Vore dages religiøse intolerance

„Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed: denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter.“ Artikel 18, Verdenserklæringen om Menneskerettighederne, 1948.

ER DER religionsfrihed i det land hvor du bor? De fleste lande i verden har tilsyneladende anerkendt denne ædle grundsætning, som ofte er blevet taget med i internationale erklæringer. Det skønnes imidlertid at der i utallige lande hvor intolerance og diskrimination er barske realiteter, er millioner af mennesker der ikke har religionsfrihed. Som en modsætning hertil lever mange i samfund der består af flere forskellige racer, etniske grupper og religioner, hvor frihed er garanteret ved lov, og hvor tolerance tilsyneladende er en del af landets kultur.

Men selv i disse lande er nogles religionsfrihed truet. „Religiøs diskrimination findes i næsten alle økonomiske, sociale og ideologiske systemer og i alle dele af verden,“ siger Angelo d’Almeida Ribeiro, der tidligere var specialrapportør for FN’s Menneskerettighedskommission. Forfatterne Kevin Boyle og Juliet Sheen skriver i deres bog Freedom of Religion and Belief — A World Report, som blev udgivet i 1997: „Forfølgelse af religiøse minoriteter, . . . forbud mod religionsudøvelse og den omsiggribende diskrimination . . . er hverdagsbegivenheder her i slutningen af det tyvende århundrede.“

Religiøs diskrimination berører imidlertid ikke kun religiøse minoriteter. Professor Abdelfattah Amor, FN’s specialrapportør vedrørende religiøs intolerance, siger at „intet trossamfund kan føle sig sikkert“. Det er derfor højst tænkeligt at der i det land hvor du bor, er trossamfund som bliver udsat for intolerance og fordom.

Forskellige former for diskrimination

Religiøs diskrimination kommer til udtryk på mange forskellige måder. Nogle lande forbyder alle religioner undtagen én, som så i realiteten bliver landets statsreligion. I andre lande vedtages der love som lægger restriktioner på visse religioners virksomhed. Nogle lande har indført love der er blevet fortolket på en vilkårlig måde. Tænk hvilke muligheder for misbrug der ligger i et lovforslag i Israel som gør det strafbart at importere, trykke, uddele og besidde brochurer eller andet materiale „der tilskynder til religiøs omvendelse“. Ikke overraskende stod følgende at læse i avisen International Herald Tribune: „I Israel er Jehovas vidner blevet udsat for chikane og overfald.“ Ultraortodokse fanatikere har tre gange brudt ind i en rigssal i byen Lod og to gange øvet hærværk mod den. Politiet undlod at gribe ind.

Bogen Freedom of Religion and Belief henviser til flere eksempler på intolerance: „Kætteri og kættere er ikke kun noget man kendte til i fortiden. . . . Afvisning, forfølgelse og diskrimination af anderledestroende er stadig en af hovedårsagerne til intolerance. Som eksempler kan nævnes den måde hvorpå man behandler tilhængere af ahmadiyya-bevægelsen i Pakistan og [bahaierne] i Egypten, Iran og Malaysia samt Jehovas Vidner i Grækenland, Singapore og i flere østeuropæiske lande.“ Religionsfriheden er tydeligvis truet i mange dele af verden.

I den forbindelse har Federico Mayor, der er generaldirektør for UNESCO (FN’s Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur), sagt at fremtidens verden ’ikke vækker udelt begejstring. . . . Frihedens vinde har pustet liv i hadets gløder.’ Denne frygt deles af lederen af Menneskerettighedscentret ved University of Essex i England: „Alle vidnesbyrdene peger på at religiøs intolerance . . . ikke er i aftagende, men snarere i tiltagende i vor moderne verden.“ Denne tiltagende intolerance er en trussel mod religionsfriheden, måske også mod din religionsfrihed. Men har det så stor betydning?

Hvad står på spil?

„Religionsfrihed er en grundlæggende betingelse for at et samfund kan kaldes frit. . . . Uden retten til frit at udøve sin religion og til at udbrede sin religiøse overbevisning kan der ikke eksistere samvittighedsfrihed eller ægte demokrati,“ skriver sociologen Bryan Wilson i sin bog Human Values in a Changing World. Og som en fransk domstol for nylig har anerkendt, ’er trosfrihed en af de fundamentale borgerrettigheder’. Så uanset om man er religiøs eller ej, burde man være interesseret i at religionsfriheden sikres.

Et lands holdning til religionsfrihed har også stor indvirkning på dets omdømme og internationale troværdighed. I en rapport der blev fremlagt i 1997 ved et møde for Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, som består af 54 medlemsnationer, hed det: „Religionsfrihed er en af de mest grundlæggende menneskerettigheder og en forudsætning for menneskelig værdighed. Intet styre der krænker sådanne rettigheder eller tillader systematisk overtrædelse af dem, kan med rette gøre krav på at høre til de retfærdige og demokratiske stater som respekterer fundamentale menneskerettigheder.“

Religionsfrihed er som en del af en bygnings fundament. Borgerrettigheder samt politisk, kulturel og økonomisk frihed bygger på religionsfrihed. Hvis fundamentet er undermineret, vil hele bygningen lide skade. Professor Francesco Margiotta-Broglio siger meget rammende: „Når religionsfriheden krænkes, er det kun et spørgsmål om tid før det går ud over andre former for frihed.“ At religionsfriheden sikres, er en betingelse for at også andre friheder kan sikres.

For at kunne bedømme hvordan religionsfriheden bedst kan sikres, må man forstå dens beskaffenhed. Hvor stammer begrebet religionsfrihed fra? Hvordan blev det indført, og hvad var prisen?

[Illustration på side 4]

Religiøs intolerance har en lang historie