Verdensomfattende forening af vor lovprisning

1. Hvilket verdsligt kursus er unødvendigt for at lære at prise ham?

ANTAG NU, at du efter at have overvejet de foregående kendsgerninger om betydningen af at prise Gud nu ved verdens ende alvorligt ønsker at søge Gud og kæmpe for den frelse og velsignelse, han har lovet. Hvad skal du gøre? Skal du melde dig ind som elev i en eller anden missionsskole og gennemgå et vanskeligt studiekursus, der kræver flere år, for at forberede dig til at tjene Gud på en sådan måde, at du gør dig fortjent til hans frelse? Må du først skaffe dig et eksamensdiplom, der vidner om, at du har fået en høj uddannelse i denne verdens skoler, før du kan gøre dig håb om at bekende og prise Gud? Hvis så var, ville ikke mange mennesker kunne gøre sig håb om at blive skikket til den frelse, Gud har lovet. Og hvis kun nogle få er i stand til og dygtige nok til at synge Guds pris på den rigtige måde, hvordan skal vi da forstå disse ord af Jesus: „Dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.“ (Mattæus 24:14) Hvordan ville det være muligt at aflægge et sådant vidnesbyrd for alle folkeslag nu i vor generation, som Jesus sagde det skulle gøres, hvis ikke der var mange, mange mennesker til at synge Guds lovprisning? Nej, en sådan højere verdslig uddannelse er ikke nødvendig for dig, for at du kan tjene Gud. Det er derfor, at det er muligt for Jehova at kalde „en stor skare“ frem fra alle folkeslag i disse sidste dage.

2, 3. Hvorledes var Jesus selv et eksempel herpå?

² Når vi vender os til bibelen, ser vi, at Jesus selv ikke havde studeret ved dr. jur. Gamaliels fødder i Jerusalem. Der foreligger heller ikke nogen beretning om, at han skulle have gennemgået et udvidet kursus ved en eller anden læreanstalt eller skole som en nødvendig forudsætning for at kunne begynde den forkyndergerning, der var pålagt ham af Gud, hans Fader. Jehova Gud vidste, hvad menneskene trængte til. De behøvede sandheden om ham og hans rige og frelse. De behøvede dette budskab i en ren og uforfalsket form, uden verdslige prydelser, ufordunklet af menneskers visdom. Da Jesus trådte frem i Nazarets synagoge, var han ikke kendt af folket som en lærd doctor theologiæ eller som doktor i lovkundskab; men han var kendt som tømrer, som søn af en tømrer. Det afholdt ikke Jesus fra at erklære, at det var hans agt at prise Gud ved at blive forkynder af Jehovas ord, gjorde det vel? Absolut ikke, for han tog den hellige skrift og læste om sin opgave fra profeten Esajas’s bog: „Herrens [Jehovas] ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til fattige. Han sendte mig for at udråbe for fanger, at de skal få frihed, og for blinde, at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte i frihed og udråbe et nådeår fra Herren.“ — Lukas 4:16-21.

³ Ja, det vakte forbavselse hos folket, at Jesus gjorde det, især fordi de vidste, at han ikke var lærd og uddannet efter menneskers målestok på den tid. „Jøderne undrede sig nu og sagde: Hvordan har han fået denne skriftkundskab, da han ikke er lærd?“ (Johannes 7:15) Måske var Jesus ikke oplært i al den tids visdom, men han havde sandheden, som er Guds ord. (Johannes 17:17) Han vidste, at det var sandheden, der kunne frigøre menneskene og sætte dem i stand til at forene sig i at prise Gud til frelse, og han havde fyldt sit hjerte med denne sandhed fra Guds ord. (Johannes 8:32) Derfor kunne Jesus ikke undlade at gøre det, som han vidste var til menneskehedens højeste gavn og, hvad der var endnu vigtigere, til evig ære for Gud og til forsvar for hans navn. Ønsket om at tjene Gud var som en brændende ild inden i ham, og han kunne ikke tie stille. Jeremias havde det på samme måde, for han sagde: „Da blev det [Guds ord] som brændende ild i mit indre, som brand i mine ben; jer var træt af at holde mig tilbage; jeg kunne ikke blive.“ (Jeremias 20:9, eng. overs.) Jesus gjorde ikke forsøg på at holde sin lovprisning tilbage. Tværtimod står der skrevet: „Og det skete i tiden derefter, at han vandrede om fra by til by og fra landsby til landsby og prædikede og forkyndte evangeliet om Guds rige; og de tolv var med ham.“ — Lukas 8:1.

4. Hvordan så vi et eksempel på det i apostlene?

⁴ Og hvordan gik det de tolv, som var med ham? Også de lovpriste Gud ved at forkynde hans ord og tale om hans gode gerninger. De ventede på Guds frelse, ligesom vi venter på den nu i de sidste dage, hvor den er så nær. Hvordan blev de skikket til at prise Gud? De brugte ikke flere år for at blive beredt til at fortælle andre det herlige evangelium om Riget. Med undtagelse af Paulus havde de ingen verdslig uddannelse, men det forhindrede dem ikke i at bekende med deres mund. Tag for eksempel Peter og Johannes. Skønt de var ulærde efter den tids målestok, priste de Gud så mægtigt ved at forkynde om hans frelsesvej, at det vakte forundring hos de høje embedsmænd i Jerusalem. „Da de så Peters og Johannes’s frimodighed og kunne mærke, at de var ulærde mænd og lægfolk, undrede de sig; men så kendte de dem igen og huskede, at de havde været sammen med Jesus.“ „Ulærde mænd og lægfolk“, som de blev regnet for at være, så var deres hjerter dog fyldt med ønsket om at prise Gud på grund af det, de havde hørt af Jesus. „Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.“ Derfor talte de ord, som lovpriste Jehova. Til disse første kristne sluttede sig mange andre, som havde hørt sandheden fra deres læber, og de dannede en stor kreds af evangeliets forkyndere. De ejede en skat, der bestod i kundskaben om Gud og hans rige, og de frembar gode ting til gavn for hele folket. Thi „et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd; og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. . . . Thi ud fra dine ord skal du frikendes, og ud fra dine ord skal du fordømmes.“ (Mattæus 12:34-37) De stod adskilt fra de religiøse skriftkloge og farisæere, som Jesus fordømte som den, der bragte ondt over folket. — Mattæus 23.

5. Hvad kræves der for at kunne prædike og lovprise Gud?

⁵ Således kan hverken uddannelse eller mangel på uddannelse forhindre nogen i at synge Guds pris; heller ikke bestemmes ens evner til at forkynde ud fra hans sociale eller finansielle stilling. Han må have et ærligt hjerte og ønske sandhed og retfærdighed. Det betyder dog ikke, at det ikke er nødvendigt for et menneske i vor tid at studere Guds ord; thi ligesom disciplene måtte lære af Jesus, således må vi nu lære af bibelen. Det vil være umuligt for dig at svare noget menneske om Guds gerninger og det håb, du har til Guds løfter, medmindre du grundigt studerer, hvad Gud har skrevet om sig selv. Du må altid være i stand til at give svar angående det håb, du har, for at du kan opvække troen hos andre. (1 Peter 3:15) Paulus formanede Timoteus om dette og sagde: „Stræb efter at kunne træde frem for Gud som en mand, der kan stå prøve, som en arbejder, der ikke skammer sig ved sit arbejde, men forkynder sandhedens ord på rette vis.“ (2 Timoteus 2:15) Timoteus behøvede at blive dygtiggjort, og vi behøver at blive dygtiggjort i vor tid.

6. Hvorfor er studium nødvendigt?

⁶ Munden kan ikke tale gode ting, der lovpriser Gud, hvis ikke hjertet er rede til at give budskabet af sin overflod. „Den retfærdiges hjerte studerer for at kunne svare.“ (Ordsprogene 15:28, eng. overs.) Altså, studér! Det er, hvad du må gøre for at tjene Gud på rette vis; og efterhånden som du lærer, må du sætte din kundskab i arbejde ved at tale til andre. Det vil styrke din tro, der er „en fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser“; og således bliver du bedre skikket til at fortælle andre om Guds gode gerninger. Ved personligt studium vinder du forståelse af Guds almagt; du hører om hans vidunderlige gerninger i fortiden til gavn for retsindige mennesker, og du får at se, hvad han lover for vor tid og for den nye verden, som nu er nær. Paulus siger: „Så kommer da troen af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord.“ (Romerne 10:17) Derfor må du studere Guds ord, og det kræver kun evne til at høre og læse dit eget modersmål.

7. Hvad er det nødvendigt at gøre, når man kun har lidt tid til sin rådighed?

⁷ Men du siger, at du må arbejde ved din gerning i otte timer om dagen fem eller seks dage om ugen og kun har lørdag eftermiddag og nogle få aftener fri til anden virksomhed efter dit eget valg. Det er sandt nok, og det store flertal af menneskene i alle lande har det på samme måde. Dog er det for dem og for dig, at Kristi herlige evangelium bliver forkyndt, og du har samme lejlighed til at høre, tro og prise Gud til frelse. Gud gør sig ikke skyldig i en fejltagelse, når han lader evangeliet prædike for dig og lignende mennesker i hele verden, fordi der er mennesker i hele verden, som vil prise Gud og blive frelst. Gud ved, at du har de samme problemer i livet, som er fælles for alle mennesker, og at du må vriste livets ophold fra jorden i dit ansigts sved. Men han ved også, at du har tilstrækkelig tid til at høre hans budskab og handle efter det ved at give ham den pris, der tilkommer ham. Ellers ville han ikke ulejlige sig med at lade evangeliet forkynde. Derfor giver han nogle gode råd til dem, som har ærlige hjerter her i denne onde verden, nemlig: „Se derfor nøje til, hvorledes I vandrer, at det ikke er som uvise, men som vise, så I udnytter det gunstige øjeblik [køber lejlighederne; Am. Stand. Overs., margen], thi dagene er onde. Derfor, vær ikke uforstandige, men forstå, hvad der er Herrens vilje.“ (Efeserne 5:15-17) Det er muligt for dig at vi en lille tid hver uge til studiet af Guds ord, og hvad det har at sige om vor tid; og det er muligt for dig at sætte lidt tid til side til at prise Gud. Men du må være opfyldt af ønsket om at gøre det og beslutningen om at følge den af Gud billigede handlemåde, ved hans nåde.

8. Hvordan kan det ses, at det er muligt at gøre det i praksis?

⁸ At denne slutning er berettiget i praksis, bevidnes af Jehovas salvede vidner og den store skare af mennesker, der nu forener sig med dem i at lovprise Gud over hele jorden. De fleste af disse mennesker er stillet ligesom du. De er fabriksarbejdere, landmænd, håndværkere, arbejdsmænd, forretningsfolk, husmødre — de kommer i virkeligheden fra enhver stilling i livet. Mange af dem har familie at forsørge og må arbejde for det daglige brød. De har huslige pligter at tage vare på; de bliver syge nu og da; de kommer undertiden sent hjem fra deres arbejde; og ofte er de trætte af de mange timers arbejde, de må udføre for at tjene til en rimelig eksistens. Alle de problemer i tilværelsen, som du daglig står overfor, må de også kæmpe med; og dog studerer de Guds ord for at opnå bedre forståelse, og dog vier de noget af deres tid til at synge Jehovas pris. De ser hen til den frelse, Gud har lovet, med dens evige velsignelser. Derfor forstår de, at alle ens bestræbelser ikke må sættes ind på at skaffe behageligheder i den nærværende onde verden, og heller ikke bør man kæmpe for at samle sig skatte til betryggelse for fremtiden. Medens de arbejder for det daglige brød, husker de på Jesu ord: „Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler, men saml jer skatte i himmelen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor ingen tyve bryder ind og stjæler.“ (Mattæus 6:19, 20) De kæmper for at samle sig disse skatte hos Gud i himmelen ved at prise ham her på jorden i fortrøstning til, at sådanne himmelske skatte vil være opnåelige for dem i fuldt mål.

Hvordan gør de det?

9. Hvordan viser Årbogen, at hans vidner har gjort det i 1949?

⁹ Hvordan lovpriser Jehovas vidner og deres medarbejdere Gud? Ved at forkynde Rigets evangelium. I Årbogen for 1950 finder vi beretningen om en verdensomfattende virksomhed med at forkynde Guds pris. Over 317.000 forskellige mennesker har brugt på det nærmeste 53.700.000 timer i forkyndergerningen i 1949. De har ledet over 167.000 gratis bibelstudier i folks hjem hver uge, hvor de har sunget Guds pris for dem, der ønskede at høre. Medens de gik fra hus til hus for at opmuntre menneskene til at give agt på evangeliets budskab, har de efterladt over 15.000.000 bibler, bøger og småbøger i folks hjem og på snese af sprog. Desuden har de leveret over 13.000.000 eksemplarer af blade med det gode budskab til mennesker, som ønskede at vide mere om „endens tid“, der skal efterfølges af en ny retfærdsverden. De har fundet det nødvendigt at anordne over 174.000 offentlige bibelske foredrag i 1949, og de har annonceret disse møder vidt og bredt. Den interesse, som blev lagt for dagen af mennesker, som hørte til, har tvunget disse forkyndere til at aflægge over 15.800.000 genbesøg i hjemmene i årets løb. Alt dette arbejde er blevet udført i 104 forskellige lande, kolonier og øer på havet. Hvordan gjorde Jehovas vidner det? Ved at vandre om „fra by til by og fra landsby til landsby og prædike og forkynde evangeliet om Guds rige“, ligesom Jesus gjorde. Og læg så mærke til, at det meste af dette arbejde er blevet udført af mennesker, som har familie, deres daglige gerning og alle de andre pligter, som er fælles for alle mennesker. Men de satte hver uge lidt tid til side til at prise Gud og bestræbte sig for at være „fyldte med retfærdigheds frugt, som skyldes Jesus Kristus, Gud til ære og pris“. — Filipperne 1:11.

10. Med hvilket kursus prøver de at hjælpe mennesker i deres studium? På hvilke betingelser?

¹⁰ Jehovas vidner, som arbejder under ledelse af Vagttaarnets Selskab, er villige til at hjælpe ethvert søgende menneske i dets studium af bibelen. De har et systematisk og ordnet studiekursus i bibelske emner, afpasset for travlt optagne mænd og kvinder, som må arbejde for det daglige brød. Dette studiekursus er beregnet på at vare en time een gang om ugen, og du kan selv vælge, hvilken tid der passer dig bedst. I dit eget hjem kan du i løbet af nogle få måneder få mere kundskab fra bibelen og dens udtalelser om vor tid, end du har drømt om at kunne opnå i hele din levetid. Hvad koster det dig? Absolut intet, undtagen din tid og det arbejde, du lægger i det. Ja, Jehovas vidner, hvoraf mange selv har lært bibelens sandheder at kende på den måde, er villige til at komme i dit hjem en time om ugen og hjælpe dig til at forstå, hvad bibelen siger, og hvad det betyder i vor tid; og de vil ikke forlange een øre af dig for at betjene dig med et sådant bibelstudium. Dette er i samklang med den indbydelse, Gud selv sender ud til alle og enhver: „Den, som hører, skal sige: Kom! Og den, som tørster, skal komme; den, som vil, skal modtage livets vand uforskyldt.“ (Åbenbaringen 22:17) Og da Jesus udsendte de tolv for at prædike „Himmeriget er kommet nær“, mindede han dem om, at de ikke havde betalt noget for den gode sandhed, de havde modtaget af ham. Derfor sagde han til dem: „I har fået det for intet, giv det for intet!“ Det bringer pris til Gud, fordi det er en uselvisk kærlighed til at hjælpe andre til at kende ham. — Mattæus 10:7, 8.

11. Hvilken kundskab kan opnås ad den vej? Hvordan er dette studium indrettet?

¹¹ Du bruger en lærebog, som er udgivet af Vagttaarnets Selskab, og kan så begynde på et bibelstudium, ordnet efter emner. I løbet af et års tid vil du have gennemgået mange emner. Så ved du, hvem Jehova Gud virkelig er, hvorfor han sendte sin søn Kristus Jesus til jorden, og hvad Jesus udførte, hvorledes en ulydig kerub blev til Satan, Djævelen, Guds modstander, og hvorfor han søger at opsluge alle mennesker. Helvede, „treenigheden“, Herrens genkomst, opstandelsen, verdens ende, dommens dag, afgudsbilleder, sabbaten, bøn, Riget, den nye jord, indvielsen — alle disse og mange andre emner vil du få lejlighed til at studere på et års tid, og du vil få forståelse af, hvad bibelen siger om dem alle sammen. Hvor meget af det har du lært af religionen i mange år? Du vil få en god grundkundskab om hvad bibelen lærer, og du vil selv have læst bibelens skriftsteder i din egen bibel. Intet menneske vil have bedraget dig med snedigt udspekulerede fabler, men du vil have delt Guds sandhedsord retteligt. Dit hele syn på verdensforholdene vil være undergået en stor forandring, og du vil have fået et nyt håb, fordi Gud gennem sit ord har åbenbaret for dig, hvad årsagen er til vor tids trængsler og vanskeligheder. Men du vil ikke være tilfreds med at standse her, for du vil ønske at gå videre i kundskab og forståelse. Du vil sammen med salmedigteren istemme denne bøn til Gud: „Lad mig fatte dine befalingers vej, så skal jeg tale om dine undere.“ — Salme 119:27, eng. overs.

12. Hvordan påvirkes vi af den således erhvervede kundskab, hvis vi sætter pris på den?

¹² Du vil opdage, at du ikke kan lade være med at tale til andre om det gode budskab, du har lært at kende. Det fylder dit hjerte og brænder inden i dig, og du får stor glæde af at tale om sandheden til dine venner og naboer. Ja, det er i sandhed saligere at give end at modtage, og du vil derfor ønske at følge Jesu Kristi eksempel og fortælle offentligt, at „Himmeriget er kommet nær“. Du vil, selv med det du anser for en begrænset kundskab, føle det ligesom profeten Esajas, der sagde: „Den Herre Jehova gav mig en tunge til at lære med.“ (Esajas 50:4, En Amer. Overs.) Du vil ønske at undervise andre, så at de også kan prise Gud. Profeten Zakarias vidste forud, hvad du og andre ligesindede ville ønske at gøre nu i de sidste dage, og derfor udtalte han: „Hvad I skal gøre, er dette: Tal sandhed hver med sin næste.“ (Zakarias 8:16) Og det vil du gøre, forvisset om at det er den anerkendte måde at prise Gud på, og at du har hans gunst og velsignelse. Så opfylder du aktivt det, som er kristendommens vigtigste formål, nemlig at aflægge et vidnesbyrd om Jehova og hans rige under Jesus, Messias. Som følge af din nylig fundne forståelse af Gud og Riget under Kristus skal dit hjerte glædes, og ingen skal tage din glæde fra dig. — Johannes 16:22.

Hjælp ved samfund med andre

13. Hvorfor påhviler der os en pligt til at komme sammen?

¹³ Der er andre pligter, der hviler på dem, som påtager sig at prise Guds navn. Hver enkelt har den pligt over for Gud at bruge sin tunge for at synge Guds pris for andre. Men fordi den nye forkynder af Riget nu er en del af Guds udvalgte folks familie, hvem Jehova udgyder sin ånd og sin velsignelse over i deres trofaste tjeneste for ham, må han ikke holde sig borte fra andre, der på samme måde dyrker Gud. På Kristi Jesu og apostlenes tid blev sandheden udbredt over et stort område af den dakendte verden som følge af deres forkyndelse. Mange mennesker hørte, troede, lagde deres tro for dagen og begyndte sammen med de andre at ofre Gud lovprisning, ligesom de gør det nu. Fordi disse troende levede i en verden, der for det meste var fjendtligt indstillet over for sandheden, blev de ganske naturligt draget sammen på grundlag af deres fælles tro. Vi ser således, at den første tids kristne var knyttet sammen i forsamlinger eller kredse, som bibelen kalder „menigheder“. — Åbenbaringen 1:4; 1 Korinter 16:1.

14. Hvorledes sås nødvendigheden heraf i den første tids menighed?

¹⁴ Bibelen viser, at tidligere lovprisere af Gud var forenet i disse „menigheder“ eller grupper, og „menighederne“ stod i forbindelse med hovedkvarteret i Jerusalem, hvor der var mange af apostlene og de ældre brødre. På samme måde har alle Jehovas vidner verden over i vor tid forbindelse med hovedkvarteret gennem deres forbindelse med de lokale menigheder. Dette gensidige samfund er til stor hjælp for de enkelte og har Guds velsignelse; thi vi læser om Paulus’s og Timoteus’s virksomhed: „Efterhånden som de kom igennem byerne, overgav de dem de forskrifter, som var vedtaget af apostlene og de ældste i Jerusalem, med påbud om at overholde dem. Så styrkedes da menighederne i troen og voksede i antal dag for dag.“ (Apostlenes Gerninger 16:4, 5) Endvidere fandt Gud det tilrådeligt at lade de græske skrifters breve adressere til forskellige menigheder eller forsamlinger for at give vejledning, formaning og retledning af hele gruppen af gudsdyrkere. Således fik menighederne den opmuntring og hjælp, som ledelsen ved hovedkvarteret formåede at give, og det styrkede dem i troen og hjalp til at forøge tilvæksten blandt de forenede forkyndere.

15. Hvorfor kan vi ikke tillade os at forsømme at samles?

¹⁵ Hvad der var sandt på apostlenes tid, er endnu mere sandt nu, hvor vi ser, at dagen for Harmagedons trængsel nærmer sig hastigt. Ingen, som nu ønsker at tjene Gud velbehageligt, kan tillade sig at ignorere formaningen i Hebræerne 10:25: „Lad os ikke svigte vor egen menighedsforsamling, som nogle har for skik, men formane hverandre, og det så meget mere, som I ser dagen nærme sig.“ Det behager Gud, at vi kommer sammen for i fællesskab at studere hans ord og i forening arbejde i gerningen i felten, og hans velsignelse kan ses i den store forøgelse i antallet af dem, der lovpriser ham i alle lande. Vi kan ikke tillade os at blive borte fra Jehovas vidners møder, hvor vore brødre får vejledning og planlægger deres organiserede lovprisning. Det er tydeligt, at Guds gunst hviler over gruppevirksomheden og over de ugentlige studiemøder over Vagttaarnet, tjenestemøderne og kursuset i Teokratiets tjeneste, som holdes i Jehovas vidners lokale mødesale overalt på jorden. Enhver har pligt til at bidrage til disse møder til menighedens almene gavn og til sit eget åndelige velfærd. Hvis vi forsømmer disse menighedens virksomheder, når vi har lejlighed til at deltage i dem, viser det, at vi ikke sætter pris på Guds ordning for at hjælpe os til at fortsætte med at lovprise ham og således sikre vor frelse. En sådan forsømmelighed kan føre til, at vi gør os skyldige i endnu værre foragt, så at vi til sidst falder ud af lovprisernes rækker.

16. Hvordan må vi bære vort eget ansvars byrde? Hvem kan vi sammenligne os selv med?

¹⁶ Når vi arbejder sammen med en menighed og samarbejder i forkyndergerningen i felten, skal „hver bære sin egen byrde“. (Galaterne 6:5) Det vil sige, at enhver forkynder af Rigets budskab er direkte ansvarlig ind for den store dommer for det arbejde, han udfører eller ikke udfører i og sammen med menigheden. Gud forlanger en fornuftig gudsdyrkelse i retning af lovprisning fra hver enkelt, og det bør hver enkelt udføre efter en passende arbejdsplan. Hvis han ved Guds nåde er i stand til at udrette meget i Rigets gerning, skal han ikke sammenligne det, han udfører, med hvad en anden udfører, som måske kun kan udrette mindre, og han bør ikke benytte dette forhold som en lejlighed til at prale over for sine brødre. Han vil indse, at enhver bør „prøve sin egen gerning, og da skal han få sin ros alene efter, hvad han selv er, og ikke efter, hvad næsten er“. (Galaterne 6:4) Hvis du må sammenligne dig selv med andre, så tag Jesus som målestok, og se, hvor godt du svarer til hans eksempel. Det vil fjerne enhver tilbøjelighed til konkurrence i menigheden og den deraf følgende følelse af nedslåethed, underlegenhed og modløshed, som måske vil melde sig hos dem, der af en eller anden grund kun kan udføre mindre arbejde end andre. For at opnå en virkelig tilfredshed i dit arbejde må du følge det åndelige råd, som Paulus gav kolossenserne, nemlig: „Hvad I end har for, gør det af hjertet som for Herren og ikke for mennesker. I ved jo, at I til gengæld af Herren skal få arven. . . . Thi den, som gør uret, skal få igen, hvad uret han gjorde.“ — Kolossenserne 3:23-25; 1 Korinter 10:31.

17. Hvordan kan vi bære hverandres byrder og især de svages?

¹⁷ Mens enhver må bære sin egen byrde ind for Gud, har han samtidig ansvar over for andre i menigheden, der har samme tro og også stræber efter at lovprise Gud. Paulus antyder dette, når han siger: „Bær hverandres byrder; således opfylder I Kristi lov.“ Det viser, at når vi selv priser Gud, kan vi ikke være ligeglade med dem, der sammen med os løber troens løb. Hvis vi først og fremmest har ophøjelsen af Jehovas navn og hans universelle eneherredømme i tanker, vil vi indse, at vore medarbejderes trofaste og stadige arbejde vil bidrage lige så meget til at ære Jehovas navn, som vor egen bekendelse og lovprisning vil. Omvendt vil ens svigten kaste forsmædelse over Guds sag. Hvis vi da er stærke i Herren og i hans kraft og bærer vore egne byrder godt og måske også materielt er sådan situeret, at vi bedre kan gøre det, må vi opfylde en pligt over for dem, som måske har en mere vanskelig tid med hensyn til at holde ud med os i Guds gerning. Fordi vi er stærke, må vi ikke blive utålmodige med de svage iblandt os, og vi kan heller ikke feje dem til side, som om de var af mindre betydning i Guds ordning. Hvis vi gør det, handler vi i direkte modstrid med Guds instruktion gennem apostelen Paulus. Han siger: „Vi, som er stærke, er skyldige at bære de svages skrøbeligheder og ikke gøre, hvad der er os selv til behag. Enhver af os skal gøre, hvad der behager hans næste og er til gavn og opbyggelse. Thi Kristus gjorde heller ikke, hvad der var ham selv til behag; men som der står skrevet: Spotten fra dem, der spotter dig, er faldet på mig. Alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf.“ — Romerne 15:1-4.

Samarbejde letter vor lovprisning

18. Hvilken ånd må vi lade os lede af i vort fællesskab? Hvordan?

¹⁸ Det betyder i virkeligheden, at i vort samfund som en gruppe af Guds folk skal vi ikke lade os lede af den målestok eller ånd, som styrer dem, der står uden for troen i verden. Verden arbejder efter egenkærlighedens princip, og en mand bliver rost for sine bedrifter, uanset hvem han skader eller gør uret derved. „De bedst udrustedes beståen“ er den onde verdens motto, og i deres kamp for at nå op til toppen bider og fortærer verdensmennesker hinanden, de skændes og strides, de hengiver sig til klammeri og bitter rivalisering. Ofte indtager de det standpunkt, at „hensigten helliger midlet“, og de damptromler hen over alt, hvad der kommer i vejen for dem. Men sådan er det ikke blandt Guds folk, for de ved, at de, der gør noget sådant, skal ikke arve Guds rige. (Galaterne 5:21) Enhver, der søger at prise Jehova, må være ledet af Guds ånd. „I skal vandre i ånden, siger jeg, så vil I ingenlunde fuldbyrde kødets begæringer. Thi kødet begærer imod ånden og ånden imod kødet; de to ligger nemlig i strid med hinanden, så I ikke kan gøre det, som I gerne vil.“ (Galaterne 5:16, 17) Guds tjenere ledes af hans ånd, og de må derfor i fællesskab vandre efter ånden og fremvise åndens frugter. „Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed. Mod sligt er loven ikke.“ (Galaterne 5:22, 23) Der er ingen lov, som forbyder en kristen at være rig på disse gode åndens frugter, og hvis han gør således, er han en velsignelse for dem, han er forbundet med. Det betyder, at vi ikke vil handle umoralsk, drikke os fulde eller hengive os til fornøjelser i overmål, sådan som verden almindeligvis gør; men vi vil nøgternt rette vor opmærksomhed først og fremmest mod åndelige ting.

19. Hvorfor må vi ikke være prikne, ømfindtlige og hurtige til at give igen?

¹⁹ Når vi spejder efter Guds ånds ledelse, vil vi ikke opføre os som kværulanter i Guds folks kreds. Det er ikke godt at være så prikne og ømfindtlige, at vi opfatter enhver bemærkning eller udtalelse som et personligt angreb på os og forsøger at give tilbage med samme mønt. Vi må ikke lade fordom tårne sig op i os mod en anden broder eller søster i kredsens organisation, så at vi ikke kan tale til hende eller høre ham tale, uden at vi stiller os så kontrært, at vi lukker vort sind til for de gode ting fra Guds ord, som han måske meddeler kredsen angående vort fælles arbejde. Det vil have en tilbøjelighed til at forbitre vor mentale indstilling og fordreje vore tanker, og den deraf følgende mentale irritation vil bevirke, at vi ikke får gavn af vor deltagelse i møderne. I stedet for at fæstne vort sind ved de betydningsfulde ting i forbindelse med Guds gerning glemmer vi den fælles tjeneste til fordel for personlige, selviske tilbøjeligheder. Der er også fare for, at denne indstilling kan brede sig som en kræftskade til andre i menigheden og således afstedkomme åndelig fortræd for flere end os selv. Vi må kæmpe for at modvirke sådanne ufuldkomne tilbøjeligheder ved at vise kærlighed og overbærenhed.

20. Hvorfor skal vi ikke hovere, men prøve at hjælpe dem, der har fejlet?

²⁰ Når vi ledes af Guds ånd, vil vi aldrig blive hovne, hovmodige og stolte og bilde os ind, at vi har gjort så store fremskridt, at det er umuligt for os at begå en overtrædelse eller at blive overvundet af modstanderen. „Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder.“ (1 Korinter 10:12) Hvis vi erkender, at vi alle er udsat for fristelse, vil vi ikke føle nogen indre tilfredshed over en anden broders fejltrin. Har vi kærlighed, godhed og selvbeherskelse, vil vi være ivrige efter at hjælpe denne broder op fra hans ulykkelige tilstand. Vi vil ikke gøre hans byrde tungere ved at gå til andre i menigheden og hviske til dem, hvad hans vanskeligheder består i, og hvori han har fejlet, ikke hvis vi elsker ham og ønsker at hjælpe ham som et af Guds „får“. Vi vil forsøge at forestille os selv i samme stilling, og så vil vi handle mod ham, som vi selv ville ønske at blive behandlet, hvis vi havde begået den samme fejl. Det er kærnepunktet i apostelens råd i Galaterne 6:1: „Brødre, om nogen skulle blive overrasket af en synd, da hjælp et sådant menneske til rette, I åndelige, med sagtmodig ånd, og se du selv til, at ikke også du bliver fristet.“

21. Hvordan kan vi undgå at bringe forstyrrelse i en kreds i anledning af en personlig uret?

²¹ Antag, at en broder begår en eller anden uret imod os, måske uden selv at vide af det. Hvad skal vi gøre? Skal vi bære nag til ham og indtage en ubøjelig holdning og vente på, at han skal komme sønderknust og bodfærdig for vor fod? Skal vi gøre krav på en offentlig undskyldning, før vi forsøger at gøre skridt til forligelse? Nej, vi kan gå til ham og ordne sagen privat og undgå offentliggørelse, som vil bringe ham i forlegenhed. I mildhedens ånd kan vi henvende os til ham på den måde, Jesus anviste, idet vi søger at få sagen bragt i orden med så lidt forstyrrelse som muligt. Hvis han ikke vil høre på os, kan vi forelægge sagen for de repræsentative medlemmer af menigheden, så at de stilfærdigt og i mildhedens ånd kan tale den til rette, som har gjort os uret. (Mattæus 18:15-17) Vi må ikke tabe menighedens almene velfærd af syne, og når vi søger at ordne en hvilken som helst strid, bør vore bestræbelser først og fremmest tage hensyn til kredsens fred og enhed, så at det ikke griber forstyrrende ind i arbejdet med at lovprise Gud. På den måde bestræber vi os for at værne om Guds organisation, samtidig med at vi holder fast på dem, der er vore brødre, og ikke bare prædiker for andre uden for organisationen for at bringe nye ind i Guds fold. Alt dette lægger en byrde på os, men vi må bære den villigt for at hjælpe andre med deres byrde.

22. Hvorfor skal vi være barmhjertige, men dog ikke misbruge andres barmhjertighed?

²² Vi må erindre, at Jesus ikke skånede sig selv, men satte sit liv til for sine venner. Han vandrede i sandhed efter Guds ånd, da han i uselviskhed påtog sig vore synders store byrde, samtidig med at han bar den spot, der faldt på Gud. Han genspejlede til gavn for os den store barmhjertighed, som Gud selv øver, og således lovpriste han Jehova Gud. Vi må være villige til at vise den samme barmhjertighed mod vore brødre, der gør sig skyldige i fejl og kommer til kort. Glem ikke den guddommelige lov: „Salige er de barmhjertige, thi dem skal der vises barmhjertighed.“ (Mattæus 5:7) Vi vil også begå fejl før eller senere, og vil ønske tilgivelse og at blive hjulpet til rette „med sagtmodig ånd“. Men vi må altid stræbe efter at forbedre os, ellers vil en sådan barmhjertighed være spildt på os.

23. Hvorfor skal vi lovprise Gud i denne mellemtid indtil slaget ved Harmagedon?