SADDUKÆERE
En fremtrædende sekt inden for jødedommen, tilknyttet præsteskabet. (Apg 5:17) Saddukæerne troede hverken på opstandelsen eller på engle. — Apg 23:8.
Nøjagtig hvornår saddukæerne skilte sig ud som en religiøs sekt, vides ikke. Den første historiske omtale af dem ved navn forekommer i Josefus’ skrifter, som viser at de modstod farisæerne i sidste halvdel af det 2. århundrede f.v.t. (Jewish Antiquities, XIII, 293 [x, 6]) Josefus giver også nogle oplysninger om deres lære, selv om det kan diskuteres om hans fremstilling er helt saglig. Han siger at saddukæerne i modsætning til farisæerne fornægtede skæbnetroen og hævdede at et menneske, gennem sine handlinger, selv var ansvarligt for hvordan det gik det. (Jewish Antiquities, XIII, 172, 173 [v, 9]) De forkastede de mange mundtlige overleveringer som farisæerne holdt i hævd, og ligeledes den farisæiske tro på sjælens udødelighed og på straf eller belønning efter døden. I deres omgang med hinanden kunne saddukæerne være temmelig grove, og de skulle være ret diskussionslystne. Ifølge Josefus appellerede deres lære til de velhavende. — Jewish Antiquities, XIII, 298 (x, 6); XVIII, 16, 17 (i, 4); Den jødiske krig, 2. bog, 8. kap., 14. afsnit.
Johannes Døber påpegede at saddukæerne burde bære en frugt der vidnede om sindsændring. Det var fordi de, ligesom farisæerne, ikke havde holdt Guds lov. (Mt 3:7, 8) Jesus sammenlignede deres fordærvende lære med surdej. — Mt 16:6, 11, 12.
Apostelgerninger 23:8 oplyser følgende om deres religiøse lære: „Saddukæerne siger nemlig at der hverken er opstandelse eller engel eller ånd, men farisæerne bekender offentligt alle disse ting.“ En gruppe saddukæere forsøgte at udfordre Jesus med et spørgsmål om opstandelse og svogerægteskab. Men han bragte dem til tavshed. Ved at henvise til Moses’ skrifter, som de hævdede at anerkende, modbeviste han deres påstand om at der ikke er nogen opstandelse. (Mt 22:23-34; Mr 12:18-27; Lu 20:27-40) Da apostelen Paulus en del år senere var stillet for Sanhedrinet, splittede han denne den højeste jødiske domstol ved at spille farisæerne ud mod saddukæerne. Dette var muligt fordi de havde forskellige religiøse opfattelser. — Apg 23:6-10.
Skønt saddukæerne og farisæerne var delte i religiøs henseende, enedes de om at sætte Jesus på prøve ved at bede ham om at vise dem et tegn (Mt 16:1), og de gjorde fælles sag i deres modstand mod ham. Det ser ifølge Bibelen ud til at saddukæerne førte an da man forsøgte at få Jesus dræbt. Nogle af dem var medlemmer af Sanhedrinet, der lagde råd op imod Jesus og senere dømte ham til døden. Blandt dem der havde sæde i Sanhedrinet, var saddukæeren og ypperstepræsten Kajfas og uden tvivl andre fremtrædende præster. (Mt 26:59-66; Joh 11:47-53; Apg 5:17, 21) Når som helst der i De Kristne Græske Skrifter er tale om at de øverste præster gør dette eller hint, er saddukæerne derfor uden tvivl implicerede i det. (Mt 21:45, 46; 26:3, 4, 62-64; 28:11, 12; Joh 7:32) Saddukæerne synes også at have ført an i forsøget på at standse kristendommens udbredelse efter Jesu død og opstandelse. — Apg 4:1-23; 5:17-42; 9:14.