Hvor meget kan man stole på videnskaben?
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I AUSTRALIEN
DE FLESTE beundrer oprigtigt videnskaben for de store fremskridt man ved hjælp af den har gjort inden for medicin, kommunikation, teknologi og på mange andre områder. De videnskabelige landvindinger har haft indflydelse på stort set alle nulevende menneskers tilværelse. Mange forskere har ofret sig for videnskaben, og deres oprigtige forsøg på at forbedre folks livskvalitet er rosværdige. Skribenten Tony Morton går så langt at han hævder at „videnskaben utvivlsomt er en af grundpillerne i den moderne civilisation“.
Men på alle livets områder er der behov for et afbalanceret syn på tingene. Lad os, for at bevare et ligevægtigt syn på videnskabens sande værd, lytte til en forfatter som ikke har så megen ros tilovers for den rolle videnskaben spiller i vores tilværelse. Lewis Wolpert skriver i sin bog The Unnatural Nature of Science (Videnskabens unaturlige natur): „Undersøgelser bekræfter at der til den store interesse og beundring for videnskaben knytter sig en urealistisk forestilling om at den kan løse alle problemer. Men der findes også dem der nærer en dybtfølt frygt for og uvilje mod videnskaben . . . Videnskabsmænd betragtes som anonyme, ligeglade og følelseskolde teknikere.“
Videnskabens opsving
Banebrydende videnskabelige undersøgelser er altid forbundet med en vis risiko. Men efterhånden som nye opdagelser har vist sig at være risikoen værd, er folks tillid til videnskaben blevet større. Forskerne har, til dels på baggrund af tidligere successer, taget større og større chancer, og mange folk har i deres ærefrygt og begejstring fået den opfattelse at videnskaben er et universalmiddel mod menneskehedens problemer. Resultatet er at mange i dag forbinder ordene „videnskab“ og „videnskabelig“ med absolut sandhed.
Tidsskriftet American Studies bemærker: „Fra 1920’erne, og i stigende grad i 1930’erne og fremefter, var forskeren i den hvide kittel en forsikring for forbrugerne om at ét produkt ’rent videnskabeligt’ var bedre end alle de konkurrerende. En leder i tidsskriftet Nation beklagede i 1928 at ’en sætning der indledes med „Ifølge videnskaben“, i al almindelighed kan standse enhver diskussion ved en selskabelig sammenkomst og sælge alt lige fra tandpasta til køleskabe’.“
Men er et videnskabeligt udsagn altid absolut sandhed? Hele vejen op gennem historien har nogle opponeret kraftigt mod de videnskabelige opdagelsers troværdighed. Nogle af indvendingerne har været ubegrundede, andre har efter alt at dømme været velfunderede. Galileis opdagelser vakte for eksempel den katolske kirkes vrede. Og forskernes teorier om hvordan mennesket var opstået, skabte fjendtlige reaktioner baseret på såvel videnskabelige som bibelske argumenter. Det er altså ikke noget nyt at videnskabelige opdagelser både har deres forkæmpere og modstandere.
Et gammelt latinsk ordsprog lyder: „Videnskabens [eller kundskabens] eneste fjende er den uvidende.“ Men det er ikke længere sandt. Videnskaben står for skud som aldrig før, og angrebene kommer ikke kun fra de uvidende. Det virker som om videnskaben til trods for at den af mange førhen blev betragtet som uangribelig, i dag trænges hårdt af nogle af sine tidligere forkæmpere. Man kan med rette sige at et stigende antal af videnskabens tidligere støtter nu er blevet dens nævninge, dommere og bødler. De videnskabelige højborge er nu ofte skueplads for stridigheder. En af årsagerne til videnskabens trængsler er afsløringen af det bedrag og den korruption som visse videnskabelige forskere tidligere har gjort sig skyldige i.
I dag er der flere end nogen sinde før der spørger om man kan stole på alt hvad videnskaben siger. Den næste artikel fortæller om nogle af årsagerne til at flere og flere stiller dette spørgsmål.
[Tekstcitat/illustration på side 4]
Er videnskabelige udsagn altid absolut sande?