Vor største og blivende egenskab
1. Hvad er den største egenskab, menigheden har? Og hvad beviser den?
DEN største egenskab, som den sande kristne organisation kan have nu i tiden, er kærlighed. Denne kærlighed, der blev indplantet ved Guds ånd i hans menighed i det første århundrede, må findes i den endnu som bevis for, at det er den samme teokratiske organisation. Hans menighed er den organisation, ved hvilken Gud udtrykker og demonstrerer denne storslåede egenskab for hele verden. Nitten århundreders tilværelse midt i en selvisk verden har ikke gjort nogen forandring i menigheden i den henseende. Den har denne guddommelige egenskab og lægger den for dagen på selv samme måde, som Paulus så smukt skildrer i 1 Korinterbrev, kapitel 13.
2. Selv om profeti, tungetale og kundskab er forsvundet, hvad forbliver så?
2 Visse forandringer måtte komme og er kommet siden apostlenes tid. I bevidstheden herom viser Paulus, at menigheden fundamentalt er den samme nu som på hans tid, idet han siger: „Kærligheden ophører aldrig; men hvad enten det er profetiske gaver, de skal engang forsvinde, eller tungetale, den skal forstumme, eller kundskab, den skal forsvinde.“ (1 Korinter 13:8) Nej, kærligheden kan ikke slå fejl eller høre op, lige så lidt som Gud kan, thi „Gud er kærlighed“. Fremfor alt er det da denne varige egenskab, der skal udvikles, for at vi kan være lig Gud. Eftersom Gud er den Højeste i universet, og han altid vil lægge kærlighed for dagen, vil universet for evigt blive styret i kærlighed. Det vil sikre alle levende skabningers velvære og lykke. Profeti, tungetale, kundskab, disse Guds ånds overnaturlige gaver er ophørt i den sande menighed. Men Guds egen profetiske kraft hører aldrig op, og i Guds skrevne ord har vi alt, hvad vi nu behøver i retning af profeti. Kundskaben om frelsens vej findes i hans ord, og i det har vi fordelen af hans gave, Kristi apostle. Åndens mirakuløse gaver er forsvundet, men ikke ånden selv. I vor tid er Jehovas folk fyldt med den og bærer dens frugt til overflod. Denne ånd er af allerstørste betydning.
3. Hvorfor var kundskab og profeti stykkevis og måtte derfor forsvinde?
3 Intet menneske har vidst alt, hvad der kan vides om Gud og hans hensigt. Intet menneske har profeteret alt, hvad der er at profetere, men Gud har brugt fem og tredive mænd til at nedskrive al den kundskab, der findes i bibelen, og alle de profetier, den indeholder. Kundskaben står aldrig stille, navnlig ikke når profetien får sin opfyldelse og Guds ånds oplysende magt udgrunder alle de herlige hemmeligheder og visdommens og kundskabens dybder, som findes i bibelen. Følgelig måtte åndens mirakuløse gaver ophøre på grund af deres stykkevise eller ufuldstændige natur. „Thi,“ siger apostelen, „stykkevis erkender vi, og stykkevis profeterer vi, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forsvinde.“ (1 Korinter 13:9, 10) De givne profetier gik ikke ind på alle enkeltheder, og al profeti blev heller ikke givet ved een profet. Hver enkelt profet var da stykkevis med hensyn til afsløring af fremtiden, og han vidste ikke engang fuldt ud, hvad han profeterede om. Men nu er tiden ikke inde til profetiens gaver, men til profetiens opfyldelse. Gradvis bliver forståelsen af profetien fyldt ud ved alle enkelthederne i den virkelige opfyldelse. Ud fra den opfyldte profeti ved vi, at vi lever i „endens tid“, den tid, da „kundskaben skal blive stor“ ifølge Guds løfte. (Daniel 12:4) Vi er derfor nu ved at komme til den fuldkomne kundskab.
4. Hvem aflægger det barnagtige? Hvordan og hvorfor?
4 Med den forret vi nu har til at kunne iagttage og forstå, ville vi ikke ønske at vende tilbage til tiden for de mirakuløse gaver, profeti, tungetale og kundskab. Disse foreteelser passede sig for den nylig påbegyndte kristne menighed i dens barndom; men da organisationen voksede til modenhed, fandt Gud, at den ikke behøvede noget sådant, og modne kristne i menigheden nu i dens alderdom føler ingen trang til dem og ville ikke vende tilbage til dem. Vi kan elske og tjene Gud uden disse gaver, og det gør vi med de gaver, vi nu har. Apostelen taler om menighedens vækst og fremgang som et hele, når han siger: „Så længe jeg var barn, talte jeg som et barn, tænkte jeg som et barn, dømte jeg som et barn; efter at jeg er blevet mand, har jeg aflagt det barnagtige.“ (1 Korinter 13:11) Et barn arbejder eller leger med den kundskab, erfaring og mentale og fysiske udvikling, det har, men i disse henseender er det begrænset. Det kan derfor svinges frem og tilbage ligesom et lille barn i en vugge. Men en mand er mere udviklet, åndeligt og legemligt. Han har mere erfarne og trænede mentale evner og er mere stadig, og lader sig ikke så let rokke. Derfor aflægger han barndommens attituder, tankeprocesser, frygt og metoder. Han beskæftiger sig dristigt med mere alvorlige ting og mere ansvarsfuldt arbejde, og han sidder inde med større dygtighed. Han har en bedre forståelse og vurdering af værdier. Han ønsker det bedste.
5. Hvordan skal vi nu i tiden se og kende? Og hvorfor?
5 For nitten århundreder siden, i menighedens barndom, sagde apostelen: „Nu ser vi jo i et spejl, i en gåde [spejle blev dengang lavet af sølv eller kobber, der var poleret], men da skal vi se ansigt til ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg jo selv er kendt fuldt ud.“ (1 Korinter 13:12) Nu i vor tid nærmer vi os det stadium, hvor vi ikke længere skal se som i et spejl, men skal se tingene nøjagtigt, lige så tydeligt som når man står ansigt til ansigt med en, da opfyldelsen skal stirre forbillede, skygge og profeti fuldt ud ind i ansigtet. Fordi det nu er Guds åbenbarelses tid, er vi nær ved, hvor den stykkevise kundskab vil være borte, og vi meget snart skal kende fuldt ud, ligesom Gud kender os fuldt ud. Det vil modne og forene og støtte hans menighed som aldrig før.
6. Hvordan er kærligheden størst, også iblandt egenskaber som endnu vedvarer?
6 Med eller uden sådanne mirakuløse åndens gaver i vor tid står een kendsgerning stadig fast efter nitten århundreders fremskridt hen imod Guds rige: „Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre; men størst af dem er kærligheden.“ (1 Korinter 13:13) Menigheden i vor tid har med sin fuldere og mere fremskredne kundskab, trods mangelen på den stykkevise kundskabs mirakuløse gaver, mere grund til rigere tro, håb og kærlighed end nogen sinde før. Den må lægge tro for dagen indtil afslutningen på sin jordiske løbebane; men visse træk i dens tro vil forsvinde, efterhånden som de ting, der er forudsagt og lovet i Guds ord, bliver virkeliggjort. Troen er grundlaget for det, man håber på, og visse træk af vort håb vil forsvinde, fordi vi skal se og erfare nogle af de ting, vi har håbet på. Men kærligheden vil altid forblive i dens fylde. I stedet for at formindskes, må den uddybes og vokse i al evighed. Når vi således har den rette forståelse af tingenes værdi, så lad os, medens vi retter vort hjerte mod visse åndelige forrettigheder og fortrin, først og fremmest stile efter kærligheden; thi den er vor største og blivende egenskab.