Det største menneske der har levet

KAN noget menneske med rette kaldes ’det største menneske der har levet’? Ja, hvad er det overhovedet der gør et menneske ’stort’? At det har særlige evner som hærfører? At det har stærke muskler? At det har en usædvanlig forstand?

Historikeren H. G. Wells siger at en mands storhed afhænger af ’om han iværksætter noget som kan gro, og om han fører andre ind på nye tankespor med en styrke der fortsætter uformindsket når han er borte’. Og H. G. Wells, som ikke selv gjorde krav på at være kristen, erkendte: „Efter denne målestok er Jesus den største.“

Alexander den Store, Karl den Store (som blev kaldt „stor“ allerede mens han levede) og Napoleon Bonaparte var mægtige herskere. I kraft af deres stærke personlighed havde de stor magt over deres undergivne. Men, som Napoleon skal have sagt, „Jesus Kristus har påvirket og befalet over sine undersåtter uden at være synligt og legemligt til stede“.

Ja, ved sin dynamiske lære og den måde han selv efterlevede den på, har Jesus i næsten to tusind år haft en umådelig indflydelse på menneskene. En skribent har rammende sagt: „Denne ene person har øvet større indflydelse på menneskers liv end alle de hære der nogen sinde er draget i krig, alle de flåder der er bygget, alle de parlamenter der har forhandlet og alle de konger der har regeret.“

En historisk person

Mærkeligt nok påstår nogle imidlertid at Jesus aldrig har levet — at han er ’opfundet’ af nogle der levede i det første århundrede. Imod dette indvender den anerkendte historiker Will Durant: „At nogle ganske få og jævne mænd i løbet af en enkelt generation skulle have været i stand til at konstruere en så stærk og betagende personlighed, en så ophøjet etik og en så inspirerende vision af menneskeligt broderskab, ville have været et mirakel, der var endnu mere utroligt end noget af dem, der berettes om i evangelierne.“

Man kan spørge sig selv: Kunne en person der aldrig havde levet påvirke menneskehedens historie i den grad? Opslagsværket The Historians’ History of the World anfører: „De historiske følger af [Jesu] virke var, selv fra et ikke-religiøst synspunkt, mere gennemgribende end nogen anden historisk persons gerninger. Med hans fødsel begynder en ny tidsalder som anerkendes af alle verdens vigtigste kulturer.“

Den dag i dag benytter kalenderen det formodede tidspunkt for Jesu fødsel som udgangspunkt. Som The World Book Encyclopedia siger: „Årstal før dette år angives som f.Kr., eller før Kristus. Årstal efter dette år angives som A.D., eller Anno Domini (i det Herrens år).“

Kritikere peger dog stadig på at vi ikke ved andet om Jesus end det der står i Bibelen. De mener at der ikke er andre samtidige optegnelser om ham. Selv H. G. Wells skriver: „De gamle romere har ikke taget mindste notits af Jesus; han har ikke sat sig noget spor i sin samtids historiske optegnelser.“ Men er det rigtigt?

Det er sandt at fortidens verdslige historikere ikke siger meget om Jesus, men han nævnes dog. Den anerkendte romerske historiker Cornelius Tacitus fra det første århundrede skrev: „Disse mennesker havde [betegnelsen kristne] efter Kristus, som under Tiberius’ regering blev henrettet ved prokuratoren Pontius Pilatus.“ Svetonius og Plinius den Yngre, romerske skribenter fra samme tid, hentydede også til Jesus. Og den jødiske historiker Flavius Josefus fra det første århundrede nævner „en mand ved navn Jakob, en broder til Jesus, der kaldtes Kristus“.

The New Encyclopædia Britannica konkluderer derfor: „Disse uafhængige oplysninger beviser at end ikke kristendommens modstandere i gammel tid betvivlede at Jesus virkelig havde levet, hvilket blev bestridt første gang og med mangelfuld begrundelse af flere forfattere i slutningen af det 18. århundrede og videre gennem det 19. og i begyndelsen af det 20. århundrede.“

Det vi ved om Jesus blev dog i alt væsentligt nedskrevet af hans egne disciple i det første århundrede. Vi finder deres beretninger i de bibelbøger der kaldes evangelierne; de er skrevet af Mattæus, Markus, Lukas og Johannes. Hvad siger disse beretninger da om hvem Jesus var?

Hvem var han?

Det grundede hans ledsagere i det første århundrede også over. Da de så hvordan Jesus mirakuløst kunne få søens oprørte bølger til at lægge sig, spurgte de forbløffet: „Hvem er dette menneske egentlig?“ Og ved en senere lejlighed spurgte Jesus selv apostlene: „Hvem siger I jeg er?“ — Markus 4:41; Mattæus 16:15.

Hvad ville du svare, hvis han havde spurgt dig? Var Jesus Gud selv? Det tror mange i dag. Men hans egne disciple troede aldrig at han var Gud. Apostelen Peter svarede Jesus: „Du er Messias, den levende Guds søn.“ — Mattæus 16:16.

Jesus hævdede heller aldrig selv at han var Gud, men han erkendte at han var den lovede Messias, Kristus. Han sagde også at han var „Guds søn“, ikke Gud selv. (Johannes 4:25, 26; 10:36) Og dog siger Bibelen ikke at Jesus var et menneske som ethvert andet menneske. Han var noget ganske særligt fordi han var skabt af Gud før alt andet. (Kolossenserne 1:15) I milliarder af år, endnu før det fysiske univers blev skabt, havde Jesus levet som åndeskabning i himmelen og haft nært fællesskab med sin Fader, Jehova Gud, den store Skaber. — Ordsprogene 8:22, 27-31.

For omkring to tusind år siden overførte Gud da sin søns liv til en kvindes moderskød, og Jesus blev et menneske, en jordisk søn af Gud, født af en kvinde sådan som mennesker bliver det. (Galaterne 4:4) Mens Jesus voksede som foster, og som barn og ung mand, var han afhængig af dem Gud havde udvalgt til at være hans jordiske forældre. Men på et tidspunkt nåede han frem til modenhed som voksen mand, og fik den fulde erindring om det liv han havde haft hos Gud i himmelen. — Johannes 8:23; 17:5.

Det der gjorde ham til den største

Jesus blev det største menneske der har levet fordi han som en trofast søn efterlignede sin himmelske Fader nøje — så nøje at han kunne sige til sine disciple: „Den der har set mig, har også set Faderen.“ (Johannes 14:9, 10) I enhver situation her på jorden gjorde han hvad hans Fader, den almægtige Gud, ville have gjort. „Jeg [gør] intet . . . af mig selv,“ sagde Jesus, „men jeg siger disse ting sådan som Faderen har undervist mig.“ (Johannes 8:28) Når vi læser om Jesu Kristi liv, får vi altså i realiteten et indtryk af hvordan Gud selv er.

Skønt apostelen Johannes erkendte at ’ingen nogen sinde har set Gud’, kunne han alligevel skrive at „Gud er kærlighed“. (Johannes 1:18; 1 Johannes 4:8) Det kunne han fordi han kendte Guds kærlighed fra det han havde set hos Jesus, der var sin Faders fuldkomne afspejling. Jesus var kærlig, ydmyg, medfølende og imødekommende. De svage og undertrykte følte sig godt tilpas hos ham, ligesom alle andre gjorde det — mænd, kvinder og børn, rige, fattige og mægtige, ja, selv grove syndere. Kun de hvis hjerte var ondt holdt ikke af ham.

Jesus ikke bare sagde at hans tjenere skulle elske hinanden — han viste dem hvordan. „Ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden,“ sagde han. (Johannes 13:34) En af hans apostle erklærede at dét at kende Messias’ kærlighed „overgår kundskab“. (Efeserne 3:19) Ja, den kærlighed Kristus viste, overstiger al teoretisk kundskab og „tvinger“ andre til at efterligne ham. (2 Korinther 5:14) Det var altså især Jesu enestående eksempel med hensyn til at vise kærlighed der gjorde ham til det største menneske der har levet. Hans kærlighed har i århundredernes løb talt til hjertet hos millioner og påvirket deres tilværelse positivt.

Nu vil nogle sige: ’Hvad med alle de forbrydelser der er begået i Jesu navn — korstogene, inkvisitionen, og de krige hvor millioner som kaldte sig kristne har slået hinanden ihjel fordi de befandt sig på hver sin side af en front?’ Sandheden er at disse mennesker ikke er ægte disciple af Jesus. Hans lære og hans livsform fordømmer deres handlinger. Selv en hindu, Mohandas Gandhi, erklærede: ’Jeg elsker Kristus, men jeg foragter de kristne fordi de ikke lever som Kristus gjorde.’

Få gavn af at lære om ham

Intet studium kunne i dag være vigtigere end en undersøgelse af Jesu Kristi liv og tjeneste. ’Se ufravendt hen til Jesus,’ tilskyndede apostelen Paulus, ’ja, betragt ham nøje.’ Og Gud selv befalede: „Hør på ham“ — på hans søn, Jesus. Dette vil bogen Det største menneske der har levet hjælpe læseren til at gøre. — Hebræerne 12:2, 3; Mattæus 17:5.

Vi har søgt at fortælle om alle begivenheder i Jesu jordiske liv sådan som de fremholdes i de fire evangelier, deriblandt hans taler, hans lignelser og mirakler. Så vidt det har været muligt er alt genfortalt i den rækkefølge hvori det skete. Ved slutningen af hvert kapitel er der henvisninger til de passager i Bibelen som kapitlet er baseret på. Vi opfordrer læseren til at slå henvisningerne efter og til at besvare de efterfølgende repetitionsspørgsmål.

En forsker fra Chicagos Universitet har for nylig udtalt: „Der er blevet skrevet mere om Jesus i de seneste tyve år end i de foregående to tusind.“ Det vigtigste er imidlertid at man personligt tænker over evangelieberetningerne. Det er som The Encyclopædia Britannica siger: „Mange studerende er i dag blevet så opslugte af modstridende teorier om Jesus og evangelierne at de har forsømt selv at sætte sig ind i disse grundlæggende kildeskrifter.“

Vi tror at læseren, efter en grundig og fordomsfri gennemgang af beretningen i evangelierne, vil være enig med os i at den største begivenhed i menneskehedens historie fandt sted mens Augustus var kejser af Rom — da Jesus fra Nazaret trådte frem og gav sit liv til gavn for os.