Vi betragter verden
Aids og Asien
Mens der i nogle vestlige lande er konstateret en svag nedgang i antallet af bekræftede aids-tilfælde, hærger epidemien store dele af Asien. Antallet af tilfælde i Indien „steg 71 gange i den første halvdel af 1990’erne,“ oplyser bladet Asiaweek. Thailand, der i 1990 lå som nummer 57 i verden med hensyn til antallet af tilfælde, indtog i midten af 1990’erne femtepladsen. Cambodja rykkede op fra en placering som nummer 173 til at være nummer 59. Og Filippinerne oplevede en stigning på 131 procent i samme periode. Det er en kendt sag at det i flere af disse lande til dels skyldes den omsiggribende børnesexindustri, men Asiaweek skriver at nogle politikere fra lande der „er stærkt afhængige af turistindtægter, . . . tøver med at tage effektive forholdsregler“ imod uvæsenet.
Allergier i Tyskland
En undersøgelse offentliggjort af den tyske Forbundsforening af Erhvervssygekasser afslører at hver fjerde tysker over 14 år er allergiker. Den hyppigste form for allergi er høfeber, som næsten seks millioner lider af. Cirka 2,3 millioner har problemer med sollyset, og over 2 millioner er allergiske over for dyrehår, meddeler Süddeutsche Zeitung. Over 40 procent af allergikerne tager medicin for deres lidelse, og 10 procent siger at symptomerne i alvorlig grad begrænser deres udfoldelsesmuligheder i dagligdagen. Undersøgelsen viste også at „bagere, snedkere, sygeplejersker og læger er særlig udsatte for at få allergi“.
Vask hænder!
„At vaske hænder er den bedste, enkleste og billigste metode til forebyggelse af generel smittespredning,“ meddeler det italienske dagblad Corriere della Sera. Men „mere end 3 ud af 10 italienere forsømmer at vaske hænder efter toiletbesøg, selv hvis de går direkte til bords“. Resultaterne modsvarer ret nøjagtigt tallene fra tilsvarende undersøgelser i andre lande. „Fra hænderne kan bakterier overføres til maden og sætte en kædereaktion af infektioner i gang,“ forklarer mikrobiologen Enrico Magliano. Hvordan bryder man kæden? Ved at vaske hænder, også under neglene, med sæbe og varmt eller lunkent vand i mindst et halvt minut (minimumstiden for uskadeliggørelse af bakterier). Det indbefatter at man gnider hænderne mod hinanden i 10-15 sekunder. Artiklen foreslår at man skyller og tørrer hænderne grundigt fra håndroden til fingerspidserne.
Mishandlede børns immunforsvar
Ifølge en gruppe forskere ved Mie-universitetet i Japan svækkes immunforsvaret hos børn der udsættes for længerevarende mishandling. På universitetet obducerede man 50 børn der var døde af hjerneblødning eller andre skader fremkaldt af mishandling. Børnene var i alderen fra en måned til ni år. Børnenes brissel, der „styrer immunsystemet, var skrumpet ind til det halve af normalvægten,“ meddeler avisen Mainichi Daily News. Jo længere mishandlingen havde stået på, jo mere havde brislen trukket sig sammen. Faktisk „vejede kirtlen hos et barn der var blevet mishandlet i over et halvt år, kun en sekstendedel af normalvægten hos et uskadt barn,“ siges der. Forskere har konstateret et lignende svind af brislen hos psykisk mishandlede og underernærede børn.
En forbindelse med Mesopotamien?
Det antages traditionelt at den oldkinesiske civilisation opstod i Huang He-floddalen, uden påvirkning udefra. Et nyligt arkæologisk fund har imidlertid sået tvivl om denne teori. Nær Chengdu i provinsen Sichuan har et hold arkæologer ifølge det franske tidsskrift Courrier International afdækket resterne af et muromkranset formodet oldtidstempel hvis arkitektur siges at minde stærkt om det gamle Mesopotamiens ziggurater. Professor Ichiro Kominami fra Kyotos universitet udtaler at „[Sichuan] muligvis var det sted hvor en egenartet fortidig kinesisk civilisations vugge stod, en med tætte bånd til civilisationerne i Indusdalen og Mesopotamien“.
Hepatitis-B-dødsfald
WHO anslår at hepatitis-B årligt koster over en million menneskeliv. Børnelægen Jagdish Chinnappa udtaler at næsten 150.000 af disse dødsfald rammer Indien. Ved en konference arrangeret af et multinationalt medicinalfirma udtalte han ifølge dagbladet The Times of India at Indien har „35-40 millioner bærere af [hepatitis-B-virus], svarende til 10 procent af alle tilfælde i verden“. Avisen tilføjer at „hvert andet tilfælde af kronisk leversygdom og otte ud af ti tilfælde af primær leverkræft er forårsaget af hepatitis-B-infektion“.
Indendørs luftforurening
Tata Energiforskningsinstitut (TERI) i den indiske hovedstad, New Delhi, har foretaget en undersøgelse som viser at der hvert år dør 2,2 millioner indere af sygdomme der kan tilskrives luftforurening. Avisen The Indian Express skriver at undersøgelsen har udpeget indendørs luftforurening som en væsentlig årsag. Den største risikogruppe udgøres af kvinder fra slumkvartererne, da de ofte tilbereder mad over åben ild og anvender kul, træ og dyregødning som brændsel. Der sættes ind mod den udendørs luftforurening, men sagkyndige mener at der gøres for lidt for at mindske den risiko som millioner lever med i hjemmet. „Der er tale om en skjult krise uden nogen umiddelbar løsning i sigte,“ siger direktøren for TERI, R. K. Pachauri.
Krig på grund af vand
På det første Verdensforum om Vand i den marokkanske by Marrakech i marts i år lød der dystre forudsigelser angående verdens vandreserver. Forurening, tørke og befolkningstilvækst øger presset på vandressourcerne. Den franske avis Le Monde bemærker at „vandbehovet stiger dobbelt så hurtigt som verdens befolkning“. Ifølge Den Meteorologiske Verdensorganisation vil to tredjedele af verdens befolkning i 2025 bo i områder hvor efterspørgselen overstiger udbuddet. Nogle autoriteter frygter at medmindre der kan findes en rimelig løsning, vil der udbryde krig om vandressourcer i det 21. århundrede. Allerede nu „har FN sat navn på cirka 300 potentielle konfliktzoner,“ hedder det i Le Monde.
Voldskriminalitet i Venezuela
I Venezuela, som har 20.000.000 indbyggere, begås der på en gennemsnitsmåned omkring 400 mord, bekendtgør avisen El Universal. En undersøgelse viser at den stigende kriminalitet ikke hovedsageligt er økonomisk betinget, men samfundsbetinget. Under overskriften „Fattigdom er ikke hovedårsagen til kriminalitet“ siger avisartiklen at undersøgelsen peger på værdinormernes forfald og den manglende opdragelse i hjemmet som årsager. Eksperter anbefaler at man bøder på miseren ved at lære folk at være ansvarsbevidste forældre og tilskynde dem til at være mere interesserede i deres familie.
Fremstød for en sund levevis
I publikationen World Health Report 1997 advarer WHO om at menneskeheden kan vente en voksende „lidelseskrise“. Hvert år koster kræft, hjertesygdomme og kroniske sygdomme over 24 millioner menneskeliv og truer andre hundredmillioners velfærd. I løbet af de kommende 25 år forventes antallet af kræfttilfælde at fordobles i de fleste lande. Hjertelidelser og slagtilfælde, de store dræbere i de velstående lande, vil forekomme hyppigere i de fattige lande. WHO maner til at man dæmmer op for dårligdommene gennem en „intensiveret og vedvarende“ verdenskampagne for en sund levevis, som modvægt til de risikofaktorer der ofte forårsager livstruende sygdomme, nemlig usunde kostvaner, rygning, overvægt og fysisk passivitet.