Præsteskab og krig — et forvirret billede

DA JESUS endte sin berømte bjergprædiken, „var folkeskarerne slået af forundring over hans lære; thi han lærte dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge“. (Matt. 7:28, 29) Han gjorde stor brug af de inspirerede hebraiske skrifter for at give sin prædiken vægt, og dette gav den en klang af guddommelig myndighed. Ulig de skriftkloge og farisæerne byggede han ikke på traditioner og menneskers bud. Om Kristus er der skrevet: „Fårene følger ham, fordi de kender hans røst.“ (Joh. 10:4) Hans ord genlød af bibelen. I hans ord genkendte de bibelens retfærdige principper. Hans tale var ligefrem, hans ord jævne og hans tanker klare. Ingen dunkel tale, der kunne udlægges og fortolkes på flere måder, intet hårkløveri og ingen tvetydigheder, der mere ville smage af en listig sagfører end af en frygtløs tjener. Han afveg ikke fra sine principper eller svigtede dem og gik ikke på kompromis under foregivende af at måtte tage en uendelig række hensyn. For ham gjaldt det bibelens sandheder uden hensyn til følgerne. Det var denne måde at tale på, der slog de ører med forbavselse, som var vant til at høre de skriftkloge og farisæerne, der frygtede mennesker, søgte at behage mennesker, at blive set op til af mennesker og at blive beriget af mennesker. Jesus behagede Gud og talte med myndighed fra Gud.

Hvorledes forholder det sig med dem, der i dag påstår at tale på Guds vegne? Gør de det med en bibelsk klang af sandhed og retfærdighed? Eller videregiver de menneskers meninger ligesom de skriftkloge og farisæerne? Lad os tage en prøve af deres syn på krig, da det jo er et stadigt tilbagevendende emne i deres prædikener.

Den 29. november 1950 blev „Kirkernes nationale råd“ (Amerika) dannet. Det omfatter 31.000.000 medlemmer af de amerikanske protestantiske religionssamfund. Efter rådets eget udsagn „opløfter det sin røst til fremme af kristenlivet“. På grund af den truende krigsfare var et udvalg blevet „anmodet om under Guds ledelse at søge efter et kristent ord, der kunne vejlede og styrke vore medkristne og medmennesker i det mørke, vi sammen står over for“. Det „ord“, man fandt frem til, var en længere redegørelse, som forekom meget uklar. Den fordømte pacifisme, talte de Forenede Nationers sag, forsvarede total mobilisering, men ikke total krig; den erklærede, at ingen kampmetoder var redelige, men anså nogle metoder for mere gemene end andre. Atombomber? Hvis de anvendes mod os først, kan vi „benytte dem til gengæld med størst mulige indskrænkning“.

Hvilke skriftsteder blev anført, som kunne give rapporten en klang af bibelsk myndighed? Ingen. To medlemmer af udvalget nægtede at underskrive den; den ene sagde, at udtalelsen var forvirrende og havde til hensigt „at skabe modvilje hos de kristne over for de krav, en militær nødssituation kunne medføre“, og den anden sagde, at rapporten var „selvmodsigende“ og ikke gav nogen „tydelig moralsk vejledning fra det kristne evangelium“. Ingen ville kunne forestille sig en sådan samling forvirrede ord komme fra den frygtløse nazaræers mund.

Dristige udtalelser om krig

Den stilling, som dr. Billington fra Baptist Temple i Akron, Ohio, indtog, var imidlertid ikke til at tage fejl af. Han påstod, at for ham „som en Guds mand“ så det ud til, at „Gud ikke er med os“, og han tilrådede: „Kast atombomben og stands den [krigen i Korea]. Gud gav os den. Lad os bruge den til beskyttelse af vore bibler, kirker, skoler og Amerikas inderste væsen.“ Guds ord vil bestå for evigt og det uden atombomber. Det samme gælder den sande kirke. (1 Kor. 15:50-58; 1 Pet. 1:25) Dersom Gud gav de Forenede Stater atombomben, gav han så også Sovjet den? Kunne vi forvente, at Kristus ville tale som dr. Billington? Eller var det mere sandsynligt, at han som princip ville citere: Alle, som griber til atombomben, skal falde for atombomben? — Matt. 26:52.

Kardinal Josef Frings, ærkebiskop af Köln, erklærede den 23. juli 1953, at „krig ikke alene er en nations ret, men også dens pligt“, og at „pure nægtelse af militærtjeneste af samvittighedsgrunde, som visse kredse gør sig til talsmænd for, ikke stemmer med kristne principper“. (AP-telegram, offentliggjort i Albany, N.Y., Times-Union, 24. juli 1950) Hvilke kristne principper? Der blev ikke anført nogen skriftsteder, som kunne give denne udtalelse en klang af myndighed. Heller ikke i Osservatore Romano var der anført nogen, da det udtrykte Vatikanets billigelse af Trumans beslutning om at bygge brintbomben, eftersom „der ikke findes nogen anden udvej“. (N.Y. Times, 3. februar 1950) Sande kristne sætter stadig deres lid til Gud som den eneste udvej og ikke til bomber.

Den romersk-katolske Edmund A. Walsh, vicepræsident for Georgetown universitetet, kastede et nyt glimt over gejstlighedens indstilling til krig ved sin udtalelse om brug af atombomber i tilfælde af, at nationen følte sig truet af angreb: „Hverken fornuft, teologi eller moralske grunde taler for, at mennesker eller nationer skulle begå selvmord ved at afvente den første eksplosion.“ Han tilføjede, at såfremt Amerika anvendte atombomben først, ville der derved blive pålagt dets efterretningsvæsen „et forfærdeligt ansvar“ med hensyn til nøjagtigheden af indberetningen om det overhængende angreb på de Forenede Stater. Han fortsatte så med at påtage sig det „forfærdelige ansvar“ ved at sige: „Vishinskys forsikringer i F.N. om fredelige hensigter er blot en skuespillers præstation efter et udarbejdet rollehæfte og har til hensigt at aflede publikums opmærksomhed fra et kommende Pearl Harbor.“ — N.Y. Times, 25. december 1950.

Den officielle avis i Bostons ærkestift, The Pilot, gav den 1. september 1950 dette forslag om at kaste en tredje verdenskrigs første bombe en ny oppudsning ved at sige, at en forebyggende krig mod Rusland kunne blive nødvendig. Den fastholdt, at angrebskrige er moralsk forsvarlige under visse omstændigheder, dersom man kæmper for en „moralsk given ret“, og tilføjede: „Der findes tilstrækkelige beviser til at fastslå den kendsgerning, at Sovjet gør sig skyldig i virkelige forbrydelser og påtænker endnu flere; vi søger blot at forsvare de fundamentale menneskerettigheder.“

Guds straf eller hans velsignelse

Går vi videre for at kaste endnu et blik på dette mangesidige billede af præsteskabet og krigen, bliver vi stillet over for den hyppigt hørte påstand, at Gud sender os krigene som en straf for vore synder. Et eksempel herpå findes i New York Times’ referat af 24. juli 1950: „Det er uden tvivl vore egne synder, der har bragt os denne nye revselse,“ konflikten i Korea, sagde hjælpebiskop Joseph F. Flannelly, administrator af St. Patrick katedral, i går. Der anføres ingen skriftsteder, som kan godtgøre denne påstand, og logisk set er den urimelig. Dersom krigen er en straf fra Gud, hvorfor så skælde ud over de koreanske og kinesiske kommunister og over Sovjet, som støtter dem? Efter Flannellys udtalelse burde man anerkende disse kommunister som redskaber i Guds hånd.

Nogle få uger senere hørte man fra den samme prædikestol en stik modsat påstand. Krigen blev ikke længere begrædt som en straf fra Gud, men forkyndt som en velsignelse fra ham. Vi citerer fra New York Times, 11. september 1950: „Sørgende forældre, hvis sønner var blevet udskrevet eller indkaldt til tjeneste i hæren, fik i går i St. Patrick-katedralen at vide, at døden på slagmarken var et led i Guds plan for at befolke „himmeriges rige“. Det er noget, man ikke altid husker på, fortsatte han [Msgr. W. T. Green], men det er kristne forældres største pligt at gøre alt, hvad der står i deres magt, for at give deres børn tilbage til Gud, lige meget hvornår, hvor og under hvilke omstændigheder, han vælger at kalde dem, sådan at de kan blive gode borgere i det evige himmeriges rige.“ Dersom det var et led i Guds plan for at befolke himmeriges rige, hvorfor skulle katolikkerne så prøve at modarbejde ham? Hvorfor skulle de bede om fred? Hvorfor ikke af al magt opmuntre til krig, sådan at deres børn derigennem kunne komme ind i Riget? Hvorfor have fred og krydse Guds plan og lade himmelen være ubeboet?

Århundreder før Kristus var Israel Guds hellige nation og førte krige, der havde Guds godkendelse; til tider kæmpede han endog til gavn for sit folk Israel. Men selv under sådanne gunstige forhold gik de israelitiske soldater, som faldt i slagene, ikke til himmelen. (Joh. 3:13) David var en krigens mand, når krigene havde guddommelig anerkendelse, men han for ikke op til himmelen. (Ap. G. 2:34) Efter Kristi komme omtales de kristne som soldater, dog ikke af den sædvanlige slags: „Thi om vi end færdes i verden, fører vi dog ikke strid på verdslig vis. Vore stridsvåben er nemlig ikke verdslige.“ (2 Kor. 10:3, 4; Ef. 6:10-17) De kristne græske skrifter åbenbarer Guds fremgangsmåde med at befolke himmeriges rige, men det fremgår ikke, at kødelige krige udgør en del deraf. Greens ord savner ethvert grundlag.

De nedrigste af alle krigsspekulanter

Man hører megen tale om, at nogle høster fordel af krige. En af de grusomste former for spekulation i krige belyses ved et brev, skrevet til katolske forældre under den anden verdenskrig. Det var fra ærkebiskop Sinnot i Winnipeg, Canada, og dateret 1. marts 1944. Efter hilsenen „Mine kære katolske forældre“ lød den første temmelig lange paragraf som et pengeafpresningsforsøg:

„Jeg har fra kirkehyrderne i de forskellige sogne modtaget en liste over dem, der har sønner på den anden side Atlanten. Som I ved, opfordrede jeg for nogen tid siden katolske mødre til at indmelde deres sønner som faste medlemmer af „Selskabet til troens udbredelse“. Jeg sagde: „Hvilken bedre forsikring kunne man give en søn, der er udsat for krigens farer! En forsikring for, at dersom han skulle blive dræbt, går han straks hjem til sin Herre for at være sammen med ham i evigheden. En garanti for, at han, dersom det er Guds vilje, vil vende tilbage til sin kære moder og til dem, der elsker ham.“ Dette er blevet jer forklaret gang på gang fra prædikestolen, og I er blevet tilskyndet til at indmelde jeres sønner. Kun nogle få, som vi personligt har besøgt, har fulgt opfordringen, men alle andre har iagttaget en sløv ligegyldighed. Dersom jeg drog den slutning, at jeres drengs sikkerhed var jer ligegyldig, ville jeg gøre jer grov uret. I er ikke ligegyldige! Hvad kan da være grunden til jeres træghed! Nogle siger, ja mange siger, at de ikke har råd. Det er ingen grund, det er en dårlig undskyldning, som ikke er en katolsk moder værdig. I modtager en del af jeres søns løn, og hvilken bedre brug kunne I gøre af den. „O,“ svarer I, „jeg prøver at have en spareskilling til min dreng, når han kommer tilbage.“ Når han kommer tilbage. Ville det ikke være bedre at gøre det bedste, I kan, for at sikre jeres søns tilbagevenden. Hvis han ikke kommer tilbage, hvad i alverden kan „spareskillingen“ så hjælpe ham! Jeg råder jer ikke til at tage hans penge, jeg foretrækker langt hellere at I bruger jeres egne penge. Men dersom I er nødt til at tage af jeres søns penge, så tag dem som et lån. I vil sikkert kunne samle dem sammen i de kommende år. Tror I ikke, at I med lidt sparsommelighed og lidt færre forlystelser kunne lægge een dollar til side om måneden, indtil hele beløbet er betalt? Det er ikke nødvendigt at betale de 40 dollars på een gang. I kan betale i så store afdrag, som I ønsker. I kan f. eks. betale 5 dollars om måneden eller 10 dollars hver tredje måned. I kan være eet eller to eller endog tre år om at betale. Tre år svarer næsten til een dollar om måneden. Det vigtigste er at sikre jeres drengs frelse, så vidt vi formår — hans frelse i tid og evighed.“

Guds gunst købes ikke for penge

Det er vanskeligt under nogen som helst omstændigheder at fatte et så hjerteløst pukkeri for at få penge. Men når det gøres i Guds navn, er det den værste form for svindel og gudsbespottelse. Det menneskelige sind vægrer sig ved at tro, at Gud skulle lade en søn vende frelst tilbage fra krigen, fordi han har en pengelap på fyrre dollars. Eller tage sønnen til himmelen, fordi der er sikret ham en billet til fyrre dollars. Hvilke skriftsteder er det muligt at vende og dreje, så de overhovedet antyder et sådant pengebegær fra Guds side? Ikke et eneste! Det urette ved den slags pengeafpresning i Guds navn vises i Mika 3:11: „Dets høvdinger dømmer for gave; dets præster kender ret for løn; dets profeter spår for sølv og støtter sig dog til Jehova: Er Jehova ej i vor midte? Over os kommer intet ondt.“

Men ulykker kan og vil ramme dem, der tror, at Guds gunst kan købes for penge. Ved en bestemt lejlighed tilbød en mand Peter penge for at få en gave fra Gud. Apostelen Peter svarede, meget ulig paven: „Gid dit sølv må gå til grunde og du selv med.“ (Ap. G. 8:18-20) Det var Peter, som sagde til dem, der varetog menighedernes interesser: „Vær hyrder for Guds hjord hos jer, ikke af tvang, men af fri vilje, efter Guds sind, ikke for skammelig vindings skyld, men med villigt hjerte.“ (1 Pet. 5:2) Dette udelukker den uærlige anvendelse af opdigtede hedenske skærsilde eller brændende helveder for at presse penge af den afdødes efterladte. Bibelen viser, at de døde er i graven, sover i døden og venter på en opstandelse til liv på jorden. (Præd. 9:5, 10; Joh. 5:28, 29) Ingen præst kan krydse denne guddommelige hensigt, hvad enten man giver ham penge eller ikke.

Af det foregående fremgår det klart, at præsteskabet ikke giver noget afgjort eller trøstende råd, hvad krig angår, ingen sikker vejledning grundet på Guds ords autoritet; deres ledelse i alt andet er ligeledes upålidelig. Største delen af dem, der mener, at krig er ukristelig, er alt for bange til at vise deres mening i krigstid. Andre råber på krig, der skal skaffe dem af med deres fjender, ligesom farisæerne tvang det romerske militær til at dræbe Jesus. Nogle holder på forsvarskrige, andre på afværgekrige og atter andre på øjeblikkelige angrebskrige. En siger, krig er en straf fra Gud, en anden, at det er hans måde at befolke himmelen på. Andre svæver over deres menigheder som gribbe, der i krigstid slår ned på sørgende forældre for at presse penge af dem. Krigsspekulanter af laveste karakter!