Gehenna, et sted for evig straf

BORTSET fra et lille antal alvorlige bibelstuderende er der meget få mennesker, som ved, hvad Gehenna virkelig er. Det store flertal af menneskene er fuldstændig uvidende om et emne, som de burde være meget interesseret i. Det er en skam, for hvad de fleste angår, er de ikke selv skyld i deres uvidenhed. For hundreder af år siden oversatte traditionsbundne mennesker visse græske ord forkert og indførte dem i mange bibeloversættelser. Dette er en af grundene til den almindelige misforståelse af spørgsmålet om, hvori de ondes evige straf består. En anden grund er, at kristenhedens præster, skønt mange af dem kender sandheden om spørgsmålet, kun har gjort meget lidt for at oplyse mennesker om Gehennas sande beskaffenhed.

Mod vest og syd, lige uden for den gamle del af Jerusalem, lå der en dal, der på hebraisk først var kendt som gey ben [b’ne] hinnom, „Hinnoms søns [eller sønners] dal“. Senere blev den blot kaldt gey hinnom, „Hinnoms dal“ eller på græsk Gehenna. Det var en temmelig dyb og snæver afgrund, der lå ikke ret langt fra det store tempel og Salomos palads. En del af denne dal blev senere kaldt Tofet, og her, mener nogle, lå der en lille lund, hvor Salomos kongelige sangere og musikere samledes for at fylde dalen med lovsange til Jehova. — Jos. 15:8; 2 Kong. 23:10; Jer. 19:2, 6.

Da Salomos hjerte på hans gamle dage imidlertid vendte sig bort fra at tjene den eneste sande Gud, byggede han i denne kløft vederstyggelige altre for hedenske guder og gudinder som Molok, Ba’al, Kemosj og Astarte. (1 Kong. 11:5-7) Det fortælles, at der her blev opstillet en uhyre kobbergud, som ophededes indefra, og i hvis glødende røde arme afgudsdyrkerne kastede deres levende sønner og døtre. Som en følge heraf blev denne dal, som engang genlød af Jehovas pris, fyldt med skrig fra små børn, der bragtes som ofre til ildguden Molok. — 2 Krøn. 28:3; 33:6.

Til sin tid udryddede den trofaste kong Josias dette djævelskab, og for at den skik ikke skulle opstå igen, vanhelligede han dalen ved at besmitte den med døde menneskers ben. (2 Kong. 23:10, 14; 2 Krøn. 34:4, 5) Fra den tid af blev Gehenna den almindelige losseplads, et sted, hvor alt Jerusalems affald og snavs blev losset ud; også ligene af dyr og henrettede forbrydere blev kastet her. Den var byens opbrændingsplads, og for at holde ilden vedlige blev der tilsat svovl. Klippeskråningerne var takkede, og når noget af det udkastede affald hang fast på klipperne, blev det, efterhånden som forrådnelsen satte ind, snarere fortæret af orme og maddiker end af den svovlfyldte ild forneden. For jøderne blev Gehenna et levende symbol på tilintetgørelsen, en vederstyggelighed, en afsky for øjet og en stank i næsen.

Hvilket slående eksempel for Jeremias at benytte sig af! Da denne Guds profet henviste til den vanhellige plads som et eksempel på, hvad Jehova havde til hensigt at gøre med den oprørske nation, fik de sagen stillet på spidsen. De vidste, at den almægtige Gud havde til hensigt at ødelægge dem lige så fuldstændigt, som noget, der var kastet i Gehenna, blev ødelagt. „Således vil jeg gøre med dette sted og dets indbyggere, lyder det fra Jehova, idet jeg gør denne by til et Tofet: Jerusalems og Judas kongers huse skal blive urene som Tofets sted.“ „Se, derfor skal dage komme, lyder det fra Jehova, da man ikke mere skal sige Tofet og Hinnoms søns dal, men morddalen.“ — Jer. 19:12, 13; 7:32, 33.

Således skete det da også, da Jerusalem blev endelig ødelagt år 70 e. Kr. Ifølge den jødiske historiker Josefus døde der mellem 2.000.000 og 3.000.000 indbyggere af hungersnød og sygdom, eller de blev dræbt af romerne, og det ser ud til, at mange af ligene blev kastet i Gehenna efter den frygtelige kamp.

I betragtning af, hvad Gehenna var, bogstaveligt og symbolsk, hvilket bedre billede kunne den store profet, Kristus Jesus, da anvende, når han fortalte jøderne om, hvad der ventede de forsætlig onde? Da han sagde, at visse mennesker var skyldige til at ende deres livsbane i Gehenna, vidste hans tilhørere for to tusind år siden nøjagtig, hvad han mente. De vidste, at hvis ikke den svovlfyldte ild fortærede deres døde kroppe, ville de altid tilstedeværende maddiker gøre det. Hvad enten det blev det ene eller det andet, var de fuldstændig klar over, at det at blive kastet i Gehenna betød, at de var lovovertrædere, der var uværdige til at blive begravet eller få en opstandelse; kun tilintetgørelse ventede dem.

Men nogle vil spørge: „Hvornår og hvor talte Jesus om Gehenna? I vore katolske og protestantiske bibler finder vi ikke ordet Gehenna.“ Ganske rigtigt. Det er det, der tidligere er blevet påpeget, at de mænd, som i begyndelsen af det syttende århundrede oversatte bibelen fra den originale hebraiske og græske tekst og fra den latinske Vulgata, var så åndelig bundet og tvunget af menneskelige dogmer om „evig pine“ og „helvedes ild“, at de ikke engang var frie til at udarbejde en ærlig oversættelse. Følgelig oversatte de så de tolv steder i de kristne græske skrifter (det ny testamente), hvor navnet Gehenna forekommer, med „helvede“. Det samme ord anvendtes også for det hebraiske ord Sheol og de græske ord Hades og Tartaros.

Alle moderne ansete oversættere, både katolske og protestantiske, har været nødt til at gøre bemærkninger om og undskyldninger for den grove forseelse i de følgende skriftsteder: Mattæus 5:22, 29, 30; 10:28; 18:9; 23:15, 33; Markus 9:43, 45, 47; Lukas 12:5; Jakob 3:6. English Revised, American Standard, Revised Standard; Catholic Confraternity, Spencer’s (katolsk), Young’s, Rotherham’s, Weymouth’s, Moffatt’s, Emphatic Diaglott, New World Translation og mange andre moderne oversættelser, også den danske oversættelse af 1948, retter enten fejlen i teksten eller bemærker den i deres fodnoter.

Ingen pine i Gehenna

„Hvad er det? Ingen evig pine i Gehennas evige ild?“ Det passer, selv om det er i modstrid med den almindelige mening. Den almindelige tanke, som fremholdes af præsteskabet, er, at Gehenna blot er et andet navn for den opdigtede, gejstlige ildsø, som præsterne så fanatisk lærer om. Det hjælper intet, at man blot overfører det græske ord Gehenna til andre bibler, hvis præsterne stadigvæk vildleder folk til at tro, at Gehenna er et sted med evig pine. Som Encyclopedia Americana (udgaven 1942, bind 14, side 81) bemærker: „De tidlige bibeloversættere har forårsaget megen forvirring og misforståelse ved hårdnakket at gengive det hebraiske Sheol og det græske Hades og Gehenna med ordet helvede. Den enkle oversættelse af disse ord, som den er foretaget af oversætterne til de reviderede udgaver af bibelen, har ikke været tilstrækkelig til at fjerne denne forvirring og forkerte opfattelse.“

Der er meget stor forskel på evig pine og evig ødelæggelse. Gehenna symboliserede det sidste. Der var ingen tanke om pine i det gamle Gehenna uden for Jerusalems mure, for intet levende blev kastet deri. For at noget kunne blive pint, måtte det være i live! Derfor kan Gehenna umuligt symbolisere pine eller tortur, hverken midlertidig eller evig.

Her vil det være godt at se, hvad moderne oversættere har at sige angående dette. I Catholic Confraternity-oversættelsen af 1941 siger fodnoten til Mattæus 5:22 ikke, at forbrydere blev kastet levende i Gehenna for at blive pint i dens ild og svovl, men at det var en plads, „hvor forbryderes lig blev brændt efter henrettelsen“. I sin kommentar til den samme tekst siger den romersk-katolske Dr. F. A. Spencer i sin oversættelse af 1937, at da kong Josias vanhelligede Gehennas dal, „brugte jøderne den derefter som losseplads for al slags affald, døde dyr og forbryderes lig. For at hindre smitte holdtes ilden altid vedlige, og stedet blev et billede på de fortabtes straf“. Man ser, at der ganske rigtigt var ild i det bogstavelige Gehenna, men den blev ikke brugt til at pine selv de værste forbrydere, hvis lig var kastet der, fordi de blev betragtet som uværdige til at få en opstandelse.

Efter at Benjamin Wilsons Emphatic Diaglott (1864) i tillægget, side 891, giver en kort beretning om stedet, fortsætter den: „Gehenna, som det forekommer i det nye testamente, symboliserer altså døden og fuldstændig tilintetgørelse, men betyder ingen steder et sted med evig pine.“ Til dette kan føjes den følgende betydningsfulde paragraf fra side 767 i New World Translation of the Christian Greek Scriptures (1950): „Intet levende dyr eller menneske blev kastet i Gehenna for at blive levende brændt eller pint. Stedet kunne således aldrig symbolisere en usynlig region, hvor menneskesjæle pines i bogstavelig ild og evigt angribes af udødelige orme. (Es. 66:24) Fordi der var nægtet de døde forbrydere, som blev kastet her, en sømmelig begravelse med et gravsted, hvilket symboliserede håbet om en opstandelse, anvendte Jesus og hans disciple Gehenna som et symbol på evig ødelæggelse, tilintetgørelse borte fra Guds univers, eller en „anden død“, en evig straf. Derfor betragtede man det, at få sit døde legeme kastet i Gehenna, som den værste form for straf. Fra det bogstavelige Gehenna og dets betydning stammer symbolet med „søen, der brænder med ild og svovl“. — Åb. 19:20; 20:10, 14, 15; 21:8.“