Breve

Mere om blodtransfusion

Den 28. oktober 1949.

Kære frue!

Hvorfor forbød Gud overføring af blod fra en anden skabnings organisme til den, der søgte en eller anden form for lindring, enten tilfredsstillelse af sult, tørst eller blodtab? Undersøg Guds lov, og ingen steder vil De finde, at grunden til, at Gud forbød overføring af blod, var en sundhedsforanstaltning, der skulle forebygge råddenskab eller smitte. Grunden ligger på et meget højere plan, og af Deres brev fremgår det, at De har ignoreret eller overset denne grund. Da Gud i begyndelsen oprettede den evige pagt med Noa om vort blods hellighed, gjorde han rede for, hvad denne højere grund var, da han sagde: „Dog kød med sjælen, det er blodet, må I ikke spise!“ (1 Mosebog 9:4) Blodet er livet i kødet, og af den grund begrænsede Gud brugen af blod til de forsonende ofre på hans hellige alter. Læg mærke til, at Gud ikke anfører nogen sundhedsmæssig grund, når han om blodets forsoningskraft siger: „Om nogen af Israels hus eller af de fremmede, der bor iblandt dem, nyder noget blod, så vender jeg mit åsyn mod den, der nyder blodet, og udrydder ham af hans folk. [Hvorfor?] Thi kødets sjæl er i blodet, og jeg har givet jer det til brug på alteret til at skaffe jeres sjæle soning; thi det er blodet, som skaffer soning, fordi det er sjælen. Derfor har jeg sagt til israelitterne: Ingen af jer må nyde blod; heller ikke den fremmede, der bor iblandt jer, må nyde blod. Om nogen af israelitterne eller af de fremmede, der bor iblandt dem, nedlægger et stykke vildt eller en fugl af den slags, der må spises, da skal han lade blodet løbe ud og dække det med jord. Thi om alt køds sjæl gælder det, at dets blod er dets sjæl; derfor har jeg sagt til israelitterne: I må ikke nyde blodet af noget som helst kød [Hvorfor?], thi alt køds sjæl er dets blod; enhver, der nyder det, skal udryddes.“ — 3 Mosebog 17:10-14; se også 5 Mosebog 12:16, 23-27.

Det var i harmoni med denne blodets fundamentale betydning, at David nægtede at drikke vand, der blev bragt ham på bekostning af menneskeliv, og sagde: „Gud vogte mig for at gøre det! Skulle jeg drikke de mænds blod, som har vovet deres liv?“ (1 Krøniker 11:18, 19) I harmoni med blodets livsvigtige betydning sagde Jesus: „Den, som æder mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Thi mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik. Den, som æder mit kød og drikker mit blod, han bliver i mig, og jeg i ham.“ (Johannes 6:54-56) Det er hans blod, der virker forsoning på Guds modbilledlige hellige alter for vore menneskesjæle. Uden udgydelsen af hans blod er der ingen forladelse eller tilgivelse for vore synder. (Hebræerne 9:14-22) Det er den eneste form for brug af menneskeblod, der virkelig gør menneskeheden noget godt, og vi skulle derfor ikke give det udseende af at gøre menneskene en tjeneste ved at misbruge menneskeblod i direkte modstrid med indholdet af Guds lov.

Blodtransfusion er blodtransfusion, hvad enten den foretages efter de grusomme metoder af 1492 eller efter de mere raffinerede metoder af 1949. Selv om moderne blodtransfusion ikke dræber bloddonoren, tager den dog noget af hans liv og forringer hans livskraft og misbruger hans blod under det besnærende foregivende af at gøre godt. Bibelen taler om slukning af ild, men man kan ikke sammenligne påsprøjtning af vand for at hindre brandfarlige ting i at brænde med blodtransfusion i lægevidenskabeligt øjemed, fordi Guds lov ikke forbød at slukke ild med vand, men hans lov er meget nøjeregnende med spild af blod. De tal, De opgiver for det kolossale forbrug af blod i de Forenede Stater til lægevidenskabeligt formål, hjælper kun til at vise, hvor umådelig stort et blodregnskab, Gud har at gøre op med menneskeheden i slaget ved Harmagedon for deres overtrædelse af hans evige pagt om blodets hellighed.

Det er ganske rigtigt, at „Jesus befalede sine disciple at helbrede syge, og han gav ordren uden betingelser. Der var ingen „men’er“ knyttet dertil“. Men beretningerne i Mattæus 10, Markus 6 og Lukas 9 og 10 viser ikke, at han bemyndigede dem til at foretage blodoverføringer eller på anden måde bryde den evige pagt for at gøre det. Han gav dem overnaturlige evner, og det eneste, de foretog sig, der kan sammenlignes med en læges opgave, var, at „de uddrev onde ånder og salvede mange syge med olie og helbredte dem“. — Markus 6:13.

Begravelser og bryllupper

Den 15. september 1949.

Kære søster!

Som svar på dit brev af 31. august skal vi bemærke:

At deltage i bryllupsfester og begravelser er en personlig sag, som den enkelte må afgøre med sig selv. Da Jesus sammen med sin moder og sine disciple blev indbudt til et bryllup i Kana i Galilæa, gik de der alle, og Jesus benyttede lejligheden til at forvandle vand til vin. I sine taler hentydede han også ofte til bryllupsfester for at belyse sandhederne om Riget, og det ville han naturligvis ikke have gjort, hvis han misbilligede bryllupsfester og indbydelser til dem. Der siges for eksempel i Åbenbaringen 19:7-9: „Salige er de, som er indbudt til Lammets bryllupsmåltid.“ Lignelsen om kongens bryllupsnadver i Mattæus 22:1-14 viser også, at det står enhver frit for, om han ønsker at være med eller ikke, efter hvorvidt han har andre interesser, som han vil anse for mer eller mindre vigtige.

Det samme gælder med hensyn til begravelser. Jesus gik til Jairus’s hjem, hvor der udførtes begravelsesceremonier over hans døde datter. Han sluttede sig også til det begravelsesfølge, der ledsagede enkens døde søn fra.Na’in, og han vækkede drengen op fra døden. Peter gik med til Dorkas fra Lyddas begravelse, hvor han vækkede hende op fra døden. Disse begravelser gav anledning til et stort vidnesbyrd om Riget og Messias. Mange af Jehovas vidner i vor tid gør brug af begravelser på samme måde, og et stort vidnesbyrd bliver aflagt både af den, der taler ved begravelsen, og af andre brødre, som deltager i begravelser. Det er også derfor, Vagttaarnets Selskab efterkommer anmodninger fra brødre og venligt sindede mennesker i hele landet om at sende repræsentanter for Selskabet til at holde begravelsestaler. Om et medlem af den lokale kreds bryder sig om eller har tid til at deltage i en sådan begravelseshøjtidelighed, er naturligvis en sag, vedkommende selv må afgøre og så handle derefter. Men ingen må kritiseres af sine brødre, hvis han finder det passende at deltage enten i en begravelse eller en bryllupsfest; thi bibelen kritiserer ham ikke.

Dine i Rigets tjeneste forbundne

„Udødelighed i det åndelige rige“

Den 16. september 1949.

Kære broder!

Som svar på dit brev af 13. september

skal vi gøre opmærksom på, at artiklen „Messias’s nærværelses åbenbarelse“ i The Watchtower for 1. august (Vagttaarnet for 1. november) ikke sagde i paragraf 19: „Kristi legemes sovende lemmers opstandelse til udødeligt liv i den åndelige verden“ indbefatter også, at udødeligt liv eller udødelighed vil blive menneskene til del i det jordiske rige i den evige nye verden.

Webster’s Dictionary kan definere „udødelighed“ som „fritagelse fra død; endeløs tilværelse“, men den hellige skrift tillader ikke sådan en bred definition. Åbenbaringen 2:11 hævder, at kun de trofaste 144.000 medlemmer af Kristi legeme skal „ingenlunde skades af den anden død“, hvorimod skrifterne viser, at de døde mennesker i opstandelsen fra gravene i den nye verden under Kristi rige vil være udsat for den anden død, og ved slutningen af Kristi tusindårige regering vil de blive underlagt Satans løsladelse en kort tid for at afgøre, om de skal kastes i den anden død, der er fremstillet ved ild- og svovlsøen. (Åbenbaringen 20) Apostelen Paulus’s bevisgrunde i 1 Korinter 15 for opstandelsen viser, at kun medlemmerne af Kristi legeme vil blive iklædt udødelighed og uforkrænkelighed. Og Romerne 2:7 viser, at de søger dette og vil få det som en særlig belønning.

Hvis „udødelighed“ blot betød fritagelse fra død og endeløs tilværelse, ville 1 Timoteus 6:14-16 være forkert, når der her siges, at alene Kongernes Konge og Herrernes Herre har udødelighed eller havde det på den tid, da apostelen skrev, for på den tid nød himmelens engle på grund af deres trofasthed fritagelse fra død og en tilværelse uden ende.

Vagttaarnet fastholder derfor sit standpunkt, at udødelighed ikke vil blive givet til de trofaste mænd og kvinder på jorden i den nye verden, men at der kun vil blive givet dem evigt liv som belønning for deres loyalitet og ubrydelige indvielse. De vil altid være kødelige dødelige. Kun den trofaste menighed, som er udtaget fra menneskene, vil være udødelige sammen med deres hoved og frelser Jesus Kristus, som er i himmelen.

Dine med glæde i Rigets tjeneste forenede