Fra vore læsere
Internet Jeg læser computerteknologi, og vil gerne udtrykke min anerkendelse af artikelserien „Er Internet noget for dig?“ (22. juli 1997) Artiklerne var koncise, oplysende og videnskabeligt korrekte. I støttede ikke de irrationelle fordomme og den ængstelse som Internet er omgærdet af. På den anden side lagde I ikke skjul på de reelle farer der er ved at benytte Internet.
L. E., Italien
Jeg underviser i edb og køber ofte computertidsskrifter for at følge med i udviklingen. Ikke ét af dem har været modigt nok til at tale så åbent om fordelene og ulemperne ved Internet.
A. A. S., Brasilien
Jeg havde hørt en del om Internet i den senere tid, men jeg kunne ikke helt forstå hvad det var. Jeres artikelserie forklarede emnet på en meget enkel og letfattelig måde.
A. H., Indien
Artiklerne var skrevet på en måde så selv læsere der kun ved lidt eller slet intet om World Wide Web, kunne forstå det. I fik os også til at standse op og overveje de omkostninger der er forbundet med at bruge denne serviceydelse.
E. K., Etiopien
Uretfærdige beskyldninger Jeg er 15 år. Da jeg læste artiklen „Unge spørger: Hvorfor er det altid min skyld?“ (22. juli 1997), kom jeg til at græde. Jeg er den yngste i familien, og jeg bliver altid skældt ud. Tak fordi I har skrevet om dette problem.
N. H., USA
Rift Valley Jeg var utrolig glad for at læse artiklen „Rift Valley“. (22. juli 1997) Jeg har endda læst den flere gange. Det var som at være på safari. Da min mand arbejdede i Afrika, fik jeg mulighed for at rejse til den sydlige del af Tanzania. Under hele turen sad jeg klistret til vinduet i vores Land Rover. Alt er så levende og farverigt i Afrika; det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig.
B. S., Canada
Børn der trives Jeg vil gerne takke jer for den dejlige artikelserie „Hjælp dine børn til at trives“. (8. august 1997) Jeg synes at den var meget nyttig og opmuntrende. Jeg har en søn på tre år, og artiklerne hjalp mig til at sætte mig i hans sted og at forbedre den måde jeg opdrager ham på. Jeg er Jehova dybt taknemmelig for disse artikler.
P. S., Italien
Artiklen „Hårde ord knuser ånden“ gik mig lige til hjertet. Gennem hele mit liv har jeg haft meget lav selvværdsfølelse. Det glæder mig at I frem for at være fordømmende kærligt prøver at hjælpe alle der har måttet udholde mange lidelser. Måtte Jehova fortsat velsigne jer og lede arbejdet med at skrive sådanne gavnlige og trøstende artikler.
L. D., Canada
Jeg håber at artiklerne vil hjælpe andre til at få øjnene op for den dybereliggende årsag til de indre konflikter som adskillige har været plaget af. Tak fordi I tog dette emne op til behandling.
L. B., USA
Artikler som disse hjælper mig til at udføre mit arbejde som børnehavelærerinde på en bedre måde. Tusind tak fordi I holder os ajour med tingene og hjælper os til at gøre fremskridt.
G. R., Mexico
Artiklerne gav mig håb. Jeg er vokset op i en dårligt fungerende familie, og jeg føler mig ofte uværdig til at tjene Jehova og at tage mig af min lille datter. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan, for at bruge forslagene i artiklerne. Tak for jeres omsorg.
A. A., USA