Spørgsmål fra læserne
● Blev tungetalen i den første menighed altid fremført i et sprog, som taltes af mennesker, eller blev den somme tider fremført i sprog, der var fremmede for alle mennesker? — L. S., New York.
Paulus skrev: „Talte jeg end med menneskers og engles tunger, men ikke havde kærlighed, da var jeg et rungende malm eller en klingende bjælde.“ (1 Kor. 13:1) Han skelnede her mellem menneskers og engles tunger, og det sidste kunne mennesker ikke forstå. Dog er det åbenbart, at tungetalens gave undertiden satte mennesker i stand til at tale med engles tunger. Da ånden blev udgydt på pinsedagen, talte muligvis nogle med engles tunger, hvad der, fordi det lod fremmed for det menneskelige øre, fremkaldte den beskyldning, at de kristne var fulde. Den pludselige evne til at tale forskellige menneskelige sprog kunne afgjort ikke bortforklares som drukkenskab, selv om det måske af spottere fremførtes som eksempel, der kunne inspirere tale, der var uforståelig for det menneskelige øre. (Ap. G. 2:1-13) Uden den gave at kunne fortolke eller „udlægge tungetale“ ville det ikke være til opbyggelse for noget menneske, men ville blot lyde som „rungende malm eller en klingende bjælde“. — 1 Kor. 12:10.
● Skulle åndens gaver, tungetale, evnen til at helbrede o.s.v., ikke fortsætte efter apostlenes tid ifølge Jesu ord i Mark. 16:17, 18? — A. J., Pennsylvania.
Disse vers’ ægthed er draget i tvivl, fordi Mark. 16 i de gamle og pålidelige manuskripter, det vatikanske nr. 1209 og det sinaitiske, slutter med vers 8, mens versene 9-20 findes i det aleksandrinske og andre gamle manuskripter og oversættelser. Men selv disse tvivlsomme vers, som anføres i ovenstående spørgsmål, siger imidlertid ikke, at de samme ting ville fortsætte efter apostlenes tid, men kun efter Jesu tid. De omtalte gaver til den første menighed kunne ikke have fortsat så længe efter apostlenes død, for det var udelukkende gennem apostlene, at disse gaver blev givet videre til andre. (Ap. G. 8:7-21; 19:6) Paulus sagde udtrykkeligt, at sådanne gaver ville ophøre: „Hvad enten det er profetiske gaver, de skal engang forsvinde, eller tungetale, den skal forstumme, eller kundskab, den skal forsvinde.“ (1 Kor. 13:8) Det springende punkt i Paulus’ ræsonnement i resten af kapitlet er, at åndens gaver blev givet, for at de skulle bidrage til at grundfæste den første menighed, mens den endnu befandt sig i sin barndom. Når den først var grundfæstet og moden, ville den ikke længere behøve sådanne gaver som tungetale, evne til at helbrede o.s.v. til at støtte den eller holde den oppe.
● Hvis der ikke er nogen opstandelse af de onde, hvorfor citerede Vagttaarnet da Ap. G. 24:15 fra An American Translation, som siger: „Der skal ske en opstandelse af den retskafne og af den onde.“? — Læser i Ohio.
Vi kan ikke indse, at der er nogen grund til at blive foruroliget over anvendelsen af ordet „onde“ i forbindelse med opstandelsen. Vi kan ikke begrænse os til een betydning og een anvendelse af ordet „onde“. Det hele afhænger af, om ondskaben er forsætlig, og der stadig fremtures i den, eller om den har fundet sted på anden måde.
Efeserne 6:16 taler f. eks. om „den ondes gloende pile“ og bruger det græske ord ponerós; 1 Joh. 2:13, 14; 3:12; 5:18, 19 taler i virkeligheden også om „den onde“ og bruger ordet ponerós i betydningen Satan, Djævelen. Og dog henvender Jesus sig i bjergprædikenen til sine disciple og siger til dem: „Når da I, som er onde [ponerós], forstår at give jeres børn gode gaver“ o.s.v. (Matt. 7:11; Luk. 11:13) Han sagde også, at Gud „lader sin sol stå op både over retfærdige og uretfærdige [ponerós]“, og at han „er god imod de utaknemmelige og onde [ponerós]“. (Matt. 5:45; Luk. 6:35) Kolossenserne 1:21 fortæller os, at vi engang var „fjendske af sind“ over for Gud i vores „onde [ponerós] gerninger“. I Ezekiel 18:21, 23 hedder det: „Men når den gudløse omvender sig fra alle de synder, han har gjort, og holder alle mine anordninger og gør ret og skel, da skal han visselig leve og ikke dø. . . . Mon jeg har lyst til den gudløses død, lyder det fra den Herre Jehova, mon ikke til, at han omvender sig fra sin vej, så han må leve?“
Vi ser således, at de der skrev bibelen, nu og da brugte de ord, der betyder ondskab eller at være ond eller gudløs i generel betydning, også om dem, der fores tilbage til retfærdighed og spares for Gehenna. An American Translation har således ikke begået en grov læremæssig fejl ved at tale om en „opstandelse af . . . den onde“, og det har Vagttaarnet heller ikke ved at citere denne oversættelse. Her kan ganske givet ikke være tale om forsætlig onde, der ikke kan forbedres, sådanne, som omtales i Salme 145:20: „Alle de gudløse sletter han ud.“