Hvad er der sket med næstekærligheden?
MILLIONER føler sig hjælpeløse, er bange og ulykkelige, og de kan ikke se nogen udvej. En kvinde har beklagende sagt: „Jeg spiser alene, går tur alene, sover alene og taler kun med mig selv.“ Kun få er villige til at række hånden frem og kærligt hjælpe dem der er i nød.
En pensioneret forretningskvinde fortæller: „En aften bankede en enke der bor på samme etage som jeg selv, på min dør og sagde at hun var ensom. Høfligt, men bestemt, forklarede jeg hende at jeg havde travlt. Hun undskyldte forstyrrelsen og gik igen.“
Kvinden fortsætter: „Jeg var helt stolt af mig selv fordi jeg havde afværget en kedsommelig samtale. Næste aften ringede en ven og spurgte om jeg kendte en kvinde der boede i samme bygning som jeg, og som havde begået selvmord aftenen før. De har sikkert allerede gættet at det var den enke der bankede på min dør.“ Bagefter udtalte forretningskvinden at det var „en bitter erfaring“.
Det er almindeligt kendt at spædbørn kan dø hvis de ikke får kærlighed. Det kan større børn også. I sit afskedsbrev skrev en køn 15-årig pige: „Kærlighed er at man ikke længere er ensom.“
En nutidig tragedie
For nogle år siden skrev tidsskriftet Newsweek følgende om etnisk had: „’Had din næste!’ synes at være årets motto.“ Under konflikten i Bosnien og Hercegovina, tidligere en del af Jugoslavien, blev over en million mennesker tvunget til at forlade deres hjem, og titusinder blev dræbt. Af hvem? „Vore naboer,“ siger en pige der blev fordrevet fra sin landsby. „De var vores bekendte.“
„Vi plejede at leve sammen i fred,“ fortæller en kvinde om de 3000 hutuer og tutsier der bor i landsbyen Ruganda. The New York Times skrev følgende: „Historien om denne by er historien om Rwanda: hutuer og tutsier lever sammen, har giftet sig indbyrdes og bekymrer sig ikke om, eller ved måske slet ikke, hvem der er hutu og hvem der er tutsi. Men pludselig ændrer billedet sig,“ og ’nedslagtningen begynder.’
I Israel lever jøder og arabere side om side, men mange hader hinanden. I dette århundrede er der i hele verden opstået lignende situationer, eksempelvis i Nordirland, i Indien og Pakistan, i Malaysia og Indonesien og mellem racerne i USA.
Man kunne nævne det ene eksempel på etnisk og religiøst had efter det andet. Aldrig før i historien har der været så stor mangel på kærlighed.
Hvem bærer skylden?
Had er ligesom kærlighed noget man bliver oplært i. I en velkendt sang hedder det: „Fra barnsben får du det ind i dit blod: at hade dem din familie er imod.“ I dag er det især had man bliver oplært i. Navnlig kirkerne er kommet til kort i forbindelse med at lære deres medlemmer at vise kærlighed.
Den franske avis Le Monde kommer med denne kommentar: „Man kan ikke lade være med at tænke på at de tutsier og hutuer som kriges i Burundi og Rwanda, er blevet oplært af de samme kristne missionærer og er kommet i de samme kirker!“ Ifølge avisen National Catholic Reporter er Rwanda et „70 procents katolsk land“.
Tidligere i dette århundrede blev der indført ateistisk kommunisme i østeuropæiske lande. Hvorfor? I 1960 sagde en forstander for et teologisk fakultet i Prag: „Det er os, os kristne alene, der er ansvarlige for kommunismen. . . . Husk at kommunisterne engang har været kristne. Hvis fejl er det, hvis ikke de tror på en retfærdig Gud?“
Tænk på kirkernes rolle under den anden verdenskrig. Om denne krig har den britiske brigadegeneral Frank Crozier sagt: „Ingen kan bedre end de kristne kirker gøre mennesker blodtørstige, og vi har gjort flittigt brug af dem.“ Nogle år efter den anden verdenskrigs afslutning stod der i The New York Times: „Før i tiden støttede de lokale katolske hierarkier næsten altid deres nationers krige, velsignede tropperne og opsendte bønner om sejr, mens en anden skare biskopper på den anden side af fronten offentligt bad om det modsatte udfald af kampen.“
Jesus Kristus viste kærlighed i alt hvad han foretog sig, og apostelen Paulus skrev: „I er selv oplært af Gud til at vise hinanden kærlighed.“ (1 Thessaloniker 4:9) „Sande kristne er brødre og søstre i Jesus Kristus,“ skrev en journalist i Vancouveravisen The Sun. „De vil aldrig nogen sinde forsætligt skade hinanden.“
Kirkerne har tydeligvis en stor del af skylden for den mangel på kærlighed der er i verden. I en artikel i bladet India Today hed det: „Det er under religionens banner at de mest grufulde forbrydelser er blevet begået.“ Der er imidlertid en grundlæggende årsag til at vores generation har været kendetegnet af en sådan manglende hensyntagen til andre.
Hvorfor er kærligheden blevet kold?
Skaberen giver svaret. Hans ord, Bibelen, kalder vor tid for „de sidste dage“ og siger at folk ville være „uden naturlig hengivenhed“. Jesus Kristus forudsagde om disse „kritiske tider som er vanskelige at klare“ — i Bibelen også kaldt „afslutningen på tingenes ordning“ — at „kærligheden [ville] blive kold hos de fleste“. — 2 Timoteus 3:1-5; Mattæus 24:3, 12.
Vor tids mangel på kærlighed er en del af tegnet på at vi befinder os i de sidste dage for denne verden. Lykkeligvis betyder det også at denne ugudelige verden snart vil blive erstattet af en retfærdig ny verden under et kærligt styre. — Mattæus 24:3-14; 2 Peter 3:7, 13.
Er der virkelig grund til at tro at en sådan forandring vil finde sted? Vil vi få mulighed for at leve i en verden hvor alle elsker hinanden og lever sammen i fred?