Godt samarbejde med hospitalerne i Sverige

„Jeg vil gerne benytte lejligheden til at rose Jehovas Vidner, ligesom det seneste nummer af American Journal of Surgery [et amerikansk tidsskrift om kirurgi] også gør, fordi I har fremskyndet udviklingen. I har fået ret med hensyn til det ene punkt efter det andet, ja efterhånden på alle områder. Inden for lægevidenskaben arbejder man jo næsten sideløbende eller fuldstændig på linje med jer når det gælder om helt at undgå . . . andres blod.“

DISSE anerkendende ord rettede Ulf Schött, som er thoraxanæstesiolog ved sygehuset i Örebro, til 70 medlemmer af Jehovas Vidners Kontaktudvalg til Hospitaler i Sverige der i efteråret 1996 deltog i et symposium om kirurgi uden brug af blod. Lægerne på dette sygehus havde indbudt dem til forelæsninger om deres specialer og muligheder i forbindelse med operation af patienter der er Jehovas vidner, og som af bibelske grunde ikke ønsker at modtage blod. — Apostelgerninger 15:29; 3 Mosebog 17:10.

Symposiet afspejlede den interesse for kirurgi uden brug af blod og den forståelse for Jehovas vidners holdning som mange læger nu viser. En af deltagerne sagde bagefter: „Lægerne er vel nok imødekommende. Tænk sig at de har brugt en fridag på at undervise os!“ En lignende samarbejdsvilje vises af læger over hele landet. Op mod 1000 læger har, enten ved at besvare spørgeskemaer eller i praksis, vist at de vil hjælpe Jehovas vidner til at blive behandlet uden brug af blod.

Hvem er med i disse kontaktudvalg? Hvordan har de opnået et så godt samarbejde med læger og andet hospitalspersonale? Hvad har det betydet for patienter der er Jehovas vidner?

Hjælper og informerer

Siden begyndelsen af 1980’erne har ansvarshavende repræsentanter for Jehovas Vidner oprettet Kontaktudvalg til Hospitaler rundt om i verden. Disse udvalg består af menighedsældste der oplæres til at virke som kontaktled mellem lægeverdenen og patienter der er Jehovas vidner. De kan bistå læger og andet hospitalspersonale med oplysninger om Jehovas vidners holdning og om nye medicinske erfaringer med kirurgi uden brug af blod. De hjælper også de pågældende patienter til bedre at kunne forstå hvad de nye behandlingsformer og -metoder går ud på.

I hele verden findes der omkring 1250 Kontaktudvalg til Hospitaler, hvori der sammenlagt medvirker 6400 ældste. I Sverige er der godt 100 ældste med i landets 19 kontaktudvalg. Jehovas Vidners afdelingskontor i Arboga, som koordinerer denne virksomhed i Sverige, får ofte rapporter fra kontaktudvalgene om den positive reaktion de møder.

På hospitalet i Torsby har kontaktudvalget for eksempel en stående aftale om hvert halve år at komme og informere de nye læger. Flere af de fastansatte læger, og endda administrerende overlæger, deltager gang på gang i disse møder og hjælper med at besvare de nye lægers spørgsmål.

På Uddevalla Sygehus har en overlæge på ortopædkirurgisk afdeling i samarbejde med to overlæger fra anæstesiafdelingen, to overlæger fra den almenkirurgiske afdeling og chefen for blodbanken fremstillet en brochure hvori de anbefaler forskellige behandlingsmetoder som alternativ til blodtransfusion. Brochuren, der hedder Åtgärder i samband med operation på patienter som av religiösa eller andra skäl ej vill ha allogen blodtransfusion (Fremgangsmåde ved operation af patienter som af religiøse eller andre grunde ikke ønsker allogen blodtransfusion), viser hvad der bør gøres før, under og efter et indgreb uden blodtransfusion, hvilke blodbesparende præparater og hjælpemidler der er til rådighed på sygehuset, og hvad der kan gøres i akutte situationer. Det er det første sygehus i Sverige der har udgivet en sådan brochure.

Flere Jehovas vidner er blevet opereret uden brug af blod på Uddevalla Sygehus. En af dem er den 25-årige Beatrice, der som følge af en alvorlig gigtlidelse havde brug for at få udskiftet begge sine ødelagte hofteled. Sådanne operationer er normalt forbundet med stor risiko for blodtab. Da Kontaktudvalget til Hospitaler satte Beatrice i forbindelse med dette sygehus, påtog lægerne sig alligevel at operere uden blodtransfusion. Eftersom man er nødt til at operere ét hofteled ad gangen, måtte hun gennemgå to operationer. Hun var 178 centimer høj, men vejede kun 47 kilo og var således meget spinkel. Hun havde desuden lav blodprocent og blev derfor før operationen behandlet med erytropoietin, et middel der stimulerer kroppens produktion af røde blodlegemer, samt med jern og folinsyre.

Under operationen var lægerne meget omhyggelige med at standse blødninger ved hurtigt at lukke åbne blodkar. Desuden anvendtes en såkaldt cell-saver, et apparat som blandt andet bruges til at tilbageføre en stor del af det blod som siver ud i operationssåret.a

Før operationen af det andet hofteled havde man anskaffet en ny og endnu mere effektiv cell-saver. Begge operationer lykkedes, og Beatrice kom hurtigt på benene. Hun siger at hun sikkert ikke engang havde kunnet sidde i kørestol nu hvis ikke disse dygtige læger havde hjulpet hende.

Hjælp til at finde den rette behandling

På universitetshospitalerne i Göteborg, Linköping, Lund og Uppsala samt ved sygehuset i Örebro har man i samarbejde med Kontaktudvalg til Hospitaler dannet særlige lægehold eller på anden måde forberedt sig på at kunne udføre kirurgi uden brug af blod. Flere centre og afdelinger på Sahlgrenska Universitetssjukhuset har for eksempel udleveret trykte programmer for kirurgi uden brug af blod sammen med lister over læger der har erklæret sig villige til at behandle Jehovas vidner på deres betingelser. Enkelte afdelinger og læger ved mange andre hospitaler i landet har gjort noget lignende. Hospitalinformationsafdelingen i Arboga indsamler oplysninger om alt dette og får på den måde aftale med flere og flere hospitaler og læger der er villige til at behandle Jehovas vidner. Ud fra disse oplysninger kan medlemmerne af Kontaktudvalg til Hospitaler hjælpe deres behandlingssøgende trosfæller til at få den rette behandling.

En af dem de har hjulpet, er den 24-årige Björn, et Jehovas vidne fra Halland. I vinteren 1995 skulle han hurtigst muligt have fjernet en voksende knude på godt tre kilo fra bughulen. På grund af den store risiko for blodtab ville lægerne ved det lokale sygehus ikke udføre indgrebet uden mulighed for at kunne give blodtransfusion. Det stedlige Kontaktudvalg til Hospitaler satte sig i forbindelse med kontaktudvalget i Göteborg og bad det om at tale med Sahlgrenska Universitetssjukhuset om muligheden for at operere Björn. Her var der læger som lovede at operere ham på hans præmisser. Før hver af de tre påkrævede operationer øgede man hans blodprocent ved hjælp af erytropoietin, jern og folinsyre. Under operationerne anvendtes en cell-saver. De komplicerede indgreb lykkedes, og en uges tid efter den sidste operation kunne Björn udskrives.

Amtssygehuset i Gävle har også åbnet dørene for Jehovas vidner fra forskellige landsdele, deriblandt nogle som havde behov for hofteledsoperationer uden at man benyttede blodtransfusion. Docent Göran Josefsson, der er overlæge på den ortopædkirurgiske afdeling, har beskrevet sin behandlingsteknik i Läkartidningen (nr. 38, 1996) i en artikel med overskriften „Primær hofteledsalloplastik på 14 Jehovas vidner“ og underoverskriften „Ingen blødningsrelaterede komplikationer“. Han skriver: „Det er min opfattelse at dette [Jehovas Vidners] synspunkt skal respekteres. . . . Det kan lade sig gøre at operere Jehovas vidner uden at give bankblod, men det kræver en nøje planlægning af indgrebet. . . . Jehovas Vidner har i hvert amt Kontaktudvalg til Hospitaler hvorfra man kan rekvirere lige så mange artikler og litteraturhenvisninger det skal være.“

Medicinske og økonomiske fordele

Mange inden for sygehusvæsenet vil af medicinske og økonomiske grunde gerne reducere brugen af blod. For eksempel har alle der arbejder på thoraxcentrets operationsstuer ved Det Akademiske Hospital i Uppsala, i nogen tid haft et projekt med titlen „Spar på blodet“ med det formål at undgå brugen af bankblod.

Overlæge Eric Haldén, som leder projektet og er thoraxcentrets kontaktmand til Jehovas Vidner, skriver i personalebladet FramQanten, nummer 3, 1996, angående brugen af blodtransfusion: „Fremmed blod er altid dårligere end ens eget fordi blodets kvalitet forringes når det tappes, lagres og transporteres. En blodtransfusion påvirker patientens immunforsvar i negativ retning. . . . Desuden er der jo blodoverført smitte. Vi garderer os mod alle de former for smitte vi har kendskab til — men af og til opdages nye former for smitte. Endelig koster en pose blod 600 kroner.“ Vedrørende Jehovas Vidners Kontaktudvalg til Hospitaler påpeger han: „Vi har et meget godt samarbejde med Jehovas Vidners repræsentanter. For eksempel forsyner de mig med artikler om blodbesparende foranstaltninger i lægetidsskrifter fra hele verden. Det sparer mig for utrolig meget tid! Jehovas Vidner har uden tvivl bidraget til thoraxkirurgiens udvikling.“ I tidsskriftet siges der videre: „Sådan kan fremgangsmåder som for én patientgruppe er religiøst motiverede, samtidig give medicinske fordele for andre patienter.“

Læger ved universitetshospitalet i Linköping er også positive over for kontaktudvalgets oplysninger i blodspørgsmål. Professor Björn Lisander ved instituttet for anæstesiologi sagde ved et møde om Jehovas vidners syn på blodtransfusion: „Det er også vigtigt at have en dialog med Jehovas vidner. Deres overbevisning fortjener al respekt. Og jeg har mange gange oplevet at de har kunnet give vigtige oplysninger i konkrete tilfælde. Men måske har de haft størst betydning som pressionsgruppe til ændring af den vante praksis.“ Angående vanskelighederne ved at rense donorblod for alt det der hæmmer immunforsvaret hos modtageren, sagde professor Lisander: „Det forholder sig muligvis sådan at blodet ikke er beregnet til at forlade legemet.“ Han tilføjede: „Et hospital med respekt for sig selv, og i særdeleshed et universitetshospital, må råde over effektive blodbesparende metoder, som man kan benytte døgnet rundt.“

Professor Hengo Haljamäe, der er chef for intensivafdelingen på Sahlgrenska Universitetssjukhuset og medlem af Socialstyrelsensb ekspertgruppe til undersøgelse af blodbesparende foranstaltninger, udtrykte sig på denne måde over for omkring 160 læger ved et symposium om blodbesparende foranstaltninger i Stockholm i oktober 1996: „Egentlig burde alle patienter have samme behandling som man giver Jehovas vidner.“

Socialstyrelsen opfordrer læger og hospitalspersonale til at have forståelse for Jehovas vidners standpunkt i blodspørgsmålet og til at være samarbejdsvillige. I Socialstyrelsens rapport 1995:14, Autolog transfusion och andra möjligheter att minimere allogen blodtillförsel, siges der: „Der bør vises den største tilbageholdenhed med hensyn til at give [Jehovas vidner] allogen transfusion da de betragter dette som en meget alvorlig krænkelse. . . . Inden for sundhedsvæsenet bør man i størst muligt omfang søge at tilgodese disse patienters behov uden at anlægge moralske betragtninger angående deres stillingtagen.“

I Sverige er der altså sket en meget positiv udvikling i retning af kirurgi uden brug af blod. Situationen kommenteres i førnævnte rapport i forbindelse med en omtale af kontaktudvalgenes rolle: „Tidligere var kirurger ofte tvunget til at undlade at operere når der var stor risiko for blodtab, og patienterne måtte undvære en behandling der kunne have forbedret deres sundhedstilstand væsentligt. Nu er situationen en anden, og muligheden for at gennemføre en operation med anvendelse af en kombination af de anførte metoder bør overvejes i hvert enkelt tilfælde. . . . Jehovas Vidner har deres egne såkaldte Kontaktudvalg til Hospitaler som kan forsyne lægerne med aktuelle litteraturhenvisninger, og som desuden kan henvise til andre læger der har erfaring på det pågældende område.“

Jehovas vidner er taknemmelige for den respekt og det hensyn som både hospitalspersonale og myndigheder har vist dem i blodspørgsmålet. Kontaktudvalgene til Hospitaler tilskriver Jehova Gud og hans ledelse æren for denne positive udvikling.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 29]

’Det er min opfattelse at Jehovas Vidners synspunkt skal respekteres.’ — Docent Göran Josefsson

[Tekstcitat på side 29]

„Vi har et meget godt samarbejde med Jehovas Vidners repræsentanter“

[Tekstcitat på side 30]

„Jehovas Vidner har uden tvivl bidraget til thoraxkirurgiens udvikling“

[Tekstcitat på side 30]

„Egentlig burde alle patienter have samme behandling som man giver Jehovas vidner“