Brasília — en ung og anderledes by med ’vokseværk’

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I BRASILIEN

HVOR i verden har man kunnet ringe til den byplanlægger der tegnede grundplanen til landets hovedstad? Hvor har man kunnet møde arkitekten der tegnede og førte tilsyn med opførelsen af hovedstadens første regeringsbygninger? Og i hvilken hovedstad kan man gå en tur og med sikkerhed vide at alle man møder over 40 år, ikke er født i byen? I Brasiliens hovedstad, Brasília, som er en ung og anderledes by. Men lad os se nærmere på byen.a

Langvarige forberedelser

Det tager cirka halvanden time at flyve fra São Paulo til Brasília. I komfortable busser tager turen omkring 12 timer. Jeg valgte at køre med bus. På den måde fik jeg masser af tid til at læse om byens historie.

Lige siden det første organiserede oprør mod det portugisiske styre i slutningen af det 18. århundrede har der været et ønske om at bygge en ny hovedstad i Brasilien. Kort efter Brasiliens uafhængighed i 1822 foreslog den brasilianske statsmand José Bonifácio de Andrada e Silva at den fremtidige hovedstad skulle hedde Brasília, et navn som det 17. århundredes kartografer allerede havde benyttet om hele landet.

I 1891 fastsatte landets nye grundlov at 14.000 kvadratkilometer savannelandskab skulle afmærkes på den centrale højlandsslette. På denne slette, omkring 1000 kilometer fra kysten, skulle den nye hovedstad anlægges. Politikere tænkte at man ved at flytte hovedstaden fra Rio de Janeiro og ind i landet kunne fremme udviklingen i dette vidtstrakte område. Men i de næste 50 år skete der ikke noget. I 1955 var de langvarige forberedelser til ende, og en begivenhedsrig periode tog nu sin begyndelse.

En konkurrence og en plan

I dette år lovede præsidentkandidaten Juscelino Kubitschek at hvis han blev valgt, ville den nye hovedstad være en kendsgerning inden hans femårige regeringsperiode var slut. I april 1956 vandt Kubitschek valget.

Nogle måneder tidligere havde regeringen udskrevet en konkurrence: arkitekter, ingeniører og byplanlæggere i Brasilien blev indbudt til at udforme en anlægsplan til den nye hovedstad. I løbet af nogle få måneder indsendte 26 deltagere deres forslag til den ideelle hovedstad. I marts 1957 valgte en international jury vinderen: byplanlæggeren Lúcio Costa.

I modsætning til de andre deltageres forslag bestod Costas idé af nogle få skitser og tekstsider der var griflet ned i hånden — en hel byplan lå i en brun kuvert. Han undskyldte over for juryen at hans udkast var så enkelt, men tilføjede: „Hvis det ikke kan bruges, er det nemt at smide væk, og jeg har hverken spildt min egen eller andres tid.“ Men juryen var begejstret for hans plan og bedømte den til at være „ligetil, umiddelbar og fundamentalt enkel“. Hvad gik hans plan ud på, og hvordan blev det til en betonby?

Et „fly“ i støvet

Hvis man besøger Museu Vivo da Memória Candanga (Candangos Mindemuseum), vil man kunne få svar på disse spørgsmål. Museet har til huse i det der engang fungerede som hovedstadens første hospital, og bygningen er derfor bogstavelig talt Brasílias vugge. De første spædbørn som blev født i byen for 40 år siden, begyndte deres liv her. I dag fortæller det tidligere hospital historien om Brasílias fødsel og opvækst. Ifølge en af museets udstillinger er det en beretning om „støv, telte og beton“.

Laureti Machado, en museumsansat, viser mig først rundt i „støv“-perioden. Hun stopper op foran et billede taget i 1957 af to grusveje der skærer igennem en savanne og danner et vejkryds i et ubeboet område. „Dette fotografi,“ siger hun, „viser det første skridt der blev taget i forbindelse med byens grundlæggelse.“ Vi kigger derefter på Costas skitser og kan se hvordan byplanlæggeren har bøjet en af disse veje så arbejderne, de såkaldte candangos,b senere kunne bygge vejen i bueform på savannen. På den måde tegnede der sig en bue i støvet som fra oven lignede et fly.

Når man betragter Brasílias særprægede grundplan, ligner den stadig et fly med cockpittet pegende mod øst og de buede vinger der strækker sig mod nord og syd. De bygninger der huser de tre statsministerier, er placeret ved cockpittet. Forretningskvarteret udgør flyets krop, og beboelseskvartererne danner vingerne.

Fra telte til beton

Museet har også en afdeling der viser hvordan arbejdere fra hele Brasilien solgte deres ejendele for at rejse til byggepladsen. ’Min far købte en lastvogn, samlede hele vores familie på over 20 og kørte 19 dage for at komme her,’ fortæller en arbejder som ankom i august 1957. Andre tog bussen, kørte med oksekærre eller rejste på tommelfingeren. Der kom i alt 60.000 arbejdere.

Der var hårdt brug for denne hær af byggearbejdere som boede i lærredstelte, for indvielsen af byen var sat til den 21. april 1960. Det betød at ingeniører, teknikere og byggearbejdere skulle anlægge en hovedstad på 1000 dage — en enorm opgave! Men arbejderne blev færdige med projektet før indvielsesdagen. Verdens yngste hovedstad havde rejst sig af savannens støv.

Første og eneste

UNESCO (FN’s Organisation for Undervisning, Videnskab og Kultur) i Brasília nærer stadig stor beundring for byen og dens grundlæggere. „Der findes ikke noget andet eksempel på en byplan der er blevet fulgt så nøje som Costas plan,“ siger UNESCO’s kulturattaché, dr. Briane E. Bicca, til mig. „Det er en af grundene til at Brasília er verdens første og eneste by fra det 20. århundrede der står opført på UNESCO’s Liste over Verdens Kulturskatte.“c

Brasília er også den eneste by på denne liste der stadig er under opførelse. Det er en udfordring, siger dr. Bicca. „Hvordan kan vi bevare den originale byplan mens byen ændrer sig?“ Skønt arkitekten Lúcio Costa var oppe i halvfemserne, tog han denne udfordring op. Han holdt øje med nyopførelser og sikrede sig at de ikke skæmmede hans plan. Da Costa for eksempel hørte at man havde planer om at anlægge en jernbane i Brasília, insisterede han på at det blev en metro.

Udsigten over byen

Nu er det blevet tid til en byrundtur. Selv for en førstegangsbesøgende er det forholdsvis nemt at finde rundt i byen. Der er to hovedgader, og der hvor disse to gader krydser hinanden, ligger busterminalen. Den ene gade løber fra vest mod øst (fra ’flyets’ hale til cockpittet), og her ligger hoteller, teatre, banker og butikker. Den anden løber fra nord mod syd (fra den ene vingespids til den anden) og fører gennem beboelsesområdet.

Den bedste udsigt over byen har man fra det 224 meter høje tv-tårn, som er placeret i det område der svarer til flyets krop, lige bag vingerne. Efter en gratis elevatortur befinder man sig 75 meter over jorden, og her er der en flot udsigt over bykernen, Plano Piloto. Når man ser ud over byens vidtstrakte, åbne plæner, gør det et stort indtryk på en hvor stor Brasília egentlig er. Faktisk har landskabsarkitekten Roberto Burle Marx anlagt så mange parker og haver i Brasília at byen hævdes at være den ’grønneste’ hovedstad i verden.

Mod øst er der en vidtstrakt græsrabat mellem to veje. Langs vejene er der opført 17 identiske bygninger. I hver af disse kasseformede bygninger har forskellige ministerier til huse. For enden af græsrabatten står Brasílias vartegn: en kuppel og en omvendt kuppel der er anbragt ved foden af to 28-etagesbygninger der huser Nationalkongressen, Brasiliens lovgivende forsamling.

Nationalkongressens arkitektoniske udformning minder en smule om FN’s hovedkvarter i New York, og det er ikke tilfældigt. En af de arkitekter som var med til at tegne FN’s bygninger, var Oscar Niemeyer — den samme brasilianske arkitekt der har tegnet Nationalkongressen og de fleste andre vigtige bygninger i Brasília. To af hans flotteste bygninger er Udenrigsministeriet (Palacio Itamaraty) og Justitsministeriet (Palacio da Justiça), der er opført i nærheden af Nationalkongressens tvillingetårne.

Hvorfor man ikke kan fare vild

Brasília er imidlertid ikke kun en arkitektonisk park. Den er også et velordnet hjemsted for tusinder af mennesker. Mens vi kører gennem byens beboelseskvarter, siger Paulo, en af Brasílias advokater: „De fleste der flytter til Brasília, synes at byens orden er en dejlig afveksling i forhold til det kaos de har været vant til i andre byer.“

Brasílias indbyggere bor i lejlighedskomplekser. Når en klynge af sådanne ejendomme er bygget rundt om en gård, danner de en superblok. Rækker af superblokke er opført i byens nord- og sydvinger. Det er nemt at finde folks adresse. For eksempel ligger adressen „N-102-L“ i byens nordvinge, superblok 102, bygning L. Og hvis man kan huske at bloknumrene går opad (fra 102 til 116) når man kører mod ’flyets vingespidser’, kan man næppe tage fejl.

For at kombinere orden med hygge har beboelsesejendommene kun seks etager. På den måde, mente Costa, kan et barn der er nede at lege i gården, høre når moderen kalder oppe fra vinduet: „Manoel, vem cá!“ (Manuel, kom her!)

’Vokseværk’

Brasília bryster sig af at være en by der er bygget nøje efter planen, men byplanen tog ikke højde for de arbejdere der opførte byen. Man havde regnet med at arbejderne efter hovedstadens indvielse ville samle deres habengut og rejse tilbage til deres hjemby. Men at vende tilbage til et område uden hospitaler, skoler eller arbejde tiltalte forståeligt nok ikke arbejderne. De foretrak at blive i Brasília. Men hvor?

De kunne ikke betale huslejen for de lejligheder de selv havde bygget, og bosatte sig derfor rundt om Brasílias grønne områder. Inden længe opstod der mange byer som var større end Brasília. I dag bor kun 400.000 i den oprindelige by, og adskillige lejligheder står tomme; men der bor cirka 2 millioner i satellitbyerne. Det var intentionen at byplanen skulle skabe social udligning, men forskelligt indkomstniveau har delt befolkningen op i fuldstændig adskilte byer.

Resultatet af den eksplosive befolkningstilvækst og klasseskellet er kriminalitet og andre sociale og økonomiske problemer der er almindelige for enhver storby. Brasiliens unge hovedstad har fået ’vokseværk’. Velordnede gader og opfindsom arkitektur kan åbenbart ikke ændre folks indstilling og adfærd.

„Brasiliens hjerte“?

Reklametavlerne langs Brasílias ringvej fortæller de rejsende at de nærmer sig „Brasiliens hjerte“. Dette slogan er på sin vis sandt: Selv om Brasília ikke er placeret i landets geografiske midtpunkt, er afstanden herfra ud til alle landets større byer næsten den samme. Men har sloganet en dybere mening? Er Brasília virkelig Brasiliens hjerte? Det er der delte meninger om. Man kan kun få svar på spørgsmålet ved selv at besøge denne spændende by. Men vær ikke hurtig til at dømme Brasília. Giv byen lidt tid til at vise sig frem, for, som en indbygger siger: „Brasília seduz gradualmente.“ (Brasília vil efterhånden virke tiltrækkende.)

[Fodnoter]

[Illustration på side 15]

En beretning om „støv, telte og beton“

[Kildeangivelse]

Arquivo Público do Distrito Federal

[Illustration på side 15]

Jublende candangoer

[Kildeangivelse]

Arquivo Público do Distrito Federal

[Illustration på side 16, 17]

Udsigt over Brasília

1. Ministerier

2. Kongresbygninger

3. Højesteretsbygningen

4. Pladsen for De Tre Magter

5. Kontorbygninger

[Kildeangivelse]

Secretaria de Turismo, Brasília

[Illustration på side 18]

Verdens ’grønneste’ hovedstad