Farvel til krig
FOLK overalt har længe drømt om at leve i en verden uden krig. Det er en drøm der ikke er gået i opfyldelse. Som nævnt i forrige artikel mener mange at global fred kun kan blive indført ved hjælp af en verdensregering, som vil repræsentere alle jordens folkeslag upartisk. De fleste erkender dog at jordiske herskere aldrig frivilligt vil afgive deres suverænitet til en regering der repræsenterer alle på jorden. Vil det sige at en verdensregering ikke er mulig?
Sådan forekommer det måske. Ikke desto mindre viser Bibelens profetier at en verdensregering snart vil indføre fred på jorden. Det vil ikke ske som følge af menneskers forhandlinger eller internationale aftaler, men fordi, som profeten Daniel blev inspireret til at skrive, „himmelens Gud [vil] oprette et rige som aldrig vil blive ødelagt“. — Daniel 2:44.
Det er det rige Jesus lærte sine disciple at bede om i den bøn millioner kender som fadervor. Sandsynligvis kender du denne bøn, der findes i Bibelen, i Mattæusevangeliet 6:9, 10. I bønnen retter man denne appel til Gud: „Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ Gud vil besvare denne bøn. Inden længe vil dette rige „komme“ for at gennemføre Guds vilje på jorden. Guds vilje går blandt andet ud på at omdanne jorden til et fredens paradis.
En realistisk vision om global fred
Er der grund til at tro at Guds rige kan udrette mere end de jordiske regeringer har kunnet? Lad os betragte otte punkter ved Guds rige som vil sikre varig fred for alle i dette riges jordiske domæne.
1. Kongen i Riget er den herliggjorte Jesus Kristus, ’Fredsfyrsten’, som Gud har udnævnt. (Esajas 9:6) Mens Jesus var på jorden, viste han sine tjenere at de ikke skulle bevæbne sig til bogstavelig krigsførelse. Han sagde til Peter: „Anbring igen dit sværd på dets plads, for alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“ — Mattæus 26:52.
2. Riget vil være en verdensregering. Om Jesu myndighed forudsagde Daniel: „Der blev givet ham herredømme og ære og kongemagt, og alle folkeslag, folkestammer og tungemål skal tjene ham.“ — Daniel 7:14.
3. Riget vil repræsentere alle folkeslag. Jesu medregenter er taget fra „hver stamme og hvert tungemål og hvert folk og hver nation“, og de „skal herske som konger over jorden“. — Åbenbaringen 5:9, 10.
4. Guds rige vil gøre ende på alle jordiske regeringer der modstår dets myndighed. „Riget . . . vil knuse og gøre ende på alle disse [jordiske] riger, men selv bestå evindelig.“ — Daniel 2:44.
5. Jordens befolkning vil blive underlagt international lov. Esajas profeterede om den tid: „Lov vil udgå fra Zion, og Jehovas ord fra Jerusalem. Og han vil fælde dom mellem nationerne og afgøre sager vedrørende mange folkeslag.“ — Esajas 2:3, 4.
6. Rigets undersåtter vil blive oplært i fredens veje. Esajas fortsætter: „Og de skal smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive. Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig.“ — Esajas 2:4.
7. De der elsker vold, vil blive fejet bort. „Jehova ransager såvel den retfærdige som den ugudelige, og den der elsker vold, ham hader Hans sjæl. Han vil lade fælder regne ned over de ugudelige, ild og svovl og en svidende vind, som deres tilmålte bæger.“ — Salme 11:5, 6.
8. Våben vil blive afskaffet. „Kom og betragt hvad Jehova har gjort, hvordan han har udført forfærdende ting på jorden. Han standser krige indtil jordens ende. Buen splintrer han og sønderhugger spyddet; vognene brænder han i ild.“ — Salme 46:8, 9.
Hvorfor man kan tro på Guds løfter, og hvordan man får en sådan tro
Bibelen indeholder mange flere detaljer om Guds rige. Den viser for eksempel hvem der sammen med Jesus Kristus skal administrere jordens anliggender. Den fortæller hvordan de udvælges, og hvilke kvalifikationer de må opfylde. Bibelen beskriver også hvordan Riget vil forvalte jordens ressourcer for at alle jordens folkeslag kan opnå fremgang og lykke og derved blive befriet for den misundelse og grådighed der så ofte har ført til stridigheder.
Kan man tro på sådanne profetier? Jehova har sagt: „Mit ord som går ud af min mund . . . vender ikke tilbage til mig med uforrettet sag, men vil gøre hvad jeg har behag i, og gennemføre hvad jeg har sendt det til.“ (Esajas 55:11) Denne udtalelse er ikke blot en forsikring om at Gud holder sine løfter. Da Jehova er den Almægtige, har han magt til at skabe en verden med fred. Intet går over hans forstand, og derfor har han den fornødne visdom til at indføre fred. (Esajas 40:13, 14) Jehova er desuden selve indbegrebet af kærlighed — ingen i universet nærer et større ønske om at skabe fred i verden end han. — 1 Johannes 4:8.
Det kræver naturligvis tro at stole på Guds løfter. Troen er grundlagt på kundskab og opdyrkes gennem studium af Guds ord, Bibelen. (Filipperne 1:9, 10) Efterhånden som man lærer Guds personlighed og hensigt at kende, vil man indse at Guds rige er en realitet. Krig vil blive fjernet, ikke som følge af menneskers bestræbelser, men ved hjælp af en himmelsk verdensregering — Guds rige.
[Illustrationer på side 8, 9]
Guds riges undersåtter vil lære fred, og våben vil blive afskaffet