Trængselens dage afkortes
1. Hvad betød det, at Jesus ville være med os indtil „verdens ende“?
I AL DEN TID, Jesus har været i himmelen, har han været med sine trofaste efterfølgere på jorden ved sin ånd eller virkekraft, som han har sendt dem, såvel som ved hjælp af sine tjenende engle og sin kærlighed og interesse for dem. Men han lovede at være med dem på en særlig måde i „endens tid“. Han omtalte det, lige før han steg op til himmelen, da han sagde til dem: „Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, . . . idet I lærer dem, . . . Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende [syntéleia, afslutning].“ (Mattæus 28:19, 20) Det betød, at han ville være med dem under verdens afslutning (syntéleia) ved sin nærværelse eller parousía, thi han ville komme i sit rige, når hedningernes tider endte, og „endens tid“ begyndte. Så skulle en undervisning af alle folkeslag udføres af hans trofaste efterfølgeres rest på jorden på en fænomenal måde. De skulle forkynde det gode budskab om Riget og vise, at det var blevet oprettet i 1914. Under dette hans disciples afslutningsarbejde på jorden ville Kristus Jesus være nærværende hos dem i Rigets magt. Han forudsagde dette og viste, at det ville indtræffe efter den første verdenskrigs afslutning. Thi efter at han havde forudsagt, at denne verdenskrig ville blive indledningen til „endens tid“, sagde han: „Den, som holder ud indtil enden [telos], han skal frelses. Og dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden [telos, den fuldstændige afslutning] komme.“ — Mattæus 24:13, 14.
2. Hvordan begynder og ender enden, og hvad finder sted før dens fulde slutning?
2 Denne forkyndelse af Rigets evangelium, udført af hans sande efterfølgeres rest og deres retsindige medarbejdere, ville ikke kunne udføres blandt alle folkeslag på een dag. Den måtte kræve en række af år. Det viser atter, at afslutningen [syntéleia] strækker sig over år. Man lægger mærke til, at denne afslutning eller „endens tid“ virkelig har en slutning eller ende. Men denne ende (telos) vil ikke komme, før Jehovas vidners arbejde med at forkynde om det oprettede rige for alle folkeslag er fuldført. Vi ser altså, at „endens tid“ for verden indledes med „veernes begyndelse“, hvilket efterfølges af en ekstraordinær forkyndelse af Kongen og Riget på hele den beboede jord, og så slutter det med et højdepunkt af veer. Det gør det til en tid med „stor trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens [kosmos] begyndelse indtil nu og heller ikke senere skal komme“. — Mattæus 24:21.
3. Hvordan forudsagde Jesus, at der ville komme en pause? Hvorfor skulle den komme?
3 Vi ser da, hvad vi kunne kalde „en pause eller et mellemspil“ imellem „veernes begyndelse“ og afslutningen på „endens tid“. Jesus taler om denne pause eller mellemakt i sin profeti. Da han havde omtalt den store trængsel over Djævelens verdensorganisation, sagde han: „Og dersom de dage [dage er et udtryk for tidens varighed] ikke blev afkortet, da blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld skal disse dage afkortes.“ (Mattæus 24:22) Dagene eller trængselstiden begyndte over Djævelens organisation i 1914, da Jehovas konge fik magten overdraget og „kampen i himmelen“ begyndte imod hans fjender med det resultat, at Djævelen og hans dæmoner blev drevet ned på jorden. Denne „kamp i himmelen“ ledsagedes af „veernes begyndelse“ her på jorden, indbefattende den første verdenskrig. Da den sejrrige konge nu havde fået hele Djævelens organisation under sine fødder som en fodskammel, på jorden, kunne han have ført krigen videre uden ophold til dens afslutning i fuldstændig undergang for alle hans fjender. Det ville have indbefattet, at slaget ved Harmagedon var begyndt straks. En sådan uafbrudt fortsættelse af fjendtlighederne imod Djævelens verdensorganisation og alt, hvad der hører ind under den, ville have medført, at intet menneske var blevet frelst, skånet eller bevaret. Derfor sørgede kongen for denne bevarelse af mennesker, i særdeleshed fordi resten af hans trofaste efterfølgere endnu var her på jorden i kødet. Dengang var de desuden i tvungent fangenskab under Satans babyloniske organisation.
4. Hvordan blev trængselens dage afkortet? Hvorfor var det for de udvalgtes skyld?
4 „For de udvalgtes skyld“ afkortede kongen trængselsdagene for Djævelens organisation. Hvordan? Ved at standse yderligere kamphandlinger mod denne onde organisation indtil „endens tids“ teliske ende eller fulde afslutning. Det tillod resten af Guds udvalgte i kødet at tage fat på den gerning at forkynde Rigets evangelium på hele den beboede jord som et vidnesbyrd for alle folkeslag. Ved trofast deltagelse i den gerning kunne de bevise deres helhjertethed over for Gud og befæste deres kaldelse og udvælgelse til det himmelske rige med Kristus. Deres forkyndelse underretter også alle nationernes politiske, kommercielle og religiøse magthavere om, at vi lever i verdens „endens tid“, og at dens storslåede afslutning er nær, da „en hævnens dag fra vor Gud“ skal udøses over dem. — Esajas 61:2.
En periode for undervisning til frelse
5. Hvordan blev denne pause vist forbilledligt på Jeremias’s tid?
5 Afkortningen af disse dage her i vor generation blev vist forbilledligt for fem og tyve århundreder siden ved det, der fandt sted for Jerusalem i endens tid for den. I årene 609-607 f. Kr. belejrede babylonierne nordfra byen. Da ægypterne mod syd indså, at Jerusalems fald ville være en trusel mod deres egen politiske magtstilling, kom de byen til undsætning, og babylonierne eller kaldæerne hævede belejringen og vendte sig mod de fremrykkende ægyptere. Det gav dem, der troede på profeten Jeremias’s budskab, lejlighed til at flygte fra byen til et tilflugtssted. Da byen nu var befriet for trykket, vendte Jerusalems øvrige indbyggere sig til deres gamle, onde vaner; men Jeremias advarede dem og sagde, at kaldæerne ville komme igen og genoptage belejringen og denne gang ødelægge byen fuldstændig. Det er nøjagtig, hvad der skete. De, der ikke benyttede sig af afkortelsen af disse frygtelige trængselsdage for Jerusalem, måtte lide for deres vantro over for Jehovas advarsel ved profeten Jeremias. (Jeremias 37:1-12; 39:1-9) Derfor burde vi nu i vor kritiske periode, hvor der er en lejlighed inden slaget ved Harmagedon, give agt, at vi ikke skal komme til at erfare de samme sørgelige følger som disse vantro israelitter. At trængselens dage afkortes ved denne nåderige mellemakt, er en stor barmhjertighedsgerning af Gud. Lad os vise vor værdsættelse heraf ved at benytte os af den nåderige foranstaltning til vor frelse.
6. Hvem stod frem i magt? Hvorfor afkortede han trængselstiden?
6 Verdenskrisen er nu inde, og derfor lader barmhjertighedens Gud den nødvendige kundskab til frelse fra undergangen i Harmagedon blive kundgjort som aldrig før i verdens historie. Han forudsagde, at det skulle gå således. Ved Daniel skildrede han profetisk den nuværende „endens tid“ og viste, hvad der da skulle finde sted i Djævelens organisation, særlig med hensyn til „nordens kone“ og „sydens konge“. Men han sagde også om „endens tid“: „Til den tid skal Mikael stå frem, den store fyrste, som værner dit folks sønner, og en trængselstid kommer, som hidtil ikke har haft sin mage, så længe der var folkeslag til. Men på den tid skal dit folk frelses, alle, der er optegnet i bogen.“ Og sandelig, ved selve begyndelsen af „endens tid“ stod Jehovas store fyrste Mikael, det vil sige den gudlige Jesus Kristus, frem i Rigets vælde. Han begyndte „kampen i himmelen“ imod Djævelens organisation. Men efter at han havde drevet Djævelen og hans dæmoner ud af himmelen, afkortede han trængselsdagene ved at standse yderligere operationer, indtil trængselstidens højdepunkt nås i slaget ved Harmagedon. Hvorfor det? For at der kunne gennemføres en storslået undervisningskampagne til frelse.
7. Hvordan blev undervisningsfelttoget forudsagt for Daniel?
7 Daniels profeti peger på denne undervisningskampagne ved at sige: „Men du, Daniel, sæt lukke for ordene og segl for bogen til endens tid! Mange skal granske i den, og kundskaben skal blive stor.“ (Daniel 12:1, 4) Det betyder, at mange, som søger frelse, nemlig Jehovas folk, ville løbe til og fra gennem Guds ords sider og granske ordet, og gøre det på den tid, da profetiens inspirerede ord ville være lukket op og Daniels bog uforseglet, så den kunne undersøges og forstås. Den gamle Septuagintaoversættelse af Daniel 12:4 fra hebraisk til græsk viser os denne granskning efter sandheden meget tydeligere. Den siger: „Og du, Daniel, luk ordene, og forsegl bogen indtil endens tid [syntéleia], indtil mange bliver undervist og kundskaben bliver forøget“. (Bagsters oversættelsea) Hvis mange skal undervises og deres kundskab forøges, må Daniels profetis bog naturligvis åbnes og ikke mere være forseglet, og det må ske i tiden for „enden“ eller afslutningen (syntéleia), der begyndte i 1914. Kongen Kristus Jesus er nærværende som Jehovas store lærer. Han underviser „dit folks sønner“, Daniels folk, som er Jehovas folk.
8. Hvilket løfte til Daniel skal snart opfyldes? Hvordan?
8 Eftersom „endens tids“ dage løber hastigt mod deres afslutning, nærmer opfyldelsen af et løfte til Daniel sig. Hvilket? At han skal oprejses fra sin århundredlange hvile i døden og graven og vende tilbage til jorden og være en af Kongers synlige fyrster under det himmelske rige. Det var det løfte, Guds engel gav den trofaste profet for fem og tyve århundreder siden, da han sagde: „Men gå du enden i møde, læg dig til hvile og stå op til din lod ved dagenes ende [syntéleia, afslutning].“ (Daniel 12:13) Når Daniel står frem fra dødstilstanden til sin fyrstelige lod på jorden, med hvilken forundring og glæde vil han så ikke se opfyldelsen af sin profetiske bog! Hvor ivrigt vil han ikke gribe den kundskab, som da er lukket op for ham angående Jehovas hensigter i hans rige!
9. Hvilket tegn udgør opfyldelsen af Mattæus 24:45 til 25:46?
9 Hvilken forunderlig tid med lejligheder vi dog lever i, „endens tid“! Det er den tid, da Kongen finder sin rest, der tjener ham som „den tro og kloge tjener“. Derfor bruger han dem til at uddele åndelig føde til alle, som ønsker frelsens kundskab. Det er den tid, da lignelsen om de kloge og de uforstandige jomfruer opfyldes, og da dommen over Kongens tjenere, som er skildret i lignelsen om de betroede talenter, finder sted. Ja, lignelsen om fårene og bukkene kommer også til at gælde denne begivenhedsrige tid. Nu ser vi i alle lande, at de fårelignende mennesker benytter sig af undervisningsfelttoget og hører om Kongen og tager standpunkt for ham sammen med resten af hans åndelige brødre. (Mattæus 24:45 til 25:46) Måtte årvågenhed over for alle de begivenheder, der nu sker som bevis for Kongens nærværelse eller parousía, få os til at erkende, at også de er et tegn på „verdens ende“. Disse begivenheder betegner afslutningen på den gamle verdensindretning under Djævelens herredømme.
10. Hvad burde vi forstå? Og hvad har vi herefter at gøre?
10 Måtte vi da til fulde forstå, at det betyder, at vi lever i „endens tid“. Vi er allerede kommet igennem mere end fem og tredive år af den. Den fuldstændige afslutning på Djævelens verdensindretning, både den synlige og usynlige del af den, nærmer sig mere og mere. Lad os ikke forsømme at være på vagt, fordi trængselens dage er blevet afkortet ved et mellemspil, og fordi vi ikke i øjeblikket kender dagen og timen for denne ødelæggende ende over verdens systemer og indretninger. Enden vil komme. Den forsinkes ikke. Det er vist og sikkert, at den kommer til Guds fastsatte dag og time. (Mattæus 24:36-39) Når Rigets evangelium er blevet forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle folkeslag, vil „endens tid“, der begyndte med veer, ende med en fuldstændig afslutning for hele fjendens organisation. Det tilkommer nu os at gøre vor del ved at deltage i felttoget for undervisning om Rigets budskab. Ved at gøre det kan vi bevise os værdige til at gå ind i den retfærdige nye verden, der ifølge Guds løfte skal blive en „verden uden ende“ under Jehovas evige rige med Jesus Kristus som konge.
(The Watchtower, 1. november 1949)
[Fodnote]
a Vatikanske manuskript nr. 1209, der virkelig gengiver Theodotions revision fra det andet århundrede e. Kr. af Septuaginta i Daniels bog.