Et løfte jeg er besluttet på at holde
FORTALT AF MARIAN TSIBOULSKIJ
I FEBRUAR 1945 var jeg 20 år og soldat i den sovjetiske hær, som på det tidspunkt havde drevet tyskerne hundreder af kilometer tilbage til deres eget land. Jeg havde daglig været vidne til krigens rædsler, og mange af mine soldaterkammerater døde omkring mig. Vi var rykket frem til omegnen af den tyske by Breslau, nu Wrocław i Polen. En aften hvor jeg var led og ked af myrderierne og elendigheden, lovede jeg Gud at hvis han lod mig komme sikkert hjem igen, ville jeg vie mit liv til at gøre hans vilje.
Tre måneder senere led Tyskland nederlag. Efter min hjemsendelse fra hæren tog jeg i december 1945 til min fars hjemby, Rogizno, en landsby i nærheden af Lvov (nu Lviv) i Ukraine. Dagen efter ankomsten mødte jeg et af Jehovas vidner, som aflagde et grundigt vidnesbyrd om Guds rige for mig. Jeg kendte lidt til Bibelen i forvejen og havde læst nogle af Jehovas Vidners publikationer, men nu var der noget der havde berørt mit hjerte. Jeg erkendte at der var en forbindelse mellem min samtale med dette Jehovas vidne og det løfte jeg havde aflagt.
Jeg holder mit løfte
Kort efter fik jeg arbejde som lærer. Men mindre end to år senere, da lederen af distriktets kontor for undervisning besluttede at vi skulle give børnene en ateistisk undervisning, blev jeg fyret. Omtrent samme tid, i maj 1947, begyndte jeg at tage del i forkyndelsen sammen med Jehovas vidner. De tilskyndede mig til at flytte sydpå til byen Borislav, hvor jeg ret hurtigt fandt et job som elektriker.
I Borislav mødte jeg nogle der var blevet Jehovas vidner i 1930’erne. De havde mange bibelske publikationer, som jeg studerede indgående, deriblandt bogserien Studier i Skriften, og de fleste af de bøger Joseph F. Rutherford, tidligere præsident for Vagttårnsselskabet, havde skrevet. Jeg læste også gamle eksemplarer af Vagttårnet og Den gyldne Tidsalder (nu Vågn op!) som nogle af forkynderne havde. Men det der gjorde størst indtryk på mig, var en samling breve skrevet af tyske Jehovas vidner der var blevet dømt til døden under Hitlers regime. Disse breve var blevet oversat til polsk, duplikeret og fremstillet i brochureform. Senere gav disse beretninger om de tyske brødres loyalitet mig styrke til at udholde prøvelser.
I 1949 blev jeg endelig døbt i en af Borislavs søer som en bekræftelse af det løfte jeg ved fronten havde givet Gud. Men nu var det et løfte grundlagt på nøjagtig kundskab.
Mine prøvelser begynder
Kort efter blev jeg sagt op på mit arbejde. I februar 1950 flyttede jeg derfor til den nærliggende by Stryj, hvor jeg igen fandt et job som elektriker. Jeg fik en varm modtagelse af mine kristne brødre og blev endda spurgt om jeg ville holde foredraget ved den årlige højtid til minde om Kristi død, der skulle holdes få uger senere.
På dette tidspunkt blev provokationerne og truslerne mod Jehovas vidner intensiveret. Vi blev skygget af agenter fra KGB, Komiteen for Statens Sikkerhed. Vi var derfor meget forsigtige og forberedte os samtidig på at vi måske ville blive arresteret og forhørt. At synge Rigets sange ved møderne hjalp os til at forblive åndeligt stærke.
Den 3. juli 1950 blev jeg bedt om at underskrive Stockholm-appellen, en appel mod kernevåbenoprustning der efter forlydende blev underskrevet af 273.000.000, hovedsagelig folk der boede i kommunistlandene. Da jeg afslog og forklarede at jeg var politisk neutral, blev jeg endnu en gang fyret. Kort efter denne hændelse blev jeg arresteret, stillet for en domstol og dømt til 25 år i en arbejdslejr.
Fra lejr til lejr
I december 1950 blev mange af os stuvet sammen i kreaturvogne og sendt cirka 3000 kilometer væk til et område nær de nordlige Uralbjerge, som danner en naturlig grænse mellem Asien og Europa. Dér blev jeg sendt fra den ene lejr til den anden og fik altid den samme behandling — hårdt arbejde og sultekost. En sådan behandling kunne efter blot to eller tre måneder forvandle unge og raske mænd til omvandrende lig. Mange døde. Det var umuligt at forestille sig at nogen skulle kunne overleve, og da slet ikke vi der var blevet idømt lange fængselsstraffe.
Det år hvor jeg hverken havde noget bibelsk læsestof eller kontakt med andre forkyndere, var svært at komme igennem. At være isoleret var den rene tortur. Men jeg blev styrket åndeligt ved at nogle fanger lyttede da jeg fortalte dem om Guds rige. Endelig blev min bøn besvaret, og jeg blev sendt cirka 2000 kilometer mod sydøst til et stort lejrkompleks ved den nylig grundlagte by Angarsk i Østsibirien. En stor kemisk fabrik var under opførelse, og det meste af arbejdet blev udført af fanger.
Jeg blev anbragt i lejr 13, som lå i nærheden af byggepladsen. Dér mødte jeg straks andre forkyndere, og de gav mig de sidste numre af Vagttårnet og Budbringer, som Rigets Tjeneste blev kaldt dengang. Sikken et åndeligt festmåltid! Men hvor kom det fra?
Fra tusinder af Jehovas vidner der i april 1951 blev forvist fra Ukraine til Sibirien, mange af dem til områder nær Angarsk. Disse brødre fik fat i eksemplarer af Vagttårnet og andre publikationer, som de i al hemmelighed kopierede og smuglede ind i lejrene. Det lykkedes også at fremskaffe en bibel, som vi skilte ad i sektioner og fordelte imellem os. På den måde ville vi kun miste en del af Bibelen hvis der blev foretaget en ransagning. Vi holdt endog vagttårnsstudiet og Den Teokratiske Skole i lejren.
I slutningen af 1952 blev jeg overflyttet til lejr 8. Det følgende år i marts fejrede vi højtiden til minde om Kristi død i et lille værelse hvor fangerne opbevarede deres personlige sager. Der var kun tolv til stede — tre Jehovas vidner og ni interesserede. Lejrledelsen var på en eller anden måde blevet informeret om vores møde, og jeg blev forvist til lejr 12 som straf for at være det de kaldte „en ondskabsfuld agitator“. Fem andre brødre der også blev straffet på grund af deres forkyndelse, befandt sig allerede i denne lejr. Mens vi var dér, blev vi tvunget til at grave ud til et stort fundament blot med hakker og skovle.
Mange af fangerne i lejr 12 var forbrydere af den værste slags. Lejrledelsen troede åbenbart at man kunne knække os ved at anbringe os sammen med sådanne fanger. Men vi talte med dem om Guds rige og sang Rigets sange i barakkerne. Engang efter at vi havde sunget, kom de kriminelle fangers anfører hen til en af os og sagde: „Hvis nogen rører jer, skal jeg nok sørge for at banke dem sønder og sammen!“ Nogle af forbryderne lærte endda Rigets sange og sang med på dem.
I midten af 1953 blev mange brødre fra forskellige lejre overflyttet til lejr 1. I begyndelsen var der 48 Jehovas vidner i lejren, men på mindre end tre år var vores antal steget til 64. Ja, i den periode tog 16 standpunkt for sandheden og blev døbt. Skønt lejrledelsen altid var på udkig efter tegn på religiøs aktivitet, lykkedes det os at holde vore møder og foretage dåb i lejrens badehus fordi den der havde opsyn med huset, var en broder.
Frihed og en familie
I 1956 blev de fleste Jehovas vidner i lejrene løsladt, hvilket medførte at den gode nyhed nu kunne blive bragt ud til alle dele af det vældige Sovjet. Min fængselsdom på 25 år var blevet sat ned til 10 år og derefter til 6 1/2 år. Jeg blev løsladt i februar 1957.
Først tog jeg til den sibiriske by Birjusinsk, som ligger cirka 600 kilometer nordvest for Angarsk. Mange ukrainske brødre var blevet deporteret til dette område, og jeg glædede mig over at udveksle erfaringer med dem og at høre om hvordan det gik vore fælles venner. Derfra flyttede jeg tilbage til Borislav i Ukraine. Her boede en ukrainsk søster ved navn Jevgenija Batjinskaja. Hun var blevet løsladt et år før mig.
Jevgenija var en trofast forkynder der i 1950 var blevet dømt til døden på grund af sin forkyndelse. Efter 18 dage på dødsgangen blev hendes dom imidlertid nedsat til 25 år i en særlig lejr. Vi blev gift i slutningen af 1957 da jeg vendte tilbage til Ukraine. Det var vores mening at bosætte os i Borislav, hvor jeg ni år tidligere var blevet døbt. I stedet fik jeg 48 timer til at forlade Ukraine.
Jeg flyttede til Kaukasus i den sydlige del af Rusland, hvor Jevgenija senere sluttede sig til mig. Da vi havde boet der i et lille skur et halvt års tid, rejste vi til Birjusinsk for at være sammen med vore forviste kristne brødre og søstre. Her var der cirka 500 forkyndere fordelt på fem menigheder, og jeg blev udnævnt til præsiderende tilsynsmand i en af menighederne. I 1959 blev vores datter Oksana født, og Marianna blev født i 1960. De har lige fra barnsben overværet møderne og været vant til menighedens faste rytme hvad åndelige aktiviteter angår.
I modsætning til de ukrainske myndigheder, der havde strenge restriktioner mod vor forkyndelse, var de sibiriske myndigheder forholdsvis tolerante over for vore menighedsaktiviteter. Det var dog stadig ikke let for hele menigheden at samles på én gang. Begravelser gav os lejlighed til at mødes i stort antal, og mange af brødrene holdt lærerige bibelske foredrag. Men da myndighederne opdagede det, skred de ind. Ved en lejlighed standsede de for eksempel et begravelsesoptog og tiltvang sig kisten, som de tog hen til kirkegården og begravede.
Tilbage til Ukraine
I 1965 rejste vi tilbage til Ukraine og bosatte os i Krementjug. I denne by, som ligger næsten 800 kilometer øst for Borislav, var der kun 12 forkyndere. Vi boede der i cirka fem år; i næsten al den tid betjente jeg menighederne som rejsende tilsynsmand. I 1969, da vore piger var henholdsvis ti og ni år gamle, blev vi spurgt om vi ville flytte sydpå for at hjælpe brødrene i den lille by Molochansk.
I Molochansk blev jeg indkaldt til en samtale med KGB som varede flere timer. Alt i alt blev jeg indkaldt seks gange. Hver gang fik jeg en lovende fremtid stillet i udsigt hvis jeg ville afskære al forbindelse med „Jehova-folkene“. Til sidst var KGB’s tålmodighed opbrugt, og en anden forkynder og jeg blev idømt et års fængsel.
Da jeg havde afsonet min dom, flyttede vores familie i 1973 til en lille landsby i nærheden af Krementjug. Møderne blev i hemmelighed afholdt i vort hjem. Dagen efter at vi i 1974 havde holdt mindehøjtid, blev vort hjem ransaget, og jeg blev arresteret.
Retssag, arbejdslejr og eksil
Min sag foregik for lukkede døre, og tilhørerne bestod af særligt indbudte højtstående embedsmænd og andre i ledende stillinger i samfundet. Jeg valgte ikke at lade en advokat føre mit forsvar, og jeg fik tre kvarter til at tale min sag. Dagen før retssagen knælede Jevgenija og vore døtre i bøn og bad, ikke om at jeg måtte få en mildere dom eller blive benådet, men om at der kunne blive aflagt et godt vidnesbyrd om Guds rige og Jehovas hellige navn.
Under retssagen læste dommeren en del passager op fra Vågn op! og Vagttårnet. Tilhørernes reaktion var ikke hvad dommeren havde ventet. Da de hørte at denne onde verden vil blive tilintetgjort i Harmagedon, og at Guds rige vil herske over jorden, blev de forvirrede og vidste ikke rigtig hvad de skulle tro. Dommeren fandt hurtigt ud af at han havde begået en bommert, og under min afsluttende sagsfremstilling forsøgte han at gøre skaden god igen ved hele tiden at afbryde mig i min præsentation. Ved at læse op fra vore publikationer havde dommeren imidlertid uforvarende aflagt et godt vidnesbyrd, og mit hjerte var fyldt med taknemmelighed. Jeg blev idømt fem års hårdt strafarbejde og fem år i eksil.
Jeg tilbragte de næste fem år blandt forhærdede forbrydere i det høje nord i arbejdslejren Jodva, der lå i den autonome republik Kómi. I den periode fik jeg lejlighed til at forkynde for cirka 1200 fanger samt for folk i lejrledelsen. Efter min løsladelse i 1979 blev jeg forvist til Vorkuta, som ligger nord for polarcirklen. Kort efter at jeg havde fundet arbejde og et sted at bo, sluttede min familie sig til mig i Vorkuta.
Det er almindeligt kendt at Vorkuta så at sige er grundlagt på dens fangers knogler. Blandt disse fanger var mange Jehovas vidner fra tidligere tider. I dag er Vorkuta en ganske almindelig by, og arbejdslejrene findes ikke mere. Men dybt nede i permafrosten i og omkring byen ligger utallige martyrer som har ofret livet i trofasthed mod Jehova.
Religionsfrihed
I 1989 rejste vi fra Vorkuta til Polen for at overvære to af Jehovas Vidners internationale stævner. Vi skammede os ikke over vore glædestårer da vi så titusinder af kristne brødre og søstre i Warszawa og Katowice nyde deres lykkelige fællesskab uden frygt for at blive arresteret. En drøm var gået i opfyldelse. Vi vendte tilbage til Vorkuta med en fornyet beslutning om at tjene Rigets interesser.
Klimaet nord for polarcirklen er imidlertid meget barskt, og det var gået ud over Jevgenijas helbred. Senere samme år flyttede vi derfor tilbage til Krementjug, hvor vi glæder os over den frihed vi nu har til at tjene Jehova. Begge vore svigersønner er ældste her i Ukraine, og vore døtre er pionerer, som heltidstjenere bliver kaldt, til trods for at de har fire børn at se til.
Fra tid til anden mindes jeg stadig fronten i 1945 og det løfte jeg afgav for over halvtreds år siden. Jehova har hjulpet mig til at holde mit løfte ved at give mig nøjagtig kundskab, den samme kundskab der har hjulpet millioner af andre til at aflægge et lignende løfte — at tjene Jehova for evigt.
[Kort/illustration på side 23]
RUSLAND
Vorkuta
Lviv
Borislav
UKRAINE
Krementjug
Molochansk
Kaukasus
Birjusinsk
Angarsk
Min hustru og mig med vore to døtre, deres mænd og fire børn
[Kildeangivelse]
Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.