Velsmagende atleter fra dybet
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I AUSTRALIEN
DET talent falkene udfolder i luften, viser disse superfisk i vandet. Hurtige og glinsende skyder de igennem dybet som lysende pile. De er hele tiden på farten, hele tiden på jagt efter bytte. Det er ikke for ingenting at deres latinske navn, Thunnus thynnus, stammer fra et ord der betyder „jag“. De tilhører den eftertragtede makrelfamilie og er i slægt med marliner, spydfisk og sværdfisk. For dem der ikke allerede har gættet hvem disse havatleter er, kan det oplyses at det drejer sig om tunfiskene, der omfatter 13 arter.
Den mest prominente i denne atletiske familie er den blåfinnede tun. Underarten Thunnus maccoyii, som findes syd for ækvator, når en længde på mindst 2 meter og en vægt på op til 200 kilo. Men familiens sværvægter er den enorme atlantiske blåfinnede tun, der, som navnet røber, findes på den nordlige halvkugle. Med en længde på 270 centimeter eller mere (sjældent nu om dage på grund af overfiskning) kan den veje over 700 kilo — hvoraf dens kraftige muskler udgør 75 procent. Men de blåfinnede tunfisk behøver ikke at sætte tempoet ned på grund af størrelsen. Disse store fyre er faktisk klanens torpedoer, idet de kan opnå hastigheder på 70-80 kilometer i timen i korte spurter.
Konstrueret til sprint og maraton
Hvordan er det muligt for de blåfinnede tunfisk at svømme så hurtigt? Tidsskriftet National Geographic har følgende forklaring: „Den blåfinnede tun er simpelt hen skabt til de høje hastigheder, for den består af tre fjerdedele muskler og har en perfekt hydrodynamisk facon, den har et stærkt hjerte og ’varmevekslere’, et åndedræt der minder om ’ramjet ventilation’, og andre specielt tilpassede indretninger.“ Blåfinnens kraftige hjerte er adskillige gange større end andre fiskearters og minder mere om et pattedyrs. I modsætning til typiske koldblodede fisk pumper dens hjerte også forholdsvis varmt blod gennem dens geniale kredsløbssystem. Når blodets temperatur stiger med 8 grader celsius, bliver tunens muskelstyrke tre gange større. Det gør den til et respektindgydende rovdyr der stiller sin appetit med fisk, blæksprutter og rejelignende planktonorganismer.
Når en tunfisk får øje på et lækkert måltid — eksempelvis en makrel — kommer den med et slag af sin halvmåneformede halefinne i løbet af nul komma fem op på angrebshastighed. Bryst- og bugfinnerne trækker sig tilbage i specielle sprækker i fiskens jernhårde krop så modstanden mindskes. Hvor hurtig makrellen end er, så har den ikke mange chancer for at undslippe, for tunfisken er også udstyret med et binokulært syn (der gør at begge øjne ser det samme), med en yderst følsom hørelse og med kemiske detektorer der udtager prøver af vandet. Når tunfisken er klar til angreb, strækker den atter sine finner ud for lynhurtigt at rette kursen ind i det afgørende øjeblik. I ét nu åbnes dens mund og gællelåg, og makrellen er forsvundet — suget ind og svælget ned.
På grund af tunens stærke hjerte, forholdsvis varme blod og overordentlig store gæller kommer den sig ti gange hurtigere efter sådanne spurter end andre fisk. Selv når den ’snapper efter vejret’ — og mens den sover — fortsætter den med at svømme, for den er tungere end vandet, og den har ikke det gællehulrum der sætter andre fisk i stand til at pumpe vandet hen over gællerne og ’ånde’, og som giver dem mulighed for at hvile fuldstændigt. Derfor svømmer tunen ligesom hajen med munden delvis åben. En tunfisks gravskrift kunne lyde: „En maraton fra fødsel til død — kun afbrudt af hidsige spurter.“
Den smukkeste i tunfamilien er den kæmpemæssige gulfinnede tun. Den gulfinnede tun bliver omtrent 2 meter lang og kan prale med en gul stribe, små gule styrefinner og overordentlig lange tilbagestrøgne finner. Når disse prægtige fisk kløver bølgerne, glitrer de som brændende pile, især om natten. Faktisk kalder hawaiianerne dem „ahi“, som betyder „ild“.
Atleter i alvorlige vanskeligheder
Dens rigelige mængder af rødt, olieholdigt kød gør tunfisken til en yndet spise. Japanske gourmetretter som sashimi og sushi har fået den atlantiske tun til at rangere blandt de mest efterspurgte og bekostelige levnedsmidler på det japanske marked. Kunderne i en sushi-bar betaler høje summer for små portioner tunfisk. Hvis du hørte køberne gøre et bud på blot én blåfinnet tun ved en auktion, og du troede at der blev budt på en bil, ville det være forståeligt. Beløb som 80.000 kroner eller mere er almindelige. Det er sket at en tunfisk på 325 kilo blev solgt for knap en halv million! „Lige så stor som en Porsche, lige så hurtig som en Porsche og lige så dyr som en Porsche,“ har en naturfredningsmand engang sagt.
I betragtning af den store efterspørgsel efter tun er fiskebestandene stærkt dalende. Der bliver „drevet rovdrift på dem og ødslet med dem for vindings skyld som om det var sidste chance,“ skriver bogen Saltwater Gamefishing. Moderne industrifartøjer der er udstyret med den nyeste teknologi, deriblandt luftovervågning, lander store fangster. Når en notbåd observerer en stime af tun, fires en lille hurtig motorbåd ned som trækker et gardin af net, eller en snurpenot, rundt om fiskene for således at hindre dem i at undslippe. Linebåde, derimod, har i nogle tilfælde trukket en snøre, eller langline, der var op til 130 kilometer lang. På denne hovedsnøre er der fastgjort omkring 2200 kortere snører, der alle er fulde af kroge med lokkemad. De er et rent mareridt for en tunfisk. De store blåfinnede tunfisk er så eftertragtede at observationsfly og både „kan bruge flere uger på at jage og fange blot nogle ganske få fisk,“ hævder World Wildlife Fund.
Nogle lande har indført fiskekvoter i deres territorialfarvande, men hvordan kan man overvåge fangsten af fisk der bevæger sig frit i havene? (En blåfinnet tunfisk der var blevet mærket og sluppet fri nær Japan, blev senere fanget igen ud for Mexicos kyst — næsten 11.000 kilometer derfra!) Indtil nu har en overvågning været umulig. Organisationer inden for FN prøver at fremme et bæredygtigt fiskeri, men de er oppe imod en stærk kapitalmagt. Når man i nogle lande har forsøgt at overvåge fangsten, har det resulteret i voldsomme sammenstød.
Man kan undre sig over at fiskerne bringer udbyttet fra verdenshavene, det de selv skal leve af i fremtiden, i fare ved fortsat at drive rovdrift på bestande der er udfisket i foruroligende grad. National Geographic skriver: „På trods af en sådan nedgang i fiskebestanden søger hverken den traditionelle eller den industrialiserede fisker at afhjælpe problemet gennem en frivillig fredning fordi de så ikke får noget ud af det. Det ville bare bevirke at andre, mindre samvittighedsfulde fiskere, fik fangsten. Så i stedet fisker alle endnu mere ihærdigt.“
Vil mærkning og opdræt redde tunen?
Den sydlige blåfinne har været genstand for en hel del forskning. I noget af denne forskning indgår brugen af avanceret elektronisk mærkning der formidler afgørende oplysninger om tunfiskestimernes vaner og sundhedstilstand. Disse informationer vil være en hjælp når man skal regulere fiskekvoterne.
I mellemtiden vinder fiskeopdræt, også opdrætningen af tunfisk, udbredelse i nogle lande. Med hensyn til frugtbarhed har blåfinnehunnen virkelig noget at tilbyde fiskeopdrætteren — hun gyder op til 15 millioner æg i én gydeperiode. Hvis opdrætterne har heldet med sig, kan det være at opdræt vil lette presset på de faretruende lave bestande af fritsvømmende tunfisk. Det ville være meget sørgeligt at se en så glimrende havatlet som tunen uddø — særlig familiens superstjerne, den blåfinnede tun, der er en fryd for øjet såvel som for ganen.
[Illustration på side 16, 17]
Gulfinnet tun
[Kildeangivelse]
Innerspace Visions
[Illustration på side 18]
Blåfinnet tun
[Kildeangivelse]
Innerspace Visions