Jeg måtte lære et nyt sprog for at nå ind til mit barn
DA VORES søn, Spencer, blev født i august 1982, var det et af de lykkeligste øjeblikke i vort liv. Han var sund og rask. Min mand og jeg havde besluttet at vi først ville have børn når vi havde været gift i fem år. Månederne gik, og vi frydede os over at se ham vokse. De månedlige rutineundersøgelser hos lægen forløb altid godt. Jeg takkede Jehova for denne velsignelse.
Da Spencer var ni måneder, fik jeg imidlertid en mistanke om at der var noget galt. Han reagerede ikke på stemmer og visse lyde. For at afprøve hans hørelse stillede jeg mig bag ham hvor han ikke kunne se mig, og så slog jeg for eksempel på stegepander eller andre ting. Nogle gange vendte han sig, men ikke altid. Ved nimånedersundersøgelsen drøftede jeg det med lægen, men han forsikrede mig om at alt var i den skønneste orden og at der ikke var noget at bekymre sig om. Flere måneder gik, og han reagerede stadig ikke og sagde heller ikke noget.
Ved etårsundersøgelsen gjorde jeg igen lægen opmærksom på mine bekymringer. Heller ikke denne gang fandt han nogen fejl, men han henviste os til en høretekniker, så han kunne blive undersøgt dér. Vi tog derhen, men resultaterne gav ikke noget klart svar. Vi kom en anden og en tredje gang, kun for at få at vide at resultaterne stadig var modstridende. Lægen mente at Spencer med tiden ville opnå bedre resultater. De første tre år af et barns liv er yderst vigtige for dets sprogudvikling, og jeg blev derfor meget bekymret. Jeg udspurgte høreteknikeren om testmetoder der kunne give afgørende resultater. Omsider fortalte han mig om en hjernestammeundersøgelse der kunne foretages på Massachusetts Eye and Ear Infirmary.
Et nedslående resultat
Ugen efter tog vi ind på hospitalet i Boston. Jeg bad Jehova om at give mig styrke til at klare situationen uanset hvordan resultatet måtte blive. Jeg var overbevist om at Spencer var tunghør og at et høreapparat kunne afhjælpe problemet. Jeg tog grueligt fejl. Efter undersøgelsen kaldte teknikeren os ind på sit kontor. Resultatet var entydigt: Spencer havde perceptivt høretab. Da jeg spurgte hende hvad det betød, forklarede hun at min søn ikke var i stand til at høre tale og de fleste andre lyde. Det kom bag på mig; jeg var fuldstændig knust.
Straks begyndte jeg at spekulere: ’Hvordan kunne det ske? Hvad var årsagen?’ Jeg tænkte tilbage på graviditeten og selve fødselen. Alt var gået godt. Spencer havde aldrig haft øreinfektion eller været alvorligt forkølet. Følelserne overvældede mig. Hvad skulle jeg nu gøre? Jeg ringede til familien og nogle få venner og fortalte dem om resultatet af undersøgelsen. En af mine venner opfordrede mig til at tage det som en udfordring; jeg skulle blot undervise Spencer på en anderledes måde. Jeg var Jehova taknemmelig for den styrke jeg fik.
Hvad ville være bedst for Spencer?
Jeg vidste intet om at opdrage et døvt barn eller hvad det ville sige at være døv. Hvordan skulle jeg kunne opdrage min søn og kommunikere godt med ham? Jeg gjorde mig mange tanker og bekymringer.
Ugen efter tog vi igen ind på hospitalet, hvor vi drøftede forskellige muligheder med teknikeren. Hun forklarede at én metode, den orale, lagde vægt på udvikling af talefærdighed og evnen til mundaflæsning. En anden metode gik ud på at lære tegnsprog. Der var også et program som gav instruktion i tegnsprog og som senere tog sig af mundaflæsning og udvikling af talefærdighed. Teknikeren anbefalede også at Spencer brugte høreapparat for at forstærke den hørelse han trods alt havde. Vi besøgte også den lokale høretekniker, som udstyrede Spencer med høreapparat. Under besøget nævnte han at Spencer sikkert ville være velegnet til den orale metode.
Hvad mon ville være bedst for Spencer? Jeg overvejede hvad der ville have størst betydning. Jehova ønsker at vi taler med vore børn; det er vigtigt for et godt familieliv. Vi kunne gå i gang med den orale metode, som fokuserer på mundaflæsning og udvikling af talefærdighed. Spencer kunne muligvis udvikle sin talefærdighed i en sådan grad at andre ville kunne forstå ham. Men udfaldet ville først blive kendt mange år senere. Hvad skulle vi gøre her og nu? Vi besluttede os for tegnsprog.
Måneden efter kom Spencer med på det der dengang blev kaldt et totalkommunikationsprogram. Spencer fik undervisning i engelsk tale, mundaflæsning og grundlæggende tegnsprog, mens jeg kun lærte det sidste. De viste mig hvordan jeg selv kunne undervise ham. Månederne gik, og Spencer gjorde gode fremskridt. Der var imidlertid stadig perioder hvor jeg følte mig udkørt. Jeg blev nedtrykt når jeg hørte andre børn sige „mor“ eller når de lærte at sige „Jehova“. Men så tænkte jeg: ’Hvorfor føler jeg det på den måde? Min søn er glad og rask.’ Jeg bad Jehova hjælpe mig til at værdsætte at jeg havde så dejligt et barn.
Da Spencer var to år gammel, planlagde vi at overvære et af Jehovas Vidners stævner hvor programmet ville blive tolket til amerikansk tegnsprog. Jeg luftede min nedtrykthed over for et ægtepar som i mange år har taget sig af døve Jehovas vidner. De fortalte mig at Jehovas Vidner hver måned afholdt møder på tegnsprog i Massachusetts, og tilskyndede mig til at overvære disse.
Jeg fulgte deres råd og begyndte at overvære møderne sammen med Spencer. Her kunne vi være sammen med døve voksne. I den engelske menighed vi plejede at komme i, fik Spencer ikke særlig meget ud af møderne. Han hang op ad mig fordi jeg var den eneste han kunne kommunikere med. Hans frustrationer og opførsel under disse møder blev værre med alderen. Men når vi overværede møder på tegnsprog, var situationen en helt anden. Han kunne frit omgås de andre uden at skulle bruge sin mor som tolk. Han knyttede venskaber med nogle i menigheden, hvilket han havde stærkt behov for. Vi blev begge dygtigere til tegnsprog, og jeg lærte hvordan jeg bedre kunne undervise ham ved vort bibelstudium derhjemme. Hvor var det dejligt. Nu kunne jeg for første gang overvære møderne som hans mor, og ikke blot som hans oversætter.
Et stort vendepunkt
Da Spencer var tre år, tilmeldte jeg ham med min mands godkendelse et program for døve og tunghøre børn; det foregik på en offentlig skole. Der blev arrangeret gruppemøder med henblik på at oplære forældrene, og jeg udnyttede denne lejlighed til at lære endnu mere. Ved et af disse møder henvendte et panel af døve voksne og teenagere sig til de forsamlede. De forklarede at de kun havde ringe eller slet ingen kommunikation med deres forældre eller familie. Da jeg spurgte dem hvorfor, svarede de at deres forældre aldrig havde lært tegnsprog, og at de derfor ikke kunne føre en dybere samtale med forældrene om deres liv, følelser eller interesser. De følte sig ikke som en del af deres familie.
Dette var et stort vendepunkt for mig. Jeg tænkte på min søn. Jeg kunne ikke bære tanken om at han skulle vokse op og rejse hjemmefra uden at have et ordentligt forhold til sine forældre. Nu var jeg mere end nogen sinde besluttet på at blive bedre til tegnsprog. Som tiden gik, blev jeg mere og mere klar over at vi havde truffet den rigtige beslutning da vi bestemte os for at lære tegnsprog. Spencer blev stadig bedre til det, og vi kunne drøfte spørgsmål som for eksempel: „Hvor synes du vi skal tage hen på ferie?“ eller: „Hvad vil du være når du bliver stor?“ Det gik op for mig hvor meget jeg ville være gået glip af hvis jeg havde forsøgt udelukkende at klare mig med tale som kommunikationsmiddel.
Som femårig blev Spencer sluset ind i en klasse med hørende børn og en lærer der kunne tegnsprog. Dette fortsatte i tre lange år. Han afskyede skolen, og det var ikke let at se ham have så store vanskeligheder. Det var en stor hjælp at jeg kunne tale med ham og forsøge at løsne op for hans frustrationer. Til sidst kom jeg imidlertid til den slutning at dette program i den offentlige skole hverken gavnede hans selvrespekt eller hans skolekundskaber.
I 1989 opløstes mit ægteskab. Nu var jeg eneforsørger med en dreng på seks år hvis evne til at bruge tegnsprog hurtigt forbedredes. Jeg kunne kommunikere med ham, men jeg vidste at jeg måtte blive endnu bedre til tegnsprog for at bevare og styrke kommunikationen mellem os.
Vi flytter
Jeg undersøgte mange programmer for døve børn i forskellige stater og fandt en slags tosproget skole i Massachusetts hvor der blev undervist i både amerikansk og engelsk tegnsprog. Desuden fik jeg at vide at der snart ville blive oprettet en døvemenighed af Jehovas Vidner i Bostonområdet, og en ven rådede os til at flytte dertil. Som eneforsørger var det svært at forlige sig med tanken om at skulle flytte fra hjem, familie og venner i det landlige New Hampshire til en storby. Spencer var også glad for at bo på landet. Der var imidlertid to faktorer jeg måtte overveje. Spencer var nødt til at være på en skole hvor lærere og elever kunne kommunikere frit på tegnsprog, og jeg følte også at det ville være bedst at være i en menighed med andre døve forkyndere.
Vi flyttede for fire år siden, da Spencer var ni år. Kort efter blev døvemenigheden oprettet i Malden i Massachusetts, og siden da har Spencer gjort fantastiske fremskridt. Hans opførsel er meget bedre, og han kan lide møderne. Det glæder mig meget at se ham kommunikere med andre og knytte venskaber. De døve brødre og søstre i menigheden er glimrende forbilleder for min søn, og de hjælper ham til at indse at han også kan nå visse åndelige mål. Og det har han gjort. Han holder nu foredrag på Den Teokratiske Skole og har fået status som udøbt forkynder. Han har udtrykt ønske om at blive døbt.
Jeg glæder mig over at se ham give udtryk for sin tro idet han forkynder for andre døve på tegnsprog. Han har fået langt større selvrespekt. Spencer har fortalt hvad han føler for menigheden her. Han siger: „Vi hører til her. Brødrene og søstrene kan kommunikere med mig.“ Nu plager han mig ikke længere om at tage hjem så snart mødet er forbi. Nu er det mig der må sige at det er tid at forlade rigssalen.
I skolen kan Spencer ubesværet tale med de andre døve børn. Hans samtaler med dem har hjulpet ham til at se forskellen mellem verdens syn på børn og Jehovas syn på dem. Spencer og jeg taler frit sammen og har et nært forhold, i harmoni med de bibelske principper. Når han kommer hjem om eftermiddagen, ser vi i fællesskab på hans lektier. Vi går til møder og tager sammen ud i forkyndelsen fra hus til hus. Spencer kan godt se at ikke alle børn på skolen har et så nært forhold til deres forældre. — Kolossenserne 3:20, 21.
„Vi kan tale om alt“
For et års tid siden lagde jeg mærke til at Spencer kiggede på mig som om han ville sige noget. Jeg spurgte om der var noget han manglede. „Nej,“ svarede han. Jeg spurgte lidt til skolen og den slags. Jeg fornemmede at der var noget han ville sige til mig. Da vi senere studerede Vagttårnet sammen, kom det: „Vidste du at nogle af mine klassekammeraters forældre ikke kan tegnsprog?“ Jeg så overrasket på ham. „Det er rigtigt,“ sagde han. „Der er nogle af forældrene der ikke kan kommunikere med deres børn.“ Han forklarede at nogle forældre havde besøgt skolen, og han havde set hvordan de pegede og gestikulerede i et forsøg på at kommunikere med deres børn. „Det er heldigt for mig at du lærte tegnsprog. Vi kan snakke sammen. Du peger ikke bare; vi kan snakke om alt.“
Det rørte mig dybt! Mange af os lærer først at værdsætte vore forældres anstrengelser når vi selv er blevet voksne. Men her fortalte min 12-årige søn mig hvor taknemmelig han var for vores meningsfyldte samtaler.
Som mor har et af mine mål været at have et godt og nært forhold til min søn. Det havde sandsynligvis ikke været muligt hvis ikke jeg havde lært tegnsprog. Det at jeg har indviet mig til at gøre Jehovas vilje, har fået mig til alvorligt at overveje mit forældreansvar, og det har gjort det nemmere at træffe vigtige beslutninger i forbindelse med den særlige situation. Disse beslutninger har gavnet os begge i åndelig retning. Hvor er ordene i Femte Mosebog 6:7 vigtige; her får forældre besked på at fortælle deres børn om Jehovas bud ’når de sidder i huset og når de vandrer på vejen og når de lægger sig og når de står op’. Jeg er meget taknemmelig for at Spencer og jeg frit kan tale om „Guds storslåede gerninger“. (Apostelgerninger 2:11) — Fortalt af Cindy Adams.
[Tekstcitat på side 12]
’Jeg kunne ikke bære tanken om at han skulle vokse op uden at have et ordentligt forhold til sine forældre’