Godt nyt fra Grækenland

FRA det krigshærgede og præstedominerede Grækenland kommer der både gode og dårlige nyheder om Jehovas vidner. De dårlige nyheder fortæller om de frygtelige lidelser, disse ydmyge kristne stadig må udstå. De gode nyheder derimod beretter, hvordan den almægtige Gud ikke alene styrker sine vidner og drager omsorg for dem i deres nød, men også, hvordan han giver dem enestående lejligheder til at fortælle andre om Jehovas miskundhed og kærlige ømhed mod jordens sagtmodige og hans stærke og brændende vrede, der vil komme over menneskehedens fordærvede undertrykkere. Denne glædelige nyhedsrapport vil opmuntre og trøste mennesker af alle folkeslag, som elsker og kæmper for frihed og sandhed.

Den 12. april 1949 blev ni Jehovas vidner nådesløst arresteret, mens de fejrede en højtidsfest, nemlig ihukommelsesnadveren, der blev indstiftet af Kristus, den nat han blev forrådt. Disse Kristi brødre blev idømt mange måneders fængselsstraf. Også i år har Guds fjender grebet ind mod Jehovas vidner, til trods for at der hverken findes gældende militærlove eller andre nødlove, der kan bruges som undskyldning for en så slet handling. Denne gang skete det i Serres i Makedonien, hvor 35 af Herrens folk og fire interesserede retsindige mennesker var forsamlet til mindehøjtiden i lydighed mod Kristi bud. Alle blev de arresteret og stillet for retten, og de blev idømt fængselsstraffe på fra 3 til 7 måneder og bøder på fra 100.000 til 300.000 drakmer, og en blev løsladt på æresord, men fik et polititilhold for et år.

Det vil være af interesse at høre, på hvilket grundlag dommerne i dette tyranniske land traf deres afgørelser. En oversættelse af den skammelige domskendelse, nr. 223, lyder:

„. . . det vil sige, de, der hører til de kætterske Jehovas vidner, holdt et bønnemøde hjemme og brugte hertil et værelse i John Duzulikopulos’s hus, der er beliggende i Megalou Alexandrou Gade 35, og her var der truffet forberedelser til højtideligheden med siddepladser, bænke og et dækket bord, hvor der var usyret brod og andre ting til brug ved messen samt forskellige af de kætterske Jehovas vidners publikationer, såsom Vagttaarnet og deslige, der er beslaglagt af myndighederne, men som de havde til hensigt at bruge ved Kristi mindefest (påsken). . . .“

Der er imidlertid en anden og lysere side til denne sorte og inkvisitionsagtige forfølgelse. Retsforhandlingerne varede en hel dag og overværedes af omkring 500 mennesker, der påhørte et frimodigt og fyldestgørende vidnesbyrd om Jehovas folks tro og gerning. Selv dommeren var to og en halv time om at træffe afgørelse i sagen. Dagbladene i Serres, Saloniki og Aten refererede og kommenterede retsforhandlingerne. Alt blev således i den sidste ende til ære for Jehovas navn. Dommen blev appelleret til en højere instans i Saloniki.

Evangelieforkyndelse i græske fængsler

For nylig blev kredstjenerens assistent i Aten løsladt efter at have afsonet en fængselsstraf på 120 dage, ikke fordi han havde gjort noget galt, men fordi han tjener Gud. I et brev fortæller han om de vidunderlige oplevelser, han havde under sit fængselsophold, og fra hans brev er resten af denne artikel hentet:

„Først blev jeg sat i midlertidigt fængsel sammen med 27 til 30 andre fanger, alle stuvet sammen i en celle beregnet til fem eller seks fanger. Det var dog et forholdsvis tåleligt rum, hvad angår renlighed og fangetyper. De fleste var købmænd, officerer, sagførere, læger, professorer, gendarmer og andre embedsmænd.

Der var jeg i 14 dage, og i den tid kom og forsvandt der 84 personer i dette rum. Ved Herrens nåde blev det muligt at holde et offentligt møde på to timer hver aften om Jehovas rige med Kristus som konge og om de velsignelser, Gud har i beredskab for os i fremtiden. Alle hørte vidnesbyrdet. Selv fængselsinspektøren, hans assistent, alle fangerne og gendarmerne. Bagefter viste to af dem særlig interesse for sandheden, og i dag er jeg begyndt et bibelstudium med den ene.

Senere blev jeg forflyttet til et andet fængsel i Aten, og fordi jeg ikke ville fornægte Jehova, den gud, hvem jeg tjener og dyrker, blev jeg sat i rum sammen med 73 farlige forbrydere og hashish-rygere. (Hashish er et berusende narkotikum med lignende bedøvende egenskaber som opium.) Til trods for den degenererede tilstand, disse mennesker befandt sig i, kendte de alle sammen noget til bibelens sandheder, de havde hørt derom fra andre Jehovas vidner, som havde været fængslet her.

Jeg foler det som min pligt at fortælle jer, at så vidt jeg har kunnet konstatere, har Jehovas vidner under fængselsophold her eller andre steder ved deres opførsel været til et vidnesbyrd for Herrens navn. Det kan for en stor del tilskrives brødrenes kristne adfærd, deres fornuft og teokratiske takt under forskellige drøftelser. Jordbunden var således tilstrækkelig beredt, da jeg kom, og mine offentlige foredrag nød stor værdsættelse.

Flere i denne gruppe hørte imidlertid for første gang om bibelen, om en kærlig gud og hans rige, om det kommende slag ved Harmagedon, og om hvor absolut nødvendigt det var for dem at tage standpunkt nu og stille sig ved Kristi, Kongens, højre hånd. Disse formodede misdædere og slaver af bedøvelsesmidler lyttede begejstret og bad om, at ikke nogen dag eller aften måtte gå hen, uden der blev holdt et bibelsk foredrag og Guds ord blev drøftet. Som tiden gik, hørtes mange af dem råbe glædestrålende til fangevogterne, at de nu var blevet Jehovas vidner. De ville også prøve på at holde op med at ryge, og to af dem havde virkelig held dertil. De tog nu fat på at studere bibelen, og før jeg forlod dem, bad de om min adresse, så de, når de blev løsladt, kunne få et regelmæssigt bibelstudium hjemme hos dem selv.

Min tilstedeværelse blandt disse ulykkelige mennesker bød dem en lejlighed til at høre videre om Rigets gode budskab, og ikke alene at høre, men også at få bestyrket deres håb om et liv under Jehovas rige, hvor Kristus skal være konge.

Efter 17 dages forløb blev jeg hentet op til fængselsdirektøren, der høfligt henstillede til mig ikke at tale mere og ikke gøre propaganda, som det var blevet rapporteret til ham om mig af hans hemmelige agenter, der var til stede i så godt som ethvert fangerum. Til gengæld og som en fristelse for mig til at give efter lovede direktøren at flytte mig til en anden afdeling af fængslet, hvor jeg skulle få større frihed og bedre forplejning.

I mit svar på dette tilbud gav direktøren mig lov til at forklare, at en almindelig drøftelse af min tro ikke var propaganda, og at da selve det at tale eller bruge sin tunge ikke var forbudt, var det mig en større glæde at tale om Skaberen og hans riges kommende velsignelser end at snakke om alt og intet og mere ligegyldige emner. Jeg tilføjede, at Jehovas vidner ikke blander sig i politiske og kommercielle anliggender, at de ene og alene interesserer sig for at kende Skaberen. Jeg benyttede samtidig lejligheden til ganske kort at gøre rede for vor tro og Guds vilje, som den kommer til udtryk i bibelen.

Men hvorfor kalder De Gud Jehova? spurgte han. Som svar sagde jeg: Måske fængselets religionsleder, der er til stede her, vil svare Dem herpå. Jeg vendte mig mod denne herre, der uden tøven sagde: Guds navn er Jehova, hvad enten vi synes om det eller ej. I forstår min store glæde over, at direktøren her af en ortodoks præsts mund hørte, at Jehova er Guds navn!

En nutidens Paulus blandt hedninger

Efter at have fået at vide, at Jehova er Gud, befalede direktøren, der til at begynde med optrådte strengt, at jeg skulle føres til en bedre afdeling, kaldet Colonaki (hvilket betyder den aristokratiske afdeling), måske fordi han tænkte som så, at fangerne der ikke ville lytte til budskabet på grund af deres sociale livsanskuelse, og fordi mange af dem var videnskabsmænd og lærde ateister. Tingene udviklede sig helt anderledes.

I min celle fik jeg aflagt et omfattende vidnesbyrd for de tolv fanger i form af foredrag og drøftelser. De forstod, at Jehovas vidner er konsekvente med hensyn til, hvad de ifølge bibelen tror. De ved, at de ortodokse religioner er blevet redskaber for politik, at de er menneskelige institutioner grundlagt på traditioner, og at deres lærdomme er i modstrid med bibelen.

Den celle, jeg nu boede i, var helt anderledes end de andre, jeg havde været i indtil da, for ikke blot var forplejningen bedre og bekvemmelighederne større, men desuden havde jeg lov til at færdes frit i hele afdelingen og tale med fangerne i tiden mellem 8.30 og 18.00. Herren gav mig således lov til at blive bekendt med denne skare på omkring 600 mennesker, hvoraf nogle viste sig at være „får“.

Et af disse mennesker med fårets sindelag var, inden han hørte om sandheden, en så fanatisk religionsdyrker, at han havde købt alle de bøger, en professor ved Atens universitet havde skrevet imod vidnerne. Dem havde han skænket til fangernes bibliotek i håb om, at de øvrige fanger ikke ville lade sig narre af, hvad han kaldte de kætterske Jehovas vidner. Men da denne mand var oprigtig af hjerte, ligesom farisæeren Saulus, der senere blev apostelen Paulus, er han nu et nidkært vidne for Jehova.

Jeg må fortælle endnu en interessant oplevelse. En velkendt professor ved Atens universitet offentliggjorde en slags kritikskrivelse mod vidnerne i Aten-bladet Estia, og den indeholdt følgende udtalelse: „De [Jehovas vidner] forvrænger bibelen og forklarer Åbenbaringen, der er en forseglet og lukket bog for alle til evig tid.“ Denne udtalelse vakte en del røre i vor fængselscelle, og en medfange, som var sagfører, spurgte efter at have læst professorens påstand, om jeg var af en anden mening. Jeg sagde til ham: „Først vil jeg gerne høre Deres mening, men forinden vil jeg bede Dem læse Åbenbaringen 22:10.“ Og fra et eksemplar af det nye testamente udgivet af Det Ortodokse Brodersamfund læste han: „Du skal ikke gemme denne bogs profetiske ord under segl.“ Så udbrød han: „Jamen, det er jo indlysende, at professoren har uret. Jeg er forbavset over den frimodighed, hvormed han offentligt fornærmer Jehovas vidner og forvansker sandheden så bombastisk.“

De øvrige tilhørere i cellen skyndte sig at læse avisens offentliggørelse og det omtalte vers i Åbenbaringen, og også de viste undren over professorens falske udtalelse. Jeg gav nu lidt flere oplysninger og sagde bl. a.: „Hvis De vil læse Åbenbaringen 1:1, hvor det hedder: „Jesu Kristi åbenbaring, som Gud gav ham for at vise sine tjenere,“ vil De let kunne indse, at denne bog er forseglet og lukket for professoren, fordi han ikke er en Kristi tjener, men bogen er ikke lukket for Guds og Kristi tjenere, Jehovas vidner. Selve bogens navn, Åbenbaringen, viser, at den ikke ville være lukket for stedse.“