„Prædik ordet“

„Prædik ordet, træd frem, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt.“ — 2 Timoteus 4:2.

1. Hvad er det mest betydningsfulde arbejde, vi kan udføre nu? Hvorfor?

JEHOVA har gjort prædiken til det vigtigste arbejde, nogen af os kunne udføre her i verden. Han har befalet, at der skulle prædikes, til hans ære, og fordi det er til evig gavn for menneskeheden. Det indbefatter de lydige menneskers udfrielse fra de sørgelige følger af det første menneskes fald. Det er i fuld overensstemmelse hermed, at det største menneske, der nogen sinde har levet på jorden, Jesus Kristus, hører med til dem, som Jehova Gud har oprejst til at prædike. Uden ham ville vor udfrielse fra alle denne verdens trængsler være umulig.

2, 3. Hvad ville Jesus gøre sine efterfølgere til? Hvilke beviser har vi for det?

² Hvorfor forlod Jesus sit tømrerarbejde, da han var blevet tredive år gammel? For at prædike. Han samlede en ret stor flok af efterfølgere og underviste dem. Hvad søgte han at gøre disse mænd og kvinder til? Til store forretningsmænd? Til professionelle jurister? Til doktorer i filosofi? Til politikere? Eller til mennesker, som verden ville kalde praktiske, og som kunne nå langt frem her i verden? Nej, aldeles ikke. Han underviste dem og uddannede dem til at være prædikanter, ligesom han selv var. Vi læser: „Han kaldte de tolv sammen og gav dem magt og myndighed over alle de onde ånder og magt til at helbrede sygdomme. Så sendte han dem ud for at prædike Guds rige og bringe lægedom. Så gik de ud og drog fra landsby til landsby og forkyndte evangeliet og helbredte syge alle vegne.“ (Lukas 9:1, 2, 6) Også dem, der var uden for de tolv apostles kreds, førte han til den samme gerning. „Og han sagde til en anden: Følg mig! Men denne svarede: Giv mig lov til først at gå hen og begrave min fader. Men Jesus sagde til ham: Lad de døde begrave deres døde; men gå du hen og forkynd Guds rige.“ — Lukas 9:59, 60.

³ Efter sin død og opstandelse viste Jesus sine efterfølgere, at det nu var mere vigtigt end nogen sinde før at udføre den gerning, han havde oplært dem til. Om hans sammenkomst med dem på opstandelsens dag læser vi: „Da åbnede han deres sind, så de forstod skrifterne. Og han sagde til dem: Således står der skrevet, at Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og at der i hans navn skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslagene og begyndes fra Jerusalem. I skal være vidner om dette.“ (Lukas 24:45-48) Deres budskab var blevet af betydning for verden og skulle forkyndes.

4, 5. Hvad blev Saulus fra Tarsus? Og hvad søgte han at gøre andre til? Hvordan?

⁴ Var dette budskab ikke blevet forkyndt offentligt, endda under bitter modstand og voldelig forfølgelse, ville Saulus fra Tarsus ikke være blevet apostelen Paulus. Paulus havde studeret i Jerusalem til jødisk farisæer, men havde desuden også lært at lave telte. Men Jesus viste sig for ham ved et mirakel og udvalgte ham til at være prædikant for de ikke-jødiske folkeslag. Vi får den oplysning, efter at han var blevet omvendt til kristendommen fra jødedommen, at „straks begyndte han i synagogerne at prædike om Jesus, at han er Guds søn“. (Apostlenes Gerninger 9:1-20) Hvad den opstandne Jesus havde gjort Paulus til, forsøgte han at gøre andre til, som viede deres liv til den bedste anvendelse. Han ledte dem til den samme gerning, som han havde gjort til den vigtigste i sit eget liv. Han gjorde alt, hvad han kunne, for at dygtiggøre dem til den gerning. En af dem, Paulus tog med på sine missionsrejser, var den unge Timoteus. Denne unge mand blev tilsynsmand i en af de oprettede kristne menigheder. Det sidste brev, Paulus skrev, som findes i bibelen, var rettet til Timoteus. Paulus skrev det under sit andet fængselsophold i Rom, kort tid før han blev henrettet, fordi han var en trofast forkynder af evangeliet.

⁵ Hvad skrev Paulus, at Timoteus skulle blive ved med efter hans død? Dette: „Jeg formaner dig indtrængende for Guds åsyn og for Jesus Kristus, som skal dømme levende og døde, og med tanke på hans tilsynekomst og hans rige: Prædik ordet, træd frem, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt.“ (2 Timoteus 4:1, 2) Ja, udfør det samme arbejde, som Paulus var blevet fængslet for, og som han var rede til at dø for. Hvis det ikke havde været det mest betydningsfulde arbejde i ens liv, var det ikke værd at dø for. Det er derfor, Jehovas vidner altid har viet deres liv til det.

6, 7. Naar staten griber ind, hvem skal vi så lyde? Hvordan ved vi det?

⁶ Nu til dags er det ikke alene religiøse, men også politiske systemer, der beordrer Jehovas vidner til ikke at gøre det, som Paulus formanede Timoteus til. Fordi Jehovas vidner ikke vil adlyde disse formastelige systemer, bliver de forfulgt, ikke på grund af politisk virksomhed, men udelukkende fordi de prædiker håbets og livets budskab. De bliver fordrevet og kastet i fængsler og arbejdslejre. De bliver truet med døden, og nogle af dem får det privilegium at lide den. Deres synlige organisation undertrykkes ved forordninger fra staten og ødelægges ved politiaktioner. Det forbydes dem at samles endogså privat, og de drives under jorden. Der nægtes dem frihed til at forkynde Guds rige med deres munds ord og ved hjælp af bibelske bøger. Hvad skal de gøre? Hvem skal de lyde eller behage i denne sag?

⁷ Jehovas vidner behøver ikke at spørge Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab for at få besked. De ved det direkte ud fra Guds ord, for hvis åsyn de formanes til at udføre deres vidnegerning. De, ind for hvem de formanes til at udføre denne gerning, er dem, de skal behage, ikke os. De har deres ordre om, hvad de skal gøre, ikke fra Vagttaarnets Selskab, men fra „de øvrigheder, de har over sig“, Jehova Gud og Jesus Kristus. Lad Vagttaarnets Selskab blive forbudt og dets afdelingskontorer i de forskellige lande lukket ved statsindgreb! Det kan ikke tilintetgøre den guddommelige formaning eller løfte den fra de mænds og kvinders skuldre, der er indviet til at gøre Guds vilje, og som han har lagt sin ånd på. „Prædik!“ står der skrevet klart og tydeligt i hans ord. Denne befaling må adlydes frem for en hvilken som helst befaling fra mennesker.

Formanet ind for øvrighederne til at gøre det

8. ind for hvem og ved hvad er formaningen til at prædike givet?

⁸ Undrer venner og fjender sig over, hvorfor Jehovas vidner nægter at holde op med deres gerning på trods af politisk indblanding, religiøs intolerance og internationalt had? Det er, fordi formaningen til at prædike kommer til dem fra bibelen ind for de øvrigheders åsyn, som Paulus nævnte i sin personlige formaning til Timoteus. „Jeg formaner dig indtrængende for Guds åsyn og for Kristus Jesus, som skal dømme levende og døde, og med tanke på hans tilsynekomst og hans rige“, skriver Paulus som medlem af menighedens styrelse. Og som Paulus formanede Timoteus, således formaner Kristus Jesus alle sine efterfølgere.

9. Hvorfor er formaningen udstedt „for Guds åsyn“?

⁹ Men hvorfor udtaler Paulus sin formaning til forkynderne „for Guds åsyn og for Kristus Jesus“? For at gøre formaningen så stærk som mulig. De romerske øvrigheder ville måske udstede ordrer og befalinger imod dette kristelige arbejde og gøre det for kejser Neros åsyn. Men formaningen til at prædike blev udtalt for Guds og Kristi åsyn, skønt den blev udtalt i det romerske fængsel og lige for næsen af kejseren. I striden om hvem der sidder inde med det universelle eneherredømme og derfor bør adlydes, valgte Paulus at forsvare Jehova Guds, den Højestes, eneherredømme ved at lyde ham og opfordre andre til det samme. Han er den, der er ansvarlig for at vække sine vidner op og befale dem at frembære vidnesbyrdet. Det omtalte apostelen Peter, da han sagde til italieneren Kornelius, der var høvedsmand i kejserens hær: „Det om Jesus fra Nazaret, hvordan Gud salvede ham med den hellige ånd og kraft, . . . han, som de slog ihjel ved at hænge ham på et træ. Ham opvakte Gud på den tredje dag og lod ham blive åbenbaret, ikke for hele folket, men for os, der forud af Gud var udvalgt til vidner, og som spiste og drak sammen med ham, efter at han var opstået fra de døde. Og han har pålagt os at prædike for folket og vidne, at han er den, som af Gud er bestemt til dommer over levende og døde.“ — Apostlenes Gerninger 10:38-42.

10. Hvad er vi med til, når vi adlyder Gud mere end mennesker? Hvem ligner vi så?

¹⁰ Når vi lyder Gud imod menneskers ønsker, fastholder vi, at hans eneherredømme og magt til at befale er større end djævles og menneskers. Således er vi med til at hævde og forsvare hans universelle eneherredømme. Vi anerkender og beviser, at det gælder os her på jorden, trods Djævelens organisation, der nu omgiver os. Så er vi som profeten Mika, der sagde til kongens sendebud: „Så sandt Jehova i lever: Hvad Jehova siger mig, det vil jeg tale.“ (1 Kongerne 22:14) Vi er som profeten Daniels tre hebraiske venner, der svarede kejser Nebukadnezar af Babylon op i hans åbne ansigt, skønt han havde besejret kongen af Jerusalem: „Sker det, så kan vor Gud, som vi dyrker, fri os af den gloende ovn, og han vil fri os af din hånd, o konge; men hvis ikke, så må du vide, o konge, at din gud dyrker vi dog ikke, og guldbilledstøtten, som du har ladet oprejse, tilbeder vi ikke.“ (Daniel 3:17, 18) Vi er som Jesu apostle, da de jødiske ledere, der havde valgt ikke at have nogen anden konge end kejseren, befalede dem at holde op med at prædike i Jesu navn. Apostlene svarede: „Døm selv, om det i Guds øjne er ret at lyde jer mere end Gud; for vi kan ikke lade være at tale om det, vi har set og hørt.“ „Man bør adlyde Gud mere end mennesker. Og vidner om disse ting er vi.“ (Apostlenes Gerninger 4:18-20; 5:29, 32) Hvis vi nu i tiden ønsker at være med til at forsvare Jehovas universelle eneherredømme, må vi tage det samme standpunkt som alle disse trofaste vidner. Han lod selv denne prædiken påbegynde. Det er ham, der har befalet, at den skal tages op og føres videre af hans indviede folk på trods af menneskers indvendinger. Denne befaling har han aldrig tilbagekaldt.

11. Ind for hvem ellers formanes vi? Hvorfor er det med rette ind for ham?

¹¹ Ikke bare for Guds åsyn formanes vi, men også for Kristus Jesus. Også han anerkendte Jehova Guds universelle eneherredømme. Da han stod over for kejserens repræsentant i Jerusalem, den romerske landshøvding Pontius Pilatus, sagde han: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ (Johannes 18:37) Han led døden, fordi han prædikede om Guds rige og dets retmæssige herredømme. Men fordi Kristus Jesus gjorde det, ophøjede Gud ham fra gravens dyb til en stilling langt højere end kejserens, ja højere end alle himmelske øvrigheder med undtagelse af den Højeste, Gud selv. Nu indtager Kristus Jesus sammen med Jehova Gud stillingen som „øvrighederne“. Det er derfor, det er så alvorligt at blive formanet for hans åsyn til at prædike. Det er en alvorlig og betydningsfuld sag. — Romerne 13:1.

12. Hvorfor betyder lydighed eller ulydighed liv eller død for os?

¹² Lydighed eller ulydighed mod denne formaning betyder liv eller død for os i al evighed. Hvorfor? Fordi Gud har ophøjet Jesus til at være Herre. Det betyder, at Jesus er den, der har magt og myndighed over alle Guds øvrige skabninger. Han har magt og myndighed ikke bare over de levende, men også over de døde. Ingen af de døde kan komme til at leve igen uden ved ham; for Gud har sat ham til at være den, „som skal dømme levende og døde“. Jesus sagde engang: „Ligesom Faderen opvækker døde og gør levende, således gør Sønnen også levende, hvem han vil. Faderen dømmer jo heller ikke nogen, men al dom har han overladt Sønnen. Thi ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn.“ — Johannes 5:21, 22, 26, 27.

13. Hvorfor er dommen ind for ham mere vidtrækkende end menneskers dom?

¹³ Lad en menneskelig ret, lad et totalitære politisk eller religiøst system fordømme os eller dømme os til døden, fordi vi er Jehovas vidner og lyder hans befaling om at prædike! Når alt kommer til alt, strækker deres myndighed sig kun til dette liv. Når menneskelige øvrigheder har fældet dom over os, ja måske endog henrettet os, er det foran Jehovas dommers trone, både de og vi skal stilles angående afgørelse med hensyn til den fremtidige verden. „Thi for Kristi domstol skal vi alle træde frem, sem vi er, for at enhver kan få igen, alt efter som han har handlet her i livet, godt eller ondt.“ (2 Korinter 5:10) Denne dommer har livets kraft i sig. Han kan forkaste den afgørelse, der træffes af menneskelige myndigheder, som fordømmer os og slår os ihjel. Det kan han gøre ved at oprejse os til evigt liv i den nye verden for vor trofasthed mod Gud. Han kan også dømme vore dommere og bødler til evig udslettelse i Gehenna. Det var derfor, Jesus sagde til sine disciple, da han sendte dem ud på missionsarbejde i hjemmene: „I skal tale i lyset, hvad jeg siger jer i mørket, og prædike på tagene, hvad der hviskes jer i øret. Og frygt ikke for dem, som dræber legemet, men ikke kan dræbe sjælen; frygt snarere for ham, som kan tilintetgøre både sjæl og legeme i Gehenna.“ — Mattæus 10:27, 28, Weymouth.

14. Hvem i nationerne går dommen nu imod? Hvorfor?

¹⁴ Det er slået fast, at Jehovas udnævnte dommer nu sidder på sin himmelske herligheds trone, og alle nationerne er samlet foran ham, og dommen over dem og deres folk foregår. „Bukkene“ mishandler dommerens kristne brødre og deres fårelignende medarbejdere. Derfor stilles de ved dommerens venstre side. Om kort tid vil de blive overgivet til den brændende tilintetgørelse i Gehenna, som er beredt Djævelen og hans engle. (Mattæus 25:31-46) I sammenligning med Jehovas dommers dom hvad betyder så de menneskelige myndigheders dom? Det er for den dommers åsyn, som bestemmer vor evige skæbne, at enhver indviet kristen nu formanes til at prædike.

15. Hvorfor har formaningen „med tanke på hans tilsynekomst og hans rige“ mere styrke over for os nu?

¹⁵ Apostelens formaning har særlig styrke nu, fordi han gav den for Jesu Kristi åsyn „og med tanke på hans tilsynekomst og hans rige“. Hans tilsynekomst og hans rige er kendsgerninger nu. Ved de synlige tegn, som han forudsagde skulle betegne hans genkomst og usynlige nærværelse, har hans tilsynekomst fundet sted for troens og vor forståelses øjne. Ved Guds ords oplysende kraft ser vi nu, at hans rige blev født i 1914, og at Gud da satte sin søn på kongetronen. Kristus Jesus er altså nu i sit rige og hersker midt iblandt sine fjender. De fjender på jorden, som modstår og undertrykker os, vil aldrig kunne se ham personligt med deres blotte øje. Men også deres forstands øjne skal åbnes til at se hans nærværelse i hans rige, thi i slaget ved Harmagedon vil hans tilsynekomst blive tydelig for dem ved åbenbarelsen af en brændende ødelæggelse over dem og deres verdensorganisation. (2 Tessaloniker 1:7-9; 2:8) I lyset af „hans tilsynekomst og hans rige“ bør vi tage formaningen til at prædike så meget mere alvorligt. Vi prædiker ikke længere i håbet om disse begivenheder. De er i vor tid realiteter, som giver vort budskab større livskraft og alvor. De beviser, at ødelæggelsen er nær for alle organisationer og personer, som kæmper imod det arbejde, vi udfører i lydighed mod Gud. Derfor bør vi være frimodige og aldrig frygte for dem, hvis undergang er nær. Selve vor frimodighed vil være et bevis mod dem om dette.

Hvad der skal forkyndes

16, 17. Hvad formanes vi ikke til at prædike? Hvorfor med rette?

¹⁶ Vi har fået speciel underretning om, hvad vi skal prædike. Selve det, vi skal prædike, beviser, at formaningen til at prædike er kommet fra en højere myndighed end den menneskelige. Følgelig har menneskers selvbestaltede myndighed eller religiøse myndighed ingen virkelig magt og ret til at forbyde os det. Hvis det var menneskelig filosofi af religiøs, social eller politisk art, vi gjorde propaganda for, kunne nogle menneskelige øvrigheder med berettigelse gøre indvendinger og træffe modforholdsregler. Men i et frit og demokratisk samfund har menneskelig filosofi, som ikke strider mod god moral eller den lovformelige regering, også ret til at blive udbredt og rette sin appel til forskellige mennesker. Vi forkynder og udbreder dog ikke menneskelig filosofi og heller ikke menneskers overleveringer.

¹⁷ Ligesom Jesus Kristus selv var apostelen Paulus også en svoren modstander af menneskers religiøse overleveringer; thi han vidste, hvor vildledende det var at være under sådanne traditioners magt. Han sagde om sig selv: „Paulus, apostel, ikke udsendt af mennesker, ej heller ved noget menneske, men ved Jesus Kristus og Gud Fader, som opvakte ham fra de døde. . . . Det vil jeg nemlig sige jer, brødre, at det evangelium, som er blevet forkyndt af mig, er ikke menneskeværk; det er jo heller ikke af noget menneske, jeg har fået det eller lært det, men ved en åbenbaring af Jesus Kristus. I har jo hørt om min færd fordum i jødedommen, at jeg overmåde voldsomt forfulgte Guds menighed og søgte at udrydde den. Og i jødedommen var jeg mere yderliggående end mange af mine jævnaldrende i mit folk og langt mere nidkær for mine fædrene overleveringer.“ (Galaterne 1:1, 11-14) Menneskelig filosofi og menneskers religiøse traditioner har ført til en splittet og forvirret verden. De kan ikke opfylde folks behov eller bringe dem lindring. De bereder til sidst menneskene skuffelse.

18, 19. Hvad formanes vi til at prædike? Hvad består det af?

¹⁸ „Ordet!“ Det er, hvad vi har fået befaling til at prædike. Det ord er kommet ved inspiration fra Gud, og det indeholdes i bibelens hellige skrifter. Det var det, Paulus lige havde formanet Timoteus til stadig at tro og praktisere, da han sagde: „Bliv ved det, som du har lært og er blevet overbevist om. Thi du ved, hvem de er, du har lært det af, og du kender fra barndommen af de hellige skrifter, som kan gøre dig viis til frelse ved troen på Kristus Jesus. Ethvert skrift, som er indblæst af Gud, er også gavnligt til at belære, til at irettesætte, til at genoprejse, til at optugte i retfærdighed, så at Guds-mennesket kan blive fuld beredt, vel skikket til al god gerning.“ (2 Timoteus 3:14-17) Da det var i sit sidste brev, Paulus skrev dette, bestod den hellige skrift, som Timoteus da havde adgang til, af hele bibelen, som vi har den nu, med undtagelse af Johannes’s evangeliums beretning og hans tre breve og Åbenbaringen og måske Judas’s brev. Men i vor tid omfatter „ordet“ alle disse bøger og breve. Det er den komplette bibel. Gud har forfattet den, idet han har inspireret den fra første Mosebog til Åbenbaringen. Ingen religiøs organisation i kristenheden kan tage æren for den og påstå, at den er deres sekts religiøse bog.