En verden opøvet i had

MENNESKET er af natur selvisk. Og ukontrolleret selviskhed kan udvikle sig til had. Som om den medfødte egoisme ikke var slem nok, foregår der også i vort samfund en oplæring i selviskhed.

Selvfølgelig kan man ikke altid generalisere, men visse holdninger er nu engang så fremherskende at de ikke blot kan afvises som fri fantasi. Er politikere ikke som oftest mere interesserede i at vinde valget end i at opfylde vælgernes ønsker? Er forretningsmænd ikke som regel mere interesserede i at tjene penge end i at forhindre salget af skadelige produkter? Er præster ikke ofte mere interesserede i popularitet eller profit, end i at lede deres får ad moralens og kærlighedens veje?

Det begynder med de unge

Når børn bliver opdraget i et meget eftergivende miljø, oplærer man dem i virkeligheden til at blive selviske. De tilsidesætter gerne hensynsfuldhed og uselviskhed for at få opfyldt deres egne barnlige ønsker. I skolen og på højere læreanstalter gælder det om at være bedst, både bogligt og sportsligt. Parolen lyder: „Er du kun nummer to, kan du lige så godt være nummer sjok.“

Voldelige videospil lærer de unge at løse deres problemer på en egoistisk måde. Udslet blot modparten! En indstilling der bestemt ikke virker fremmende på kærligheden. For mere end 10 år siden advarede USA’s generallæge om at videospil udgjorde en fare for de unge. Han sagde: „Alt drejer sig om at få ram på fjenden. Der er intet opbyggende i spillene.“ Et læserbrev til The New York Times har gjort opmærksom på at mange videospil „lefler for menneskets laveste instinkter . . . [og] giver os en generation af ligeglade og utålmodige unge“. En tysk videospil-entusiast har ærligt bekræftet denne udtalelses troværdighed med ordene: „Mens jeg spillede, var jeg i en drømmeverden hvor det primitive motto var: ’Dræb eller bliv dræbt.’“

Forenet med racisme bliver had endnu mere uhyggeligt. Af den grund er det forståeligt at man i Tyskland er bekymret over eksistensen af højreekstremistiske videofilm der skildrer vold mod udlændinge, især tyrkere. Der er god grund til at være bekymret eftersom tyrkere den 1. januar 1994 udgjorde 27,9 procent af de 6.878.100 udlændinge i Tyskland.

Racistiske følelser giver næring til det som nationalismen lærer børnene lige fra de er små, nemlig at det ikke er forkert at hade sit hjemlands fjender. George M. Taber, medarbejder ved tidsskriftet Time, bemærker i et essay: „Af alle historiens politiske ’ismer’ er nationalismen nok den stærkeste.“ Han forklarer videre: „Nationalisme har været årsag til mere blodsudgydelse end noget andet, bortset fra religion. Demagoger har i århundreder ophidset fanatiske folkemængder ved at give en lokal etnisk gruppe skylden for alle deres problemer.“

Gammelt had til andre racer, nationaliteter eller etniske grupper er baggrund for mange af de problemer verden slås med i dag. Og xenofobi, frygt for fremmede og udlændinge, er et voksende problem. Men interessant nok har en gruppe tyske sociologer fundet ud af at xenofobi er mest udbredt de steder hvor der kun er meget få udlændinge. Det tyder på at xenofobi skyldes fordom snarere end personlige erfaringer. Sociologerne fandt at „unges fordomme hovedsagelig skyldes påvirkning fra familie og venner“. Hele 77 procent af de adspurgte gav udtryk for fordom, selv om de kun havde meget lidt eller slet ingen direkte kontakt med udlændinge.

Vi mennesker har ikke svært ved at lære at være selviske eftersom vi alle har arvet et vist mål af egoisme fra vore ufuldkomne forældre. Men hvilken rolle har religionen spillet i konflikten mellem kærlighed og had?

Hvad har religion lært os?

Det er en udbredt opfattelse at religion fremmer kærligheden. Men hvis det er tilfældet, hvordan kan det så være at religiøse forskelle er den grundlæggende årsag til spændingen i Nordirland, Mellemøsten og Indien, for blot at nævne tre eksempler? Nogle hævder ganske vist at det er politiske og ikke religiøse forskelle der bærer skylden for urolighederne. Den påstand kan diskuteres. Under alle omstændigheder fremgår det tydeligt at de store religiøse organisationer ikke har formået at indgive folk en kærlighed der er stærk nok til at overvinde de politiske og etniske forskelle. I virkeligheden er der mange katolikker, ortodokse og andre troende som tolererer fordomme der fører til vold.

Det er helt i orden at argumentere imod en religiøs gruppes lære eller praksis hvis man mener den er forkert. Men berettiger det en til at bekæmpe den pågældende gruppe eller dens medlemmer med vold? The Encyclopedia of Religion indrømmer ærligt: „Op igennem Europas og Det Nære Østens historie har religiøse ledere gang på gang krævet at der blev grebet til våben over for andre religiøse grupper.“

Dette opslagsværk afslører at vold er en integreret del af religion med ordene: „Darwinister er ikke alene om at acceptere konflikter som en forudsætning for både social og psykologisk udvikling. Religionerne har fungeret som en uudtømmelig kilde til krig og vold og har dermed bidraget til udviklingen.“

Vold kan ikke retfærdiggøres ved at man hævder den er nødvendig for udviklingen. Det ville være i modstrid med et velkendt princip Jesus Kristus opstillede da apostelen Peter ønskede at beskytte ham i en tilsyneladende farlig situation. Peter „rakte hånden ud og trak sit sværd, og idet han slog efter ypperstepræstens træl huggede han øret af ham. Da sagde Jesus til ham: ’Anbring igen dit sværd på dets plads, for alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.’“ — Mattæus 26:51, 52; Johannes 18:10, 11.

At øve vold mod andre — uanset om de er onde eller gode — er ikke kærlighedens vej. De der griber til vold, modsiger deres påstand om at de efterligner en kærlig Gud. Forfatteren Amos Oz har for nylig bemærket: „Det er typisk for religiøse fanatikere at de ’befalinger’ de får fra Gud, altid i det væsentlige går ud på ét: De skal slå ihjel. Fanatikernes gud ligner snarere Djævelen.“

Bibelen siger noget tilsvarende: „Guds børn og Djævelens børn kendes på dette: Enhver som ikke øver retfærdighed er ikke af Gud, og det er den som ikke elsker sin broder heller ikke. Enhver der hader sin broder er en manddraber, og I ved at ingen manddraber har evigt liv blivende i sig. Hvis nogen siger: ’Jeg elsker Gud,’ og dog hader sin broder, er han en løgner. For den der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham, at den der elsker Gud også skal elske sin broder.“ — 1 Johannes 3:10, 15; 4:20, 21.

Sand religion må være kendetegnet af kærlighed, inklusive kærlighed til dem der er ens fjender. Om Jehova læser vi: „Han lader nemlig sin sol stå op over onde og gode, og lader det regne på retfærdige og uretfærdige.“ (Mattæus 5:44, 45; se også Første Johannesbrev 4:7-10.) Hvilken kontrast til Satan, hadets gud! Han lokker og forfører folk til at leve et egoistisk liv i udsvævelser og kriminalitet og fylder på den måde deres tilværelse med smerte og elendighed. Han gør det endda vel vidende at en sådan livsstil i sidste ende vil føre til deres undergang. Er en sådan gud værd at tjene, en gud der er ude af stand til — og tydeligvis heller ikke ønsker — at beskytte sine tilhængere?

Frygt, vrede eller en følelse af at være blevet krænket

Det er nemt at bevise at disse tre faktorer kan udløse had. En rapport fra Time siger: „Ikke siden de problemfyldte år i 1930’erne har Europas brogede samling af højreekstremistiske bevægelser på samme måde været i stand til at udnytte situationen for at fremme deres egen sag. . . . I frygt for at miste deres arbejde vender folk følelseskoldt deres vrede mod de moderate regeringers magtesløshed og gør de fremmede der bor iblandt dem, til syndebukke.“ Jörg Schindler har i avisen Rheinischer Merkur/Christ und Welt henledt opmærksomheden på de titusinder af politiske flygtninge der er strømmet til Tyskland i de sidste to årtier. The German Tribune advarer: „Racismen vokser i hele Europa.“ Tilstrømningen af de mange indvandrere skaber en følelse af had. Folk siger klagende: ’De koster penge. De tager vores arbejde. De er til fare for vore døtre.’ Theodore Zeldin, medlem af styrelsen ved Saint Antony’s College i Oxford, har sagt at folk „er voldelige fordi de føler sig truet eller ydmyget. Det er årsagerne til deres vrede der må gøres noget ved.“

Joan Bakewell, journalist ved britisk tv, beskriver meget rammende det verdenssamfund vi lever i, et samfund der lærer sine medlemmer at hade. Hun skriver: „Jeg er ikke en rettroende kristen, men jeg anerkender at Jesu lære indeholdt en fundamental og absolut sandhed: Det onde består i en katastrofal mangel på kærlighed. . . . Jeg er klar over at vi lever i et samfund der ikke har megen tiltro til kærlighedsbudet. Et samfund der udadtil er så ’velfriseret’ at det afviser et sådant bud som naivt, følelsesbetonet og utopisk, og som kun har en hånlig bemærkning tilovers for idéen om at prioritere omsorg og uselviskhed højere end profit og egenkærlighed. ’Lad os være realistiske,’ siger samfundsstøtterne, alt imens de underskriver deres seneste forretningstransaktioner, ser stort på deres forpligtelser og bagatelliserer beviserne for hvor galt det står til. Den verden vi lever i, vil fostre tabere, enspændere, mennesker som er kommet til kort med hensyn til at opnå det der prioriteres højt i samfundet: succes, selvagtelse og et lykkeligt familieliv.“

Det står klart at denne verdens gud har lært menneskeheden at hade. Men som enkeltpersoner kan vi lære at vise andre kærlighed. Den følgende artikel viser at dette er muligt.

[Illustration på side 7]

Kan videospil lære dine børn at hade?

[Illustration på side 8]

Krigens vold er et symptom på uvidenhed og had

[Kildeangivelse]

Pascal Beaudenon/Sipa Press