Gør de gode nyheder kendt

BLANDT jordens sørgende og betrængte folk hedder mundheldet: „Intet nyt er godt nyt.“ Fra alle kanter, hvert hold og hver front er største parten af rapporterne en tragisk tale om veer og ulykker, som forøger nøden og forvirringen. Folket famler i mørke, mister modet af frygt for det, som de ser komme over jorden. (Lukas 21:25, 26) Og de fleste nyheder, de hører, falder — for at låne en linie fra Shakespeare — godt sammen med den nuværende nat, der er „sort, frygtelig, trøstesløs og fuld af rædsel“. Hvad er da af større betydning end at lade folket høre om det teokratiske rige, som vil læge alle menneskelige sygdomme? Et sådant guddommeligt budskab kan fylde hjertet med jubel og glæde og mætte sjælen hos dem, som inddrikker det, selv om det kommer langvejsfra, helt fra himmelen. — Ordsprogene 25:25.

I sin omtale af denne tid, da det nuværende tingenes system skulle nå sin endelige afslutning, da alle nationer ville stå vendt imod hinanden, da der ville være mangel på levnedsmidler og store ulykkesveer over folkene, erklærede Jesus, at ved denne fastsatte og bestemte tid skulle „dette gode budskab om Riget . . . prædikes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne, og da skal den absolutte ende komme“. (Mattæus 24:14, NW) Apostelen Johannes så i et syn denne forkyndelse: „Og jeg så en anden engel flyve midt oppe under himmelen, og han havde evige gode nyheder at forkynde som glade tidender for dem, der bor på jorden, og for hver nation og stamme og tungemål og folk.“ — Åbenbaringen 14:6, NW.

Hvilken storslået opgave det er! Verdensomspændende! Dette budskab trænger over alle internationale barrierer og jerntæpper! Overvinder alle sprogvanskeligheder! Det er sandt, at dette vældige arbejde, som Jehovas vidner har fået overdraget, udelukkende udføres, fordi den Højeste også har givet dem overflod af styrke og visdom. Apostelen Paulus opfordrede på sin tid menigheden i Efesus til at holde sig vågen og agtpågivende og stadig bede for alle Herrens tjenere, indbefattende ham selv, at de måtte blive i stand til med frimodighed at tale om og gøre kendt de gode nyheder om Riget. (Efeserne 6:18-20; Kolossenserne 4:2-4) Ligesom dengang, således hører og besvarer Jehova også nu sine helliges bønner.

„Dette tingenes systems gud“, som er Djævelen, „har forblindet de vantros sind“ for de gode nyheders budskab. (2 Korinter 4:4, NW) Det er derfor ingen overraskelse, at forkynderne af de gode nyheder bliver bittert hadet og forfulgt. Paulus omtalte sig selv som „Guds ambassadør i lænker“; han fortsatte dog med at forkynde. Til Timoteus skrev han: „Skam dig ikke over vidnesbyrdet om vor Herre, heller ikke over mig, en fange for hans skyld, men tag din del i at lide ondt for de gode nyheders skyld under Guds kraft.“ (2 Timoteus 1:8, NW) Jehovas vidner kolliderer ofte med denne verdens herskere og diktatorer, for „som vi af Gud er agtet værdige til at få de gode nyheder betroet, således taler vi ikke for at behage mennesker, men Gud“. Som et resultat heraf er nogle af dem blevet dræbt. Men hvad der end sker, så har de Jesu dyrebare forjættelse: „Den, som mister sin sjæl for min og de gode nyheders skyld, skal frelse den.“ — 1 Tessaloniker 2:4; Markus 8:35, NW.

Mas derfor på med arbejdet, I trofaste Herrens vidner! Udbred de yderst vigtige nyheder. Lad jordens sørgende og betrængte folk høre og blive trøstet. Jehovas godkendelsessmil og velsignelse hviler på jer. „Hvor dejlige er på bjergene deres fødder, som forkynder gode nyheder om gode ting.“ — Romerne 10:15, NW; Esajas 52:7.

(The Watchtower, 1. februar 1951)