Om at ’høre’ med øjnene
EN VIGTIG forudsætning for at kunne kommunikere med en døv, er at man har en god og passende øjenkontakt med vedkommende. Det er absolut nødvendigt når døve taler. Når to taler sammen på tegnsprog, bliver det betragtet som uhøfligt hvis den ene kigger væk og således bryder øjenkontakten. Og hvordan tiltrækker man sig den døves opmærksomhed? Frem for at bruge personens navn er det bedre at røre vedkommende let på skulderen eller armen, vinke i hans eller hendes perifere synsfelt, eller, hvis man står langt fra hinanden, bede en anden om at hjælpe med at få den døves opmærksomhed. Afhængig af situationen kan man stampe let i gulvet eller skiftevis tænde og slukke lyset. Disse og andre metoder til at få de døves opmærksomhed er efter deres eget udsagn fuldt ud acceptable og en del af deres kultur.
En forenende faktor
Nogle tror fejlagtigt at døve har let ved at mundaflæse, men mange døve betragter mundaflæsning som en dårlig kommunikationsform. Der er selvfølgelig undtagelser, og en del er endda meget dygtige til det, men i almindelighed bør man ikke bare gå ud fra at den døve kan mundaflæse. For at føre en meningsfyldt samtale med den døve kan man måske bruge en tegnsprogstolk eller skrive ned hvad man vil sige til vedkommende.
Men hvis man ofte er sammen med døve, ville det så ikke være hensynsfuldt over for dem at man lærte tegnsprog? Det ville virke forenende, især blandt dem der har samme tro. Det svarer til at lære det andet sprog i en tosproget kultur. Jehovas vidner har længe været interesseret i at gøre oplysninger om Jehova Gud tilgængelige for alle. Da døve ikke kan lære at høre normalt, kunne vi måske tilpasse os dem ved at lære tegnsprog. — 1 Korinther 9:20-22.
Antonino fra Italien fortæller at da han begyndte at overvære de kristne møder, var hans „samtaler med de hørende brødre ikke til megen opmuntring for nogen af parterne. Da vi ikke kunne forstå hinanden, følte jeg mig udenfor.“ Derfor besluttede mange i menigheden sig for at lære italiensk tegnsprog. Interesserede døve begyndte at studere Bibelen, og der blev holdt møder på italiensk tegnsprog. Dette var til stor opmuntring for Antonino. Han siger: „Nu har jeg lyst til at fortælle alle mine døve venner om vore møder og den varme kærlighed der er blandt Jehovas folk.“
Jehovas vidner i hele verden har oprettet tegnsprogsmenigheder hvor døve kan glæde sig over et varmt og kærligt fællesskab med hinanden. I Spanien har der eksisteret tegnsprogsgrupper i over 20 år. I USA er der i øjeblikket 19 tegnsprogsmenigheder og 47 grupper.a
De døve forkyndere er i stand til at virke som heltidstjenere (pionerer), menighedstjenere og ældste. De kan også holde stævneforedrag, afholde pionerskoler og føre an på mange andre måder. I dette miljø er døves udfoldelsesmuligheder ikke begrænsede; de har derimod rig anledning til at prise Jehova med de muligheder de har.
Vores medfødte behov for kammeratskab og kommunikation kommer til udtryk ved de mange kulturer og sprog der findes rundt om på jorden. Frem for at betragte døve som handicappede bør vi fokusere på det de udretter, deres evner og egenskaber. Når vi behandler andre med respekt og er villige til at tilpasse os, kan vi alle, trods vores forskelligartethed, bidrage til en forenet menneskeslægt.
[Fodnote]
a I Danmark er der én tegnsprogsgruppe.
[Illustration på side 24]
Bevar øjenkontakten når du bruger tegnsprog
[Illustration på side 24]
Døve tjener med glæde som heltidsforkyndere
[Illustration på side 25]
Rigets sange ’synges’ på spansk tegnsprog
[Illustration på side 25]
Et foredrag ved et stævne gennemføres på koreansk tegnsprog
[Illustration på side 25]
Bibelske publikationer på tegnsprog præsenteres på videofilm