alle Israels ældste i Ægypten. Jehovas ord blev fremholdt, Jehova gjorde tegn og undere, og folket fik tro. (2 Mosebog 4:27-31) Senere forsamledes israelitterne på Guds befaling ved foden af Sinaj Bjerg (Horeb), hvor de så et ærefrygtindgydende syn og var vidner til at Loven blev givet. — 2 Mosebog 19:10-19; 5 Mosebog 4:9, 10.

Mens israelitterne befandt sig i ørkenen, gav Jehova Moses besked om at lave to sølvtrompeter som skulle bruges når forsamlingen skulle indkaldes og når lejren skulle bryde op. Hvis der blev blæst i dem begge, skulle hele forsamlingen møde hos Moses; hvis der kun blev blæst i den ene, var det kun høvdingerne der blev tilkaldt. I ørkenen var det fastsatte mødested „indgangen til mødeteltet“. (4 Mosebog 10:1-4; 2 Mosebog 29:42) Senere var det Jehovas vilje at israelitterne samledes i templet i Jerusalem til de tre store årlige højtider. — 2 Mosebog 34:23, 24; 2 Krønikebog 6:4-6.

Hele folket forsamledes

Hele Israels folk samledes til de religiøse højtider, højtidsstævnerne (2 Krønikebog 34:29, 30; Joel 2:15) og i forbindelse med begivenheder af stor betydning for hele folket. (1 Samuel 10:17-19) Somme tider blev befolkningen sammenkaldt af løbere. (2 Krønikebog 30:6, 13) Den ugentlige sabbat, en dag med „fuldstændig hvile, et helligt stævne“ (3 Mosebog 23:3), var en lejlighed til at høre og grunde over Guds ord, som man senere gjorde i synagogerne, hvor ’Moses blev oplæst hver sabbat’. (Apostelgerninger 15:21) Der var også fejringen af nymånedagen (4 Mosebog 28:11-15), trompetblæsningsdagen (4 Mosebog 29:1-6), den årlige forsoningsdag (3 Mosebog, kapitel 16), påsken (til minde om Israels udfrielse fra Ægypten; Anden Mosebog 12:14) og, senere, purimsfesten (til minde om jødernes udfrielse fra truslen om udryddelse i Perserriget; Ester 9:20-24) samt indvielseshøjtiden (til minde om genindvielsen af templet den 25. kislev år 165 f.v.t.; Johannes 10:22, 23). Desuden var der de tre årlige højtider, „Jehovas festtider“: De usyrede brøds højtid, ugefesten (der senere blev kaldt pinsen) og løvhyttefesten (3 Mosebog, kapitel 23), idet Gud havde sagt: „Tre gange om året skal enhver af mandkøn hos dig vise sig for den sande Herres, Jehovas, ansigt.“ (2 Mosebog 23:14-17) I erkendelse af disse højtiders store åndelige værdi sørgede mange mænd for at hele deres familie overværede dem. (Lukas 2:41-45) Moses havde også udtrykkeligt sagt at hvert syvende år, ved løvhyttefesten, skulle mænd, kvinder, børn og fastboende udlændinge i Israel samles på det sted Jehova udvalgte, ’for at de kunne høre og for at de kunne lære, og således frygte Jehova deres Gud og tage vare på at følge alle Lovens ord’. (5 Mosebog 31:10-12) Der var således truffet foranstaltning til at israelitterne hyppigt kunne samles for at høre og grunde over Jehovas ord og hensigter.

Da templet i Jerusalem var fuldført, sammenkaldte Salomon en stor forsamling til indvielsen af det. Denne sammenkomst varede i mange dage, og da deltagerne blev sendt hjem „frydede [de] sig og var vel til mode i hjertet over det gode som Jehova havde gjort mod David og mod Salomon og mod sit folk Israel“. — 2 Krønikebog 5:1–7:10.

Det var til stor glæde og åndelig gavn for skarerne at samles i templet ved de årlige højtider, som for eksempel ved påsken på kong Ezekias’ tid, da „der blev stor fryd i Jerusalem“. (2 Krønikebog 30:26) På Nehemias’ tid blev der indkaldt til en sammenkomst som viste sig at give anledning til „meget stor fryd“. (Nehemias 8:17) Da folket var samlet i Jerusalem, læste Ezra op af bogen med Mose lov for „alle der kunne forstå det de hørte“, og de lyttede. (Nehemias 8:2, 3) Israelitterne glædede sig over den undervisning de derved fik af Ezra og andre levitter, „for de havde forstået de ord der var blevet gjort kendt for dem“. (Nehemias 8:12) Derefter fejrede de løvhyttefesten, og på den ottende dag „var der højtidsstævne, som foreskrevet“. — Nehemias 8:18; 3 Mosebog 23:33-36.

Kristne forsamlinger

Ved flere lejligheder samledes store skarer af mennesker foran Jesus Kristus for at få gavn af hans forkyndelse, som for eksempel da han holdt Bjergprædikenen. (Mattæus 5:1–7:29) Der var ikke tale om arrangerede sammenkomster, og undertiden varede de så længe at de forsamlede skarer fik behov for noget at spise, og Jesus dækkede dette behov ved mirakuløst at mangfoldiggøre fødevarer. (Mattæus 14:14-21; 15:29-38) Kristus samlede ofte sine disciple for at undervise og oplære dem, og efter hans død mødtes hans disciple, som på pinsedagen år 33, da den hellige ånd blev udgydt over dem der var til stede. — Apostelgerninger 2:1-4.

De første kristne havde for skik at mødes regelmæssigt, almindeligvis i små grupper. Ved nogle lejligheder samledes der dog „en anselig skare“. (Apostelgerninger 11:26) Jesu halvbroder Jakob fandt det påkrævet at minde de åndelige israelitter om at de ikke måtte vise partiskhed ved at favorisere de rige i deres forsamling. — Jakob 2:1-9.

Betydningen af at samles

I forbindelse med den årlige fejring af påsken understreges betydningen af at drage fuld nytte af de foranstaltninger Jehova har truffet til at hans tjenere kan samles for at opnå åndelige velsignelser. Enhver mand der undlod at fejre påsken skønt han var ren og ikke på rejse, skulle udryddes af sit folk. (4 Mosebog 9:9-14) Da kong Ezekias opfordrede Judas og Israels indbyggere til at komme til Jerusalem for at fejre påsken, lød hans budskab i uddrag: „Israels sønner, vend om til Jehova . . . Nu må I ikke gøre jeres nakke stiv som jeres fædre. Ræk Jehova hånden og kom til hans helligdom som han har helliget til fjerne tider, og tjen Jehova jeres Gud, så hans brændende vrede vender sig fra jer. . . . Jehova jeres Gud er nådig og barmhjertig, og han vil ikke vende sig bort fra jer hvis I vender om til ham.“ (2 Krønikebog 30:6-9) Hvis de med vilje undlod at komme, ville det være et vidnesbyrd om at de havde vendt sig bort fra Gud. De kristne fejrer ikke påsken eller lignende højtider, men Paulus rådede dem til ikke at svigte Guds folks regelmæssige møder, idet han sagde: „Lad os give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger, og ikke forsømme at komme sammen, som nogle har for skik, men opmuntre hinanden, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.“ — Hebræerne 10:24, 25. — Oversat fra Insight on the Scriptures.