Teokratiets vækst i Syd-Korea

DEN FØRSTE af Jehovas kristne missionærer, som var udgået fra Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskabs skole Gilead i South Lansing, New York, ankom til Seoul i august 1949. Senere blev flere sendt dertil. I de få måneder, de har arbejdet der, har de været det forarmede folk en stor hjælp til at erhverve sig kundskab om menneskets eneste håb, Guds retfærdige rige, og som et resultat heraf er tallet på dem, der synger Jehova Guds og Kristi Jesu pris der i landet, vokset stærkt. Nedenstående rapport over disse resultater er udarbejdet af Vagttaarnets repræsentant, Don L. Steele, og skrevet og afsendt fra Seoul den 23. maj 1950, en måned før de kommunistiske hære rykkede ind i Syd-Korea, hvad de gjorde den 25. juni.

„Siden befrielsen ved de allierede i 1945 har det koreanske folk kun smagt bitterhed, og meget af dette skyldes Yalta-overenskomsten mellem Roosevelt og Stalin, som delte landet i to dele. Den nordlige del har været under russisk formynderskab og den sydlige under de Forenede Staters. Nu er selvfølgelig det store politiske spørgsmål den 38. breddegrad, som adskiller de to. Den kæmpende syd-koreanske republik holdes øjensynlig kun oppe ved amerikansk hjælp. Kampe udkæmpes daglig ved grænsen, og spændingen er stor. Hvornår vil den virkelige krig begynde? [Dette er interessant, for det viser, at selv om den øvrige verden var chokeret over krigens udbrud, kom den ikke som nogen overraskelse for koreanerne.]

For ret at forstå væksten her blandt Jehovas vidners rækker, må man kende noget til koreanernes religiøse, sociale og økonomiske forhold. I religiøs henseende bekender omkring 80.000 ud af en befolkning på 22.000.000 sig til kristendommen. Ti millioner andre er buddhister, konfucianere o.s.v. Mindst halvdelen af befolkningen bekender sig ikke til nogen tro, hvad der giver et godt billede af den almindeligt rådende håbløshed.

På mange måder er koreanerne primitive. De er meget bundne af tradition og tilbeder gerne skabninger. Mange forretningsmænd og håndværkere indser, at Korea står langt tilbage med hensyn til undervisning og økonomiske fremskridt, og de prøver på at indhente det forsømte. Men det ser ud til, at folkets arbejdende klasse hellere vil vaske deres tøj ved at slå på det med en kæp, pløje med okse og bære store byrder på hoved og ryg, end de vil gå over til noget så nymodens som et vaskebræt. De er dybt rodfæstede i deres traditioner og ønsker ingen forandringer, ligegyldigt hvor megen tid og energi de kunne spare derved.

De økonomiske forhold, så slette som de var, er nu efter delingen af Korea ved den 38. breddegrad blevet meget værre. Syd-Korea har landbrugsområdet, mens de naturlige rigdomskilder og en smule industri findes i den nordlige sektor. De store udgifter til landets forsvar, syd mod nord og omvendt, har næsten ført til ruin. Gennemsnitslønnen er 6000 won om måneden, hvad med den lovmæssige kurs svarer til ca. 23 kroner. Vandforsyningen her i Seoul, Syd-Koreas hovedstad, er utilstrækkelig, og elektriciteten er tilsluttet een eller to timer om aftenen — somme tider!

Seouls befolkning er svulmet op til to gange det normale på grund af flygtningemasserne fra den kommunistkontrollerede nordlige del, og levevilkårene er yderst dårlige. Mange af flygtningene er børn, hvis forældre er blevet dræbt af kommunisterne. I den nedre del af Seoul er det et dagligdags syn at se disse stakkels børn klumpe sig sammen op imod bygningerne og prøve på at sove på fortovene. De er klædt i laser fra gamle sække, papir, eller hvad de ellers kan få fat i, og deres hud er skurvet af snavs. De „lever“ af, hvad de kan tigge sig til.

Føden er knap. Ris er hovedernæringen, og for det meste er der ikke noget kød at spise til den. Mange familier har endog svært ved at skaffe sig ris nok. Tøj er næsten ikke til at få fat i. Som sko bæres ofte små opadvendte gummislippers. Boliger er der alt for få af. Kun den rige ejer eller lejer et helt hus til sig selv. Alle familier er store familier, og det er almindelig praksis, at fire eller fem familier lever sammen i et lille hus. I regelen sover hele familien i et rum på fem og tyve kvadratmeter.

Til trods for fattigdommen og traditionsslaveriet har Koreas befolkning stor respekt for lærdom og kundskab, og en lærd mand er meget højt anskrevet. Ofte vil en familie på mange medlemmer spinke og spare for at kunne støtte eet af familiens medlemmer, for at han kan tilbringe et liv i studier. Det mest forbavsende er dog, at den person, som studerer, sædvanligvis ikke har noget mål i tilværelsen og aldrig gør brug af sin lærdom.

Jubel og glæde over evangeliet

De frygtelige tilstande bevirker nu, at mange ærlige koreanere søger efter et svar på deres mange problemer. Det er en sand glæde at være optaget af at forkynde de gode nyheder om Riget her og vise de ydmyge, at deres eneste håb ligger i Jehovas retfærdige nye verden. At være vidne til deres glade reaktion over for Rigets budskab kan nok opmuntre. I august 1949, da de første to missionærer ankom hertil, fandtes her kun otte personer, som var aktive i Rigets gerning. I april i år [1950] havde vi een og fyrre kredsforkyndere, der i gennemsnit havde 33,5 timer i vidnegerningen, og endvidere syv heltidsforkyndere og otte missionærer fra Gilead. Det højeste antal, der har deltaget i vort vagttaarnsstudium, var 107, og det var i april måned.

Vort første offentlige møde, der blev afholdt i maj måned og var tænkt som et eksperiment, viste sig at blive en oplevelse! Ingen løbesedler eller plakater blev benyttet ved averteringen. Kun annoncering ved de regelmæssige kredsmøder og en enkelt plakat slået op i nærheden af huset, et par dage før foredraget skulle holdes. Men da tidspunktet for foredragets afholdelse nærmede sig, strømmede folk ivrigt til og fyldte alle værelser i huset, entreen, verandaen og trappen, som førte op til anden sal. I alt var der 167 tilhørere.

For en måned siden begyndte vi på vort teokratiske kursus. Da lærebøgerne ikke findes på koreansk, måtte vi holde forelæsningen fra „Equipped for Every Good Work“ på engelsk og derpå oversætte den til koreansk. Hvis nogen ikke forstod, spurgte han sin sidemand, og hvis denne heller ikke forstod, bad de tolken om at gentage eller forklare nærmere. Vore hjerter fyldtes med glæde, da vi betragtede deres ivrige ansigter, efterhånden som de forskellige punkter, der alle var nye for dem, belystes. De nikkede til hinanden og undrede sig. Moses begyndte at skrive bibelen omkring 1513 f. Kr.! Den har kun een forfatter, men over tredive mennesker har arbejdet på dens frembringelse. Der findes i dag omkring 15.000 gamle manuskripter til bibelen. Spørgsmålene til den mundtlige repetition blev besvaret godt ud fra de notater, de deltagende havde gjort. Deres antal steg fra 60 i begyndelsen til 96, og en time til dette kursus syntes alt for kort.

Arbejdet med bibelstudier er vor største glæde. Vi studerer med læger, sagførere, lærere, professorer, soldater, husmødre, forretningsfolk, studenter (deriblandt også seminarister) og mange andre. Det er ikke folk, der tror på alt, hvad man fortæller dem, før man har bevist det nærmere. Vi må daglig henvise til forskellige oversættelser, konkordanser, bibelleksika og andre håndbøger, og vi tager også vor tilflugt til de notater, vi nedskrev på Vagttaarnets bibelskole Gilead, efterhånden som de mange spørgsmål blev drøftet. Men hvilket velsignet privilegium! Og hvilken vidunderlig glæde at se disse mennesker igen undervise andre i det, de selv har lært ved deres bibelstudier med os.

Et eksempel på deres hurtige fremskridt har vi i tilfældet med en ung studine. En koreansk forkynder besøgte hendes moder og fortalte hende om den nye verden. Næste dag besøgte datteren forkynderen og stillede mange spørgsmål. Da hun var tilfreds med svarene, aftalte de et regelmæssigt bibelstudium. Hun havde været interesseret i at gå i skole og lære sprog (hun talte godt engelsk) og andre fag, men nu kom hun til den slutning, at alt det var tidsspilde. Hvis hun skulle lære bibelen at kende, indså hun nu, ville hun behøve megen tid, og hun ophørte med sin skolegang dagen efter sit første bibelstudium. Efter at hun nu har studeret i omkring en måned, vil hun antagelig holde pionertid og følges med os og hjælpe os med alle de studier, hun kan overkomme. Hun har en skarp opfattelsesevne og er meget lærenem, og hendes villighed i Rigets tjeneste vil bringe hende mange velsignede privilegier i fremtiden fra Jehovas hånd.

En musikprofessor ved et kvindekollegium har nu studeret med os et halvt år. I tilslutning til sin undervisning giver han koncerter og har et radioprogram, men til trods for sin optagethed får han alligevel tid tilovers til at oversætte for os, at fungere som tolk ved vore offentlige foredrag og i den teokratiske skole, at deltage i vidnegerningen, såvel som til regelmæssigt bibelstudium. Han er en af de mange i Korea, der har grebet det teokratiske privilegium, der er givet dem.

Blandt vore enestående oplevelser er de bibelstudier, vi leder i de offentlige skoler. Tilsammen har vi otte studier om ugen ved flere forskellige højere læreanstalter, og i hver gruppe er der fra 60 til 70 studenter foruden lærerne. Vi studerer en kartonbog med dem og får dem til at tage bibler med og slå skriftstederne efter. Mange af studenterne er af hedenske forældre og har aldrig før været i forbindelse med bibelen. Lærerne giver udtryk for deres påskønnelse af vore bestræbelser for at lære dem bibelen at kende. Det imponerer dem, at vi ikke kører rundt i biler som de andre missionærer. De forstår, at vi virkelig ønsker at hjælpe det koreanske folk. Så måske vil den gode sæd, der bliver sået her, en dag frembringe megen frugt.“

Fem uger efter, at Mr. Steele havde afsendt ovenstående rapport, sendte han endnu en, der bar mærket Kobe, Japan, og heri siger han:

„Da jeg afsluttede mit offentlige foredrag i et skoleauditorium i Seoul den 25. juni, underrettede politiet os om, at Syd-Korea var blevet angrebet, og at der var indført spærretid. Lad det i forbigående være sagt, at interessen for Teokratiet var vokset så stærkt, at der var 336 til stede ved dette sidste offentlige foredrag! Den følgende nat brød det syd-koreanske forsvar sammen, og Seoul kom under belejring. Da kommunisttropper rykkede ind i byen tirsdag morgen, fik alle amerikanere ordre til at evakuere. I den kritiske situation sammenkaldte vi i hast til et møde, og efter at have bedt om Herrens vejledning diskuterede vi opfyldt af bøn situationen. At blive ville betyde fangenskab, fængsel og standsning af vor forkyndelse. Alle missionærer, også metodister og katolikker, er fængslet i Nord-Korea. Den videre udvikling viste, at det var Herrens vilje, vi skulle drage bort.

Vi havde kun en halv time til at nå den sidste konvoj, som forlod byen. Personlige ejendele, og hvad der hørte til husholdningen, blev overdraget til den lokale kredstjener, Lee Shi Chong. Byen var på den tid under bombardement, og under den vilde kørsel til lufthavnen ved Kimpo blev bussen, vi kørte med, bombarderet. Efter at være ankommet til Japan pr. flyvemaskine arbejder vi nu alle otte, deraf seks kvinder, sammen med Jehovas vidner her i Kobe.“

(The Watchtower, 1. oktober 1950)