En iskatastrofe
„DEN værste naturkatastrofe i nationens historie.“ Sådan beskrev avisen The Toronto Star det uvejr der i januar måned hærgede de canadiske provinser Ontario, Quebec og New Brunswick. I USA erklærede præsident Bill Clinton staterne Maine og New Hampshire, dele af Vermont og den nordlige del af staten New York for katastrofeområder.
Uvejret, med næsten fem dages isslag, var skyld i at 35 omkom. Den form for nedbør varer normalt kun et par timer, men i dette tilfælde var et højere, varmt luftlag blevet liggende over en kold luftmasse. Regnen frøs øjeblikkelig til is når den ramte en overflade, og der dannede sig flere lag is som tilsammen blev til et otte centimeter tykt islag. Mange træer, elkabler, elmaster og højspændingsmaster knækkede under vægten af isen, ofte med forfærdende resultater til følge.
I Quebec faldt i hundredvis af store højspændingsmaster af stål sammen som var de lavet af stanniol. En bekymret pendler fortalte: „Jeg så en [mast] vride sig som var den af plastic. Den delte sig i to stykker, formede sig til en kugle og brød sammen. På motorvejen var der elkabler over det hele. Da den første mast knækkede, brasede tre andre bag den sammen.“
Som følge af den ophobede is faldt der i alt 120.000 kilometer elkabler ned, hvilket svarer til tre gange Jordens omkreds. I Canada havde tre til fire millioner mennesker hverken strøm eller varme, og for nogle varede dette ved i tre uger eller mere.
I Maine, som guvernør Angus King havde erklæret i undtagelsestilstand, var 200.000 husstande uden strøm. Guvernøren sagde: „Dette er den største katastrofe af sin slags der nogen sinde har ramt denne stat.“ George Pataki, guvernøren for New York, sagde: „Hele byer er uden strøm.“
Langs Sankt Lawrenceflodens sydlige bred var 30.000 elmaster blevet ødelagt i uvejret. Efter 17 timers nedbør med isslag skrev Jim Kelly, som bor i den nordlige del af staten New York i nærheden af floden: „Vi kan ikke længere se ud ad vinduerne. Det er ikke bare rimfrost, men tyk is. Der kan høres larm fra alle sider af huset.“
Kelly forklarede: „I det fjerne kan man høre noget der lyder som skud. Bang! Stilhed. Bang! Stilhed. Bang, bang!“ Han opdagede senere at det han havde hørt, var lyden af træer og telefonpæle der knækkede.
Efter ødelæggelserne var landskabet paradoksalt nok blændende smukt. Man frygtede at der var gået 20 millioner ahorntræer til i Ontario. Det ville være et hårdt slag for ahornsirupindustrien. En ahorndyrker sagde beklagende: „Træerne er ikke andet end pæle der rager i vejret.“
„En smuk slagmark“
Ovennævnte var en overskrift i The Toronto Star der beskrev hvordan Montreal, Canadas næststørste by, så ud. „Man skulle tro at der var faldet bomber i gaderne,“ udtalte en beboer. Et løst skøn viste at skaderne i Montreal og omegn ville beløbe sig til mere end 2 milliarder kroner.
En beboer i Belleville i Ontario sagde: „Det ser ud som om der har været en atomkrig. Alt er dækket af hvidt støv. Det er uhyggeligt.“ Han kaldte det „en sælsom skønhed“.
Da hundredtusinder stadig var uden strøm og varme en uge efter uvejret, begyndte politiet at evakuere folk. En politimand spurgte: „Skal vi foreslå folk at komme med, eller skal vi beordre dem til det?“
„De bliver nødt til at følge med,“ svarede den ansvarshavende. „Men gør det på en diplomatisk måde.“ Han tilføjede: „Man skulle tro at det var krigstid.“
Tæt på en katastrofe
Eftersom store dele af Montreal var uden strøm, fungerede trafiklysene ikke, og undergrundsbanen blev lukket. Den sidste dag uvejret rasede, var fire af byens fem elforsyningsstationer brudt sammen. Hvilke følger kunne det få?
„Om eftermiddagen tydede alt på at Montreal ville blive fuldstændig mørklagt, og at vandforsyningen ville høre op,“ fortalte Quebecs premierminister, Lucien Bouchard. „To vandværker var standset, og der var derfor kun vand nok til to timers forbrug.“ Når folk senere tændte stearinlys, men var løbet tør for vand, kunne der let ske ulykker.
Cirka to uger senere blev en anden katastrofe afvendt da 1889 stævnedeltagere den 24. januar samledes til kredsstævne i Jehovas Vidners Stævnehal i Montreal. I nattens løb var Montreal blevet dækket af mere end 20 centimeter tung sne, og under formiddagens program opdagede man at stævnehallens vægge og lofter var blevet beskadiget. Eftermiddagens program blev aflyst, og man anmodede tilhørerne om at tage hjem for at skifte tøj og så komme tilbage til stævnehallen for at arbejde.
Inden for en time begyndte 300 frivillige som var udstyret med skovle, hakker og andre redskaber, at rydde det 7100 kvadratmeter store tag. Da den løse sne var fjernet, opdagede man at isen nogle steder var over 60 centimeter tyk. Ved hjælp af kædesave skar man isen ud i firkanter som man trak hen til kanten af taget og kastede ned. Der blev fjernet omkring 1600 tons is og sne. Senere viste en inspektion af hallen at lofterne havde rykket sig på plads, og at revnerne i muren havde lukket sig. Uden risiko kunne man fortsætte programmet søndag formiddag.
De hjalp hinanden
Der var nogle i området som søgte at udnytte andres vanskelige situation i denne kolde og våde periode. Men ligesom i det første århundrede var der også nogle som viste „en usædvanlig menneskekærlighed“. (Apostelgerninger 28:2) Avisen Daily Sentinel fra Rome i staten New York fortalte om nogle Jehovas vidner der tog ud for at hjælpe folk: „Mændene mødtes i rigssalen i Watertown for at blive opdelt i hold og få anvist hvilke af medlemmernes huse de skulle tage sig af. Men de hjalp også de andre folk der boede på vejen.“
Artiklen oplyste at dette nødhjælpsarbejde blev sat i gang „overalt i byerne Adams, Potsdam, Malone, Ogdensburg, Plattsburgh, Massena, Gouverneur og Ellenburg“. Frivillige sørgede for varme i boligerne i et par timer ved at slutte generatorer til nogle ovne. Ulykkeligvis faldt temperaturen efter uvejret til hen ved 18 minusgrader.
Et sted så politiet nogle Jehovas vidner som gik rundt og opsøgte folk, og de forvekslede dem med tyve. Da Vidnerne forklarede hvad de var i gang med, fortalte en af betjentene at hans far, der boede i Montreal, var blevet hjulpet af Jehovas vidner efter uvejret selv om han ikke var et vidne. Sønnen takkede for den hjælp der var blevet ydet hans far.
I et område syd for Montreal som blev kaldt „mørkets trekant“, var der 100 byer som var særlig hårdt ramt. Ti dage efter uvejret var byerne stadig uden strøm. Mange måtte undvære elektricitet i over en måned. Jehovas Vidners afdelingskontor i nærheden af Toronto sørgede for at de der boede i dette område, modtog hjælp. Forsyninger, deriblandt lampeolie, batterier og lommelygter, blev i lastvogn transporteret til et fordelingscenter og derfra udleveret til dem der var i nød.
Man sørgede også for at kristne ældste fandt ud af hvilke behov forkynderne i området havde. En gruppe ældste besøgte 11 menigheder i løbet af en uge og holdt mange opmuntrende møder. Ingen ønskede at tage hjem efter at de var blevet åndeligt styrket ved disse møder. Folk blev længe efter at mødet var slut, og snakkede med hinanden. De hørte hvad de andre var kommet ud for, og nød fællesskabet. Aldrig før var møderne blevet overværet så regelmæssigt som i ugerne efter uvejret.
Mange der havde varme fordi de ejede en brændeovn eller en generator der kunne producere elektricitet, indlogerede dem der ikke havde varme i deres boliger. Nogle Jehovas vidner havde op til 20 boende hos sig. Også mange af dem som boede uden for det område der blev ramt af strømsvigt, åbnede deres hjem for andre. For eksempel tilbød nogle Jehovas vidner i Sept-Îles, en by der ligger cirka 800 kilometer fra „mørkets trekant“, at indlogere 85 familier.
Jehovas vidner i fjerntliggende områder, som for eksempel Rimouski, kløvede brænde som de sendte af sted. Nogle tog sig tid til at skrive skriftsteder på brændestykkerne. En forkynder forærede noget af det træ han selv havde modtaget, til en ikketroende nabo, og på et af de brændestykker naboen fik, var der et citat fra Salme 55:16: „Jehova frelser mig.“ Mens han holdt brændestykket i hånden, løftede han hovedet og sagde: „Tak Jehova.“
Hvad kan man lære af alt dette?
Mange var rystede over at elforsyningen så let kunne bryde sammen, og at de var så afhængige af den. Der var en mand som sagde: „Der er ingen tvivl om at når vi skal bygge en ny bolig, vil vi udstyre den med en brændeovn, en generator . . . og et gasapparat.“
Knap seks uger efter uvejret gav en kommentator følgende tilbageblik: „Der var kulsort mørke, masser af is og masser af tid til at tænke, hvilket er lettere når fjernsynet er slukket.“ Han bemærkede derefter: „Det har overrasket os at vi er så sårbare over for elementernes rasen.“
Bibellæsere tænker på Skaberens løfte om at han vil omdanne jorden til et verdensomspændende paradis efter at han har fjernet denne tingenes ordning sådan som han før har fjernet en verden. (Mattæus 24:37-39; 2 Peter 2:5) Gud henviser til de kræfter han til den tid kan gøre brug af, og stiller spørgsmålet: „Har du været inde i sneens forrådshuse, eller har du set haglens forrådshuse, den som jeg gemmer til trængselens tid, til kampens og krigens dag?“ — Job 38:22, 23.
[Illustration på side 17]
Højspændingsmaster krøllede sammen som stanniol
[Illustration på side 18]
En truende katastrofe blev afvendt da frivillige fjernede sne og is fra stævnehallens tag
[Illustration på side 18]
Brænde til dem der var blevet berørt af uvejret