Jehovas vidner må atter udholde totalitært had

Kommunismen i Østtyskland antænder samme brændende forfølgelse som nazismen

KOMMUNISTER hader måske bibelen, men de beviser, at dens profetier er sande. Deres rasende stormløb mod Jehovas vidner er et led i opfyldelsen af Jesu ord til sine efterfølgere: „I skal blive hadet af alle folk for mit navns skyld.“ (Matt. 24:9) Ved deres grusomme fremfærd imod disse Kristi efterfølgere beviser kommunisterne, at de følger i nazismens fodspor. De Røde antænder atter den forfølgelsens ild, som engang blev tændt af Hitlers horder. Og i lighed med nazisterne søger kommunisterne at skjule deres had til den sande kristendom under et dække af løgn.

Den kommunistdominerede presse i Østtyskland udspyr ustandselig usandheder om Jehovas vidner. Den anklager dem falskeligt for at forsvare umoralitet. Den hævder, at et vidne har myrdet sin hustru som et offer til Jehova, og at han har til hensigt at dræbe sine børn for at efterligne Abrahams villighed til at ofre Isak. Den beskylder Jehovas vidner for antisemitisme, fordi de ud fra bibelen lærer, at jøderne ikke længere udgør en indviet, hellig nation, men står på samme fod ind for Gud som alle andre mennesker. Men deres yndlingsusandhed er dog, at vidnerne er spioner for amerikanske imperialister. Og hvad fremlægger de så som bevis herfor? Jo, vidnerne får litteratur fra Amerika, uddeler hjælpepakker fra Amerika, afslår at underskrive kommunistappellen til forbud mod atombomben, og forkynder, at Harmagedons ødelæggende krig er uundgåelig. Kommunistisk propaganda hævder, at vidnerne vægrer sig ved at underskrive appellen til forbud mod atombomben, fordi Amerika ved hjælp af denne bombe agter at vinde slaget ved Harmagedon. Hvor latterligt!

At skjule hadsk religionsforfølgelse bag falske beskyldninger, der stempler kristne som fjender af samfundet og oprørsstiftere, er ikke en nazistisk opfindelse og heller ikke en kommunistisk. Lignende falske beskyldninger om ophidselse til oprør og illoyalitet og svækkelse af nationens moral blev rejst mod Jehovas tjenere før Kristi tid, imod Kristus selv og imod hans efterfølgere. De kan overbevise Dem herom ved at læse Ezra 4:15; Neh. 2:19; Ester 3:8; Jer. 37:13-15; 38:4; Luk. 23:2 og Ap. G. 24:5. De i disse skriftsteder omtalte trofaste Guds tjenere led tortur og død i svunden tid. Det samme gør Guds tjenere i dag. Læs følgende gengivelse af et telegram, som stod at læse i Stockholms-Tidningen den 18. september 1950:

„Jehovas vidner lider frygtelig tortur

Hannover, den 17. september. — (ST) Folkepolitiet har arresteret omtrent 1000 af de bedst kendte af Jehovas vidner i den østlige zone og søger nu overalt efter medlemmer af denne sekt, der så kraftigt modstår kommunismen, i den hensigt at likvidere sekten. Dens ledende prædikanter er blevet dømt til 25 års hårdt arbejde, ligeledes deres familiemedlemmer, og man må se den mulighed i øjnene, at så længe den kommunistiske regering sidder inde med magten, vil alle Jehovas vidner blive holdt i fængsel.

Akademikere, som er flygtet fra Østzonen, beretter om alt det, autoriteterne har gjort — dog hidtil uden held — for at bryde sektens åbenlyse og fanatiske modstand mod kommunisterne. Jehovas vidner er blevet mishandlet og pint på det grusomste, uden at det har fået dem til at fornægte deres tro, der går ud på, at Kristus skal anerkendes som den højeste og eneste myndighed, og at de ikke ønsker at underkaste sig nogen menneskelig magt.

Med massearrestationerne af Jehovas vidner har disse mennesker nu for anden gang i løbet af tyve år måttet bære martyrkronen — og de ved, hvad det betyder. Allerede under Hitlers regime blev omkring 1000 Jehovas vidner henrettet som forrædere, fordi de ikke alene nægtede al krigstjeneste, men åbent modstod Hitlers autoritet. Andre 1000 Jehovas vidner døde i fængsler og koncentrationslejre, og alle, som senere har beskrevet livet i disse lejre, har i deres bøger givet Jehovas vidner det bedste skudsmål.

Jehovas vidner har nu under det kommunistiske Quisling-regime arbejdet på nøjagtig samme måde, som de gjorde det under Hitlers regime, og i Østzonen havde sekten i den senere tid fået så mange tilhængere, navnlig blandt kvinder og ungdommen, at regimet følte den som en trusel. Sektens prædikanter har aldrig tøvet med åbenlyst at give udtryk for deres syn på det kommunistiske regime. De har stemplet Østzonens valg som bedrag og det kommunistiske regime som „et satanisk herredømme“.

Jehovas vidner søger tilflugt i bibelens ord: „Mig er givet al magt i himmelen og på jorden“, og nægter at anerkende nogen form for jordisk autoritet. Normalt kæmper de hverken mod staten eller dens love, og det eneste, de har ment sig berettiget til at kræve i ærlige, demokratiske stater, er at blive fritaget for militærtjeneste. Men nøjagtig som under Hitlers rige er de i Østzonen kommet i dødelig strid med regimet, blot fordi de offentligt forkynder deres tro. Ligesom de før 1945 nægtede at hilse Hitlers hagekorsflag og sige „Heil hitler“, således nægter de også nu at hilse de Rødes insignier. Og for Østzonens modstandsbevægelse mod det kommunistiske styre er de på grund af deres urokkelige holdning blevet den faktor, om hvilken man kan fylke sig. For de store tyske folkemasser i den østlige zone er de ydmyge vidner for Jehova i deres ubetingede tro blevet et stort eksempel og derfor yderst farlig for det kommunistiske regime.

Kommunisterne har let ved at finde Jehovas vidner; de behøver blot at stille det nye spørgsmål: „Er du villig til at skrive under på Stockholm-appellen imod atombomben?“ . . . Hidtil har de nægtet det allesammen, og på grund af denne nægtelse må de nu gå i fængsel. I betragtning af Jehovas vidners næsten overnaturlige modstandskraft må man tage det for givet, at de, hvis det kommunistiske regime i Østzonen beholder magten ret meget længere, aldrig vil vende levende tilbage fra fængslerne.“

Til denne belysende artikel skal vi føje et United Press telegram fra Berlin, dateret 4. oktober 1950: „Ni medlemmer af Jehovas vidners sekt blev i dag idømt langvarige fængselsstraffe ved højesteret i det kommunistiske Østtyskland for spionage i den russiske zone til fordel for de Forenede Stater. Willi Heinicke og Friedric Adler fik livsvarigt fængsel. De andre blev idømt fra otte til femten år. Alle kendtes skyldige i at have sendt militære og andre oplysninger til en spioncentral i Brooklyn. De var også anklaget for sabotage i forbindelse med den kommunistiske kampagne for forbud mod atombomben og bagvaskelse af de folkelige valg, som var planlagt at skulle afholdes i Sovjetzonen den 15. oktober.“

Under alle prøver holder Jehovas vidner urokkelig fast ved samme inspirerede overbevisning som apostelen Paulus: „Hvem vil kunne skille os fra Kristi kærlighed? Trængsel eller angst eller forfølgelse eller sult eller nøgenhed eller fare eller sværd? . . . Under alt dette mere end sejrer vi ved ham, som elskede os. Thi jeg er vis på, at hverken død eller engle eller åndemagter eller noget nuværende eller noget tilkommende eller kræfter eller det høje eller det dybe eller nogen skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.“ (Rom. 8:35, 37-39) Kommunismen vil ikke få held med sig, hvor nazismen kom til kort. De herskende ismer vil allersenest ophøre med at eksistere under Jehovas slag ved Harmagedon. Til dem, som udholder hadet og forfølgelsen fra alle nationerne for Kristi navns skyld, lyder forjættelsen: „Men den, som holder ud indtil enden, han skal frelses.“ — Matt. 24:13.

(The Watchtower, 15. december 1950)